Kender I det, at man nogle dage ser det samme mønster gentaget i flere forskellige sammenhænge? (Og tror I også, at Kennedy i virkeligheden blev bortført af Ufo’er?) Lad mig forklare:
Jeg har lavet nyt program til min undervisning, og i dag opdagede jeg, at jeg – tilfældigt eller ubevidst – fået valgt en del sange, der alle er variationer over temaet ’du kan sige, hvad du vil – jeg er bare ligeglad, ha ha! (So!)’
Da jeg læste Lenes blog, kunne jeg se, at hun i forlængelse af sit seneste indlæg, får en ret hård medfart af en anonym kommentator. Da jeg lidt senere læste Camilla Lærke Mors’ blog (ja, jeg har stadig ferie. Hvorfor spørger du om det?), kunne jeg se, at ca. 20 mænd havde lagt deres høtyve og fakler længe nok til at skrive kommentarer, hvori de kaldte hende psykisk syg, skabet og ynkelig, og da jeg her til aften sad og beundrede mine nye træningsbukser, fik jeg at vide, at jeg ikke var 16 år mere.
Og så var det, at jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde, ever, i hele mit liv, har været rigtig, ægte ligeglad, når jeg har fået en negativ kommentar?
Jeg nåede frem til nej.
Når en læser lægger en vred eller personlig kommentarer på bloggen; når et medlem kritiserer min undervisning; når en mand råber af mig i trafikken, når en døv synes, jeg taler for hurtigt: Jeg bliver påvirket af det HVER gang. Hvilket jeg faktisk synes er temmelig irriterende, for jeg ville enormt gerne hvile så meget i mig selv, at jeg kunne se objektivt på kritikken og skille snot fra skæg.
Det ville være ret brugbart i forhold til at blive ved med at udvikle mig, hvis jeg kunne tage den kritik til mig, der var berettiget og lade den anden fare, i stedet for hver gang at begynde at forklare og forsvare mig. Det ville være rart, hvis jeg kunne trække på skulderen og med sindsro sige, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre tænker – men det ville være løgn. Desværre.
Uanset hvor længe og omhyggeligt, jeg har gennemtænkt mine valg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om mine kritikere har ret og jeg tager fejl.
Jeg håber for Lene og Camilla, at de har hårdere hud på følelserne end mig.
Jeg er af den type jeg tager det meste som ligegyldigt, hvis ikke det folk der kender mig godt gider jeg ikke rigtig tænke over det. Dette nåede jeg først frem til efter min selvtillid var så smadret at jeg ikke engang kunne se mig selv i spejlet (helt seriøst jeg droppede spejlet hver morgen og gjorde det på "jeg-gætter-dette-er-fint-nok-maner")
Jeg tror det jeg mest af alt har lært er at hvis folk ikke kender din baggrund for dine valg så ved de alligevel ikke hvad de kommenterer. Tænk på det hver gang. Du kan skrive nok så langt et indlæg, men der er altid meget der spiller ind i hvorfor man har de holdninger man har og derfor er det sjældent alt kommer med. Tænk på de ikke kender dig godt nok til at kunne dømme dig og nyd så livet og de mere konstruktive ting fra dem der kender dig bedre.. 🙂
Og btw her er så noget positivt: jeg elsker din måde at skrive på og at du virker så fanden i voldsk jeg siger min mening som det passer mig… Altid rart at se den slags 🙂
Når jeg læser det, du skriver Linda, og når jeg møder dig i virkeligheden kan jeg slet ikke forestille mig, at du er lige så sårbar som mig på det punkt. Du som er så sej. Godt for mig at vide, at jeg ikke er den eneste tyndhudede – skidt for dig, at du er lige så filterløs på det punkt som mig.
Ofte kan det betale sig at lave et slags "backtrack" på de dersens utilfredse mennesker. Hvis man læser deres kommentarer andre steder, er de ofte lige så utilfredse og tilsvinende som de var i kommentaren til din blog. Nogen kommer ganske enkelt i buksen af at svine andre til – uden at have noget som helst at have det i.
Er der noget som helst rigtigt i nogle af svinerne? Eller virker det (som det ofte gør) som om at der er nogen, der skal have deres seksuelle frustrationer ud?
Sådan ser min verden ud:
Kan du huske de der snekugler, mange havde som barn, som sneede, når de blev rystet?
Når vi blogger, udtrykker meninger, foretager handlinger, så udtrykker de vores eget billede af verden. Vores landskab. Jo mindre et landskab, der er i min snekugle – jo mindre er min verden. Din verden er måske et stort landskab med bjerge, dale og søer, så der er masser af plads til både den gamle og ny sne kan dale ned og lægge sig. Dem, med den lille snekugle har kun et lille landskab og når du så – gennem din blog, dine træninger, dine ytringer – ryster deres snekugle – deres verden – og kommer med ny sne, så er der ikke ret meget plads den kan falde ned på – den gamle lægger der i forvejen. Nogle er så heldige, at den ny sne smelter den gamle og udvider kuglen med nyt landskab.
Andre gør alt for at bevare det gamle kendte.
Og så er det bare ik festligt, når du igen kommer der og gør et forsøg på at ryste verden, så får du en reaktion – der ind i mellem måske ryster din verden?
Vær stolt af, at du har evnen til at ryste andres verdener. Jeg er taknemmelig over, at du ind i mellem ryster min og tilføjer lidt til mit landskab!
For mig handler det meget om hvordan det bliver fremført. Er det usaglig kritik af dine holdninger/indlæg/undervisning etc. som er fremført mest for at svine dig til eller er det en meningsudveksling af forskellige holdninger?
Det første oplever jeg som regel fra mennesker jeg ikke kender eller kender meget perifært og derfor rager det mig som oftest en papskid. Jeg gider ikke bruge tid og energi på hvad mennesker jeg ikke kender tænker om mig og mine holdninger.
Er der tale om en saglig fremføring af andre holdninger plejer jeg som regel at lytte (eller også taler jeg bare endnu højere for at overdøve dem), og det er netop i disse tilfælde jeg bittert må erkende, at jeg til tider rent faktisk har taget fejl, eller må erkende fornuften i modpartens synspunkter.
Og det er uanset om jeg så kender modparten eller ej.
Jeg ved følelser er svære at kontrollere, men hvis du går rundt og tager usaglig kritik til dig er faren at du i sidste ende brænder sammen fordi, du træffer nogle valg ud fra hvad du tror andre tænker, og ikke ud fra hvad der er bedst for dig.
Jeg mener ikke, du skal være ked af, at du reagerer på den måde. Det betyder blot, at du reflekterer over dig selv, og så længe du kommer frem til fornuftige konklusioner, så kan det kun være positivt.
Jeg deltog selv i debatten på Lenes blog, og jeg bemærkede, at det anonyme indlæg spillede på netop at ramme den sårbarhed, som du nævner.
Der er hele partier i dansk politik, som baserer deres argumentation på at få folk til at føle sig som dårlige, mindreværdige mennesker. Jeg er efterhånden immun overfor dem … næsten da 😉
Jeg blev rigtigt ked af det, da jeg læste den anonyme kommentar på min blog. Både fordi den er anonym og fordi afsenderen bruger alle de beskidte pigetricks.
Jeg er meget langt fra hårdhudet og det har krævet god førstehjælp fra bla Thomas og dig, mennesker, der kender mig, at komme op til den objektive overflade igen.
Det er meget svært at se, at folk i virkeligheden sviner sig selv til og er meget små, når de bevidst går efter personen, når man er igang med at tage den store tur i følelses-tumbleren.