Det ta’r kun 5 minutter.

I mit nye lokalområde har vi en Fakta. Jeg ved ikke, hvor de rekrutterer personale, men når man kommer til kassen, har man tre valgmuligheder:

A) En ung mand af etnisk herkomst, der af uforklarlige årsager har valgt at skyllefarve sin hårpragt rød. Ikke hennarød, ikke Lene-fra-Aqua-rød, men den røde farve, som kvinder, der hører Big Fat Snake og har Glam-rock t-shirts, har en forkærlighed for. Han er dødeligt genert, og henvender sig til sin scanner, når han fortæller, hvad man skal af med.

B) Chefen, der er ligeså bred, som hun er høj, voldsomt mandhaftig og ualmindelig vredladen. Hun lægger ikke skjul på, at det er et svært træls tidspunkt, jeg afbryder hende på, når jeg forsøger at snige mine varer forsigtigt op på båndet. Måske er hun bare sur over, at hun hedder Sandy?

C) En pige på ca 18 år, som har fået resten af Hasans skyllefarve. Hun har den dårligste hud, jeg nogensinde har set. Hendes ansigt ligner Smeichels næse, og hun sidder helt åbenlyst og piller i sårene, når man roder efter penge. Hendes kropsholdning får Klokkeren fra Notre Dame til at fremstå som en rank og spændstig ung mand.

Butikken roder, der er udsolgt af det meste, og indretningstemaet er Trøstesløs Papkasseghetto. Jeg ved godt, at man bare kan vælge et andet sted at handle, men let’s face it: Vi lægger pengene, hvor det er lettest for os at komme. Godt nok synes jeg, at det er et møgsted, men jeg gider ikke cykle en kæmpe omvej efter mine havregryn. Kan man ikke få lov at uddele Forbrugersmileys? Forstået på den måde, at når mundvigene taber kampen mod tyngdeloven, så SKAL pågældende sted udbedre manglen? Så lover jeg, at jeg bliver lidt længere.

Jeg tager det tilbage. Jeg ER perfekt.

Jeg har lige bestilt en bog på biblioteket. “En helt almindelig han”. Det skulle være den maskuline pendant til chick-lit; dick-lit. Og jeg kan ligeså godt sige allerede nu, at jeg er betænkelig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi kvinder har stillet os selv værre eller bedre ved at skrive ned, hvordan vi i virkeligheden (også) er. Nu er det ikke fordi, jeg hos GAD ser horder af mænd, som slæber Bridget Jones og Nynnes Dagbog til kassen, men jeg kender ikke mange af mit eget køn, som ikke har læst dem. Og det er her mine betænkeligheder kommer ind. Det er som om, at det er blevet legalt at være utjekket og overlagt semi-dum. Jeg medgiver, at det kan være med til at sænke de krav, som vi føler, at vi skal leve op til, men jeg synes, at man skal være varsom med helt at holde op med at prøve. Er vi ikke enige om, at vi er nødt til at holde os lidt på tæerne alle sammen? Både kvinder og mænd. Både på job, i byen og i privatlivet. Vi kan vel ikke for alvor være interesserede i, at bundniveauet sænkes til joggingbukser og ligegyldighed over hele linien?

Man kan ikke vide alt og være lige god til det hele. Absolut fair at have sorte huller i sin (geografi)viden. Helt rimeligt at være bedre til at svømme end til boldsport. Men man skal være forsigtig med at spille blondinekortet af magelighed, for det stempel man risikerer at få i panden, er frygtelig svært at vaske af igen. Hvilket jeg egentlig synes er rimelig nok, i hvert fald hvis man spiller det for at opnå eller undgå noget.

Jeg har nogle illusioner, jeg gerne vil bevare. For eksempelt insisterer jeg på at tro, at alle læger, jeg behandles af, afsluttede medicinstudiet med et snit på 11,3. Jeg vælger at håbe, at alle jeg møder, vil mig det bedste. Min far er klogere end din. Man kan elske sin kæreste resten af livet. Osv osv. Jeg er ikke klar til at vide, hvad mænd tænker uden filter. Hverken om min røv, mine veninder eller mine udtalelser.

Jeg er sikker på, at nogle af mænds illusioner om kvinder er bristet, efter Nynne er blevet et begreb. Nu sidder jeg så her, som Jonny Hansen på lur bag en politimand. De autonome nærmer sig, de ser bistre ud og jeg har selv været med til at sende invitationen ud.

