Silence, s’il vous plait!

Hvor tager man hen, når man trænger til ferie fra sig selv? 9 ud af 10 dage trives jeg med, at al gang foregår i løb, og at mit hoved føles som den samlede amerikanske børs på speed, men på tiendedagen ville jeg sådan ønske, at nogen ville trykke på mute. Jeg ville give hvad som helst for ti minutters fuldstændig ro i hovedet. Jeg mister min humor, mit overblik og mit perspektiv, hvilket kun øger omdrejningshastigheden, hvormed skruen arbejder sig ned.

Motormunden, som i reglen har en kommentar til det hele, bliver noget stille, når den – afbilledet på gult papir – ville kunne lukke en restaurant. Normalt hygger jeg mig med humormæssigt at være en af gutterne, men når det mentale øre lyser rødt, så er jeg rigtig meget pige og tilmed en ikke så gammel en af slagsen. Jeg bliver irriteret på mig selv, når jeg tager alting så nært, specielt fordi jeg ved, at jeg selv har været med til at slå tonen an. Jo mere arrig jeg bliver, jo højere op på decibelskalaen kravler jeg.

Det er da forbandet, at det ene område, hvor det ville være brugbart at køre på de billige røde og sorte batterier fra Fakta, er det område, hvor man har fået udleveret Super Mega 3rd Generation Quicksilver Duracell. Føles somme tider som om Lotte Heise og Johannes Møllehave battler på udholdenhed derinde.

Måske man skulle tjekke Lene’s bestyrelse? Det kunne være, at der i en krog, bag den obligatoriske kontorpalme, sad en ledig tennis-off-season official, der mod overtidbetaling ville komme og skære igennem.

Når gode dyr er rådne.

Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det skete, men lige pludselig vil alle omkring mig gerne have hund. Der er jo ikke forfærdelig længe til jul, så for en god ordens skyld vil jeg gerne slå fast, at det gælder ikke mig. Jeg er ikke god i natur, heller ikke når vi henter den ind, giver den tøj på og pynter den. Juletræer undtaget.

Da jeg besøgte mine forældre sidst, stod der et kæmpe bur på mit ex-værelse. (Er man besidderisk, når man stadig en lille smule synes, at de skulle ringe og spørge om lov?) Det viste sig, at min mor og far var blevet plejeforældre til marsvinet Musse. De fleste tænker vel nu, at det da er pænt af mine forældre sådan at ville hjælpe børnene på vejen. Musse bor så bare hos Niels og Birthe, som er et ægtepar på 55+… Hvad fanden vil man med et marsvin i den alder?? Det kan jo ingenting?! Det står bare der, tykt og pæreformet, og siger en underlig lyd. Ikke meget bevendt som vagtdyr. Skal være meget små pinde man kaster, hvis man tager det med til stranden. Det trimmer græsplænen 2 cm2, når man har det med i haven, så dårlig erstatning for plæneklipper. Hvad er marsvins eksistensberettigelse egentlig? (Og hvor er min skrårem og mine lange støvler?)

Endnu et eksempel på helt uforståelig valg og anvendelse af kæledyr så jeg i tv igår. I timen op til Forbrydelsen, sendte DR en udsendelse om Nogen Af Dem Det Er Synd For. Efter historierne om gælden og den sygdomsrelaterede arbejdsløshed, havde journalisten, som stemningsbillede, valgt at vise lidt fra lokalsamfundet: Bevæbnet til tænderne med termokander og campingstole, mødtes de indfødte på en mark for at se en kalv vakle rundt på sine tændstikkeben og skide.
Kan det være DR’s måde at retfærdiggøre deres licenstakster på? Sådan lidt: “Se hvad alternativet til tv underholdning er!” Ligesom når man tvinger børn til at spise ulækker mad, ved at stoppe det ned i halsen på dem med dårlig samvittighed over De Sultne Børn I Afrika.

Hvis jeg skal have et dyr, så vil jeg have et cool et. Jeg er efter lange overvejelser nået frem til, at det reducerer valget til to muligheder: Enten vil jeg have en haj, som ingen knogler har, og som dør, hvis den falder i søvn, eller også vil jeg have en pingvin, som – uden tilløb – kan hoppe to meter lige op i luften.

