Jonni, han var li’ ve’ at bli’ sindsyg.

Det spændende sociale eksperiment Jonni Hansen, mener ikke, at politiet har forsvaret ham godt nok, kan jeg se i dagens avis. Jeg kan ikke udelukke, at min tolerancetærskel er påvirket af, at jeg igår snublede i en hel masse vin; nogen havde i morges foret min mund med sandpapir. Muligvis ville jeg på dage, der var startet anderledes, kunne se hans pointe. Men jeg prøver lige at skitsere situationen, som jeg ser den:

Orkerne fra 9.A og 9.C har sat et arrangement i stand, hvor formålet er at råbe på hinanden. De inviterer hele skolen til at komme og kigge. De lokker med, at det ‘ikke vil forløbe uden drama’. Da de – på trods af voldsom usympatisk adfærd – stadig er elever, og dermed skolens ansvar, tvinges inspektøren til at sende et par gårdvagter. Og nu klager en af drengene så over, at gårdvagten ikke passer så godt på ham, at han kan stå i sikkerhed bag ham og råbe af de andre…

Man kan da ikke selv invitere til slagsmål og så tude over, at man får en på låget?! Jeg kan finde på mange andre og sjovere ting at bruge mine skattekroner på, end at finansiere politiovervågning af Satans yngel. Jonni Hansen (Jonni. Hvorfor staves det sådan? Numerologi eller hvad??) er på dagpenge, så han freeloader i forvejen. Og jeg skal forsøge ikke at snuble i mine egne fordomme her, men lur mig, om ikke der også er en enkelt eller to af de autonome, der får lommepenge af staten?

Jeg så gerne en rask slåskamp med masser af vold fordelt ligeligt på de to grupper. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Så betjent stå og slå sin stav taktfast imod sit lår. Jeg genkendte rytmen fra min barndom: “Det-har-du-rigtig-godt-af..” Jeg er enig. Hvis man redder op i et tidselbed, må man indkalkulere muligheden for, at det stikker, når man lægger sig.

When I’m 64..

Jeg har ikke lyst til at blive gammel. Jeg medgiver, at alternativet kan forekomme værre, men ikke meget. I bygningen ved siden af min, bor en gammel mand i stue-etagen. Uanset hvornår jeg går forbi, sidder han ved sit spisebord ved vinduet og læser avis eller kigger ud. Hele døgnet. De to beskæftigelser må være nogenlunde lige kedelige. (Avisoverskrift idag: “Vores hund myrdet”.) Håber næsten for ham, at styrken er sevet ud af glassene på hornbrillen. Han er altid pæn i tøjet på bedstefarmåden: Skjorte, seler og en strikcardigan.

For mig er han blevet en slags mental påklædningsdukke. Jeg har opfundet et helt liv til ham: Han er gammel murerformand, som er vant til at stå tidligt op. Den vane kan han ikke slippe, selvom han har haft ansvar for sit sidste byggeri. Han har mistet sin kone, som er den, der har indrettet lejligheden (i en stilart, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at påvirke: Grønt, aggressivt blomstret tapet i stuen, laksefarvede lamper og lyserød entre. Det kan hun ikke være bekendt.). På sine gamle dage har han fået svært ved at sove. Børnene ser han aldrig, fordi de bor i Malmø. Så nu sidder han dér, og stikker forfærdeligt i mit hjerte.

Når man når dertil, så er det vel bare ned af bakke? Næste stop er et plejehjem, hvor han skal passes af børn, som ikke tror, at de nogensinde selv bliver gamle. Jeg var selv ansat på plejehjem som 18-årig, og jeg ville betakke mig for at blive passet af mit 18-årige jeg. Hell, jeg ville nødigt passes af mit 30-årige jeg. Ikke desto mindre satte jeg glasøjne i, skiftede bleer og forsøgte ikke at hvæse, når de gamle tissede på den støttestrømpe, jeg lige havde brugt tyve minutter på at bakse på. Den eneste trøst for dem, må have været tanken om, at det på et tidspunkt bliver mig, der kommer til at stå der, med urin sivende ned af hudfarvet, stram sok.

