Kodenavn: Roadrunner. Miiip miiip!

Hold. Nu. Kæft. Har tilbagelagt 14 timer i spurt. Løb på et tidspunkt så hurtigt, at jeg loopede og overhalede mig selv indenom. Føler mig lige nu som noget, Jørgen Ege har test-opereret.

Er startet på nyt job, og da jeg er ansat tidsbegrænset frem til jul, handler det jo nu om at bevise præcis, hvor uundværlig jeg er. At demonstrere mit overlegne overblik ved hele tiden at være på forkant med alting. Det er sgu hårdt og omfattende arbejde! Jeg har også idag fået udleveret ny, rød telefon. Blev glad. Indtil jeg skulle indstille den. Har nu lagt den i sin æske, hvor den kan ligge og tænke over tingene. Den kommer ud igen, når den er klar til at samarbejde.

Jeg har hele dagen haft besøg af ukristelig hovedpine. Jeg vil ikke udelukke, at der er tale om abstinenser, nu hvor min promille igen er ved at være under spærregrænsen efter Skanderborg. Har aflagt alkohol-kyskhedsløfte til mig selv (tør det hånlige grin af!). Man kan godt fungere uden alkohol. Ikke?

Men dagen har også budt på en dejlig overraskelse: Åbnede mail, da jeg kom hjem fra job. Og behold my eyes: Mail fra min tidligere chef. Det viser sig, at hendes hund slet ikke var syg. Den har nu fået hvalpe, og alle har det godt. Kunne jeg se på de vedhæftede billeder. Det glæder mig meget. Usikkerheden om, hvad hunden fejlede, var næsten det værste ved at blive fyret. Jeg tror, at jeg vil sende en lille blomst. Med et tæskehold. Måske jeg kan købe Jørgens Eges aflagte?

Reality bites.

Så. Tilbage i civilisationen. Hvor det man drikker – som udgangspunkt – er uden alkohol, hvor offentlig sang og dans bør begrænses til et minimum, og hvor man ikke vågner til lyden af 3 fyre, der flerstemmigt synger en sang, der hedder: “Store patter betyder undskyld”.

Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at jeg ikke (off stage) har set en eneste guitar eller didgeridoo. Til gengæld er der, siden min sidste tur i festivalarenaen, kommet et nyt nummer på plakaten: Unge mennesker i hættetrøjer, som tager afsindige mængder af svampe og piller, hvorefter de tror, at de er Niarn. Jeg undlod at realitetskorrigere: Deres version af “Dobbelt A” lød bedre end originalen.

På musiksiden var der afbud fra Amy Winehouse. Bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at hun findes? Er der nogen, der har set hende i virkeligheden? Til gengæld var det en positiv overraskelser at se Rock Hard Power Spray. Og her mener jeg virkelig se (sagde hunulven, mens hun filede sin hjørnetand.).

Kender I de mennesker, som går i alles nervebaner? Sådan et eksemplar mødte vi også. Han lignede det fjerde medlem af Scooter, høj, tynd og med den helt særlige tyske hårfarve. Vi opdagede ikke, at han var en Klæber, før det var for sent, og vi hang på ham.
Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der får nogen til at falde ind under denne kategori, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg kan remse flere af kendetegnene op: De står for tæt på, når de snakker, de fortæller om ting, der er så kedelige, at det giver dig lyst til at stikke en gaffel i dit ene øje og rode rundt i hjernen for afvekslings skyld, de er lidt for ivrige og snakker lidt for højt, men stadig: Det er symptomer på noget, der stikker dybere end som så. Det stresser mig. Jeg udvikler vekselstrømspersonlighed sammen med den slags mennesker. Det ene øjeblik synes jeg, at det er synd for dem, for det er jo for fanden en form for handicap. Det næste øjeblik har jeg lyst til at messe: “gåvækgåvækgåVÆK!!” Så får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at vi alle har det sådan, og jeg synes, at der er at sparke til folk, der ligger ned. Irritation. Medlidenhed. Irritation. Medlidenhed. Det hjælper heller ikke, at de er lavet af en form for magnetisk materiale, som betyder, at du kan flygte, men hver gang du vender dig om: ZIIIING!, så står de der igen. Heeelt tæt på, klar med en historie.

Lige nu er virkeligheden gjort lidt af samme stof: Den forfølger mig og bliver ved med at kæfte op om ting, jeg ikke har lyst til at høre om. I første omgang skal jeg for eksempel regne ud, hvordan jeg kommer til at se normal ud og holder op med at lugte som De Danske Spritfabrikker, inden i morgen kl. 8. Skal starte på nyt job og går jo fandme ikke at sende teenageudgave af sig selv, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Efter jobstart venter flytning, 5 forskellige kurser med DGI i fem forskellige hjørner af dk, et nyt combatprogram og en rystesammentur med det nye job (guitar, jeg kan låne? Anyone?). Alt sammen på 3 uger. Game on!

