Nogle gange har jeg det, som om jeg kun har livet på C-niveau. Jeg har fat i hovedtrækkene, men kunne godt trænge til at få forklaret detaljerne, om hvordan alting hænger sammen igen. Gerne langsomt og i et relativt lixfattigt sprog.
F.eks. kender jeg efterhånden mig selv og mine egne reaktioner godt nok til at vide, hvad der sker, når det sker, men jeg er ude af stand til at omsætte min viden til brugbar adfærd.
Når mit blodsukker er lavt, ved jeg godt, at det er kemi, der får mig til at føle mig som Metusalem, men jeg mangler stadig bogen, der forklarer mig, hvordan min indsigt gør en forskel.
Når jeg er træt, bliver jeg HYSTERISK lydfølsom. Da jeg sad i toget i morges kl. 04.49 (det skriver jeg lige igen: 04.49!!), havde jeg det, som om alle i kupeen forsøgte at hakke i min hjerne med issyle. Lydmanden overfor mig suttede tænder og knækkede led i én uendelighed. Gøglerne med bare tæer og dreadlocks sad viklet ind i hinanden og snavede med lyd på. Den overdrevet friske karabinhage overfor mig var ved at caste sig selv til hovedrollen til Hella Joofs næste film: ”Hør mit æble”. (Lød fandme som pakis, der knækkede, hver eneste gang han tog en bid.)
Og så er det, jeg gerne vil vide, hvorfor det stadig kan irritere mig så meget, at jeg har lyst til at sætte ild til dem alle sammen, inden jeg overhælder dem med svovlsyre og skyder dem, mens jeg brøler: ”HOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFT!!!!” – når jeg nu godt ved, at det er mig, der er nede på overskud?
(Da jeg kørte hjem, kunne jeg i øvrigt se, at Skanderborg er det nye sort for übercoole, tennisagtigt par i 30’erne. Er det overhovedet lovligt, at have så meget hvidt hør og Dyrberg-Kern samlet på ét sted? Og gider de lade være med at stå og se så skide udsovede og nystrøgne ud, når Roskilde lige har gylpet dem op efter 4 dage i 40 grader og urinstøv?)
Published by