Bloggen

Det er vist ved at være en uge eller to siden, vi har snakket om dating her på bloggen. Alle gode intentioner til trods må jeg indrømme, at det har ligget lidt stille. Dels har jeg haft mit hoved et andet sted, dels har jeg haft så travlt, at jeg virkelig skulle tænke: ”Kæft, han lyder sød!” for overhovedet at overveje at tage af sted. Og lad os bare være ærlige: Der er markant flere tudser end frøer derude.

Måske bliver jeg nødt til at smide håndklædet i ringen, og erkende, at jeg ikke finder min kommende mand gennem netdating. Jeg er simpelthen for forbeholden. Når jeg møder en mand i virkeligheden, er jeg egentlig ligeglad med alder, flyveører, ekstra kilo, job, hvordan han staver, og om han har børn. Alt det bliver sekundært og løsbart, hvis kemien er der. Men min skepsis insisterer på en plads ved bordet, når jeg skal på date med Poul, og jeg på forhånd ved, at han er tyk kraftig, ordblind, har 3 børn og er præcis lige så meget ældre end mig, som han er yngre end min far.

Og vi har stadig problemet med henvendelser fra dem, der tager udgangspunkt i egne ønsker og behov, og som tilsyneladende ikke forholder sig til, hvad JEG leder efter (hvilket jo tegner godt for et eventuelt forhold…).

Tonen i min profil minder meget om tonen her på bloggen. Jeg har forsøgt at være ret konkret og direkte i forhold til, hvad jeg leder efter, og hvad der er vigtig for mig. Jeg har gjort mig meget umage med at beskrive, hvad jeg kan lide, og hvad jeg finder frastødende. Derfor vil jeg gerne vide:

Hvorfor jeg bliver ved med at få breve fra mænd, der detaljeret beskriver deres stjernetegn, og hvad det betyder for deres personligheder?

Hvorfor – oh kære Gud, hvorfor?! – de skriver til mig, når de ikke kan stave, ingen uddannelse har og er blevet skilt for 2 måneder siden? Den kombination foreligger hos flere mænd, end man tror.

Og hvordan kan man have læst min profil og stadig sende et brev formuleret som digt, der slutter med følgende perle:

”Du har et helt utroligt vidunderligt smil. Et smil som kan få en engel, med brækkede vinger, til at gå et par ekstra mil.”

Helt uden ironi.

Jeg giver op.

Som tidligere nævnt har vi gang i noget turbo feng shui i hulen i disse dage, og i går ramte den etniske udrensningspatrulje mit køkken.

Heldigt, at jeg elsker de shakes, jeg kan lave med min nye super badass blender, for den er nærmest eneste tilbageværende beboer i køkkenskabet.

Jeg benyttede lejligheden til at optimere indretningen, så jeg er fri for at skulle ligge og rode rundt med røven i vejret og famle mig frem i blinde, hver eneste gang, jeg skal bruge min wok. Det hele blev så strømlinet og smart, så jeg tænkte, at jeg ville hænge mit forklæde ind i skabet (ja, jeg har et forklæde. Og hvad så!), så det ikke forstyrrede alle de rene linier.

Dårlig ide.

Har skreget højt af forskrækkelse hver eneste gang jeg har åbnet skabet siden, fordi jeg tror, at jeg bliver angrebet af et spøgelse en øksemorder, der bare har stået på lur og ventet på mig.

Måske vi bare skulle sige, at nu havde jeg ryddet op.

For nogen mennesker er minimalisme en foretrukken indretningsstil. For mig er det resultatet af, at jeg nærmest tømmer mit hjem for interiør, når jeg tænker. Hver gang. Rod i hovedet = oprydning på matriklen. Om ikke andet er det dejligt håndterbart, at mine psykologiske undvigemanøvrer er så forudsigelige og gennemskuelige, at det nærmest er kedeligt.