Jeg eeeeeer fæææærdig!

Endelig! Igennem. Har i nat haft til opgave at tjekke armbånd ved en af specialindgangene. Til alle vagter, som jeg mødt som almindelig koncertgænger: Undskyld, at jeg forsøgte at være sjov, og prøvede at argumentere. At jeg spurgte, hvor jeg kunne lægge mit rygmærke. At jeg troede, at charme virkede. Jeg har nu på den hårde måde lært, at det ikke engang er sjovt og underholdende første gang. Efter gang nr 17893 har man lyst til at nærlæse straffelovens voldsparagraf, så man ved, præcis hvor meget amok man kan gå, uden at komme i fængsel.
Jeg har grebet tre granvoksne mænd, da deres kroppe glemte at stoppe med at bevæge sig frem, da benene gjorde. Har tålmodigt fundet mig i at blive krammet og kindkysset. Har takket pænt nej til at få målt min kavalergang med tommestok. Og endnu engang har jeg anet omfanget af mit store, pædagogiske potentiale: Anders Matthesen og hans posse skulle eskorteres over pladsen. Jeg fik dem til at gå på række, 2 og 2 med hinanden i hånden, mens de sang Jamiaca, Jamaica af deres lungers fulde kraft. Vil vædde med, at det ikke ser nær så sjovt ud på blå stue. Vil til gengæld også vædde med, at pædagogerne ikke bliver trykket i hånden af drengene, 4 minutter efter at knægtene har tisset i en busk…

Jeg har et telt, en skov og en masse musik, der kræver min udelte opmærksomhed de næste 4 dage. Vi ses igen på mandag:)

Achtung! Achtung!

Så kan endnu en nat i skovens dybe, stille uro vinges af på to-do-listen. Det er nogle pænt lange vagter, vi har: Kl. 21.20 – 08.30. (Skal her tage mig selv i ikke at skrive ‘zulutid’. Er ved at være meget nede med militærjargonen). Det begynder så småt at kunne ses, høres og mærkes.

Vi har i nat haft vagt ved mexi-området. Spejdede flere gange ud over vandet efter bådflygtninge, men forgæves. Til gengæld har vi haft besøg af utrolig mange elektrikere, da der var “trikkerfest” i området lige bag os. Vi har hele natten haft fornøjelsen af en sælsom musikalsk blanding af Dr. Alban, Dolly Parton og AC/DC. Hørt Boten Ana i Super Extended Disco Version 8 gange. Vi har haft besøg af Jens, som medbragte pisk, lavet af kinesisk silkelæder, som tilbød at leve sit liv i min baglomme og være den, der lavede ‘k-tchhh!!’-lyden, når jeg får verbalt ram på folk. Vi har grinet højt og længe af lærling, som i desperation over, at hans 20-årige charme ikke slog benene væk under os, spurgte, om vi var ‘tve-trunter’? Vi har ligget på tequila-baren og gået på gelænderet. Fordi vi kunne. Vi har fungeret som myggebuffet. Og i ramme alvor besvaret spørgsmål over walkien med “Negativ” og “10-4”.

Det sniger sig ind på os. Vi er ved at amorfe til blege skyggeeksistenser, der taler som BS Christiansen og ligner Tollundmandens døtre. Vi bruger lang tid på at spekulere over ting, som: Bruger kvinder, der arbejder om natten, natcreme om dagen? (Lene). Sover fisk? (Gitte). Er ribs et specielt mexicansk bær, siden det står side om side med fajitas og salsa? (Linda). Prøv at udtale det på engelsk. Det hjælper en del på forståelsen…

Nu mangler vi bare en enkelt vagt, inden vi kan høste belønningen: Festival og billige sjusser. Håber, at jeg når igennem den sidste nat, inden forvandlingen er komplet, og jeg, paranoid og bevæbnet, sniger mig rundt i buskadset som personificeret hybrid af Hjemmeværnet og RAF.

Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg…

Så har jeg haft min første nat på lur i buskene. 1 down, 2 to go. Inde i mig bor en politimand, der hedder Bjarne. Han havde sådan glædet sig til knibetangsmanøvrer og civilanholdelser med masser af benlås. Det var der for lidt af. Det var meget udramatisk, grænsende til det kedelige. På optursiden har jeg nu helt autentisk hjemmeværnssvip i armen (bruges til at vinke biler med tilladelse i ruden videre) og en lånevest, hvor der står ‘Security’. Vi har walkie (havde håbet på kravemodel, CIA style, men desværre..), hvori vi siger ting som: “Ronnie, kom ind. Backstage her” og “Det er modtaget”. Det trækker alt sammen op.

