www.idontwannaknow.com

Er der blevet fjernet en klausul i markedsføringsloven? I givet fald insisterer jeg på at få den genindført. Jeg vil utrolig gerne være fri for at se billeder af betændte fodnegle og mænd i jakkesæt, der angiveligt lider af anal kløe. Jeg har intet behov for at følge glatte, androgyne forskere rundt i laboratorielignende lokaler, mens de snakker om ‘ildelugtende udflåd’. Jeg vil have det private rum tilbage! (-skrev hun på sin blog..)

Er der ikke også hemmeligheder om hinanden, som kønnene foretrækker ikke at blive indviede i? Eller afslørede i? Antydningens kunst, venner! Jeg mener… Er vi virkelig interesserede i, at mænd kan spørge detaljeret ind til missens dysfunktioner? Gider de vide det? Personligt gruer jeg for den dag, hvor en neutral speakerstemme og illustrativ grafik indvier mig i, hvilke gener varme og fugt kan påføre penisrod. Lyder som om en stor del af menneskeheden render rundt med toxisk affald mellem benene, og at sikker sex efterhånden kræver hvid, visirindlagt heldragt. Racen risikerer at uddø, hvis ikke de dæmmer lidt op for det der.

Jeg gætter på, at vi i fremtiden kommer til at se en del hængelåse på badeværelsesskabene rundt omkring i Danmark. Den overdrevne eksponering af sygdomme og de medicinske vidundere der fjerner dem gør, at alle ved, hvad du fejler, når de ser flasken, fordi reklamen har ætset navnet fast i hjernebarken.

Kan man tillade sig at bede sine gæster om at sidde på en gammel avis fremover?

Giv mig en hest, mor.

Efter at have forsøgt at slippe udenom et par dage, har jeg nu bøjet mig for overmagten. Har været hos Stasi-læge, er med tysk grundighed blevet undersøgt, og har fået konstateret kold lungebetændelse og irriterede stemmelæber.

Som plaster på såret, svingede et par af alfaheksene forbi Blogsbjerg og hjalp mig med at sabotere forsøget på at holde vedvarende kæft. Vi fik lang tid til at gå med kollektiv undren over maskulin, usympatisk adfærd, vi lige har set udvist på klos hold. Frem af anekdotebogen voksede endnu en historie om endnu en fælles bekendt, der er sin kæreste utro, hver eneste gang, det kan lade sig gøre. Hun er gået fra og ham og kommet tilbage et utal af gange, fordi hun hver gang tror (håber, Red.), at han denne gang mener det, når han siger, at han aldrig gør det igen. Vi snakkede om, at ud over det ubegribelige i, at hun tror, han mener det 7. gang, så er det ufatteligt, at han gider have alt det bøvl ud af at være i et forhold, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for ham. “Jeg fatter ikke, at han ikke bare afslutter det én gang for alle!”, sagde cykelheksen.

Hvorfor gør han ikke det? Jeg tror, at vores manglende evne til at forstå skyldes, at vi analyserer ham ud fra vores egen reaktionsskabelon. Hvis vi knaldede udenom den ene gang efter den anden, ville det være fordi, vi ikke var tilfredse hvor vi var. For os ville den eneste logiske konsekvens være at afslutte, hvad der ikke fungerede, fordi vi gerne ville finde noget, der gjorde. Sådan tror jeg bare ikke, at mænd af hans slags tænker. Hvis jeg havde to forhold kørende samtidigt, så ville jeg synes, at begge var amputerede mutanter, masser af overflade og ingen dybde. For ham her tror jeg, at 2 gange 50 procent bliver til 120 procent. Han er tilfreds og det eneste, der kan bekymre ham en smule er, om han bliver opdaget.