Confessions on a dancefloor.

Da jeg for snart 10 år siden flyttede til Århus, synes jeg, at det var umådelig kedeligt at gå i byen heroppe. I Esbjerg kendte jeg altid en million mennesker, når jeg gik i byen. Folk jeg spillede i band med, studerende fra musikkonservatoriet, hvor jeg arbejede og folk fra handelsskolen. I Århus gik bølgerne højt, hvis man i løbet af aftenen kunne vinke til en tidligere klassekammerats lillebror. På den anden side gav det en hel ny fornemmelse af anonymitet, og ligemeget hvor pinlig man opførte sig lørdag nat, kunne man stadig trygt og uflov færdes ude i verden den efterfølgende mandag.

Nu, 10 år efter, kan det stadig være umådelig kedeligt at gå i byen, men nu af ganske andre grunde. Jeg kan ikke udelukke, at alderen begynder at sætte sit præg, men listen over blacklistede steder, bliver længere og længere. Nogle falder fra af naturlige årsager. Valdemar var et udemærket sted, hvor de serverede “Ib – Sprutten, du kan stave til”, lige indtil de lukkede. Waxies var også sjov nok, indtil min klon Dolly fik det ødelagt for os begge. Train og Kupé er nok i virkeligheden fuldstændig, som de altid har været; det er bare mig, der har ændret mig. Jeg er blevet gammel og træt. Den tid er forbi, hvor jeg kunne opbyde energi til først at skrue mig ned i et minimum af tøj, for derefter at bruge to timer i permafrost på tundraen, i kø med 500 andre – og bare dansede mig til varmen. Idag føler jeg trang til at læne mig apatisk tilbage og håbe på, at Falckmænd med en anseeligt mængde sølvpapir kommer forbi, og gradvist tvinger min kropstempatur over 25 grader. Jeg har befundet mig på dansegulvet lidt for mange gange med mænd, der enten var 1.60 høje, og insisterede på at danse standarddans, eller mænd, der dansede afsted, som spastikere på speed. Jeg tager mig selv i at tænke, om de stakkels piger, der går i byen i undertøj, ikke er bange for at blive syge? Jeg føler mig uhip, klodset og fejlcastet. Bliver irriteret, hvis bonderøve og konfirmander lægger an på mig, og føler mig overset, hvis jeg får lov at stå i fred. Jeg noterer mig, hvad jeg tænker, og det får mig til at føle mig gammel og kedelig. Jeg får ondt i hovedet over steder, der reklamerer med, at de henvender sig til ‘det modne publikum’, for jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis det er mig. Men jeg har også selverkendelse nok til at se, at jeg på mange af stederne kunne være Nogens Mor.

Efter at jeg lørdag tilbragte en forrygende nat på så usandsynlig et sted som Sherlock Holmes Pub, er jeg ved at overveje et gå-i-byen-mæssigt karriereskifte. På trods af mine fordomme om stedet, var mit segment forbløffende velrepræsenteret. Som et tegn fra oven var det endda en af mine stamtjenere fra Baresso, som spillede musik. Det så ud til at være ganske legitimt at gå i byen der uden først at have lagt vejen forbi en plastikkirug. Jeg så ingen, der stillede i bikini. Der var ingen, der spurgte mig, hvorfor jeg så så sur ud. Ingen selvfede bartendere. Men vigtigst af alt: Der var ikke noget dansegulv.

The truth is in there.

Jeg er bange for at fremstå som afstumpet, intolerant eller dum. Det kommer for eksempel til udtryk, når jeg siger noget ondt om noget eller nogen. Alle lamper på mit mentale kontrolpanel begynder øjeblikkeligt at lyse rødt. Jeg føler, at det er nødvendig at følge mindre pæne udtalelser op med udsagn, der viser, at jeg godt forstår, at der er flere sider af sagen. At der nok er tale om projektion. At jeg godt ved, at jeg ikke selv er perfekt. Det signalerer Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti, hvis man siger noget grimt og bare lader billedet stå. Derfor sidder mit overjeg i Stasi-uniform, tjekker alle udtalelser og indsender lynrapport, hvis opfølgningskommentar er påkrævet. Beklageligvis betyder det somme tider, at jeg brænder inde med det, jeg i virkeligheden burde sige.