Hvad vi derimod ikke har, er netforbindelse. Derfor skal vi i nat ikke medbringe modemagasiner og andet tøsegejl, for tilsidst var vi helt sammenbidte over alle de ting, som vi ikke havde mulighed for at gå on line og købe.

Til gengæld har vi nu definitivt bevist tesen om, at grimt tøj fremmaner eks’er. Der stod vi, Lene og jeg, kl 01.30 i meget mørk skov. Iført så meget tøj, at armene stod ud i let 45 graders vinkel, med uglet hår og reflekser. Manglede sådan set bare vanter, der hang i snor ud af ærmegab for at fuldende illusionen om, at vi var fugitives fra rød stue i skovbørnehaven. Og frem af skovbunden vokser gammel sommerfling. Why? How? Svaret ligger laaaaaangt ud’ i skoven.

Top 5

Over naboer, jeg ikke håber vi får på Skanderborg:

1) De langhårede surferdrenge, der efter gymnasiet har været udvekslingsstudenter i Australien i 10 minutter. Som nu lider af den vrangforestilling, at de er aboriginals med dertilhørende didgeridoo. Og som siger: “Chill”, hvis man beder dem stoppe.

2) De senede, tatoverede drenge, der råber “fiSSEEE!!” efter én, HVER gang man går forbi. Som, når man vender sig, og høfligt siger: “Nej tak. Jeg har.”, enten stikker dig et par på hovedet eller bliver helt tomme i blikket. For så bare at råbe det igen.

3) Gruppen af 40+ere, der hedder Jonna og Bente, som synes Big Fat Snake er vildt, og Lars Lilholdt er noget, man kan forelske sig i. Giver unødvendig klart billede af, hvordan dem på 20 ser os…

4) De depressive, sortklædte unge med metal i hele ansigtet. Som stirrer stift på ghettoblaster, der spiller noget, der lyder som The Great Hulk akkompagneret af trykluftbor. Meget, meget højt.

5) Folk, der har backpacket sig vej igennem Sydamerika, og som synes, at den eneste sande hyldest til de gode minder, er et slidt kassettebånd med Gypsy Kings og/eller utrolige mængder af guitar og fællessang.

Sol, søvn og sommer

Solarfobia: Angsten for ikke at udnytte solen, når den er her. Har prøvet at slå det efter i medicinske fagbøger, men uden held. Gør ingen forskel; jeg ved det findes, for jeg lider af det. Når solen skinner bliver jeg glad. Undtagelsestilstand i hele DK, alle opgaver kan udskydes med henvisning til vejret, og kold hvidvin ad libitum er nærmest et krav. Men min glæde fortyndes af rastløshedsrelateret stress. Jeg føler mig forpligtet til at være ude nonstop. Og der er trods alt grænser for, hvor meget sol en rødblond, blåøjet skandinav kan opsuge, inden man forvandler sig til det ukendte appendix til børnesangen “Solen er så rød, mor” : “Det er jeg så også nu”.

Det resulterer i, at jeg ikke kan koncentrere mig om noget. Hver gang jeg sætter mig, bliver jeg ramt af akut anfald af solarfobia. Har prøvet at behandle det ved at sætte mig ned i gården i skyggen. Det virker bare lidt formålsløst at … sidde. Så bliver jeg rastløs. Kommer i tanke om tusind ting, jeg kan lave. Går op. Og får nyt udbrud. Når vi når september, har jeg meget spændstig booty af alle de trapper og et olympisk efterslæb af uløste opgaver.

Problemet er større nu end ellers. Jeg starter i aften med den første af tre nattevagter på Skanderborgfestival. Det betyder, at jeg i morgen formentlig har lidt underskud på søvnkontoen. Og vejrudsigten siger sol, sol, sol. What to do? Mulighed #1: Gå i seng, og vælge at kalde min arrige skulen ud af vinduet for søvn. Mulighed #2: Lægge mig ud på stranden. 2’eren virker umiddelbart som den bedste løsning, men jeg har to søvnstilarter, jeg veksler imellem: Jeg sover enten som en, der er død, eller som en sæk lopper på speed til raveparty. Ingen af delene er særlig velegnede til offentligt brug.

Er der nogen, der ved, om der er kaffe på tilbud et sted?

Ungdomshuset eller overtræk?

På listen over Ting, Der Ikke Bliver Nemmere Med Alderen (feel free til at lægge kommentarer med andre ting fra listen..) er det evige problem med, hvad man skal tage på, når man skal i byen. Jeg vil gerne vide, hvor tøj forsvinder hen, når man har haft det på én gang? For jeg har problemet hver gang. Jeg ender med at gå ud og købe noget nyt hver gang. Og når jeg så åbner mit skab næste gang, jeg skal i byen, så har jeg absolut intet at tage på. Hvor er det?? Mit skab må være en slags møbelpendant til Bermudatrekanten.

