Bloggen

Kan godt mærke på det hele, at man bliver nødt til at gro sig en holdning til forslaget om burkaforbud.

Jeg synes, at det er svært! For det er jo ikke bare burkaforbuddet, det handler om længere. Det er efterhånden en uskøn pærevælling af Muhammedtegninger, kirkeflygtninge, æresdrab og politiske spil, som jeg er for dum til at begribe, som bliver rodet sammen, når vi diskuterer, hvor vi står.

Og selvfølgelig kan man ikke bryde virkeligheden ned i små, isolerede bidder, men i en tid, hvor det forekommer mig, at alting alligevel er blevet frygtelig sort/hvidt, kan jeg have forbuddet mistænkt for at være det acceptable udtryk for frustration over integrationsproblemerne, som pæne mennesker synes, at de kan tillade sig at have. Om flygtningene skulle have haft lov at blive, eller om det var rigtigt at rømme kirken, kan man bestemt diskutere – men det synes jeg bare ikke rigtigt, at man gør. Det tog under 10 minutter at dele Danmark op i De Gode med Simon Kvamm, Mikael Simpson og de andre hippe i spidsen, og De Onde med Pia og Morten ved roret. Du er enten med os eller imod os, og hvem vil du helst identificere dig med?

Tørklædet er noget, vi kan finde ud af at være imod, fordi vi kan hænge vores modvilje op på knager som ’ytringsfrihed’, ’kvindeundertrykkelse’ og ’grundlovsstridig’. Jeg aner ikke, hvor jeg står, for jeg tror simpelthen ikke, at jeg til fulde begriber, hvad tildækningen er udtryk for, og så er det svært at forholde sig til, synes jeg. Min umiddelbare tanke er dog, at det er forrykt at begynde at lovgive om påklædning, og at det vel er lige så slemt at tvinge det af, som at tvinge det på.

Flere steder har jeg set argumentet fremført, at vi danske kvinder i solidaritetens navn bør støtte op om forbuddet og komme vor mørklødede søstre til undsætning – men er det vores kamp at kæmpe?

Måske er det naivt og et udtryk for, hvor lidt jeg egentlig forstår deres livssituation og status, men jeg savner at høre fra dem, det hele handler om:

Kvinderne bag sløret.

Uanset hvorhen man vender blikket, blændes man i disse dage af tandsættet fra manden, der kunne være det tredje medlem af Nik & Jay: Sidney Lee. Fangerne på Fortet, Singleliv og mulig dommer i X-faktor – han er overalt. Urban har givet sine læsere mulighed for at spørge realitystjernen om lige præcis dét, de gerne vil vide, og da jeg mener, at Sidney og jeg har nogenlunde lige meget grund til at gøre krav på offentlighedens opmærksomhed, vil jeg hermed berige mine læsere med mine svar på selvsamme 13 spørgsmål:

1: Helt ærligt: Kører du facade?
Lidt. Mest når jeg er i knæ. Kan ikke altid overskue andres medfølelse dagen derpå, når jeg selv er tilbage i førersædet og gerne vil tage styringen igen.

2: Hvorfor er du kendt?
Kendt er måske nok at slå til med den store hammer, men I er da ved at være en god flok derude. Mit bud er, at det skyldes, at jeg blogger om alt, hvad der falder mig ind. Jeg har ikke lagt mig fast på, altid at skulle være enten sjov, begavet eller reflekterende. Det tror jeg gør min blog troværdig og nem at forholde sig til.

3: Hvorfor gider du ikke hedde Søren Overgaard?
Nok mest fordi jeg er en pige. (Dame? Hvornår krydser vi grænsen?)

4: Hvad er dit største mål i livet?
At spille de kort, jeg har fået på hånden, så jeg kan være så glad som muligt så tit som muligt.

5: Har du altid bandana på, og hvor mange har du?
Nej, jeg har faktisk meget sjældent bandana på. Egentlig kan jeg kun huske, at jeg har haft bandana på 4 gange i forbindelse med arrangementer i fitnesscenteret. Det giver et vist ensformigt look, når alle instruktører ligner sørøvere. Jeg ejer to; en sort og en med dødningehoveder.

6: Hvornår forsvinder du?
Aldrig MUHAHAHAHA!!

