Jeg lover at (prøve at) være sød.

I dag, da jeg skulle til træning, stod jeg og var ved at klæde om, da to veninder kom ind. Jeg kunne høre dem, inden jeg kunne se dem – eller; jeg kunne høre den ene af dem. I løbet af de 3 minutter det tog mig at skifte tøj, nåede hun at brokke sig over:

– Varmen.
– Sin kæreste, som havde glemt at købe mælk.
– Sin chef, som bare var skredet på ferie, og havde ladet hende stå tilbage med problemerne.
– En jobsamtale, hun skulle til, fordi den lå kl. 14, hvor hun ikke havde fri.
– Busserne og deres sommerkøreplaner.

Her var det så, at jeg greb min anden sko og i halvbestøvlet hump tog flugten, da jeg var bange for at miste lysten til at leve, hvis jeg skulle høre på flere giftudslip. Veninden fik ikke på noget tidspunkt mulighed for at komme ind i samtalen – jeg tror bare, at hun var med som skraldespand.

Det værste var næsten, at jeg med al uønskelig tydelighed kunne høre mig selv bitche igennem på samme måde, sådan en PMS-ramt mandag, hvor cyklen er flad og det regner.

Egentlig er det ikke rimeligt at læsse lort i hovedet på andre mennesker på den måde, for det kræver enten voldsom viljestyrke eller en udpræget evne til at lukke af, hvis ikke de skal lade sig påvirke og smitte af så megen negativitet.

Jeg plæderer ikke for det falske smil eller for at lade som om man er ok, når man ikke er, men det kunne være en overvejelse værd, om man måske brokker sig så meget over ligegyldige småting, at folk ikke har lyst og overskud tilbage til at beskæftige sig med det, når man virkelig er presset og har brug for, at de lytter.