Her tog vi en afstikker til et andet kapitel i bogen. En fælles veninden har i halvandet år haft affære med en fyr, der bor med sin kæreste. Det har kostet gråd og tænders gnidsel, fordi han har holdt hende hen i det uendelige, og hun har holdt for meget af ham. Nu har hun heldigvis fundet en ny, som behandler hende på en måde, der sætter den tidligere ungersvends egoistiske kurtiseren i skærende kontrast. Det sjove er, at hvor han tidligere, da de sås, udviste vovemod grænsende til det stupide, er han nu, hvor hun er væk, pludselig panisk ræd for at blive opdaget med tilbagevirkende kraft. Den eneste forklaring vi kunne nå frem til var, at det er fordi han hele tiden har kalkuleret med, at hvis kæresten opdagede hans utroskab og smed ham ud, så kunne han altid slæbe sin ynkelige røv over til min veninde. Nu er der lukket, og hvis kæresten sparker ham ud, er han stuck med sit eget selskab. Jeg kan ikke bebrejde ham, at han panikker.

Jeg tror, at en del af de kvinder, hvis kærester er utro, håber, at det bare er en fase, et spørgsmål om at elske ham nok eller true med at gå. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at der findes en gruppe af mænd, som aldrig vil kunne være tro. Hvis du vælger en model af den slags, skal du være af den overbevisning, at det er ok at dele ham, når bare han altid ender med at komme hjem til dig. Det skal du være klar til at leve med. Han kan og vil ikke laves om. Hvorfor skulle han? For ham er livet lige som det skal være.

Konklusionen på Blogsbjerg var, at man kun skal involvere sig med en mand fra sort stue, hvis man kan acceptere hans adfærd. Man kan ikke lave om på folks grundlæggende natur; det er spildte, gode kræfter at prøve. Man kan naturligvis altid prøve at finjustere. Bare man husker, at man ikke kan gøre en gris til en væddeløbshest; man kan højest gøre den til en hurtigere gris. Hvis det rækker, er der svin nok at tage af.

Shame on me.

For nyligt tog jeg afsked med en mand, som i to år har vandret ind og ud af mit liv. Jeg har holdt uendelig meget af ham, strakt mig så langt, jeg kunne og længere, men hans løgne og fortielser reducerede i sidste ende de store ord og forsikringer til snuskede kopier af manuskripter, han allerede har læst højt for andre piger andre steder.

Da jeg erkendte, at det aldrig ville blive anderledes; at han aldrig bliver tilfreds, hvor han er, at han altid vil være rastløs og på flugt fra sig selv, og at han for evigt vil være på jagt efter det, der kan gøre ham til et helt og lykkeligt menneske, gav jeg op. Jeg tror egentlig godt, han ved, at det han leder efter, ikke skal findes ude men inde. Af grunde jeg hverken kender til eller forstår, vælger han bare at lade som om, han stadig tror, at det er derude et sted. At efterlade ham og gå min vej, er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det, vi har haft sammen, i perioder har været rodet og svært, har det også været både fantastisk og stort.

Fordi jeg mente at kende og forstå ham, har jeg ladet hans sind og tanker fungere som undskyldning for en adfærd, jeg aldrig havde troet, jeg ville acceptere fra nogen i mit liv. Jeg har taget ham i at lyve flere gange, end jeg har lyst til at indrømme, og de fleste gange har jeg ladet det passere. Jeg har lukket øjnene og undladt at spørge, når jeg på forhånd kendte svaret og på den måde selv været skyld i, at jeg endte, hvor jeg gjorde. Jeg troede, at vi lignede hinanden. Jeg troede, at jeg havde fundet en, hvis hjerne var indrettet som min; med skyggesider og krinkelkroge, som ikke kan forklares for folk, der ikke har dem. Jeg troede, jeg kendte ham.

Jeg tog fejl.

Idag har jeg fået en oplysning, der udhuler troværdigheden i alt, hvad han har sagt og gjort det sidste halve år. Idag har jeg omsider forstået omfanget af hans bedrag, og jeg er simpelthen så skuffet og vred, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg har selv valgt at lukke døren, så hvad han har gjort efter det, skylder han mig hverken forklaring på eller oplysning om. Men at han med kynisk overlæg holdte sin parallelverden kørende her, mens beslutninger blev truffet og planer blev lagt andetsteds – det havde jeg ikke set komme. Måske er det min straf for at gå rundt med naiviteten bundet så stramt om øjnene? Jeg synes godt nok, at virkeligheden skærer temmelig meget i både øjne og hjerte lige nu. Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil tro på det bedste i folk, og tage de slag over snuden, der følger med, end at være kynisk og forvente det værste. Det er jeg ikke længere så sikker på. Der er i hvert fald akut brug for 7-800 kilometer gazebind, elastikplaster, og noget aflåst sideleje, indtil jeg får mit billede af ham, som jeg troede han var og realiteterne til at passe sammen igen.