7: Er der koldt på toppen?
Wouldn’t know. Jeg er godt tilfreds med min placering på klippehylden midt på bjerget. Højt nok oppe til at skabe overblik og nyde udsigten, men ikke strittende, ensom og et mål for andre at slå.

8: Hvordan har du det med hadesiderne om dig på Facebook?
Det rører mig ikke (længere, efter at jeg har bestilt en ordentlig røvfuld HA’ere til at løse problemet…)

9: Hvilke spilturneringer har du vundet?
Jeg har vundet SGI Cup i badminton et par gange, både i single, double og mixdoubel. Det havde jeg egentlig helt glemt. Talent indenfor noget, der minder lidt om boldsport. Der kan man bare se.

10: Kan du forstå, at nogen mennesker synes, at du er en klovn?
Ja. Helt ærligt. For jeg kan ikke rigtigt mene noget uden at omsætte det til lyd, og det ved jeg godt selv kan være ualmindeligt belastende.

11: Jeg tror, at vi er en del mennesker i Danmark, som længes efter et svar: Er du homoseksuel?
Beklager, hvis jeg slukker håbet hos nogen, men nej.

12: Hvad er din største oplevelse med UFO’er?
Det må være ’X-Files – The Movie’. Mulder, du kan bare komme forbi og lede efter sandheden her ANY day!

13: Hvilken selvbruner bruger du?
Efter gulerodsfarvede håndflader, helligdage på anklerne og åbne kødsår på skinnebenene, er jeg gået væk fra selvbruner og forsøger i stedet at være bleg på den oplyste, Kræftens Bekæmpelsesagtige måde.

Efter at jeg er begyndt at strikke, har jeg opdaget, at ældre kvinder med garntilbøjeligheder er noget af det mest uforskammede, der findes. I min garnforretning (for satan. ’Min garnforretning’?!? New low.) er der i bedste bagerstil en træk-et-nummer-maskine. Den står lige inde for døren, og uanset hvor tykke briller man har, og hvor mange forskellige farver stær, man kan stille med, kan man ikke UNDGÅ at se den.

Ikke desto mindre forsøger de her gamle krager med en iver, man næsten må beundre, at snyde foran. Når strikkedamen trykker næste nummer frem, har jeg nu 3 – 3! – gange prøvet, at de sprinter mod disken i et tempo Usain Bolt kun kan drømme om – selvom jeg på deres skrå blikke og demonstrative venden-ryggen-til kan se, at de UDMÆRKET ved, at det er min tur først. Når jeg så venligt, men bestemt siger: ”Jeg tror, at det er nummer 64 før nummer 65”, forvandles de pludseligt til blinde Parkinsonvrag, der misser hjælpeløst med øjnene og ikke kan se, hvad der står på nummerlappen.

Hvorfor er det, man mener, at man er undtaget reglerne for almindelig høflighed og god opførsel, bare fordi man er gammel??

“Det Gode Råd”

Mandag til fredag giver Rådets 5 medlemmer 5 forskellige vinkler på dit dilemma. Det er Mads & Monopolet klonet med Joan Ørtings brevkasse. Intet er for stort, intet er for pinligt.

Rådet består af:

Mandagslene, der har sine meningers mod, og som skriver som champagne smager.

Tirsdagslinda, som er .. well, mig selv.

Onsdagsdines. Skarp som få og ikke bange for at give noget af sig selv for at få sin pointe sat i perspektiv.

Torsdagsthomas. Den eneste heavy-freak, der stryger sine t-shirts. Thomas er kongen af coole metaforer, og den sejeste mandlige blogger, jeg kender.

Fredagsstine, som med en blanding af empati og et ualmindelig skarpt øje for detaljen, giver sine læsere mulighed for at se verden gennem nye briller.

I vil elske dem!

Kig forbi vores nye, fine side, og skynd dig at skyde dit dilemma afsted.

Vi glæder os til at mene en hel masse om dit liv.

Det er mærkeligt, hvordan man nogle gange kan have fornemmelsen af, at et hændelsesforløb har været tilrettelagt af nogen deroppe eller –ude, og at verden egentlig bare har ventet på, at man skulle træffe den beslutning, der leder én til ‘Start’. Udløseren kan være en enkelt kommentar fra et menneske, der ikke engang ved, hvad vedkommende sætter igang, og derfra føles det som om, den ene beslutning griber ind i den næste, og at vejen frem nærmest giver sig selv.