Så hvad kan jeg lære af det? Er ikke sikker. Men noget med at vride alt det gode ud af livet. At skifte mælk ud med fløde, når jeg fylder 60, så hjertet giver op inden man visner helt. Og endelig: At købe gardiner, når jeg om 14 dage selv flytter i stuelejlighed.

Ryd forsiden!

Hvis du savner spænding i hverdagen, så læs avisen på nettet. Fire overskrifter fra Politiken.dk idag:“Pengene retur for larmende trusser”.En kvinde har købt vibrerende trusser på nettet. Da de larmede for meget, ville hun have pengene tilbage. Det kunne hun ikke få, fordi hun havde taget varen i brug. Hun gik til Forbrugerklagenævnet, hvor hun fik medhold, fordi sælger ikke havde gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, når varen er brugt. Flere spørgsmål melder sig: Larmen er vel ikke et problem, hvis trussen er til hjemmebrug (tager selvfølgelig spidsen af den erotiske stemning, hvis man skal sidde med høreværn). Så jeg vil gerne vide, om der sidder folk rundt omkring på arbejdspladserne i vibrerende trusser?? Når jeg taler med dem?! Og mener Forbrugerstyrelsen alvorligt, at vi er interesserede i fuld tilfredshed eller pengene tilbage i forbindelse med sexlegetøj? For vi ved jo godt, hvad butikker gør med varer, de får retur: Tilbage på hylden med dem…“Rockerkrig i Sverige optrappes”.
Hvor bange kan man svinge sig op til at blive for en blond fyr med hockeyhår, der indleder en samtale med “Hej då”? Selvom der står Hells Mooses på ryggen af ham? Gad vide, om det er møbelstoffer de pusher deroppe i Ikea-land?

“Dramaet om Ungdomshuset opføres som teater”.
Det er meningen, at stykket skal vise alle vinkler i sagen. Det lyder sandsynligt. Måske skuespillerne er iført ‘Bevar Christiania’ t-shirts, men med støtteerklæringer til Bush trykt på ryggen? Stykket er “et ordløst stykke med elementer af nycirkus, dans og mimekunst”. Personligt glæder jeg mig meget til at se den klassiske bemærkning: “Bare fordi man har skødet på et hus, betyder det jo ikke, at man ejer det!” udtrykt gennem moderne dans.

“Forbrugerrådet vil have farlig ispind forbudt”.
Tilsyneladende er der ikke meget at kaste sig over i Forbrugerrådet, nu hvor trussesagen er afviklet. Frisko har lavet en is, som indeholder en “affyringsmekanisme”, som FR vil have forbudt. Jeg tænker: I et samfund, der nu er så sexuelt frigjort, at det tilsyneladende er meningen, at vi skal kunne købe brugt sexlegetøj, kunne Frisko måske vælge den pædagogiske vinkel i deres markedsføring af isen? Det er vel aldrig for tidligt at lære, præcis hvornår det er klogt at lukke af til svælget?

Kan man skue Ulla på håret?

Jeg har været ude og købe et økologisk kosttilskud. “Velsmagende, flydende jern”. Jeg ved ikke, hvem Matas har til at testsmage produkter. Mit gæt ville være vampyrer med halvsidet lammelse i smagsløgene. Oveni at skidtet har konsistens som koaguleret blod, så har man valgt at tilsætte noget, som (efter tegningen på flasken at dømme) skal smage af solbær. Det gør det ikke. Havde lyst til at cykle tilbage og tvinge ekspedienten til at drikke 2 liter, for derefter at deltage i paneldebat om definition af ordet “Velsmagende”.

