Achtung! Achtung!

Så kan endnu en nat i skovens dybe, stille uro vinges af på to-do-listen. Det er nogle pænt lange vagter, vi har: Kl. 21.20 – 08.30. (Skal her tage mig selv i ikke at skrive ‘zulutid’. Er ved at være meget nede med militærjargonen). Det begynder så småt at kunne ses, høres og mærkes.

Vi har i nat haft vagt ved mexi-området. Spejdede flere gange ud over vandet efter bådflygtninge, men forgæves. Til gengæld har vi haft besøg af utrolig mange elektrikere, da der var “trikkerfest” i området lige bag os. Vi har hele natten haft fornøjelsen af en sælsom musikalsk blanding af Dr. Alban, Dolly Parton og AC/DC. Hørt Boten Ana i Super Extended Disco Version 8 gange. Vi har haft besøg af Jens, som medbragte pisk, lavet af kinesisk silkelæder, som tilbød at leve sit liv i min baglomme og være den, der lavede ‘k-tchhh!!’-lyden, når jeg får verbalt ram på folk. Vi har grinet højt og længe af lærling, som i desperation over, at hans 20-årige charme ikke slog benene væk under os, spurgte, om vi var ‘tve-trunter’? Vi har ligget på tequila-baren og gået på gelænderet. Fordi vi kunne. Vi har fungeret som myggebuffet. Og i ramme alvor besvaret spørgsmål over walkien med “Negativ” og “10-4”.

Det sniger sig ind på os. Vi er ved at amorfe til blege skyggeeksistenser, der taler som BS Christiansen og ligner Tollundmandens døtre. Vi bruger lang tid på at spekulere over ting, som: Bruger kvinder, der arbejder om natten, natcreme om dagen? (Lene). Sover fisk? (Gitte). Er ribs et specielt mexicansk bær, siden det står side om side med fajitas og salsa? (Linda). Prøv at udtale det på engelsk. Det hjælper en del på forståelsen…

Nu mangler vi bare en enkelt vagt, inden vi kan høste belønningen: Festival og billige sjusser. Håber, at jeg når igennem den sidste nat, inden forvandlingen er komplet, og jeg, paranoid og bevæbnet, sniger mig rundt i buskadset som personificeret hybrid af Hjemmeværnet og RAF.

Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg…

Så har jeg haft min første nat på lur i buskene. 1 down, 2 to go. Inde i mig bor en politimand, der hedder Bjarne. Han havde sådan glædet sig til knibetangsmanøvrer og civilanholdelser med masser af benlås. Det var der for lidt af. Det var meget udramatisk, grænsende til det kedelige. På optursiden har jeg nu helt autentisk hjemmeværnssvip i armen (bruges til at vinke biler med tilladelse i ruden videre) og en lånevest, hvor der står ‘Security’. Vi har walkie (havde håbet på kravemodel, CIA style, men desværre..), hvori vi siger ting som: “Ronnie, kom ind. Backstage her” og “Det er modtaget”. Det trækker alt sammen op.

Hvad vi derimod ikke har, er netforbindelse. Derfor skal vi i nat ikke medbringe modemagasiner og andet tøsegejl, for tilsidst var vi helt sammenbidte over alle de ting, som vi ikke havde mulighed for at gå on line og købe.

Til gengæld har vi nu definitivt bevist tesen om, at grimt tøj fremmaner eks’er. Der stod vi, Lene og jeg, kl 01.30 i meget mørk skov. Iført så meget tøj, at armene stod ud i let 45 graders vinkel, med uglet hår og reflekser. Manglede sådan set bare vanter, der hang i snor ud af ærmegab for at fuldende illusionen om, at vi var fugitives fra rød stue i skovbørnehaven. Og frem af skovbunden vokser gammel sommerfling. Why? How? Svaret ligger laaaaaangt ud’ i skoven.

Top 5

Over naboer, jeg ikke håber vi får på Skanderborg:

1) De langhårede surferdrenge, der efter gymnasiet har været udvekslingsstudenter i Australien i 10 minutter. Som nu lider af den vrangforestilling, at de er aboriginals med dertilhørende didgeridoo. Og som siger: “Chill”, hvis man beder dem stoppe.

2) De senede, tatoverede drenge, der råber “fiSSEEE!!” efter én, HVER gang man går forbi. Som, når man vender sig, og høfligt siger: “Nej tak. Jeg har.”, enten stikker dig et par på hovedet eller bliver helt tomme i blikket. For så bare at råbe det igen.