Burde være til at overskue at lede efter sin julegave i år, når gemmestederne er reduceret til badekaret eller fryseren.

Heksen, troen og arrigskabet.

Jeg synes at snuble over emnet religion, hvad jeg end løfter mit åsyn på i disse dage. Uanset om det er Faderhuset rolle i urolighederne på Nørrebro eller Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid udtalelser om drengene i Irak, så trækkes kanterne skarpt op, når vi snakker om tro, og mangel på samme.

Jeg er ikke kristen. Der er for mange ting i den religion, der ikke passer til min opfattelse af livet. Hele konceptet med at være bagud fra starten, fordi jeg er født som synder, at jeg betaler af på en gæld, fordi andre har købt en korsfæstelse på afbetaling, at Gud skulle have designet en fantastisk kompleks maskine med hjerne og bredspektret følelsesregister for derefter at insistere på, at kun 10% må bruges (ellers kommer du ikke med ind af de store porte, blev der sagt!), at ligge inde med et arsenal af regler og historier om den anden kind og fortabte sønner, som alle sammen kun finder anvendelse, hvis du ender med at mene det samme som os – det lyder usansynligt i mine ører. Jeg nægter at tro, at en kraft, der har været involveret i jordens skabelse og evolutionen, går op i, hvem der dyrker sex før ægteskabet. Og at den arbejder som dørmand i fritiden.

Jeg synes, at de kristnes paradis lyder som et urolig kedeligt sted. Fyldt med mennesker, som mente, at de havde patent på sandheden, da de levede, og som nu kan løbe rundt og synge: “Hvad sagde vi?”

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke tror. Jeg ved ikke, om det er et udslag af dovenskab eller egoisme, at min tro er eklektisk indrettet, men jeg tror på det, der føles rigtigt. Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg tror, at vi her i livet bliver givet muligheder for at udvikle os og blive bedre og klogere mennesker. Om vi tager imod eller ej, er op til os selv og vores egen frie vilje. Hvis man bliver ved med at støde ind i de samme problemer, så mener jeg, at det er fordi, man ikke har udnyttet muligheden for at lære noget – og fuldstændig ligesom i et computerspil først kan komme videre til næste bane, når man har gennemført den nuværende.

Jeg tror, at man får hvad man giver. At man selv vælger de briller, man ser verden igennem. At man skal behandle både sin omverden og sig selv med respekt. Jeg tror, at sjælen er en energiform, som følger fysikkens love; når vi dør, nedbrydes den ikke, men skifter form. Til hvad aner jeg ikke, hvilket bare gør det endnu vigtigere at udnytte den ene chance, jeg har fået i dette (høje, bredhoftede) hylster.

Jeg mener, at vi alle tror på det samme, vi kalder det bare noget forskelligt. For nogen er det Gud, for andre Allah og for andre igen Sig Selv. Jeg har ikke behov for, at folk synes, at det jeg tror giver mening. Jeg forsøger ikke at tvinge min tro ned i halsen på andre. Den tjeneste ser jeg gerne gengældt. Stop så med det Vagttårn. Med at ringe og fortælle mig om biblen. Indtil videre er jeg ikke nogen steder i historiebøgerne faldet over beretninger om hekse, der har slået kristne ihjel pga deres tro. Let’s keep it that way, shall we?

Top 5 – Spørgsmål jeg ikke nåede at stille

– da Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake besvarede sms’er fra Urbans læsere:

1) Hvordan føles det at sove med det ene øje åbent hver nat, af frygt for at blive overfaldet af øksemorder, der synger “Bonne nuit Monsieur!”, mens han rytmisk hakker dig i stykker?

2) Udløser det mængderabat, og i givet fald hvor meget, at købe nye copy-paste knapper til mixerpulten 4 gange om året?

3) Kunne I videregive en besked til jeres kvindelige fans? Den røde skyllefarve, de elsker så højt, gik af mode i ’82.

4) Ved I, at hvis I har brug for hjælp, eller for at snakke med kolleger og ligesindede, så findes der et sted, der hedder Reden? Man må gerne være anonym.

5) Hvad skal I have for at stoppe?

Fuld tilfredshed eller hjernen tilbage.

Et sted derude går en gruppe af forbrugere rundt, som jeg utrolig gerne vil møde; dem som VIL snydes. Ikke pyntelyves for, som os andre, men virkelig væg-til-væg lyves for.

