Min undskyldning går ud til fuglene.

Når man både er A-menneske og dampbarn, får man utrolig meget for sine penge, når man er på festival. Uanset om klokken er 1, 2, eller 4, når jeg går i ’seng’, er den ALTID 7, når jeg vågner. Altid. Hvilket har resulteret i nogle grimme ud-af-kroppen oplevelser de år, jeg har glemt at tage fri fra arbejde om mandagen.

I år er ingen undtagelse, men jeg må sige, at jeg faktisk er endt med at sætte pris på morgenerne. For det første har man bruserne og morgenmaden for sig selv (og ’for sig selv’ er ellers virkelig en vare i restordre på en festival). For det andet er det en fornøjelse at møde folk, der bagstive og klatøjede lige er mødt ind på vagt, og som man kan få til at synge hvad som helst (virkelig. HVAD som helst!), og for det tredje er det skønt at gå igennem skoven, når solen falder ned gennem bøgetræernes blade i støvede striber, nattens kølighed har skruet ned for dunsten af humle og urin, og verdens lyde er uldne og fjerne.

Det er i stilheden om morgenen, at man virkelig kan høre, hvor meget vi egentlig larmer om natten.