3) Gruppen af 40+ere, der hedder Jonna og Bente, som synes Big Fat Snake er vildt, og Lars Lilholdt er noget, man kan forelske sig i. Giver unødvendig klart billede af, hvordan dem på 20 ser os…

4) De depressive, sortklædte unge med metal i hele ansigtet. Som stirrer stift på ghettoblaster, der spiller noget, der lyder som The Great Hulk akkompagneret af trykluftbor. Meget, meget højt.

5) Folk, der har backpacket sig vej igennem Sydamerika, og som synes, at den eneste sande hyldest til de gode minder, er et slidt kassettebånd med Gypsy Kings og/eller utrolige mængder af guitar og fællessang.

Sol, søvn og sommer

Solarfobia: Angsten for ikke at udnytte solen, når den er her. Har prøvet at slå det efter i medicinske fagbøger, men uden held. Gør ingen forskel; jeg ved det findes, for jeg lider af det. Når solen skinner bliver jeg glad. Undtagelsestilstand i hele DK, alle opgaver kan udskydes med henvisning til vejret, og kold hvidvin ad libitum er nærmest et krav. Men min glæde fortyndes af rastløshedsrelateret stress. Jeg føler mig forpligtet til at være ude nonstop. Og der er trods alt grænser for, hvor meget sol en rødblond, blåøjet skandinav kan opsuge, inden man forvandler sig til det ukendte appendix til børnesangen “Solen er så rød, mor” : “Det er jeg så også nu”.

Det resulterer i, at jeg ikke kan koncentrere mig om noget. Hver gang jeg sætter mig, bliver jeg ramt af akut anfald af solarfobia. Har prøvet at behandle det ved at sætte mig ned i gården i skyggen. Det virker bare lidt formålsløst at … sidde. Så bliver jeg rastløs. Kommer i tanke om tusind ting, jeg kan lave. Går op. Og får nyt udbrud. Når vi når september, har jeg meget spændstig booty af alle de trapper og et olympisk efterslæb af uløste opgaver.

Problemet er større nu end ellers. Jeg starter i aften med den første af tre nattevagter på Skanderborgfestival. Det betyder, at jeg i morgen formentlig har lidt underskud på søvnkontoen. Og vejrudsigten siger sol, sol, sol. What to do? Mulighed #1: Gå i seng, og vælge at kalde min arrige skulen ud af vinduet for søvn. Mulighed #2: Lægge mig ud på stranden. 2’eren virker umiddelbart som den bedste løsning, men jeg har to søvnstilarter, jeg veksler imellem: Jeg sover enten som en, der er død, eller som en sæk lopper på speed til raveparty. Ingen af delene er særlig velegnede til offentligt brug.

Er der nogen, der ved, om der er kaffe på tilbud et sted?

Ungdomshuset eller overtræk?

På listen over Ting, Der Ikke Bliver Nemmere Med Alderen (feel free til at lægge kommentarer med andre ting fra listen..) er det evige problem med, hvad man skal tage på, når man skal i byen. Jeg vil gerne vide, hvor tøj forsvinder hen, når man har haft det på én gang? For jeg har problemet hver gang. Jeg ender med at gå ud og købe noget nyt hver gang. Og når jeg så åbner mit skab næste gang, jeg skal i byen, så har jeg absolut intet at tage på. Hvor er det?? Mit skab må være en slags møbelpendant til Bermudatrekanten.

Efterhånden har jeg lært at åbne og tjekke for forsvundne beklædningsgenstande i god tid. Har ikke rigtig selvtillid nok til at stille i bar røv på Train, selvom min bank sender breve, jeg kun kan læse som en opfordring til det. Men at finde nyt tøj, kan være temmelig tricky: Jeg har stadig ikke fået udleveret manualen, som forklarer, hvordan man i et prøverum kan ligne überhip Jackie O, og derhjemme – iført selvsammen kjole – forvandler sig til underbetalt rengøringsdame ved navn Swetlana?

Igår stirrede jeg så længe og insisterende ind i mit skab, at det til sidst spyttede en kjole ud på mig. Da jeg hoppede i den, havde den været i puberteten siden sidst og var blevet meget lang. Blev besat af klæbeånd fra 50’erne, og tænkte, at jeg bare kunne lægge den op. Jeg nåede så langt som til at tjekke sømme, inden jeg igen var tilbage i min egen håndarbejdsforskrækkede krop. Og fandt en saks. En løsning, som nu har fået mig til at tænke på, om autonome i virkeligheden bare er mennesker, der har gået så meget i byen, at de har klippet i alt deres tøj? Hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne have, at gårdvagten kommer og tager min saks. Nu. Vil så nødig ende ved åen, iført fedtet hår og natbukser, sammen med folk, der synes, at rotter er elskelige, misforståede dyr. Det virker anstrengende at skulle råbe alting med meget vred rebel-stemme.