Jeg føler, at jeg har mistet en ven idag. I virkeligheden har jeg nok bare mistet en illusion. Jeg føler mig dum, og min selvrespekt har midlertidigt vendt mig ryggen i vrede. Men jeg er fortrøstningsfuld. Skammen over, i al den tid, at have været så frygtindgydende naiv, er allerede ved at vige pladsen for en anden følelse: Lettelse. Thank GOD, at man ikke er hende!

Er du ikke blevet klippet?

Hvis der er noget, der kan redde en dårlig hårdag, er det en kompliment. Er man kommet hjemmefra som Den Fede Unge, kan en kompliment være det der gør, at at man kommer igennem dagen, uden at nogen behøver at dø. Man kan ikke sige noget dårligt om komplimenter, med mindre de viser sig at være Andre Følelser i forklædning. (Og så er de jo teknisk set ikke komplimenter.)

Jeg kender en pige, der river komplimenter af sig i vildskab. Hun roser sine omgivelser for alt. Talent og smag, tøjstil og frisurer, indsats og udseende. I starten synes jeg, at hun var enormt sød og betænksom, når hun glædestrålende udbrød: “Hvor ser du GODT ud!”, hver gang jeg mødte hende. Efterhånden som tiden gik, begyndte jeg dog at undre mig, eftersom hun altid komplimenterede mig, ligemeget om vi mødtes i byen med opsat hår og glimmer eller i centeret med morgenhår og klatmakeup. Lige så glad jeg bliver over en oprigtig ment kompliment – ligeså underligt tilpas bliver jeg, når jeg fornemmer, at den dækker over noget andet.

Jeg tror ikke, at hun har det særlig godt. Hun ser ikke sådan ud, i hvert fald. Måske håber hun at fjerne fokus fra sig selv ved straks at begynde tale om mig? Det bedste forsvar er som bekendt angreb. Er hun usikker? Håber hun, at hvis hun siger noget pænt om mig, så gengælder jeg tjenesten? Hvis det er tilfældet, forstår jeg det ikke. Ligesom kærlighedserklæringer synes jeg, at komplimenter skal gives spontant, når tanken tænkes eller følelsen blæser dig omkuld. Findes der noget så fladt som en kompliment, man selv har måtte fiske sig til? Har det nogen værdi, når store ord forlegent bliver copy-pastet af medlidenhed? Kan man stole på ros og kærlighedserklæringer, der starter med “Re:”?

Efterhånden har situationen udviklet sig sådan, at jeg er begyndt at undgå hende. (Det er heldigvis ikke så svært; vi ses ikke privat, men er bare bekendte, der færdes i de samme kredse.) Når jeg alligevel møder hende, skynder jeg mig videre, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal takle det. Virker tyndt og utroværdig at føre en samtale, hvor mit bidrag er “Tak, og i lige måde” – specielt fordi vi begge ved, at det sidste er løgn. Men hvad er alternativet? Tavshed? Så er samtalen nok relativt hurtigt overstået, og jeg behøver formentlig ikke forholde mig til, hvad jeg skal sige næste gang. Det virker bare unødvendig koldt, og hun ligner en, der allerede har opholdt sig subzero for længe og har forfrysninger helt ind i sjælen. Jeg vil ikke sparke til en, der ligger ned. Jeg kunne selvfølgelig fravige mit princip om aldrig at lyve *smiley-der-hoster*, og bare løgnrose retur? Eller måske jeg skulle stikke hende et gavekort til en frisør? Så kunne jeg komplimentere hende for hendes fede frisure – og mene det.