I går gik det ud over min lille reol ved min seng. Her faldt jeg over min gamle dagbog, og da jeg bladrede i den, faldt et brev ud. Det viste sig at være et 7 år gammelt anti-kærestebrev, skrevet til en utro ekskæreste, og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg læste det. 3 sider, der syder af arrigskab, med så mange udråbstegn og store bogstaver, at det overrasker mig, at der stadig er nogen tilbage på tastaturet.

Highlights:

“Jeg synes, at du er et tarveligt møgsvin, og du LYVER!”
”Jeg håber, at du har det bare en BRØKDEL så skidt, som du påstår at have det, for det fortjener du, din lorteabe!”
“Du er en ynkelig mand i panikalderen, og måden, du fører dig frem på som en anden teenager, er til grin!”
“Tænk at du gider lyve om ting, der er så pisseligegyldige!”
“Du er en forpulet hyæne, og jeg FATTER ikke, at du kan holde dig selv ud!!”
“Jeg hader, at du gjorde mig til en kliche, og du skal vide, at jeg har mistet AL respekt for dig.”“Jeg væmmes ved dig, jeg foragter dig, og du kan fandme understå dig i NOGENSINDE at kontakte mig igen!!”

Kom nu, Linda. Ikke brænde inde med det. Skriv dog, hvad du VIRKELIG tænker.

Nogen, der ved, om man stadig kan købe de der ”Læs & Forstå” bøger, vi brugte i 2. klasse? For jeg kunne tilsyneladende godt trænge til at repetere konceptet.

Var i Magasin i går, og endte i parfumeafdelingen. Elsker parfume, og selvom man ikke kan spare noget som helst, når man flyver indenfor EU, så kan jeg garantere, at jeg har tænkt mig at bruge lufthavn og ventetid som undskyldning for at supplere duftgarderoben, når vi rykker til Amsterdam. Alle gode resultater er jo som bekendt produkter af godt forarbejde, så besøget i parfumeafdelingen var et forsøg på at afsøge markedet, inden jeg ripper det.

Mens jeg gik rundt og sprøjtelakerede alle halvplane overflader på arme og hænder, fik jeg pludselig øje på en tilbudsø med Library of Fragrances dufte. (For de uindviede: Parfume, der dufter af ting og steder, man kender, i stedet for bare af ’godt’.) Fandt en, der hed ’Steam Room’. Der var godt nok ingen tester, men den var så latterligt billig, at det næsten var lige meget. Mente desuden at kunne huske, at den var god. (Note til selv: ALDRIG stole på tolkehukommelse, der 99 % af tiden fungerer efter princippet ”Husk – oversæt –smid væk.”)

Set i bakspejlet, skulle jeg måske lige have gjort mig selv den tjeneste at læse etiketten, men jeg var blændet af ’Halv pris!!’ mærket.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af et styk velduftende eau de cologne. Til mænd.

Nå, pyt med det. Min søde kæreste kan jo bare bruge den, når han er her.

Eller det der.

Kender I det med at komme til at sige ja til noget uden rigtig at høre efter?

I starten af februar var jeg til DGI Convention i Kbh., som altid starter med landsinstruktørmøde fredag aften. Mange informationer. Fredag aften. Lang togtur. Mange kolleger, man ikke har set længe. Og jeg kan godt svagt erindre noget info om lån af et undervisningsskelet og en seddel, der gik rundt. Jeg må åbenbart have skrevet mit navn på, for i forgårs modtog jeg en KÆMPE kasse med DGI skrevet på i afsenderfeltet.

Først var jeg helt blank. Jeg stod i lang tid og kiggede på kassen, mens jeg overvejede, om der var sket en fejl. Til sidst vandt nysgerrigheden alligevel over min skepsis, så jeg hentede en saks og lagde Y-snittet. Imagine my surprise, da jeg slog flapperne til side og stod ansigt til kranie med min nye roomie.

Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt. Ikke at den ikke er smart nok at have, når vi underviser i anatomi og fysiologi på uddannelserne, bevares, men der er da no way in hell, at jeg kan have den kæmpekasse med i toget. Og jeg er vel nødt til at skille den ad, når jeg rejser med den. Eller hvad? Kan man bare bestille en pladsbillet til den?

(PS: Hvis jeg blev tortureret længe nok, ville jeg nok også være nødt til at indrømme, at jeg synes, at den er en lille, bitte smule uhyggelig.)

Nå? Kan forstå på snakken ved gadekæret, at gokkesokken ovenpå er skiftet ud med noget forsvarsadvokat. Man må sgu da håbe for hendes potentielt uskyldige klienter, at hun lægger en lille smule mere engagement og entusiasme i sit arbejde end i sit sexliv. Det eneste jeg kan høre, er hans … afsluttende procedure. Ikke en lyd fra fru Justitia.

Måske er hun bare en af de pæne piger, der holder igen, fordi hun er bange for, at han CAN’T HANDLE THE TRUTH!!

Jeg tænker i disse dage. Så meget at jeg tager fejl af de byer, jeg befinder mig i, sætter min kogekeddel i køleskabet og har det, som om jeg ser mine programmer for første gang nogen sinde, når jeg skal ned og undervise.

Jeg er ved at lære noget om, hvordan det føles at finde ud af, at alle historier virkelig HAR to sider. Det burde jeg vel i en alder af 32 år være klar over, men det er overraskende at opdage, hvor lidt den teoretiske viden kan bruges til i virkeligheden.

Jeg er ved at finde ud af, at noget af det sværeste i verden er at redefinere den rolle som offer, man har tildelt sig selv, og i stedet se sig selv som både medansvarlig og bøddel. Jeg er ved at erkende, at en del af at give slip på fortiden også er at acceptere, at du aldrig vil komme til at se fortiden gennem mine øjne. Og jeg spekulerer på, om jeg skylder mig selv at undersøge, om det er kærlighed eller luftkasteller, der er derude.

Tør man?

Bør man?

Kan man forsvare at lade være?

I dag, da jeg skulle til træning, stod jeg og var ved at klæde om, da to veninder kom ind. Jeg kunne høre dem, inden jeg kunne se dem – eller; jeg kunne høre den ene af dem. I løbet af de 3 minutter det tog mig at skifte tøj, nåede hun at brokke sig over:

– Varmen.
– Sin kæreste, som havde glemt at købe mælk.
– Sin chef, som bare var skredet på ferie, og havde ladet hende stå tilbage med problemerne.
– En jobsamtale, hun skulle til, fordi den lå kl. 14, hvor hun ikke havde fri.
– Busserne og deres sommerkøreplaner.

Her var det så, at jeg greb min anden sko og i halvbestøvlet hump tog flugten, da jeg var bange for at miste lysten til at leve, hvis jeg skulle høre på flere giftudslip. Veninden fik ikke på noget tidspunkt mulighed for at komme ind i samtalen – jeg tror bare, at hun var med som skraldespand.

Det værste var næsten, at jeg med al uønskelig tydelighed kunne høre mig selv bitche igennem på samme måde, sådan en PMS-ramt mandag, hvor cyklen er flad og det regner.

Egentlig er det ikke rimeligt at læsse lort i hovedet på andre mennesker på den måde, for det kræver enten voldsom viljestyrke eller en udpræget evne til at lukke af, hvis ikke de skal lade sig påvirke og smitte af så megen negativitet.

Jeg plæderer ikke for det falske smil eller for at lade som om man er ok, når man ikke er, men det kunne være en overvejelse værd, om man måske brokker sig så meget over ligegyldige småting, at folk ikke har lyst og overskud tilbage til at beskæftige sig med det, når man virkelig er presset og har brug for, at de lytter.