Wikipedia definerer Empati som evnen til at genkende og forstå andres følelser. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ikke vi evnede at føle empati, men engang imellem tror jeg, at det ville være sundt, hvis man bare gav los. Det ville i hvert fald give en renere dialog.

Idag hørte jeg to piger stå og snakke. Den ene havde for 3 uger siden mødt en fyr. Han havde tæppebombet hende med søde sms’er lige indtil i fredags. Pludselig var han blevet meget tavs, “også selvom jeg skrev søde godnatbeskeder til ham”. Det var meget tydeligt at høre, at hun i virkeligheden havde lyst til at råbe: “Hvad fanden foregår der?!”, men hun var røget direkte i Afdelingen for Empati og Forståelse. “Han er på hyttetur, så han er selvfølgelig ikke ved sin telefon hele tiden. Han skal også bruge tiden på at lære de andre at kende og sådan. Han er jo travlt.” Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, vil jeg undlade at forholde mig til. Jeg kan bare konstatere, at hun helt sikkert følte noget andet, end hun sagde.

Problemet er, at den slags følelser er ligesom energi: De forsvinder ikke. De ændrer bare form. Han står til at få oversize skæld-ud for et eller andet ligegyldigt på et senere tidspunkt, og han vil helt sikkert stå ganske uforstående overfor angrebets omfang og styrke.

Jeg har én gang givet efter for hvidglødende raseri i lige præcis den situation, hvor det opstod. Normalt ville jeg have tænkt over de konsekvenser, det kunne have fået i forhold til vores mange fælles venner, kolleger osv. Jeg ville have tænkt, at en del af skylden var min, og at jeg var nødt til også at tage en del af ansvaret for, at det endte, hvor det gjorde. Men jeg blev så vred, at jeg glemte at tænke frem. Jeg åbnede bare munden og lod de grimmeste ting, jeg nogensinde har sagt, vælte ud. Om det er hensigtsmæssig problemløsning eller ej kan diskuteres (Se! Nu gør jeg det igen!), men jeg kan konstatere, at da jeg løb tør for ord, var vreden, raseriet og skuffelsen væk. Jeg kunne nærmest overnight lægge afstand til det og komme videre. Og der var ingen, der stod tilbage og var i tvivl om, hvad jeg i virkeligheden følte.

Så konklusionen må være, at når noget er vigtigt nok, så kan det betale sig at sige det uden omsvøb og uden tanke på, hvilket lys det stiller dig i. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det selv. Men som Oscar Wilde sagde: Det eneste man kan gøre med gode råd, er at give dem videre. Selv har man aldrig nytte af dem.

Take a deep breath. And relax.

Hell Month er afviklet og jeg er nået hel over på den anden side. Er startet på nyt job, har været på rystesammen-dag, er flyttet, har fået og lært nyt combatprogram og har afviklet 5 forskellige kurser i hhv. Hobro, København, Gram, Haderslev og Århus. Alt sammen klemt sammen på 30 korte dage. 2007 har skuffet fælt indtil nu, men herfra bliver det godt. Jeg véd, at det bliver et spektakulært efterår.

Nu sidder jeg i min fine, nye lejlighed, som er næsten-færdig. (Heldigt. Læner mig op af et polititilhold i Ikea). Jeg har lys og stole. Gardiner i soveværelset. Internet. TV. Og kaffe. Min to-do liste kan nu stå på en post-it. Jeg glæder mig stadig til at få trådløst internet. I længden ikke holdbart at sidde på sit stuegulv med computer på morgenmadsbakke og arbejde. Bliver også fint nok at få gardiner i stuen. Det er jeg sikker på, at alle, der tager linie 8 om morgenen, er enige med mig i (velkommen tilbage i stueetagen). Endelig skal mit nye kæmpespejl i soveværelset også op og hænge og gerne snart. Lige nu står det på gulvet ved min seng, hvilket betyder, at dagen starter med full size, widescreen-agtigt billede af mit morgenjeg. Havde efter undervisning fredag aften glemt balsam, hvilket betyder ståluldssvamp på hovedet. Man kan ikke rede det ud. Gav op og gik i seng. Satte mig næste morgen op og sad face to face med Ulla Terkelsen. Jeg ved nu, hvorfor hun ikke laver morgentv.