Fredag d. 11. januar.

Dagen hvor:

– jeg for fyrretyvende gang fandt ud af, hvor sløjt det står til med vejfinder-genet. Havde rødvinsdate. Orkede ikke at slæbe mine forpinte lunger ud i regn og modvind, så bestilte (mod bedre vidende) en taxa. Havde glemt adressen, hvilket jeg i øjeblikket ikke mente udgjorde et problem. Guidede os frem med myndig GPS-stemme. Lykkedes mig både at få os til at dreje forkert af, og derefter at blive sat af ud for forkert opgang. Jeg er uden for pædagogisk rækkevidde. Fik flashback til julen forrige år, hvor jeg skulle hente min søster og hendes kæreste. Vi havde aftalt, at de skulle stå nede foran, når jeg kom, så da jeg havde ventet 10 minutter, og der stadig ikke var skyggen af barnebrud med mælketænder så langt øjet rakte, måtte jeg ud af bilen. Hen til dørtelefon. Udelukkende polske og somaliske navne med 8 på hinanden følgende konsonanter. Mystisk… Blokken ved siden af? Hen og tjekke. Negative Sir. Øhmm… Den anden side så? Heller ikke. Gav op. Ringede. Og fik meget stram udgave af søster i røret, som oplyste, at det nu var 18 måneder siden, de var flyttet.

– to gange har fået at vide, at jeg ser bekendt ud. Gider ikke rigtigt, hvis det er fordi de forveksler mig med Trine Dyhrholm.

– opdagede, at jeg har taget fejl af en mand, som jeg har stemplet som selvfed og irriterende. Han var sød, opmærksom og tålmodig. I stand corrected.

– har mødt endnu en taxachauffør, der var helbredsmæssigt udfordret. Denne gang var problemet diaré. Jeg kan ikke sige noget til, hvis nogen tror, at mine taxaoplevelser må være et kombinationsprodukt af svampe og livlig fantasi. Ikke desto mindre er det sandt.

– for første gang så ‘The X-factor’. Jeg synes, at de der tvillinger var skideuhyggelige. Lignede en mellemting mellem Gallagherbrødrene og opvaskerne fra Riget, som de stod der og synkronmessede ind i hovedet på hinanden.

Er der mere morfin?

Hvis jeg skulle skrive et udsagn, der ofte er blevet brugt om mig, så er det ‘hård, men retfærdig’. Jeg er direkte. Jeg gider ikke klynk. Hvis jeg passer børn, som laver den der uhUuhU-pylrelyd, hvor de forsøger at hustle sig til slik, men alligevel ikke kan svinge sig op til at hyle rigtigt, så får de besked på enten at tude rigtigt eller at holde mund. Når jeg er på job, bliver jeg irriteret, hvis min kollega er syg, men alligevel kommer rullende ind på kors, og forventer medalje alene for at stille på arbejde. Jeg gider ikke smittes, og jeg har brug for en makker, som kan løfte halvdelen af opgaven – ikke én, som skal bruge alle sine kræfter på at holde sig oprejst.

Nu sidder jeg så her. Med øjne, der presser sig insisterende mod hulerne og muskler, der overnight er blevet to numre for små, så min krop truer med at lukke sig sammen om sig selv. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvorfor det kun er musklerne på forsiden, der opfører sig sådan? Kærlig hilsen King Kong). Min hoste har jeg lånt hos en 45-årig mand, der hedder Bjarne og er brøndgraver, og lys forvandler mine tårekanaler til fontæner. Har jeg meldt mig syg? Nej. Jeg er nemlig VIP-medarbejderen, som på mave og albuer slæber mig på job, for hvis ikke jeg gør, må firmaet nok lukke. Har jeg afløser på mine timer? Nej. Mine timer skal passes. Af mig. Som underviser i PRÆCIS det samme, som mine kolleger. For fanden. Når jeg (der i mørket på badeværelset, klamrende mig til håndvasken, med pillerne kørende ind i kæften på slisker), ser på mig selv i spejlet og hvæsetænker ‘Gud i himlen, meld dig dog syg!!’, så er argumenterne for ikke at gøre det, at det er alt for besværligt at skulle ringe rundt og finde afløsere, der sidder folk derude, som skal bruge en tolk, og jeg skal alligevel på kursus hele weekenden, hvor sygdom bare ikke er en mulighed, slut. For det er ikke fordi, jeg er bange for at opdage, at jeg kan undværes, tror I?