I mit job har jeg temmelig meget kontakt med det offentlige, og jeg er ked af at sige det, men ind imellem bliver jeg ganske enkelt rystet over, hvor lidt etik og respekt der udvises de steder. Sagsbehandlere, der uopfordret fortæller mig – et menneske, de aldrig har mødt, men som de klassificerer som en af deres egne, fordi jeg har skilt på – unødvendige detaljer om sagerne og brugerne, som hævet over enhver diskussion er omfattet af deres tavshedspligt. Socialrådgivere, der taler til brugerne som om de er dårligt begavede, og ikke bare døve. Konsulenter og vejledere, der fuldstændig uden blusel udveksler meget private oplysninger om de døve forældre, selvom de står i lokalet ved siden af, og deres hørende børn er til stede.

Det er tilsyneladende også lidt småt med empatien hos nogen, når de har været i deres fag i mange år, og somme tider får jeg ondt i maven af vrede over, hvor ligegyldige attituder disse mennesker lægger for dagen, når de afsiger domme, der forandrer andre menneskers liv for altid. Det kan godt være, at du har stillet diagnosen grøn stær 800 gange, men det ville godt nok klæde dig at udvise bare en lille smule forståelse for, at et menneske, der er 100 % afhængigt af sit syn for at kommunikere går i behersket panik ved udsigten til at blive blind. Og det er muligt, at det er den bedste løsning for alle, og at det er barn nummer 9 i denne uge, du er med til at anbringe uden for hjemmet, men jeg tror ikke, at en mor, der står overfor at skulle afgive sit barn, er i stand til at grine af din joke om, at hendes datter vel nok er heldig, fordi hun får dobbelt så mange fødselsdagsgaver i år.

Den dag jeg har været i mit fag så længe, at jeg har opbrugt min kvote af medmenneskelighed, håber jeg, at jeg i det mindste stadig har anstændighed nok i livet til at sige op.

Nogle gange har jeg det, som om jeg kun har livet på C-niveau. Jeg har fat i hovedtrækkene, men kunne godt trænge til at få forklaret detaljerne, om hvordan alting hænger sammen igen. Gerne langsomt og i et relativt lixfattigt sprog.

F.eks. kender jeg efterhånden mig selv og mine egne reaktioner godt nok til at vide, hvad der sker, når det sker, men jeg er ude af stand til at omsætte min viden til brugbar adfærd.

Når mit blodsukker er lavt, ved jeg godt, at det er kemi, der får mig til at føle mig som Metusalem, men jeg mangler stadig bogen, der forklarer mig, hvordan min indsigt gør en forskel.

Når jeg er træt, bliver jeg HYSTERISK lydfølsom. Da jeg sad i toget i morges kl. 04.49 (det skriver jeg lige igen: 04.49!!), havde jeg det, som om alle i kupeen forsøgte at hakke i min hjerne med issyle. Lydmanden overfor mig suttede tænder og knækkede led i én uendelighed. Gøglerne med bare tæer og dreadlocks sad viklet ind i hinanden og snavede med lyd på. Den overdrevet friske karabinhage overfor mig var ved at caste sig selv til hovedrollen til Hella Joofs næste film: ”Hør mit æble”. (Lød fandme som pakis, der knækkede, hver eneste gang han tog en bid.)

Og så er det, jeg gerne vil vide, hvorfor det stadig kan irritere mig så meget, at jeg har lyst til at sætte ild til dem alle sammen, inden jeg overhælder dem med svovlsyre og skyder dem, mens jeg brøler: ”HOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFT!!!!” – når jeg nu godt ved, at det er mig, der er nede på overskud?

(Da jeg kørte hjem, kunne jeg i øvrigt se, at Skanderborg er det nye sort for übercoole, tennisagtigt par i 30’erne. Er det overhovedet lovligt, at have så meget hvidt hør og Dyrberg-Kern samlet på ét sted? Og gider de lade være med at stå og se så skide udsovede og nystrøgne ud, når Roskilde lige har gylpet dem op efter 4 dage i 40 grader og urinstøv?)