Men alt det befinder sig på hylderne i Småtingsafdelingen. I det store og hele er jeg igennem og jeg er glad. Grundglad. Klar til at drikke kaffe på baresso igen. Til at invitere på champagne. Til biograf og å-vagt. Til at høre, hvordan I har det, og hvad der er sket i jeres liv siden sidst. Jeg har savnet jer!

Driving Miss Lazy.

Jeg er ikke specielt interesseret i biler. Det er heller ikke særlig relevant for mig, eftersom min økonomi ikke engang tillader at købe terninger til forruden. Men én ting er sikker: Når den tid kommer, så skal jeg under INGEN omstændigheder have en Mitsubishi Colt.

Skulle afholde kursus i Gram igår aftes. Når man tjekker ruteplanen kan man se, at alle, der ikke er nået at flygte inden kl 18, er taget til fange til næste dag kl 10. Heldigvis har DGI en aftale med Europcar, som gør det muligt at ride bort i solnedgangen uden hjælp fra DSB.

Det startede godt. Blev helt glad over at få bil udleveret i metalic Colgate-blå i stedet for den gængse grå. Det er nemlig sådan min bilviden er indrettet: Pæn farve = God bil. Således udstyret med hjul, tænkte jeg, at jeg lige kunne nå at skyde et fix Ikea. Puder? Ja tak. Stole? Ikke noget problem. Er jo i bil. Lamper? Naturligvis. Skred til kassen i overlegen stil med to vogne. På parkeringspladsen havde nogen desværre i mellemtiden kogevasket bagagerummet. Jeg vil gå lidt let hen over sikkerheden og det stilistiske indtryk af turen hjem.

Da jeg havde fået vristet mit bytte ud af gabet på bilen, vendte jeg snuden syd over. Var lige nået på motorvejen, da himlen flækkede, og vand i astronomiske mængder væltede ud. Havde fornemmelsen af at sidde i et kinderæg på hjul. Det hjalp ikke, at hele Tyskland tilsyneladende havde bestilt varer, som skulle fragtes derned i monstertrucks. Føltes som at være med i aquaversion af Jurassic Park. (Jeg vil i den forbindelse gerne vide, om nogen har tænkt på at opfinde selvregulerende vinduesviskere? Pisseirriterende at skulle sidde og skrue op og ned og frem og tilbage hele tiden!). Når jeg overhalede, var det med livet som indsats, fordi den var så tung i røven, at man troede, det var løgn. Endelig forstår jeg ikke, hvem der installerer speedere i biler? Jeg er ikke belemret med små fødder, og alligevel lå 130-ish punktet så højt, at jeg havde krampe i læggen, da jeg nåede til Horsens. Eneste positive ting at sige om den bil er, at den havde et helt forrygende stereoanlæg. Det var som at sidde inde i en subwoofer, og man kunne rent faktisk mærke bassen i sædet.

Så nu sidder jeg her med speederkrampe i læggen, ondt i skuldrene af at holde æsken på vejen i vand og slipstrøm, nedsat hørelse pga duet med Justin og rædselforhøjet blodtryk udløst af accelerationsimpotens. Kan man ikke mod forevisning af lægeerklæring forlange at få udleveret 4-hjulstrækker næste gang?

Oh my God.

Forleden ringede min telefon, da jeg var på vej på job. Displayet trak oplysningsmæssigt på skulderen: Ukendt Nummer. Da man stadig var ny i mobilgamet, udløste det en vis spænding, når mystiske fremmede ringede. Nu har man lært, at det kun er folk, der absolut ikke har interesse i at blive hævnringet på, der benytter sig af den slags tricks.

Således forudindtaget besvarede jeg med mit mest formelle “jeg skal IKKE have noget”-tonefald: “Det er Linda”. (Hvad er det nu for en film, hvor Robert De Niro bare tager røret og bjæffer “Go!”?). Ukendt dame (Man kan sige meget om min telefon. Men den lyver ikke). “Går det an at forstyrre?” Mig (nu meget stram i tonen. Overdrevet høflighed giver udslag på luskometret): “Kommer an på, hvad det drejer sig om”. “Jeg sidder som Frivillig Oplyser og ringer for at fortælle dig om bibelen”.

?