Kundeservice? Jeg må le!

Er kundeservice ved at være et udrydningstruet begreb, eller er det mig, der ikke får det bedste frem i folk? Da jeg var ung (sagde Tollundmandens lillesøster), lærte vi, at kunden altid har ret, og at det handler om at sælge noget, hvis du vil blive ved med at have et job. Hvis man blev spurgt om en vares placering, gik man med h-e-l-t hen til hylden, for “der skal 20 tilfredse kunder til at opveje én utilfreds”. Det lader ikke til, at de butiksansatte i idag er hæmmede af samme servicekodeks.

Forleden skulle jeg købe nyt træningsgear. Gik ind i forretning, fandt lidt forskelligt og slog kloen i en ekspedient: “Jeg mangler et bælte til mine træningsbukser. Er det her spænde stærkt nok til – ” (og her ville jeg så være fortsat med at forklare, at pågældende buks giver sig omkring to numre, når jeg træner, og at jeg utrolig gerne vil være fri for at undervise med mågen baskende frit nederst på ryggen. Nåede jeg ikke. Blev afbrudt af børnearbejder:) “Alllsåååå… Det tror jeg ik… Det ville jeg i hvert fald aldrig selv bruge det til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du træner….? (udtalt i skeptisk tone med underteksten “dit fede, gamle læs”). “Nå ok. Men hvad så med den her trøje – har I den i en medium?” “Allllsåååå… Ik hvis ik den hænger deroppe.” “Nej, ok, fint nok. Så skal jeg bare have de her to ting. Vi har en samarbejdsaftale, så er det noget med, at vi får procenter?” “Alllsååå… Ik på trøjen. Det er Skiwear. Du får 10 % på bæltet.” “Ok? Jeg troede, at det var 30%?” “Allsåå.. Nej, det er kun på Fitnesswear. Bæltet er Sportswear.” Super. “Jeg vil stadig bare gerne have de her to.” “Haaaaaaj Claus! Kommer du der med nye varer? Zuuper! Skal du have en underskrift?” “Ok, hvis du er færdig med at bruge mit personalekort, så tager jeg det lige igen.” “Forretningens-Navn, det’ Pinille? Ja? Det ved jeg ik. Alllsåå, så skal du komme herned. Selv tak. Haaaj!” “Jeg.Vil.Gerne.Bare.Have.Den.På.Beløbet.” (og ud herfra, inden din IQ tager min med sig i faldet!!) “Jeg ska lige se noget bevis på, at du er ansat hos vores samarbejdspartner?” Det må være meget svært at finde gode folk idag, når en pige som hende stadig har arbejde.

Det er heller ikke længe siden, jeg var i hos Mac i Magasin. Jeg skulle have en øjenskygge til en gave. Jeg blev ekspederet af en pige, der virkede fascineret over det sjove ekko, hun hørte inde i hovedet, hver gang hun blinkede med øjnene. Da det åbenbart er hverdagskost, at luskede kunder forsøger at svindle sig til at bytte brugte øjenskygger, skal disse puttes i poser, som skal klipses sammen 4 steder. Herefter vikles det øverste stykke 3 gange rundt om selve øjenskyggen, inden man så klæber et kæmpe, ubrydeligt klistermærke på. Vores veninde ved kassen valgte at sætte det på oversiden. Som i: Der hvor man kan se farven. Hvilket jo for helvede ikke er særlig smart, når man skal beslutte sig for, om man kan lide den, eller den skal byttes. Da jeg sagde: “Øhm.. Nu kan hun jo altså ikke se, hvordan den ser ud?” vendte hun øjne. Ikke diskret, men på epilepsi-øjenæblerne-180-grader-rundt-stilen. Lige op i hovedet af mig. Hvorefter hun med et tungt suk klippede mesterværket op, og (provokerende) langsomt startede forfra.