Fik jeg lige argumenteret mig selv ud i yderligere overtræk der?

Top 5

Over ting, man som heteromand skal overveje signalværdien i:

1) Bæreseler på maven med indbyggede gravhunde.
2) Hårbånd (Lars Krogh Jeppesen som eneste undtagelse)
3) Sko, der klikker meget højt, når man går.
4) At bruge en børste, når man føntørrer sit hår.
5) At sige “Hejsa”, når man kommer og underskrive sine sms’er med “Smil”.

Dolly, Dolly, hvor er du?

Jeg tænker jævnligt, at livet ville være lettere, hvis jeg havde en tvillingesøster. En jeg kunne give skylden for mine forskellige indfald og udfald. Det tidligste eksempel jeg husker på behov for genetisk redningskrans, er fra min tid i børnehaven. Jeg har altid haft meget let ved at få blå mærker. (Ligner f.eks. lige nu – uden påviselig grund – en fodboldspillende dreng på 5, der hedder Malthe, fra knæene og ned.) I min børnehave havde en pædagog med bekymring noteret sig, at jeg ofte påmønstrede blåprikket . Hun trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde fået alle de mærker. Hvortil jeg med klar stemme svarede: “Mine forældre slår mig”. Jeg skal skynde mig at tilføje, at mine samtaleindkaldte forældre aldrig har lagt hånd på hverken min søster eller jeg. De er fredelige mennesker med hippietendenser og meget bevidst Nul-voldspolitik. Følte mig som meget ondt barn, da vi tog “Ikke vred. Skuffet”-samtalen.

I de senere år har der jævnligt været alkohol involveret, når min tvillingesøster er på besøg. For et par år tilbage var jeg lige startet som tolk et nyt sted, hvor jeg tolkede i klasse med 45 fyre og 4 piger. Jeg mødte en af drengene i byen. Han kom hen for at konversere venligt, og min indledningsreplik bestod af skeløjet pegning og et slingrende “Jeg kan kan faktisk godt huske, at du hedder Jacob!”. Han viste sig at hedde Thomas, og være fodboldspiller på højt plan (=drikker ikke alkohol), og jeg skulle have praktikant med i klassen om mandagen…

Vi har snakket om at lægge alkohol på hylden, min tvilling og jeg. Specielt efter, at hun har bragt skam over os begge, så vi nu ikke længere kan vise os på Waxies.

Ind imellem er jeg også bare underlig uden påviselig grund. Var til morgenspinning, da jeg stadig kunne komme op til den slags. Stod sammen med 9 andre ved vandhanen og ventede på, at det blev min tur til at fylde flasker. Ingen sagde noget, og i stedet for bare at nyde freden i den slags situationer, så tror jeg, at det er min hellige pligt at sørge for at bryde tavsheden. Tog min fortællerstemme på. “Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes ved vandhullet”. INGEN respons. Andet end fælles tankebobbel over hovedet på de andre, hvor der stod “Nu må de fandme snart få styr på det distrikspsykiatri!”

Løbet er nok kørt i forhold til at få en tvillingesøster. Spørgsmålet er, om man kan overskue en klon?

The building is leaving Elvis.

Jeg har været min lejlighed utro. Ikke bare har jeg været ude og se, hvad der ellers er derude – jeg har fundet en ny, som jeg flytter i om en måned. Det har stået på i 2 måneder. Jeg har formået at holde det hemmeligt, men i sidste uge var jeg nede i den nye lejlighed, og lugten må have siddet i mit hår, da jeg kom hjem. Sandheden er ude og på en måde et jeg lettet. Det har været svært ikke at komme til at tale over sig. At huske at gemme IKEA kataloget. At planlægge flytning fra mobiltelefon, stående i snuskede gyder. Jeg har løjet. Jo, jeg har. Jeg påstod, at flyttemappen bare var en, jeg holdte for en ven. Jeg har svigtet den lejlighed, som har lagt vægge til mig i 7 år.

Men jeg synes ikke, at skylden er min alene. Da jeg mødte min lejlighed, synes jeg, at det var chamerende, at den lå på toppen af en bakke. Jeg sagde til mig selv, at det var den udsigt, jeg altid havde ledt efter. Men når hverdagen sætter ind, så bliver det surt slid at skulle slæbe nettoposerne op af Randersvej, og aldrig blive mødt på halvvejen. I starten gjorde den noget ud af sig selv. Nu er væggene nussede, gulvet trænger til en afhøvling og det knirker ad helvede til overalt. Kan man gøre for, at man bliver fristet af nye, hvide vægge og et pandekagelignende lokalområde?