Hjælp mig her: Kirken, som i DK har 39,4 i feber, vælger at phone i håb om at øge sin popularitet?? Findes der nogen, der er blevet glade over at finde en phoner i sit telefonrør? Nogensinde? Jeg tror, at pengene var bedre brugt på Dash-sponsorater og aktier i DR.

This is the United States calling, are we reaching?

Der findes 4 ord, som jeg omgåes med respekt og forsigtighed. Hader. Elsker. Altid. Aldrig. Det er ord, som i mine øjne ikke må miste deres værdi og mening ved ligegyldig, overdreven brug. Men jeg bliver nødt til at sige det som det er: Jeg hader fullrate. Det vil jeg altid gøre. Jeg kommer aldrig til at synes, at de er fede. Hvorfor? Sæt jer godt til rette…:

Meget ulig sædvanlig stil fik jeg bestilt opkobling i god tid. På Fullrates hjemmeside kan man kun indtaste én adresse; et svært valg, når man skal flytte. Jeg valgte den sikre (…) løsning og tastede den nye adresse ud fra overbevisningen om, at det var bedre at få breve sendt forkert end at få netværk koblet til på forkert adresse. Sådan er der så mange ideer, der virker gode, når man får dem. Efter 7 dage modtog jeg sms fra nyt hipt firma, som fortalte, at de havde fået brev retur, da jeg var ukendt på adressen. Ringede. Kom efter utrolig lang tid i selskab med Elton John endelig igennem til Henrik, som helt, helt afslappet meddelte, at jeg fik samme brev på mail, så kein problem. (LØGN!!)

Flyttede. Fandt computer frem. Riggede til. Nada. Brugte en livline og ringede til en ven, som efter 2 timer og ekstern support spurgte, hvor min Fullrate router var? Jeg vidste ikke, at jeg havde en. Ringede til Fullrate. Hørte mere Elton. Og lagde på med fornemmelsen af, at det var min egen skyld, at jeg ikke havde modtaget router, uden helt at være sikker på hvorfor.

Modtog router. Satte udstyret op. Nada. Genbrugte livline, som måtte give op. Ringede igen. Var nu ret uenig i, at “It’s no sacrifice”. Denne gang viste problemet sig at være “min fiberoptik”. (Sig det bare: Er det fordi, det er sjovt? Findes der overhovedet noget, der hedder det?). Jeg blev allernådigst bevilliget en tekniker. Som kunne stille mellem 7.30 og 16. Heldig, at det er der, man bare er væg-til-væg hjemme. Men hvad så, Linda. Duede det så? NEJ!!! Og hvorfor? Efter at have haft god til til at finde ud af, at jeg synes, at I’m still standing og Sorry seems to be the hardest word er nogenlunde lige provokerende at have som it-support sange, fik jeg Henrik igen. Alt, hvad han sagde, sluttede med “så det er nok din computer”. Lagde på. Tjekkede net hos overbo. Kunne godt logge på hendes net (= ikke min computer). Ringede op igen (indsæt selv Elton joke). Fik Michael. Som startede heeeeeeelt forfra. Det tog så lang tid, at vi var nødt til at afbryde seancen, da jeg skulle på job. Søde Michael lovede at ringe halv tre. Så det gjorde han ikke. Ringede selv. (E.J). Brugte to timer mere. Og fik nærmest tårer i øjnene, da Google tonede frem på min skærm.

Honey. I’m home.

Vi bringer en efterlysning.

– fra De Netløses Land: Hvor er Den Galante Mand? Jeg ved godt, at der rundt omkring i hjemmene kravler røde strømper op af skuffen, når jeg skriver den slags, men jeg savner ham. Manden, som træder hjælpende til, fordi jeg er kvinde, og som har lyst til at hjælpe, fordi han kan.