Den form for afstraffelse ville i det hele taget forbedre vores samfund. Når Århus Kommune har asfalteret en cykelsti, ville det være fint, om drengene i overalls lige cyklede frem og tilbage 150 gange, inden de erklærede underlaget for ‘jævnt’. Og det ville være mig en sand glæde at slå følge med en DSB medarbejder, hvor vi starter dagen med at vente på vores forsinkede tog. Holder stille på strækningen, God knows why. Skal vente 40 minutter på Vester Nebel Station, fordi vi ikke når toget, vi skal skifte til (det direkte er pillet af planen). Vi kunne passende slå ventetiden ihjel med en hyggesludder om, hvorvidt ‘det er ligetil’.

Men heldigvis er der også produkter, der holder, hvad de lover. Tandafblegning? Ja, det skal jeg love for. Her viger Ipodhvid pladsen for Neonhvid. Jeg er sikker på, at fans til Bon Jovi koncerter får udleveret solbriller ved indgangen – de har vel også en fiks lille lomme på rolatoren, brillerne kan ligge i.

Og endelig: Er der nogen, der har undret sig over, at man aldrig kan huske, hvor Ulla Terkelsen rapporterer fra? Det er fordi, man ikke kan se baggrundstæppet med Disneyworld/ Eiffeltårnet/Frihedsgudinden. Jeg vil mene, at skeptikerne er sat til vægs: Den virker. Shampooen med ekstra volumen.

Top 5

Karrierevalg, jeg ikke forstår:

1. Parkeringsvagter. Kræver meget anal personlighed at gå op i, hvor andre mennesker stiller deres bil. Hvordan er det psykiske arbejdsmiljø hos en personalegruppe, som – uden selv at få andet end fast løn for det – udelukkende skal genere folk? Hvis de var provisionslønnede, så forstod jeg måske den nidkærhed, hvormed de kravler rundt med deres små, fedtede målebånd.

2. Gynækologer. But why? Hvem vågner og tænker, at det må være en drøm at sidde og stirre ind i missen på kvinder, der primært kommer, når reperation er påkrævet? Nogle er endda så vilde med deres job, at de stikker dig et spejl, Femø-style, når du ligger der. Gad vide om der procentvis er ligeså mange kvindelige urologer som mandlige gynækologer?

3. Gadesælger for Unicef/Amnesty/Greenpeace osv. Der kan ikke være meget fornøjelse i, at folk 8 timer om dagen flygter fra dig, som var du inficeret med Ebola? Når jeg ser nogen, der lader sig stoppe, er det primært folk med stive, ublinkende øjne, der taler med usynlige venner. Jeg er begyndt at eksperimentere med svar, som lammer Facerne længe nok til, at jeg kan slippe væk. Når de skinhelligt spørger, om jeg vil bruge et minut af min tid på at hjælpe et udrydningstruet dyr, så svarer jeg smilende, at det strider imod min religiøse overbevising, at dyret selv har fortjent det, eller at vi satanister ikke begiver os af med den slags.

4. Kassedame. Har været der. At klemme folks krydderboller, mase deres cornflakes og køre poserne fast i båndet er ikke hævn nok til at tåle alt det pis, de udsætter dig for: “Må mit barn prøve at sidde på båndet?” “Den står til 10 kr og ikke 10,25.” “Jeg købte de her høretelefoner til 20 kr for 2 år siden. Nu virker de ikke. Kan jeg få et par nye?”. Samtidig er øverste chef altid en selvhøjtidelig slipsefyr, der somme tider går rundt og sætter varer på plads – bare for at bevise, at han sandelig nok kan huske sine rødder og ikke har fået fine fornemmelser. ALDRIG mere!

5. Folk, der designer arbejdstøj. Der må da være nogle dage, hvor det er svært at svinge sig op til at hade mennesker, man aldrig har mødt? Men hvorfor ellers tvinge uskyldige ansatte til at ekspedere i flæser og latterlige stofhatte? Rende rundt i Clogs (den grimmeste sko EVER. Får mig til at ønske Buffalostøvlen tilbage.) på hospitaler? Og det må have udløst en Månedens Medarbejder Pris til ham, der udtænkte teksten til Burger King caps. Har I set, hvad der står i nakken på dem? “World of Whopper Inside”…

Det PASSER!!

