Hell hath no fury like a woman scorned.

For nogen mennesker er minimalisme en foretrukken indretningsstil. For mig er det resultatet af, at jeg nærmest tømmer mit hjem for interiør, når jeg tænker. Hver gang. Rod i hovedet = oprydning på matriklen. Om ikke andet er det dejligt håndterbart, at mine psykologiske undvigemanøvrer er så forudsigelige og gennemskuelige, at det nærmest er kedeligt.

I går gik det ud over min lille reol ved min seng. Her faldt jeg over min gamle dagbog, og da jeg bladrede i den, faldt et brev ud. Det viste sig at være et 7 år gammelt anti-kærestebrev, skrevet til en utro ekskæreste, og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg læste det. 3 sider, der syder af arrigskab, med så mange udråbstegn og store bogstaver, at det overrasker mig, at der stadig er nogen tilbage på tastaturet.

Highlights:

“Jeg synes, at du er et tarveligt møgsvin, og du LYVER!”
”Jeg håber, at du har det bare en BRØKDEL så skidt, som du påstår at have det, for det fortjener du, din lorteabe!”
“Du er en ynkelig mand i panikalderen, og måden, du fører dig frem på som en anden teenager, er til grin!”
“Tænk at du gider lyve om ting, der er så pisseligegyldige!”
“Du er en forpulet hyæne, og jeg FATTER ikke, at du kan holde dig selv ud!!”
“Jeg hader, at du gjorde mig til en kliche, og du skal vide, at jeg har mistet AL respekt for dig.”“Jeg væmmes ved dig, jeg foragter dig, og du kan fandme understå dig i NOGENSINDE at kontakte mig igen!!”

Kom nu, Linda. Ikke brænde inde med det. Skriv dog, hvad du VIRKELIG tænker.