Talrige er de døre, jeg har fået i hovedet (bogstaveligt og i overført betydning), fordi jeg fejlagtigt troede, at herren foran mig holdte den. Mængden af kaffe, jeg har hældt ned af tøjet, fordi en mand har skubbet sig først igennem døren, jeg var på vej ind ad, skal efterhånden måles i liter. Jeg har set mænd sætte i med spurten for at nå først til kassen i Føtex. Jeg har tabt pallevis af papir, uden at de tilstedeværende mænd har løftet en finger for at hjælpe. Jeg har nærmest flået ledbånd over i forsøget på at løsne en møtrik i spinning, og det var ikke, før jeg hvæsede: “Bliv ENDELIG siddende!!”, at en af de 20 mænd i lokalet stod af cyklen for at hjælpe. Jeg er blevet slået 3 gange i mit liv, og kun af mænd. Senest i fredags, hvor jeg trillede på min cykel op af strøget, og en mand slog mig, mens han bjæffede: “Du må ikke cykle her!” Må man godt slå på piger nu?? Når man er en tyk, 55-årig mand?

Jeg skal være den første til at indrømme, at kvinder kan være dårlige til at give udtryk for, hvad vi mener, sådan helt nede på bunden. Jeg skal også med det samme sige, at jeg godt ved, at vi kan være noget så ustyrligt urimelige, og at det somme tider kræver overnaturlige evner at gennemskue, hvornår vi bliver smigrede, og hvornår vi bliver fornærmede. Men jeg vil gå forrest med det gode eksempel og sige klart og tydeligt: Jeg gerne vil hjælpes. Jeg har ikke behov for at bevise, at jeg kan bære alle de tunge ting selv. Jeg føler mig ikke talt ned til, fordi man(d) spørger, om jeg skal have hjælp. Blomster fornærmer ikke min intelligens, og jeg føler mig ikke købt, fordi en mand tilbyder at betale for kaffen.

Måske jeg skulle se, om jeg kunne nå tilbage til 30’erne, inden jeg bliver smidt på bålet? På den anden side: Der skulle være rig mulighed for at flygte. Det er jo formentlig mig selv, der både skal fælde og slæbe brænde.

Vi ses forhåbenlig herude igen på onsdag…

Houston. We have a problem.

Er stadig net-løs, men har scoret en time på en lånecomputer, så her kommer lige set-listen på den forgangne uge, hvis mit liv var en Beatles-koncert:

With a little help from my friends:
My God. Det kan godt være, at de ikke er så høje, men for satan, hvor kan de løfte, skrue, samle og forpleje. Det var ikke gået uden dem.

Come together:
Min optimistiske natur havde overvurderet flyttebilens størrelse. Måtte have reol og skab spaltet i atomer for at kunne fragte dem 3 km. Lene var über-you-can’t-touch-this-tjekket håndværker og styrede selv reolen. Skabet udløste derimod eder og forbandelser, der kunne have afsyret 4 3-fløjede karlekammerskabe…

Here comes the sun:
Det er nu lykkes mig ikke 1, ikke 2 men 3 gange at købe forkerte gardiner til mit nye soveværelse. Hvor svært er det lige?! Sover nu med vammelt, nervøst velour (bliver fandme nærmest selv nervøs af at vågne til den rædsel), som dækker ca ½ af vinduet. Jeg er helt nede med, hvornår solen står op.

Hard days night:
Må være søndag aften. Efter flytning hele fredag, undervisning og på-pladsning lørdag, tvang nogen rødvin i mig utrolig mange – og hyggelige – timer lørdag aften. Hævner sig, når man skal med tog kl 06.45, til Kbh og holde kursus og hjem igen kl 16. Lignede noget, der gik igen, da jeg trådte ind af min nye dør søndag aften kl 19.

You never give me your money:
Min bank har med stor præcission valgt at lave kludder i overførsler nu, hvor jeg ikke kan komme på netbank. Kunne selvfølgelig bare lægge vejen forbi. (Fortryder lidt, at jeg skiftede til Ringkøbing Bank).

Help:
Har fået nye venner. De arbejder for Fullrate. Jeg snakker mere med dem end med mine gamle venner, min familie og mit job tilsammen. Specielt Morten og jeg er blevet tætte efter jeg fik kortvarigt personlighedssammenfald med brøler fra Råd og Dåd reklame over, hvor mange gange de kunne fucke op. Han brugte 10 minutter på at forklare mig, hvorfor det var alle de andres skyld, og at det var os imod dem, det kære væsen. Med mit hoved ved jeg godt, at det er ligesom at fornærme en tjener, inden han henter din mad. Men har fået udleveret helt, helt forkert temperament til at snakke med unge it-supportere.

Om alt går vel (fat chance!) er jeg tilbage herude onsdag i næste uge. Back to the dark side..