Noget er startet, og jeg tror ikke, at det kan stoppes igen.

Det kan f.eks. være fordi man – uforvarende og uforskyldt – ender i centrum for en times gøgl, hvor meget begejstrede mennesker i rundkreds og bare tæer laver ivrige bevægelser med overkroppen, for at kaste god energi på hinanden.

Min lørdag aften kommer til at foregå i isolationskarantæne, med skiftevis at spritte mig selv af og junke stivkrampevaccine.

Jeg elsker lyden af en sms, der tikker ind. Jeg har venskaber, der består af 50% real life- og 50% msn-samtaler. Jeg ved ikke, hvordan jeg for 10 år siden klarede mig uden e-mail, blog og mobil.

Men når jeg klikker ind på FB og ser følgende newsfeed:

”Sidder i en kirke hvor der er levende lys over alt – virkelig smukt og rørende”

kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om vi ofrer vores nærvær på tilgængelighedens alter.

Der er tidspunkter, hvor jeg ikke kan lade være med at gøre status over min generelle tilfredshed med mit liv. Nytårsaften er det civilstatus, livsmål og det lange seje træk, der er under luppen, men for mig er første dag på jobbet efter sommerferien også en dag, der får mig til at stoppe op og gøre mærke efter. Man bruger immervæk temmelig mange af sine vågne timer på at sysle med sit arbejde.

I dag var netop første dag, og selvom jeg finder mennesker, der er lykkelige på den insisterende måde både unuancerede og utroværdige, må jeg bare konstatere, at jeg er grundglad. Sådan helt ind i knoglerne. Bag mig ligger noget der ligner 16 sommerferier, hvor graden af frustration og ugidelighed var ligefrem proportional med antallet af forbrugte feriedage.

Nævn et skodjob, og jeg har haft det, og det glæder mig mere end jeg kan formulere i ord, at jeg aldrig igen skal:

– Bruge mine weekender på flugt fra hunde, der med blottede tænder og fråde om munden får ejerens udsagn om, at den ’ikke gør noget’ til at virke mere som et oplæg til debat end et løfte.
– Spørge 40 gange om dagen om der skal dressing eller ketchup i den franske.
– Spørge 4000 gange om dagen om soft ice’en skal være ’jordbær, vanilje eller blandet’.
– – og om der skal drys på.
– Pakke klamme varer i klamme muleposer for klamme mennesker.
– Rette ind efter imbecile spader, der udsteder idiotiske, ligegyldige ordrer, fordi de kan.
– Sætte stole på plads for hele teknisk skole (mens jeg forsøger at være pedelmedhjælper på den sexede måde.)
– Forstyrre folk i deres aftensmad for at spørge, om de er interesserede i et abonnement fra Falck.
– Forsøge at forklare ældre mennesker, at jeg ikke ringer fra det arkæologiske tidsskrift Skalk.
– Stadig smile, når kunde nummer 35 vælter alt sit lort op på mit kassebånd uden at vende stregkoderne opad, for så at finde ud af, at han kun har 50 kroner med.
– Forklare selvsamme kunder, at det ikke hjælper at tage en pakke gær fra.
– Tålmodigt afvise forældre, der spørger, om deres børn må køre en tur på kassebåndet.
– Tage imod reklamationer over høretelefoner til kr. 8,66 fordi de er gået i stykker efter et år.
– Prøve at undgå at analysere på, hvorfor alle alkoholikerne fra bodegaen ved siden af bliver ved med at invitere mig ud.

I morges da mit ur ringede, gad jeg faktisk godt stå op, og jeg tog mig selv i at fløjte i badet.

Så sad man lige der på sin hylde og var tilfreds.

Næste gang jeg keder mig, tror jeg, at jeg vil prøve at tjekke Dansk Kost Statistik (eller hvor man nu kan finde den slags oplysninger.) Baseret på mine overvældende videnskabelige observationer, synes jeg nemlig, at jeg bemærker flere og flere, der takker nej til alt mellem himmel og mark pga. allergi.

