Bloggen

Er det ikke mærkeligt, at nogle bestemte modeluner sætter sig urokkeligt fast på det ene køn, når det modsatte tilsyneladende skyr det som den tekstile pest? I H&M har Hello Kitty og Nuser-stativerne beslaglagt hele områder med alt fra hårelastikker over undertøj til jakker. Børnetøj i voksenstørrelser. Jeg tror, at nogle kvinder synes, at det – kombineret med de verpülte rottehaler – giver et sexet Lolitalook. Jeg har endnu til gode at møde en mand, der synes, at det er frækt.

Og nu tror jeg, at jeg har fundet den mandlige pendant til tegneseriekludene: Sneakers. Forstå mig ret: Jeg er en sucker for mænd i hættetrøjer og fede T-shirts (som FYI ikke længere tæller dem med ’Tudefjæs’ og ’Selvhenter’-tryk), og jeg er stor tilhænger af fede kondier. Det er bare som om, at mange mænd ikke kan se forskel på Den Coole Sko og Onkel Skoen. Fede, semislidte Converse og Nikes: Ja tak. Udtrådte Kappa og Fila fra Bilka med for lange snørebånd: Nej tak. Om så resten af racket er nok så stilsikkert: Hvis skoene er væmmelige, trækker de resten af outfittet med sig i faldet.

Hvad stemmer I ind på Top 5 listen over all time fashion no-nos?

Min mor sagde to ting, der afgjorde sagen:

1) “God ide” og
2) “Værs’go”

32 år og spoiled rotten *hurra-smiley*.

Det er ikke sikkert, at jeg er det dårligste menneske i verden til behovsudsættelse, men hvis ikke, kommer jeg i hvert fald ind på en flot 2. plads. Når jeg ser noget, jeg vil have, skal det være nunununu, og jeg har et nærmest uendeligt antal hyldemetre læsset til med lort, der kan bekræfte, at det sjældent er hverken gennemtænkt eller brugbart, når jeg giver efter for instant gratification.

Jeg ved ikke, hvorfor det sker, men jeg får en slags hallucination, der pludselig får mig til at se mig selv som øko-hippie, der rister mine egne kaffebønner, mens jeg laver hjemmelavet pasta og presser juice. Eller jeg bliver pludselig nærmest rystet over at opdage, at jeg ikke ligger inde med akvarelfarver og oliemaling, når jeg nu HELT indlysende er den malende type. Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg farer altid ud og køber Den Store Pakke. Af alting. ASAP. Tænk, hvis man stod i sit (fantasi) atelier og forsøgte at fange lyset – og man så lige manglede den rigtige rosa nuance til at gøre billedet perfekt.

De sidste par år har jeg forsøgt at minde mig selv om tidligere tiders fejlkøb, når jeg pludselig bliver ramt af en kreativ eller huslig hjerneblødning. Jeg kunne have haft 7 IPods, to Macbooks og tre fladskærme fra B&O, hvis jeg havde været i stand til at beherske mine impulser.

Men altså ….. Nu har jeg fået øje på en blender. Og ikke bare en hvilken som helst blender. En SUPER bad ass blender, der kan ALT. Pesto, smoothies, suppe, iskaffe. Muligvis sushi. Det hele. Jeg har strengt pålagt mig selv at tænke igennem, om jeg synes, at jeg har 2000 kroner at skyde i projektet, men lige pludselig har jeg KUN lyst til ting, man kan lave med den. Hver gang jeg står i mit køkken, slutter alle mine sætninger med ” – hvis jeg havde den blender.”

I morgen får jeg besøg af min mor. En voksen. Med køkkenerfaring. Hvis hun siger go, så køber jeg den.

(Og hvis ikke, venter jeg, og tager ned og køber den på mandag.)

Hvis nogen lige har 5 minutter i overskud, kunne de måske lige ringe til Kina og gøre opmærksom på, at både Hitler og Michael Jackson er døde – og vi andre er ligeglade.

I min omgangskreds (som må tage fra for meget her på siden) er der et par eller tre af veninderne som, når det kommer til sex, spiller mere efter drenges regler end pigernes. De er så direkte, som det er muligt at være for kvinder uden at blive brændt på bålet, de er ikke bange for at bede om det, de gerne vil have, og de har ingen hemmelige agendaer, når de tager en mand med hjem. Sex er et fysisk behov sidestillet med sult eller tørst, og de er voksne nok til selv at tage ansvar for at få det dækket.

For et par uger siden sad vi hele flokken over en gang brunch søndag morgen. Den ene af de selvhjulpne kvinder var lidt klatøjet, fordi hun havde tilbragt natten i selskab med en mand, hvis kæreste var på tøzeferie.

Når vi sidder der, bænket om cafebordet, holder hun ikke historien hemmelig, men hun flasher den heller ikke. Hvis hun bliver spurgt, fortæller hun, uden spor af hverken skam eller stolthed i stemmen. Nøgtern og afklaret med sig selv og sine behov.