Det er ikke kun live, den er gal. Jeg er blevet ringet op af Sylvia fra Gallup. Da jeg selv har siddet som phoner, deltager jeg somme tider i undersøgelserne, og ellers afviser jeg dem pænt og høfligt. Da Sylvia var phoner nr 3 på to uger, som “gerne ville stjæle 10 minutter af min tid”, takkede jeg pænt nej. Da hun spurgte, om de måtte ringe tilbage, gentog jeg mit nej-tak. Hvorefter følgende guldkorn vælter ud af mit telefonrør: “Det synes jeg er virkelig mærkelig opførsel! Du er blevet udvalgt til at deltage i en undersøgelse, og så vil du ikke engang bruge ti minutter?!” Øhhmm … What?! Hvad havde hun regnet med at få ud af det?? At jeg ville udbryde: “Aj, du har ret. Undskyld. My bad. Ring endelig igen.” Øgle.

Det er selvfølgelig betryggende at vide, at der findes et erhverv, man kan søge job i, hvis man en dag bliver træt af at stryge sin pæne personlighed, inden man går på arbejde.

Heksen, Eskapismen & Kunsten At Stå Stille

Når man arbejder på at ændre noget i sit liv, er det i mit tilfælde sådan, at processen foregår i etaper. Beslutningen skal træffes, døre skal lukkes, de nye skal lokaliseres og låses op, og man skal orientere sig i det nye landskab. I nogle perioder er der masser af drivkraft og energi til at arbejde sig fremad. I andre har jeg bare lyst til at trække dynen op over hovedet og melde mig ud.

Det, som kan volde lidt problemer, er stilstanden, synes jeg. Så længe jeg bevæger mig, er det ikke nødvendigt at skulle lære at sætte pris på den nye udsigt, fordi jeg ikke står stille længe nok til at kunne stille skarpt på den. Men ind imellem må selv Kipketer trække ind til siden for at få vejret. Ikke mindst fordi risikoen, for ikke at kunne finde sig tilrette i Det Nye Liv, er for stor, hvis man ikke justerer ind undervejs. Ikke meget sjov ved at nå i mål, hvis man først der opdager, at man har elastik om taljen, som i den anden ende er spændt fast i Fortiden.

Jeg mener dog ikke, at man skal dvæle ved alle detaljer undervejs. Står man stille for længe bliver fødder til rødder – hvilket er grunden til, at Gud opfandt overspringshandlinger og virkelighedsflugt. Mulighed for at hvile på bjerghylden til kroppen er klar til yderligere opstigning, men uden risikoen for at give efter for indskydelsen til at kaste sig ud over kanten i mellemtiden.

Jeg har tilbagelagt en god strækning. De værste fortidsabstinenser har fortaget sig, jeg kan se fordelene ved mine nye valg, og jeg har opdaget, at ordet ‘Nej’ findes i min ordbog (surprise, surprise). Nu begynder rastløsheden så bare at sætte ind. Al den energi og tankevirksomhed, jeg brugte på problemerne før, er pludselig frigivet og uden arbejde. At forsøge at kanalisere det samlet over i Det Nye Liv, føles som at stirre direkte ind i solen.

Derfor griber jeg til andere Methoden, og den seneste måned har jeg trænetogtrænetogtrænetogtrænet. Beklageligvis er vi nu der, hvor det begynder at give bagslag. Vågner med kronisk hovedpine, fordi jeg ikke kan nå at drikke vand nok til at erstatte mit væsketab, sover mæ hælve te, fordi kroppen ikke bare lige finder ro, når jeg beder den om det, og får kulhydrat-cravings, der er en hormonforstyrret gravid værdig. (Skræmte så sent som idag livet af en Aktiv Super medarbejder, da jeg med strithår og vilde øjne spænede hen imod hende, mens jeg råbte “Pebernødder! HVOR HAR I PEBERNØDDER!!?”).