– siger Johnson. Men det gør det bare ikke altid, vel? Løgne kommer i all shapes and sizes. Bruger du den rigtige?

Small:
Løgnene, som vi alle rundhåndet drysser ud. Alle, undtagen dem, som har læst for mange selvhjælpsbøger om at være ægte og autentisk, og som finder nærmest pervers nydelse i at melde afbud til sociale sammenkomster, fordi de “ikke rigtig orker”. Resten af os smiler og siger, at vi glæder os til at komme til fætter/kusine frokost, dagen efter vi har været til slatfest. At vi desværre er nødt til at gå lidt før, fordi vi skal til begravelse (en særlig pigevariant af Undvigerløgnen er at sige til mænd, at vi skal til læge. De får helt særligt bønfaldene ‘please-don’t-share’ udtryk i øjnene).
Alle ved, at i tøjbutikken er det ok at sige, at et stykke tøj ikke klæder en veninde – fordi der er noget i vejen med tøjet, forståes – men stiller hun i det og spørger, så må man gribe til den Modificerede Udgave Af Sandheden. Samme gælder for nye frisurer. Det er jo ingen hjælp at få bekræftet sin mistanke om, at man ligner Poul Erik Skammelsens mikrofon, så længe man ikke kan gøre noget ved det.

Medium:
Herunder falder løgn, man fortæller sine forældre, som ellers ville være blevet kategoriseret som small-løgn. Det kan også være løgne om veninders kærester. Et svært område, som bør betrædes med forsigtighed og diplomati. På den ene side, så har man lyst til at agere eyeopener for hende, der ikke selv har opdaget, at hun dater Hitlers søn. På den anden side ved man godt, hvem der bliver stemt af øen, hvis man tvinger hende til at vælge. Under Medium-løgne findes også den slags, som man fortæller sig selv, for at retfærdiggøre handlinger, som man inderst inde godt ved, ikke kan forsvares.

Large:
Her finder vi den helt særlige type-løgn, der hedder Fortielsen. Man ser den meget brugt hos de utro. Den har en fætter: Kalkulationsfortielsen. Det er den slags tavshed, man benytter, når man vurderer, at man får mere ud af at tie end af at tale. Grunden til at den placeres under Large og ikke Medium er, at den bruges overfor folk, der stoler på én. Under Large placeres også løgne, som man tages i – og stadig benægter. Det er ikke i orden, og de eneste, der kan påråbe sig en diagnose, der forklarer det, er psykopater.

Alle eksempler er produkter af forfatterens fri fantasi, og eventuelle sammentræf med virkeligheden er tilfældige. Det passer…

Kodenavn: Roadrunner. Miiip miiip!

Hold. Nu. Kæft. Har tilbagelagt 14 timer i spurt. Løb på et tidspunkt så hurtigt, at jeg loopede og overhalede mig selv indenom. Føler mig lige nu som noget, Jørgen Ege har test-opereret.

Er startet på nyt job, og da jeg er ansat tidsbegrænset frem til jul, handler det jo nu om at bevise præcis, hvor uundværlig jeg er. At demonstrere mit overlegne overblik ved hele tiden at være på forkant med alting. Det er sgu hårdt og omfattende arbejde! Jeg har også idag fået udleveret ny, rød telefon. Blev glad. Indtil jeg skulle indstille den. Har nu lagt den i sin æske, hvor den kan ligge og tænke over tingene. Den kommer ud igen, når den er klar til at samarbejde.