Jeg medgiver, at det ikke altid er lige gennemskueligt, hvad man køber. Man skal f.eks. vide lidt om, hvordan madvarer er skruet sammen for at kunne gennemskue, at man kan presse fedtenergiprocenten ned ved at øge indholdet af kalorier, så energimængden i den mad man spiser bliver højere. Væsentligt, fordi det ikke hjælper at skære ned på fedtet, hvis man samtidig skruer helt op for kalorierne, når man gerne vil tabe sig. Derfor er der ikke noget at sige til, at varedeklarationer bliver til narredeklarationer, og at mange bliver snydt.

Et andet eksempel er mobilabonnementer, som er fuldstændig pløkumulige at sammenligne. Det kræver tilbundsgående kendskab til, hvad begreber som ‘håndjern’ og ‘supershaker’ dækker over, og hvordan man indexregulerer disse, hvis man skal holde dem op imod hinanden.

Dem, der hopper i ovenstående fælder interesserer mig ikke ret meget. Skulle interessen – mod forventning – opstå, kan jeg bare kigge i spejlet.

Nej, jeg vil gerne møde de forbrugere, der er begavede nok til at oversætte og forstå udsagnet: “Caution! Hot!”, men som ikke selv kan regne ud, at kaffen er varm. Som ikke fatter spor mistanke til lånetyper med renter, der ifølge reklamerne kun kan falde, og aldrig stige (alle ved jo, at ejendomsmæglere er filantropiske underskudsvirksomheder, som bare vil dig det bedste). Som helt alvorligt mener, hvis der står Light på et produkt, så feder det ikke, heller ikke selvom det er chips. Folk, som mener, at den eneste grund til, at slankesåler(!) ikke udskrives på recept, er fordi det ved en forfærdelig fejl er undsluppet sundhedssektorens opmærksomhed, at problemet Fedme er løst, en gang for alle.

Hvem er disse mennesker? Har nogen set dem og har de særlige kendetegn? De må findes. Hvordan forklarer man ellers TV shop?

Re-SPÆÆÆKT

“Jeg har meget respekt for Nik og Jay – de scorer kassen!” sagde Økonomen forleden aften. Sådan havde jeg det slet ikke, kunne jeg mærke. Overhovedet. Hvordan kan evnen til tjene penge på at appellere til laveste fællesnævner udløse respekt? Alfoneser med 13-årige russiske ansatte tjener også bunkevis af penge, og dem er vi da rimelig enige om at hade, er vi ikke?

Jeg bryder mig ikke om Nik og Jay, økonomisk begavede eller ej. Og det hænger lige præcis sammen med respekt og mangel på samme, at jeg har det sådan.

Der findes mange mennesker i denne verden, som jeg har respekt for, og fælles for disse er, at de står ved, hvad de er og gør. Det er ikke givet, at jeg er enige i deres holdninger eller kan lide deres produkt, hvad enten det drejer sig om en sang, en film eller et politisk standpunkt. Men jeg har væsentlig mere respekt for folk, der stiller sig til skue og siger lige ud, hvad de er og vil, end jeg har for dem, som forsøger at få en del af kagen ved at låne andres livsstil og -historier.

Pop bliver – modsat hvad mange bands i 80’erne troede – ikke til rock, fordi man har langt hår. FUBU tøj og store kæder forvandler ikke Vanløse til Bronx, og fordi man en gang har fået en bøde for at køre på cykel uden lys, er man ikke gansta med hele den samlede politistyrke imod sig. De mennesker, som er vokset op, og mod alle odds har brudt den sociale arv ved hjælp af vilje og talent – de har noget at have det i. De mennesker, som har ar på sjæl og krop efter ophold i fængsel eller livet på gaden, og som vælger kreativitet som bearbejdningsproces – de fortjener al den respekt, man overhovedet kan stampe op. De andre, som pynter sig med lånte fjer og copy-past’er alt fra sprog til attitude, fortjener at blive afsløret som det fupnummer de er.

Så når Nik og Jay, Niarn og Jokeren er færdige med at lege klæd-ud, kan de bare ringe. Så skal jeg med glæde fortælle dem, at jeg synes, at de er dygtige håndværkere, som forstår at skrue en ørehænger af et popnummer sammen. Og det har jeg stor respekt for.