Jeg har prøvet at lægge mærke til, hvor ofte hun bliver spurgt: ”Har du så hørt fra ham?” af en af os andre dagen derpå. Der er en hitrate på 100 %.

Og jeg tænker, at vi aldrig slipper af med det kvindesyn samfundet har udstyret os med.

Selvom hun udtrykkeligt har fortalt os, at hun ikke har følelser for den pågældende mand, antager vi ALLIGEVEL, at hun nok inderst inde håber, at han ringer til hende. Alene ved at spørge, synes jeg faktisk, at vi er med til at holde liv i myten om, at kvinder, der dyrker sex for akten alene, er billige. Hun SKAL håbe, at han ringer, ellers er hun enten løs på tråden eller psykisk ustabil. (Var der egentlige ikke også noget med, at hun blev misbrugt som barn?)

Hvis hun kunne, tror jeg, at hun ville bede om et ekstra nummer eller to med nogle af de her mænd. Men hun er frataget muligheden for at være den initiativtagende part, for mens han til enhver tid kan sende en casual booty call-sms afsted, så vil både han, alle hans kammerater OG alle hendes veninder antage, at hun gerne vil mere end at knalde, hvis hun tager teten. Og det er mit indtryk, at det kan være så irriterende at skulle rydde op i misforståelserne, at det simpelthen ikke er det værd. Den historie skal bare fortælles to gange om den samme kvinde, så er hun mærket med The Scarlett Letter, og for evigt stemplet som desperat og nem.

Hvilket ironisk nok vil lede til flere one night stands, fordi hun er nødt til at finde nye legekammerater hver gang behovet skal dækkes.

Det er sandt, at mange kvinder giver sex for at få kærlighed. Men det er ligeså sandt, at det ikke gælder alle. Der findes kvinder derude, som ikke deler mænd op i Enten-Eller, men som går efter Både/Og-modellen. Og som måske tænker mere som Søren Kierkegaard end som Samantha fra SATC:

Det er ingen kunst at forføre en mand men en lykke at finde en, det er værd at forføre.

Jeg ved godt, at alle regler siger, at man ikke må skrive det nogen steder, når man forlader sit hjem for at tage på ferie, men da:

– regler ikke gælder for mig
– jeg har fremlejet min lejlighed. Til løver.
– jeg medtager alt, hvad jeg ejer af værdi (hvilket kan koges ned til Ipod, computer og kamera)
– den resterende del af mit indbo kan reerhverves i Ikea for 200 kr

har jeg tænkt mig at indrømme, at jeg tager til Amsterdam i sommerferien. Som *praise the LORD!!* er snart. Jeg har 3 bøger liggende, der kan fortælle mig, hvad man skal se dernede, men af grunde jeg selv har opgivet at forstå, hader jeg at skulle læse mig frem til den slags. Jeg vil prikkes på skulderen og peges på vej, eller tages i hånden af en voksen, der følger mig hen til det, jeg skal Næh’e af.

Og det er så her, I kommer ind i billedet. Hvad har I set – og husket? Hvad var værd at bruge tid på?

Det behøver ikke nødvendigvis at være super lovligt, da vi har gode kontakter ved ordensmagten. (MUHAHAHA!)

I går var jeg til bryllup hos min papstorebror og min smukke, kloge, fabelagtige veninde. Da jeg havde tilbragt fredag aften i godt selskab med kolleger, der hver gang, jeg er sammen med dem, modbeviser tesen om, at folk i fitnessbranchen er blanke som de spejle, de konstant er omgivet af, var jeg en liillle smule presset, da vækkeuret ringede kl. 10, men jeg havde glædet mig til den store dag, så op, i bad, i kjole og afsted.

Jeg havde fået den store ære at være vidne, så havde aftalt at mødes med brudeparret i god tid. En FANTASTISK oplevelse. Rådhuset lørdag formiddag er et ualmindeligt velsmurt produktionsbånd på Bryllupsfabrikken, og på 30 minutter vi nåede at se både 2 polske bryllupper OG Phong, 22, og Jens Erik, 58, blive gift.

(Hvis nogen har gået og brudt deres hjerner med, hvad der er sket med tudsen fra Vinden I Piletræerne, kan jeg oplyse, at den er blevet provisionslønnet bryllupsfotograf ved Stiften og med imponerende ildhu jagter nygifte par i håb om, at de lader sig indfange og forevige.)

I et værelse, der i mistænkelig grad mindede om indersiden af en cigaræske, sagde de ja til hinanden, og jeg græd næsten ikke. Jeg synes, at det er stort, jeg kan ikke gøre for det. Jeg bliver så fuld af ærefrygt over, at folk har mod til at sige ja til at elske og ære hinanden til døden skiller dem ad. Jeg bliver ydmyg og frygtelig beæret over at få lov at tage del i en af de vigtigste dage i folks liv.

Og jeg bliver rørt over at se, at kærligheden findes derude. Trods alt.

