Der er tidspunkter, hvor jeg ikke kan lade være med at gøre status over min generelle tilfredshed med mit liv. Nytårsaften er det civilstatus, livsmål og det lange seje træk, der er under luppen, men for mig er første dag på jobbet efter sommerferien også en dag, der får mig til at stoppe op og gøre mærke efter. Man bruger immervæk temmelig mange af sine vågne timer på at sysle med sit arbejde.
I dag var netop første dag, og selvom jeg finder mennesker, der er lykkelige på den insisterende måde både unuancerede og utroværdige, må jeg bare konstatere, at jeg er grundglad. Sådan helt ind i knoglerne. Bag mig ligger noget der ligner 16 sommerferier, hvor graden af frustration og ugidelighed var ligefrem proportional med antallet af forbrugte feriedage.
Nævn et skodjob, og jeg har haft det, og det glæder mig mere end jeg kan formulere i ord, at jeg aldrig igen skal:
– Bruge mine weekender på flugt fra hunde, der med blottede tænder og fråde om munden får ejerens udsagn om, at den ’ikke gør noget’ til at virke mere som et oplæg til debat end et løfte.
– Spørge 40 gange om dagen om der skal dressing eller ketchup i den franske.
– Spørge 4000 gange om dagen om soft ice’en skal være ’jordbær, vanilje eller blandet’.
– – og om der skal drys på.
– Pakke klamme varer i klamme muleposer for klamme mennesker.
– Rette ind efter imbecile spader, der udsteder idiotiske, ligegyldige ordrer, fordi de kan.
– Sætte stole på plads for hele teknisk skole (mens jeg forsøger at være pedelmedhjælper på den sexede måde.)
– Forstyrre folk i deres aftensmad for at spørge, om de er interesserede i et abonnement fra Falck.
– Forsøge at forklare ældre mennesker, at jeg ikke ringer fra det arkæologiske tidsskrift Skalk.
– Stadig smile, når kunde nummer 35 vælter alt sit lort op på mit kassebånd uden at vende stregkoderne opad, for så at finde ud af, at han kun har 50 kroner med.
– Forklare selvsamme kunder, at det ikke hjælper at tage en pakke gær fra.
– Tålmodigt afvise forældre, der spørger, om deres børn må køre en tur på kassebåndet.
– Tage imod reklamationer over høretelefoner til kr. 8,66 fordi de er gået i stykker efter et år.
– Prøve at undgå at analysere på, hvorfor alle alkoholikerne fra bodegaen ved siden af bliver ved med at invitere mig ud.
I morges da mit ur ringede, gad jeg faktisk godt stå op, og jeg tog mig selv i at fløjte i badet.
Så sad man lige der på sin hylde og var tilfreds.
Skønt at læse, at din hylde, tydeligvis IKKE er fra Silvan og består af metaltrætte hyldeknægte og fyrtræsplader.
Sådan en har jeg nemlig! – Faktisk har jeg 5 som hænger et sted hvor de ikke er synlige og derfor må de gerne være grimme.
Men i nat omkring kl 0230 gjorde jeg så den opdagelse, at de åbenbart har en grænse for hvor meget vægt de kan holde til 🙂
LARM kl. kvart i kvalme!!!
Så måske man kunne få at vide hvor din hylde er fra? *SSS*
Den virker solid!
Kaldte du mig lige fed, dér?
😉
Nej, du har ret. Og jeg kan ikke engang sige, at jeg valgte rigtig, fordi jeg havde tjekket alting grundigt først. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at det var rent og skært held, at jeg ramte rigtigt i første hug. Så heldig tror jeg ikke, at der er mange der er.
Men jeg tror nok, at jeg lige har pedelerfaring nok til at svinge forbi med waterpasset og få fikset de hylder der, Lasse!:D
Linda vil du ikke fixe min hylde ?
– Mette
Kan man elske en hylde?
Jeg er i hvert fald temmeligt glad for min – den er lidt usikker i kanterne, men når jeg sidder her på midten er her fantastisk at være :o)
hmmm – kan fikse hylder med watterpas, og fløjter i badet/på vej til arbejde! – Du lyder i mistænkelig grad som en hvis herre vi begge kender;)
Knus Sus