Kan også mærke en trang til at tage på skiferie, der bliver vildere og vildere. Væk er erindringen om, hvordan jeg de sidste mange gange, jeg var afsted, frøs mine tæer så meget, at det sagde *knæk!*, hver gang jeg tog et skridt. Om de gange, skiliften stak af med mine handsker. Om de nedstigninger, jeg måtte foretage på sorte, isbelagte pukkelpister, fordi geografibristen endnu engang havde placeret mig Det Falske Sted. Pludselig kan jeg kun huske, hvor højt der er til himlen, når temperaturen er -17 grader, hvor hyggeligt det er, når alle dasker rundt i Helly Hansen, og hvordan Strohrom smager i kakao, når det indtages på en bjergside, der glimter som diamanter.

Hmm… Måske forkert strategi at skrive om det her i min cyberskriftestol? Fik ikke just mindre lyst til at tage afsted! Måske jeg skulle slå en handel af med mig selv: Hvis jeg kan holde balancen længe nok og tåle stilstanden nu og her – så må jeg belønne mig selv med en tur til næste år. Det kan jeg godt. Det skal jeg. Og hvis alt andet kikser, har jeg fri træning og 5 poser pebernødder ude i skabet.

In your face.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Facebook. Måske fordi jeg stadig mangler at få besvaret spørgsmålet om, hvad dets egentlige eksistensberettigelse er: Hvad er det, det kan? Udover at man kan finde folk derude – hvad bruger man det så til?

De fleste anti-facebookere starter med at angribe det faktum, at folk derude mater i vildskab, fordi der er prestige i at kunne fremvise 300 venner. Jeg tror dog ikke, at der er nogen, der bliver specielt imponerede over dét. Alle ved, hvor nemt det er at øge stakken, og hvis man har bare begrænset kendskab til folk og deres liv, kan man også tydeligt adskille vennerne fra fyldet. Det virker bare rimelig demonstrativt at takke nej til en venneinvitation, så jeg tror, at de fleste har folk på listen, som de ikke er venner nok med til at opfatte som sådanne – men som de alligevel ikke ønsker at fornærme ved at afvise dem.

På plussiden har jeg selv genfundet folk, som jeg har mistet kontakten med, enten fordi vi ikke kommer i de samme kredse mere (x-kæreste kategorien) eller fordi en af os flyttede, præ-Nokia. (Tænk engang: Der var en tid, hvor vi ikke havde mobiler. Jeg bliver nærmest fysisk utilpas ved tanken. Jeg elskerelskerelsker min mobil. På mit tidligere arbejde lykkedes det mig at blive kaldt til samtale 3 gange pga misbrug af arbejdsmobil, og på den jeg har nu, kan jeg se, at jeg har sendt 17993 beskeder. Connecting people? Yes Sir!) Det synes jeg er ret sjovt, og det er der kommet gode ting ud af. Men selvom jeg tænker alt, hvad jeg kan, kan jeg ikke komme i tanke om andre fordele. Måske fordi jeg ikke forstår at værdsætte de features, der tilbydes derude? Jeg har alle dage hadet alt, hvad der hedder kædebreve/mails/sms’er, og jeg nægter at videresende skidtet. På Facebook bliver jeg tæppebombet med invitationer til obskure grupper, muligheder for at teste om jeg er farveblind og kan kende forskel på filmstjerner, kys, knus og grafitti fra folk, jeg knap nok er på hej med – alt sammen videresendt fuldstændig ukritisk til alle i adressebogen.

Jeg synes heller ikke, at muligheden for at stirre uhæmmet ind i andre menneskers liv, er så sympatisk. Jeg kender en håndfuld fyre med hjerter så store, at de nemt kan holde af flere piger på én gang: De har lukket deres profiler på Facebook, og direkte adspurgt svarer de, at det er fordi, det giver for mange komplikationer, at kvinderne, (der ikke kender til hinandens eksistens) pludselig kan se hinanden, læse hinandens hilsener osv.