Du ved, at det ENDELIG er blevet sommer, når du på din cykel bliver passet op af metallic-lilla subwoofer på hjul, med undervognsbelysning, skørter, alufælge – the lots – og chaufføren bliver så begejstret over synet af lyst hår og bare arme, at han bryder ud i spontane klapsalver og ”Wooohooo!!”

Et sted i Tanzania sidder Pernille. Hun har været så sød at linke mig en interessant artikel fra Informationen; ’Et lavpunkt for kvindeværd’. Kort fortalt handler artiklen om, at forfatteren Jette Hansen mener, at ”kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv, gør mandschauvinisternes arbejde ved at devaluere kvindekønnet og latterliggøre sig selv, for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver.” Hun langer ud efter bl.a. Stockmann & Njor (Michael Laudrups Tænder) og Nynne, og beskylder forfatterne for ”ikke at tage stilling og sige: Her er smerten. I stedet latterliggør de den, og det synes jeg er enormt selvdestruktivt.” Hun efterlyser en kvindestemme, der ”tør brokke sig over sin egen livssituation, og indtage rollen som offer, selvom det ikke er en attraktiv position at indtage.” Hun mener, at resultatet af ”pigerøvssprog”, er stress og pres fordi kvinderne, der skriver denne form for litteratur, joker med deres egne grænser i stedet for at tage dem alvorligt.

Et sted har jeg læst, at den typiske blogger er en single kvinde i starten af 30’erne med mellemlang/lang videregående udannelse, og mon ikke kvinderne bag tasterne ligner en stor del af deres læsere? Jeg tror, at man er mest tilbøjelig til at læse med hos de bloggere, man kan identificere sig med.

Min blog falder klart inden for den kategori, Jette Hansen beskriver. Jeg maler med brede pensler dyppet i sarkasme, og når ironisk distance bliver en OL-disciplin, bliver jeg den nye Wozniacki. Det betyder ikke, at jeg ikke tager mine grænser alvorligt, og jeg er træt af at blive skudt i skoene, at jeg distancerer mig og holder folk 5 skridt fra livet, fordi jeg vælger at anskue mit liv med en humoristisk vinkel.

For mig er min blog en måde at udtrykke mig på, nok ikke ulig det at male billeder eller skrive sange. At kalde det kunst er måske at strække den, men en slags kreativ bearbejdning af mine livsindtryk, så.

De letteste indlæg for mig at skrive, er dem, der kommer ud af mine hænder, når jeg har det skidt. Ordene, ironiske såvel som alvorlige, ligger lige under neglene, klar til at blive sluppet fri og gøre diffuse fornemmelser konkrete, og døren til det kreative rum står pivåben. For mig ligger der meget bearbejdning i at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg primært har behov for, når jeg er ked af det eller vred, og det, tror jeg, gør sig gældende for langt de fleste udtryksformer. Det er svært at skrive gode sange om at hygge sig, og after all er der vel grænser for, hvor mange glade pizzabude, verden har brug for.

De fleste af os har ingen problemer med at rumme glæde og medgang, eller med at holde af os selv, når vi er lykkelige og fulde af hjælpsomt overskud. Det kan vi sagtens bære selv. Det er når tingene er svære, og verden gør ondt, at vi søger trøst og forståelse; Vi har brug for at spejle os i andre, der kender fornemmelsen og kan bekræfte os i, at vi ikke er alene og at this too shall pass.

Mit bud er, at der alle dage har været solgt flest dagbøger til kvinder. At vores sociale telefonregninger er markant højere end drengenes og at det er os, der optager ¾ af bordene på Baresso onsdag eftermiddag. Vi har bare et andet og større behov for både at tale og lytte, end mænd har.

Jeg er ivrig læser af både Nynnes dagbog og Stockmann & Njor. Jeg synes, at de er fantastiske – og MEGET forskellige, og jeg synes simpelthen ikke, at Jette Hansen har læst dem grundigt nok, når hun slår dem sammen under et, og lader dem tjene som bevis for sin tese om, at kvinder får ”store problemer med at finde ud af, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvordan de får moderskab, karriere og ambitioner til at hænge sammen”. For det første er Nynne fiktion, skrevet af 3 forskellige forfattere, mens de andre damer skriver som dem, de er. For det andet synes jeg, at både Stockmann og Njor skriver hudløst ærligt om de ting, der er svære for dem, og jeg synes, at det er noget af en påstand at hævde, at de ”kvæler den kritiske kvindestemme”, fordi de bruger ironi. Er ironi forbeholdt mænd? For det tredje synes jeg, at det måske er at forsimple tingene lige rigeligt, når man på baggrund af 3 bøger i klummeform mener at kunne konkludere, at forfatterne ikke reflekterer over deres liv. Og endelig kan det vel også være med til at sætte fokus på et problem, hvis man kan skrive om det, så andre gider at læse om det?

Jeg har i hvert fald tænkt mig at skamride ironien i, at jeg først får øje på Jette Hansen – som ellers lader til at have en masse holdninger til mit køn, min udtryksform og min type – når hun bruger Njor, Stockmann og Nynne som blikfang.