Næste gang jeg keder mig, tror jeg, at jeg vil prøve at tjekke Dansk Kost Statistik (eller hvor man nu kan finde den slags oplysninger.) Baseret på mine overvældende videnskabelige observationer, synes jeg nemlig, at jeg bemærker flere og flere, der takker nej til alt mellem himmel og mark pga. allergi.
I slutfirserne var vi alle sammen på slankekur. Vi løb rundt med svedbånd og bladselleri, og gav den som Jane Fondas disciple, mens vi lærte at drikke vand af flasker. I dag er det pinligt at være på kur. Det er et tegn på, at man – ligesom rygere, alkoholikere og andre sølle eksistenser – er svag og ikke tager ansvar for sit liv. Hvilket er den 8. dødssynd.
Og jeg tror, at det er derfor, at så mange pludselig ikke kan tåle mælk. Og sukker. Og gluten. Og farvestoffer. Og e-numre. For sygdom er hver mands herre, og med den som skjold kan man passe på, hvad man spiser, uden at skulle blotte sin svage karakter
Ikke at jeg siger, at man skal fylde sin krop med alt det gift, man kan hive ned af hylderne, men sukkerudløst hyperaktivitet er altså ikke det samme som allergi.
Jeg vil ikke risikere at komme i bad standing med mine allergiske læsere, så jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg godt ved, at allergiske reaktioner ikke er noget at spøge med. En af mine nærmeste veninder har en temmelig lang liste over ting, som hun ikke kan tåle. Og hun kan virkelig ikke tåle dem. Men det er netop hende, der har fået mig til at lægge mærke til, at vi ikke længere er ret gode til at sige, at der er madvarer, vi ikke bryder os om, men i stedet er gået over til at sige, at vi ’ikke kan tåle dem’. Hendes svigerfamilie er nemlig ikke ret god til at tage hensyn til hende, når de inviterer, hvilket betyder, at hun vælge imellem at spolere stemningen ved at sidde og stikke til maden, eller spise den, vel vidende at hun indenfor en time får det rigtig, rigtig skidt.
Ideen var god, men når vi afslår af spise noget med den begrundelse, at vi ikke kan tåle det, og så – hvis vi ikke KAN undgå det OVERHOVEDET, og alternativet er at sulte – alligevel godt kan klemme det ned, er det er spørgsmål om tid, før vi har ødelagt troværdigheden i vores eget argument, og fremover både kommer til at skulle spise BÅDE det, vi ikke kan lide OG det, vi ikke kan tåle.
Efter dit indlæg kom jeg til at tænke på, hvor mange i min familie og omgangskreds, der er allergiske over for løg, og kom frem til ca. halvdelen af kvinderne og ingen af mændene.
Hmm… sært. Blev derfor nød til at spørge min kærestes kusine der er et eller ernærings-fittelihut, om det var almindeligt…
Det gav i hvert fald en morsom aften, og jeg ved nu at løg, omend i mildere grad, har omtrent samme effekt som en gammeldags portion kål:)
Så forstår man lige pludselig det høje antal af kvindelige løg-allergikere.
På forhånd undskyld til alle de rigtige løg-allergikere, og tak for en fantastisk blog til dig Linda!
Hej Pernille.
Nå, det er DERFOR!! 🙂
Og tak for de pæne ord. Jeg er rigtig glad for, at du læser med.