Kender I det med at komme til at sige ja til noget uden rigtig at høre efter?
I starten af februar var jeg til DGI Convention i Kbh., som altid starter med landsinstruktørmøde fredag aften. Mange informationer. Fredag aften. Lang togtur. Mange kolleger, man ikke har set længe. Og jeg kan godt svagt erindre noget info om lån af et undervisningsskelet og en seddel, der gik rundt. Jeg må åbenbart have skrevet mit navn på, for i forgårs modtog jeg en KÆMPE kasse med DGI skrevet på i afsenderfeltet.
Først var jeg helt blank. Jeg stod i lang tid og kiggede på kassen, mens jeg overvejede, om der var sket en fejl. Til sidst vandt nysgerrigheden alligevel over min skepsis, så jeg hentede en saks og lagde Y-snittet. Imagine my surprise, da jeg slog flapperne til side og stod ansigt til kranie med min nye roomie.
Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt. Ikke at den ikke er smart nok at have, når vi underviser i anatomi og fysiologi på uddannelserne, bevares, men der er da no way in hell, at jeg kan have den kæmpekasse med i toget. Og jeg er vel nødt til at skille den ad, når jeg rejser med den. Eller hvad? Kan man bare bestille en pladsbillet til den?
(PS: Hvis jeg blev tortureret længe nok, ville jeg nok også være nødt til at indrømme, at jeg synes, at den er en lille, bitte smule uhyggelig.)
Hvis de havde haft lidt humor, havde de sendt det i en kiste.
Jeg er misundelig, for jeg er vild med skeletter, selvom jeg indrømmer, at det lyder en smule seriemorderagtigt.
Skal vi ikke se en god gyserfilm sammen med den i aften? ;o)
Gitte
Sæt den op til juristen – så kan det være, der kommer lyde ud …
Den HAR fanme bare at være væk når jeg kommer i aften!!
Og nej – vi skal IKKE se The Grudge!!!
ku´ vi bruge den til at få demonstreret nye vombat-moves på??!!
– Mette