Er juryen nået frem til en kendelse?

Vi har før været inde omkring, at jeg som barn havde nogle helt forrygende historier på bånd. Mågeknud er og bliver en klassiker, sangene fra Trylleskoven kan jeg endnu (er det en lille smule sygt? Ærligt?), og endelig var der Mussebakkeby. I spidsen for Mussebakkeby stod Borgmester Tandhøjser, som altid fik lyst til at holde tale på de mest ubelejlige tidspunkter. Han var den hyggeligste mus på hele bakken, og det var Jesper Klein, der lagde stemme til ham.

I lørdags så jeg Jesper Klein, og jeg blev så trist. Krumbøjet, klamrende sig til sin stok og helt hvid og gennemsigtig. Jeg ved godt, at det ikke er mere synd for ham, end det er for alle mulige andre gamle, men fordi han er en offentlig person, så ved man, hvad han har været, har haft og har mistet.

Gad vide, om det er værre at forfalde, når verdens øjne hviler på en? Føler man sig ældre, når man permanent har publikum installeret i sit liv, end man gør, når man bare kan gå og ældes i al ubemærkethed? Sker der med tiden noget med ens perspektiv, der gør, at det ikke virker så forfærdeligt at miste alt, en ting af gangen?

Jeg vil gerne på forhånd anke min alderdom.

Stands ulykken!

Jeg kan ikke lide førstehjælpskurser. Overhovedet. Jeg synes, at det er kedeligt. Jeg hader at sidde på knæ i et lokale i en bygning, hvor det er tydeligt for enhver, at der kun bør være aktivitet om dagen. Lyset er for stærkt, der er alt for stille, og så skal man sidde der og puste i en plastikdukke, mens man ser billeder af brækkede knogler og 3. gradsforbrændinger.

Imidlertid har min indboks de seneste par måneder udøvet en form for elektronisk stalking. Hver gang jeg åbner mit mailprogram, ligger der 5 mails og råber: “FØRSTEHJÆLPSKURSUS!!!” For 3 uger siden bukkede jeg under for presset og meldte mig til, i håb om at jeg så får fred, både i boksen og samvittigheden.

Desværre viste det sig, at tidspunktet for kurset faldt sammen med noget, der i mine øjne rangerer på højde med lønningsdag og juleaften: Frisørtid. Hjemme ved mig har vi den regel, at man ikke må lyve mere end højest nødvendigt. Men altså. Man kan jo ikke så godt ringe ud og sige, at man prioriterer lyse striber over hjertemassage, vel? Så fik muligvis antydet, at jeg var på job.. (Hvad jeg jo teknisk set også var. Sladderdatabasen opdaterer ikke sig selv, vel?).

Ilede ind af døren, en halv time for sent, med fortravlet karrieremimik, der var så autentisk, at jeg næsten selv troede på det. Forsøgte samtidig ved tankens kraft at tvinge mit hår til at holde op med at dufte så fantastisk af svinedyr hårkur. Og hvordan var det så? På nedturssiden er der kommet rollespil med i førstehjælp, siden jeg var omkring fænomenet sidst. Man sidder rent faktisk og råber “Hjælp!” og “Ring 1-1-2!”, mens man pakker hinanden ind i aflåste sidelejer og sølvpapir. På opturssiden var min makker i aften frisør, og kunne beundre min investering, mens vi forbandt hinanden og lavede Heimlich’s manøvrer.

Nu er det overstået, og jeg kan med sindsro slette mails, når jeg næste gang bliver indkaldt til session. Føler mig lidt spejderagtig på ‘vær-beredt!’-måden, og kan næsten ikke se noget for genskinnet i min glorie. Nej, vent. Det er vist bare mine nye striber.

Videre!Videre!Videre!!

Min far er VVS’er. Det har han altid været, og jeg gætter på, at det er det, han stadig er, den dag han går på pension. Min ene onkel er elektriker, den anden er specialpædagog og min tante er lægesekretær. De skifter firma fra tid til anden, men de bliver i deres fag. Hvorfor er vores generation ude af stand til at finde det karrieremæssige koblingspunkt?