Jeg har hele dagen haft besøg af ukristelig hovedpine. Jeg vil ikke udelukke, at der er tale om abstinenser, nu hvor min promille igen er ved at være under spærregrænsen efter Skanderborg. Har aflagt alkohol-kyskhedsløfte til mig selv (tør det hånlige grin af!). Man kan godt fungere uden alkohol. Ikke?

Men dagen har også budt på en dejlig overraskelse: Åbnede mail, da jeg kom hjem fra job. Og behold my eyes: Mail fra min tidligere chef. Det viser sig, at hendes hund slet ikke var syg. Den har nu fået hvalpe, og alle har det godt. Kunne jeg se på de vedhæftede billeder. Det glæder mig meget. Usikkerheden om, hvad hunden fejlede, var næsten det værste ved at blive fyret. Jeg tror, at jeg vil sende en lille blomst. Med et tæskehold. Måske jeg kan købe Jørgens Eges aflagte?

Reality bites.

Så. Tilbage i civilisationen. Hvor det man drikker – som udgangspunkt – er uden alkohol, hvor offentlig sang og dans bør begrænses til et minimum, og hvor man ikke vågner til lyden af 3 fyre, der flerstemmigt synger en sang, der hedder: “Store patter betyder undskyld”.

Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at jeg ikke (off stage) har set en eneste guitar eller didgeridoo. Til gengæld er der, siden min sidste tur i festivalarenaen, kommet et nyt nummer på plakaten: Unge mennesker i hættetrøjer, som tager afsindige mængder af svampe og piller, hvorefter de tror, at de er Niarn. Jeg undlod at realitetskorrigere: Deres version af “Dobbelt A” lød bedre end originalen.

På musiksiden var der afbud fra Amy Winehouse. Bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at hun findes? Er der nogen, der har set hende i virkeligheden? Til gengæld var det en positiv overraskelser at se Rock Hard Power Spray. Og her mener jeg virkelig se (sagde hunulven, mens hun filede sin hjørnetand.).

Kender I de mennesker, som går i alles nervebaner? Sådan et eksemplar mødte vi også. Han lignede det fjerde medlem af Scooter, høj, tynd og med den helt særlige tyske hårfarve. Vi opdagede ikke, at han var en Klæber, før det var for sent, og vi hang på ham.
Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der får nogen til at falde ind under denne kategori, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg kan remse flere af kendetegnene op: De står for tæt på, når de snakker, de fortæller om ting, der er så kedelige, at det giver dig lyst til at stikke en gaffel i dit ene øje og rode rundt i hjernen for afvekslings skyld, de er lidt for ivrige og snakker lidt for højt, men stadig: Det er symptomer på noget, der stikker dybere end som så. Det stresser mig. Jeg udvikler vekselstrømspersonlighed sammen med den slags mennesker. Det ene øjeblik synes jeg, at det er synd for dem, for det er jo for fanden en form for handicap. Det næste øjeblik har jeg lyst til at messe: “gåvækgåvækgåVÆK!!” Så får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at vi alle har det sådan, og jeg synes, at der er at sparke til folk, der ligger ned. Irritation. Medlidenhed. Irritation. Medlidenhed. Det hjælper heller ikke, at de er lavet af en form for magnetisk materiale, som betyder, at du kan flygte, men hver gang du vender dig om: ZIIIING!, så står de der igen. Heeelt tæt på, klar med en historie.

Lige nu er virkeligheden gjort lidt af samme stof: Den forfølger mig og bliver ved med at kæfte op om ting, jeg ikke har lyst til at høre om. I første omgang skal jeg for eksempel regne ud, hvordan jeg kommer til at se normal ud og holder op med at lugte som De Danske Spritfabrikker, inden i morgen kl. 8. Skal starte på nyt job og går jo fandme ikke at sende teenageudgave af sig selv, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Efter jobstart venter flytning, 5 forskellige kurser med DGI i fem forskellige hjørner af dk, et nyt combatprogram og en rystesammentur med det nye job (guitar, jeg kan låne? Anyone?). Alt sammen på 3 uger. Game on!