Efterhånden har jeg lært at åbne og tjekke for forsvundne beklædningsgenstande i god tid. Har ikke rigtig selvtillid nok til at stille i bar røv på Train, selvom min bank sender breve, jeg kun kan læse som en opfordring til det. Men at finde nyt tøj, kan være temmelig tricky: Jeg har stadig ikke fået udleveret manualen, som forklarer, hvordan man i et prøverum kan ligne überhip Jackie O, og derhjemme – iført selvsammen kjole – forvandler sig til underbetalt rengøringsdame ved navn Swetlana?

Igår stirrede jeg så længe og insisterende ind i mit skab, at det til sidst spyttede en kjole ud på mig. Da jeg hoppede i den, havde den været i puberteten siden sidst og var blevet meget lang. Blev besat af klæbeånd fra 50’erne, og tænkte, at jeg bare kunne lægge den op. Jeg nåede så langt som til at tjekke sømme, inden jeg igen var tilbage i min egen håndarbejdsforskrækkede krop. Og fandt en saks. En løsning, som nu har fået mig til at tænke på, om autonome i virkeligheden bare er mennesker, der har gået så meget i byen, at de har klippet i alt deres tøj? Hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne have, at gårdvagten kommer og tager min saks. Nu. Vil så nødig ende ved åen, iført fedtet hår og natbukser, sammen med folk, der synes, at rotter er elskelige, misforståede dyr. Det virker anstrengende at skulle råbe alting med meget vred rebel-stemme.

Fik jeg lige argumenteret mig selv ud i yderligere overtræk der?

Top 5

Over ting, man som heteromand skal overveje signalværdien i:

1) Bæreseler på maven med indbyggede gravhunde.
2) Hårbånd (Lars Krogh Jeppesen som eneste undtagelse)
3) Sko, der klikker meget højt, når man går.
4) At bruge en børste, når man føntørrer sit hår.
5) At sige “Hejsa”, når man kommer og underskrive sine sms’er med “Smil”.

Dolly, Dolly, hvor er du?

Jeg tænker jævnligt, at livet ville være lettere, hvis jeg havde en tvillingesøster. En jeg kunne give skylden for mine forskellige indfald og udfald. Det tidligste eksempel jeg husker på behov for genetisk redningskrans, er fra min tid i børnehaven. Jeg har altid haft meget let ved at få blå mærker. (Ligner f.eks. lige nu – uden påviselig grund – en fodboldspillende dreng på 5, der hedder Malthe, fra knæene og ned.) I min børnehave havde en pædagog med bekymring noteret sig, at jeg ofte påmønstrede blåprikket . Hun trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde fået alle de mærker. Hvortil jeg med klar stemme svarede: “Mine forældre slår mig”. Jeg skal skynde mig at tilføje, at mine samtaleindkaldte forældre aldrig har lagt hånd på hverken min søster eller jeg. De er fredelige mennesker med hippietendenser og meget bevidst Nul-voldspolitik. Følte mig som meget ondt barn, da vi tog “Ikke vred. Skuffet”-samtalen.

I de senere år har der jævnligt været alkohol involveret, når min tvillingesøster er på besøg. For et par år tilbage var jeg lige startet som tolk et nyt sted, hvor jeg tolkede i klasse med 45 fyre og 4 piger. Jeg mødte en af drengene i byen. Han kom hen for at konversere venligt, og min indledningsreplik bestod af skeløjet pegning og et slingrende “Jeg kan kan faktisk godt huske, at du hedder Jacob!”. Han viste sig at hedde Thomas, og være fodboldspiller på højt plan (=drikker ikke alkohol), og jeg skulle have praktikant med i klassen om mandagen…

Vi har snakket om at lægge alkohol på hylden, min tvilling og jeg. Specielt efter, at hun har bragt skam over os begge, så vi nu ikke længere kan vise os på Waxies.

Ind imellem er jeg også bare underlig uden påviselig grund. Var til morgenspinning, da jeg stadig kunne komme op til den slags. Stod sammen med 9 andre ved vandhanen og ventede på, at det blev min tur til at fylde flasker. Ingen sagde noget, og i stedet for bare at nyde freden i den slags situationer, så tror jeg, at det er min hellige pligt at sørge for at bryde tavsheden. Tog min fortællerstemme på. “Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes ved vandhullet”. INGEN respons. Andet end fælles tankebobbel over hovedet på de andre, hvor der stod “Nu må de fandme snart få styr på det distrikspsykiatri!”

Løbet er nok kørt i forhold til at få en tvillingesøster. Spørgsmålet er, om man kan overskue en klon?