Just another day at the office.

I mit job har jeg temmelig meget kontakt med det offentlige, og jeg er ked af at sige det, men ind imellem bliver jeg ganske enkelt rystet over, hvor lidt etik og respekt der udvises de steder. Sagsbehandlere, der uopfordret fortæller mig – et menneske, de aldrig har mødt, men som de klassificerer som en af deres egne, fordi jeg har skilt på – unødvendige detaljer om sagerne og brugerne, som hævet over enhver diskussion er omfattet af deres tavshedspligt. Socialrådgivere, der taler til brugerne som om de er dårligt begavede, og ikke bare døve. Konsulenter og vejledere, der fuldstændig uden blusel udveksler meget private oplysninger om de døve forældre, selvom de står i lokalet ved siden af, og deres hørende børn er til stede.

Det er tilsyneladende også lidt småt med empatien hos nogen, når de har været i deres fag i mange år, og somme tider får jeg ondt i maven af vrede over, hvor ligegyldige attituder disse mennesker lægger for dagen, når de afsiger domme, der forandrer andre menneskers liv for altid. Det kan godt være, at du har stillet diagnosen grøn stær 800 gange, men det ville godt nok klæde dig at udvise bare en lille smule forståelse for, at et menneske, der er 100 % afhængigt af sit syn for at kommunikere går i behersket panik ved udsigten til at blive blind. Og det er muligt, at det er den bedste løsning for alle, og at det er barn nummer 9 i denne uge, du er med til at anbringe uden for hjemmet, men jeg tror ikke, at en mor, der står overfor at skulle afgive sit barn, er i stand til at grine af din joke om, at hendes datter vel nok er heldig, fordi hun får dobbelt så mange fødselsdagsgaver i år.

Den dag jeg har været i mit fag så længe, at jeg har opbrugt min kvote af medmenneskelighed, håber jeg, at jeg i det mindste stadig har anstændighed nok i livet til at sige op.