Jeg eeeeeer fæææærdig!

Endelig! Igennem. Har i nat haft til opgave at tjekke armbånd ved en af specialindgangene. Til alle vagter, som jeg mødt som almindelig koncertgænger: Undskyld, at jeg forsøgte at være sjov, og prøvede at argumentere. At jeg spurgte, hvor jeg kunne lægge mit rygmærke. At jeg troede, at charme virkede. Jeg har nu på den hårde måde lært, at det ikke engang er sjovt og underholdende første gang. Efter gang nr 17893 har man lyst til at nærlæse straffelovens voldsparagraf, så man ved, præcis hvor meget amok man kan gå, uden at komme i fængsel.
Jeg har grebet tre granvoksne mænd, da deres kroppe glemte at stoppe med at bevæge sig frem, da benene gjorde. Har tålmodigt fundet mig i at blive krammet og kindkysset. Har takket pænt nej til at få målt min kavalergang med tommestok. Og endnu engang har jeg anet omfanget af mit store, pædagogiske potentiale: Anders Matthesen og hans posse skulle eskorteres over pladsen. Jeg fik dem til at gå på række, 2 og 2 med hinanden i hånden, mens de sang Jamiaca, Jamaica af deres lungers fulde kraft. Vil vædde med, at det ikke ser nær så sjovt ud på blå stue. Vil til gengæld også vædde med, at pædagogerne ikke bliver trykket i hånden af drengene, 4 minutter efter at knægtene har tisset i en busk…

Jeg har et telt, en skov og en masse musik, der kræver min udelte opmærksomhed de næste 4 dage. Vi ses igen på mandag:)

Achtung! Achtung!

Så kan endnu en nat i skovens dybe, stille uro vinges af på to-do-listen. Det er nogle pænt lange vagter, vi har: Kl. 21.20 – 08.30. (Skal her tage mig selv i ikke at skrive ‘zulutid’. Er ved at være meget nede med militærjargonen). Det begynder så småt at kunne ses, høres og mærkes.

Vi har i nat haft vagt ved mexi-området. Spejdede flere gange ud over vandet efter bådflygtninge, men forgæves. Til gengæld har vi haft besøg af utrolig mange elektrikere, da der var “trikkerfest” i området lige bag os. Vi har hele natten haft fornøjelsen af en sælsom musikalsk blanding af Dr. Alban, Dolly Parton og AC/DC. Hørt Boten Ana i Super Extended Disco Version 8 gange. Vi har haft besøg af Jens, som medbragte pisk, lavet af kinesisk silkelæder, som tilbød at leve sit liv i min baglomme og være den, der lavede ‘k-tchhh!!’-lyden, når jeg får verbalt ram på folk. Vi har grinet højt og længe af lærling, som i desperation over, at hans 20-årige charme ikke slog benene væk under os, spurgte, om vi var ‘tve-trunter’? Vi har ligget på tequila-baren og gået på gelænderet. Fordi vi kunne. Vi har fungeret som myggebuffet. Og i ramme alvor besvaret spørgsmål over walkien med “Negativ” og “10-4”.

Det sniger sig ind på os. Vi er ved at amorfe til blege skyggeeksistenser, der taler som BS Christiansen og ligner Tollundmandens døtre. Vi bruger lang tid på at spekulere over ting, som: Bruger kvinder, der arbejder om natten, natcreme om dagen? (Lene). Sover fisk? (Gitte). Er ribs et specielt mexicansk bær, siden det står side om side med fajitas og salsa? (Linda). Prøv at udtale det på engelsk. Det hjælper en del på forståelsen…

Nu mangler vi bare en enkelt vagt, inden vi kan høste belønningen: Festival og billige sjusser. Håber, at jeg når igennem den sidste nat, inden forvandlingen er komplet, og jeg, paranoid og bevæbnet, sniger mig rundt i buskadset som personificeret hybrid af Hjemmeværnet og RAF.