I kromosomlejr XX har temaerne Selvpineri og Hævn flere gange været oppe og vende i forbindelse med Facebook. Når kæresten finder en ny, er der nu mulighed for online at følge med i, hvor på forholdsskalaen de befinder sig, og hvor hurtigt hans venner også bliver hendes. Hvis man, ufrivilligt eller uden at vide det, har været hende ved siden af, tager det idag under et minut at sende en kærlig hilsen til hans kæreste.

Så kort sagt: Et medie, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til – men som jeg stadig er en del af. Tænk, hvis jeg gik glip af noget. Tænk, hvis jeg var den eneste, der ikke var ombord. Tænk, hvis alle andre har gennemskuet det. Facebook. Jeg gider ikke sætte mig ind det, men kan åbenbart heller ikke sætte mig ud over det.

Vil du pakke Barbien ind? Det er en bryllupsgave.

Jeg hørte engang en gammel mand sige, at sjælen er det, man har indeni, som føles ens hele livet, uanset hvad man mødes af i spejlet. Måske er det derfor, at det ind imellem er så svært at forstå, at hylstret har overhalet indholdet. Jeg har nu opdaget, at den mentale udfordring ikke kun gælder for mig selv – jeg er også begyndt at overføre den på andre: Min søster skal giftes. Må man overhovedet det, når man stadig har alle sine mælketænder??

Når jeg sidder med folk, jeg har kendt i mange år, som fortæller om deres job, sker det jævnligt, at jeg kommer til at fnise. Jeg har simpelthen så svært ved at forholde mig til, at det er os, der er dem nu. Når jeg er på hospitalet, sætter jeg min lid til, at min læge afsluttede sit studie med det højeste karaktergennemsnit på sit hold, og at han altid har levet og åndet for lægegerningen. Han må helst ikke have kravlet rundt på sit kollegie iført ølhjelm og opkast. Og det er her, jeg bliver forstyrret af virkeligheden, når det gælder mine venner. Jeg husker tydeligt, hvordan Petrea (som idag har ansvar for den dansksproglige udvikling hos indvandrerbørn på Amager) og jeg drev vores musiklærer lodret op af væggen af arrigskab, ved konsekvent at stemme saxofoner, hver gang hun skulle sige noget. Eller Stig (som idag er ved at have søgt fonde nok til at åbne sit børnehospital i Burundi), som fejrede afmontering af bøjle ved at drikke sig i hegnet og cykle i byen. Han væltede, og slog det meste af gebisset ud. Lene (som hver gang vi var på Roskilde, måtte ligge med hovedet i en spand, fordi hun ikke kunne tåle alkohol), der har brugt de sidste mange år på at fikse andre menneskers tænder. Og endelig mig selv. Hvor skal jeg nærmest starte? Det er sket mere end én gang i min karriere, at jeg har tænkt: “Aj. Det er sgu alvorligt det her. De skulle da have bestilt en rigtig tolk!” Men efterhånden er jeg ved at affinde mig med, at det nu er os, der er arbejdsmarkedet. Det er ikke snyd eller noget vi leger, når min kammerat godkender en førtidspension for en alkoholiker, eller min veninde bliver beskikket forsvarer for en voldtægtsforbryder. Det er en lille smule mærkeligt, men jeg er ved at vænne mig til det.

Og det er så her, vi vender tilbage til min søster. For ikke nok med at hun skal giftes som 5-årig; nu er hun også blevet fastansat som pædagog. Min lillesøster! Susanne – som et utal af gange har vrælet efter mig: “Det bliver sagt!”, som kun kunne sove, hvis hun havde en bestemt pude, som var hysterisk angst for heste, og hvis fortænder jeg slog ud – hun sidder nu og samtaler med forældre om, at lille Emil har lidt for mange blå mærker til, at det kan komme af leg. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er verdens sejeste pædagog – jeg har bare meget svært ved at delete lillesøsterfilteret, når jeg ser det for mig.

Det forekommer pludselig en smule mere rimeligt, at mine forældre trak på smilebåndet, da jeg som 15-årig stillede i kynisme, weltschmerz og hennafarvet hår.