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om én eneste jeg kender, som udtrykker ønske om at være det, de er idag, resten af livet. Ingen er rigtigt længere tilfredse med den vognbane, de kører i – så snart man er flettet ind, er man igang med at taste den næste adresse på GPS’en.

I weekenden blev jeg betjent af en bartender, som helt åbenlyst stadig kørte efter det kort, han printede ud fra Krak for 10 år siden. Han var 5 år for gammel til sine sko og 10 år for gammel til sin attitude. Gætter på, at han i en profil på nettet ville beskrive sig selv som “fresh og med et frækt glimt i øjet.” Jeg synes mest, at han lignede en prostitueret, der på 15. år forsøgte at udstråle: ‘You’re very special, baby’. Hvis man på den måde er rustet fast i sit fag, så synes jeg, at det eneste rigtige er at forsøge at komme videre. Det kræver selvfølgelig bare lige at man selv har opdaget det.

Jeg kender en del, der sidder i rimelig fede jobs. Udefra kan man selvfølgelig ikke se, hvis chefen er nazist, kollegerne uudholdelige eller udfordringerne, man stilles overfor i hverdagen, er begrænset til, hvad man skal hælde kaffen i, når nogen har ‘glemt’ at tømme opvaskemaskinen. Der kan være en million grunde til, at man ikke er tilpas, hvor man er. Og bliver man glad af at søge nye udfordringer, så er det også bare om at springe i struben på dem. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor vi søger omskiftelighed og variation i det omfang, vi gør? Vi virker ikke lykkeligere end genereationen før os – ind imellem snarere tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig, at menneskeheden generelt er hoppet et niveau op af mensastigen på 20 år, så jeg tror heller ikke, at det er fordi vi er klogere og lærer det hele på den halve tid.

Men hvorfor så? Er vi tilbage ved kedsomhedsfobien? For mange stimuli og muligheder som børn? For vante til, at så snart noget var prøvet, så var der noget sjovere/vildere/mere udfordrende et andet sted? For så tegner det skidt. Vi havde bip-bippere og packman. Forestil jer den næste generation. Fri for at skulle på hospitalet, når sygeplejersken med den højeste anciennitet lige har haft 6 måneders jubilæum.

Havde mine forældre alligevel fat i noget, når de hævdede, at det var sundt at kede sig? Og lød jeg lige gammel der?

Undskyld..eller..altså..hvis du synes?

Jeg kan godt leve med, at nogen synes, at jeg er en kælling. Jeg er helt på det rene med, at man ikke kan være gode venner med alle, og jeg mener meget om mange ting. Jeg har højtaleren tændt det meste af tiden, og ved godt, at det somme tider får mig til at fremstå som krakilsk og dominerende. Jeg ved, at det forholder sig sådan, men jeg har det egentlig fint nok med at melde klart ud. På den måde ved folk, hvad de siger ja til, hvis de vælger at omgåes mig.

Jeg har det bare så svært, så svært med Dem, Der Finder Mig Irriterende, og det forstår jeg simpelthen ikke engang selv. DDFMI er en gruppe af mennesker, som gør mig skide usikker. Jeg har talt i telefon med en af dem idag, og det var rædselsfuldt. Jeg bliver totalt behagesyg og hensynsbetændt, og forsøger at regne ud: a) Hvorfor de synes, at jeg er irriterende, og b) Hvad jeg skal gøre, for at få dem til at kunne lide mig. Den adfærd klæder mig meget dårligt, og gør mig egentlig bare mere irriterende. Jeg kan høre mig selv begynde at modficere alle mine udtalelser for ikke at fremstå som bedrevidende eller arrogant. Jeg mister min evne til at producere sammenhængende sætninger, og min argumentation kan sønderskydes af et barn i 3. klasse. Det værste er, at DDFMI ikke gør noget som helst for at få mig til at føle sådan. De er tværtimod alle sammen søde og høflige. Hvilket bare øger min usikkerhed til et niveau, hvor jeg nærmest kan optræde med det.

Beklageligvis foregår operationen uden narkose, så jeg kan med al uønskelig tydelighed se min personlighed forvandle sig til en vattet, beige substans.

Hvorfor er det stadig sådan, når man nu er blevet voksen(-ish)? Hvornår bliver man gammel nok til at være ligeglad? Og vigtigst af alt: Kan man få det der hvileisigselv som kosttilskud?