I slutfirserne var vi alle sammen på slankekur. Vi løb rundt med svedbånd og bladselleri, og gav den som Jane Fondas disciple, mens vi lærte at drikke vand af flasker. I dag er det pinligt at være på kur. Det er et tegn på, at man – ligesom rygere, alkoholikere og andre sølle eksistenser – er svag og ikke tager ansvar for sit liv. Hvilket er den 8. dødssynd.

Og jeg tror, at det er derfor, at så mange pludselig ikke kan tåle mælk. Og sukker. Og gluten. Og farvestoffer. Og e-numre. For sygdom er hver mands herre, og med den som skjold kan man passe på, hvad man spiser, uden at skulle blotte sin svage karakter

Ikke at jeg siger, at man skal fylde sin krop med alt det gift, man kan hive ned af hylderne, men sukkerudløst hyperaktivitet er altså ikke det samme som allergi.

Jeg vil ikke risikere at komme i bad standing med mine allergiske læsere, så jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg godt ved, at allergiske reaktioner ikke er noget at spøge med. En af mine nærmeste veninder har en temmelig lang liste over ting, som hun ikke kan tåle. Og hun kan virkelig ikke tåle dem. Men det er netop hende, der har fået mig til at lægge mærke til, at vi ikke længere er ret gode til at sige, at der er madvarer, vi ikke bryder os om, men i stedet er gået over til at sige, at vi ’ikke kan tåle dem’. Hendes svigerfamilie er nemlig ikke ret god til at tage hensyn til hende, når de inviterer, hvilket betyder, at hun vælge imellem at spolere stemningen ved at sidde og stikke til maden, eller spise den, vel vidende at hun indenfor en time får det rigtig, rigtig skidt.

Ideen var god, men når vi afslår af spise noget med den begrundelse, at vi ikke kan tåle det, og så – hvis vi ikke KAN undgå det OVERHOVEDET, og alternativet er at sulte – alligevel godt kan klemme det ned, er det er spørgsmål om tid, før vi har ødelagt troværdigheden i vores eget argument, og fremover både kommer til at skulle spise BÅDE det, vi ikke kan lide OG det, vi ikke kan tåle.

Kender I det, at man nogle dage ser det samme mønster gentaget i flere forskellige sammenhænge? (Og tror I også, at Kennedy i virkeligheden blev bortført af Ufo’er?) Lad mig forklare:

Jeg har lavet nyt program til min undervisning, og i dag opdagede jeg, at jeg – tilfældigt eller ubevidst – fået valgt en del sange, der alle er variationer over temaet ’du kan sige, hvad du vil – jeg er bare ligeglad, ha ha! (So!)’

Da jeg læste Lenes blog, kunne jeg se, at hun i forlængelse af sit seneste indlæg, får en ret hård medfart af en anonym kommentator. Da jeg lidt senere læste Camilla Lærke Mors’ blog (ja, jeg har stadig ferie. Hvorfor spørger du om det?), kunne jeg se, at ca. 20 mænd havde lagt deres høtyve og fakler længe nok til at skrive kommentarer, hvori de kaldte hende psykisk syg, skabet og ynkelig, og da jeg her til aften sad og beundrede mine nye træningsbukser, fik jeg at vide, at jeg ikke var 16 år mere.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde, ever, i hele mit liv, har været rigtig, ægte ligeglad, når jeg har fået en negativ kommentar?

Jeg nåede frem til nej.

Når en læser lægger en vred eller personlig kommentarer på bloggen; når et medlem kritiserer min undervisning; når en mand råber af mig i trafikken, når en døv synes, jeg taler for hurtigt: Jeg bliver påvirket af det HVER gang. Hvilket jeg faktisk synes er temmelig irriterende, for jeg ville enormt gerne hvile så meget i mig selv, at jeg kunne se objektivt på kritikken og skille snot fra skæg.

Det ville være ret brugbart i forhold til at blive ved med at udvikle mig, hvis jeg kunne tage den kritik til mig, der var berettiget og lade den anden fare, i stedet for hver gang at begynde at forklare og forsvare mig. Det ville være rart, hvis jeg kunne trække på skulderen og med sindsro sige, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre tænker – men det ville være løgn. Desværre.

Uanset hvor længe og omhyggeligt, jeg har gennemtænkt mine valg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om mine kritikere har ret og jeg tager fejl.

Jeg håber for Lene og Camilla, at de har hårdere hud på følelserne end mig.