Det bliver grimt herfra. Den sidste måned bliver lang. Jeg er omgivet af isnende forsmåethed. Om natten kan man høre rummene mumle: “Efter alt, hvad jeg har gjort for dig!” Og nu er den gået ind i hævnfasen. Pærerne springer hurtigere, end jeg kan nå at skifte dem. Jeg har hældt 200 liter afløbsrens i min stoppede køkkenvask. Uden resultat. I går morges døde min ene persienne i soveværelset. Meget lyst. Føles lidt som at sove på operationsbord. (Skulle man gribe til Gellerupmodellen og knalde et lagen op?). Jeg tror, at vi begge glæder os til den dag, hvor jeg lukker døren bag mig for sidste gang, så vi kan komme videre. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner.

Da ikke mig?!

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver en liiiille smule stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig. Og jeg taler om alle typer af regler. Regler for god opførsel, adgangsbetingelser, adfærd=konsekvens, færdselsloven, you name it. Når jeg f.eks. vågner med tømmermænd, så er elendigheden altid blandet med en lille smule vantro: Bliver jeg OGSÅ dårlig af at nedsvælge 2 liter hospitalssprit?! Hvad mener du med at JEG ikke må cykle på strøget?! Ja, ja. Jeg ved godt, at man skal være medlem for at komme ind. Men kan jeg ikke bare lige få lov i aften? Udsolgt?? Du må da have bare lige en tilbage? Eller kunne skaffe en? Listen er uendelig.

Det værste er, når jeg kommer bagpå migselv. Når jeg bliver meget stresset eller ked af det, er min umiddelbare reaktion at blive arrig og sammenbidt. Den reaktion, som jeg ville forvente hos andre i samme situation, tror jeg, at jeg får lov at slippe for. Det har resulteret i nogle lidt uheldige episoder, hvor jeg er begyndt at spontantude i meget upraktiske situationer. Skræmte engang livet af en bankdame, som stillede helt almindeligt spørgsmål, og pludselig stod ansigt til ansigt med Tsunami.. Har tudet på Mørkets Fyrste -som skal roses for at tage det i stiv arm – på venindes mor osv. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Min uforbeholdte undskyldning.

Jeg er desværre ikke hævet over at blive voldsomt irriteret på andre, som udviser samme “Regler? Ikke mig”-adfærd. De skal komme til tiden, fatte, at de ikke må snakke i mobiltelefon her, og i det hele taget bare rette ind. Men hvorfor føler jeg mig så som Undtagelsen? Jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg kender mine egne bevæggrunde og motiver. Jeg ved, hvorfor jeg skal skynde mig så meget, at det er NØDVENDIGT, at jeg cykler på strøget. At jeg har lovet at sørge for noget, så det må ikke være udsolgt, please! Jeg har STYR på det, blev der sagt, så det kan ikke hjælpe at begynde at hyle(…!). Hver gang jeg sender en regel hjem og skamme sig, er det fordi, det stiller mig i dårligt lys, hvis jeg skal følge den. Med indsigt følger ansvar, så nu er udfordringen så at huske, at mine problemer er de vigtigste, fordi de er mine – og sådan har vi det alle sammen. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Jeg lover at prøve!

Kærlighed – et grundstof.

Somme tider laver min hjerne en kobling imellem to begreber, der som udgangspunktet ikke har det fjerneste med hinanden at gøre. Det seneste skud på stammen er Kærlighed vs Uran.

I min omgangskreds diskuteres for tiden, hvad man gør af restproduktet, når et forhold slutter. Hvad stiller man op med overskydende kærlighed, som nu pludselig er et affaldsprodukt, man skal af med? Her lavede min hjerne så et loop, og endte i Afdelinge for Fysik og Kemi.
Så vidt jeg husker, er det primære problem ved at bruge atomkraft som energikilde, affaldsproduktet. Skidtet er sindsygt giftigt og nedbrydningstiden er millioner af år. Hvor gør man af det? Nogle lande er så fattige, at de tilbyder, at man, mod betaling, må grave det ned i deres baghave, eller lagre det i deres tomme mineskakte. Kapslet i beton, som holder strålingen inde – men stadig. Problemet er ikke løst, man kan bare ikke længere se det med det blotte øje. Føles en kende usikkert at sætte sin lid til et produkt, som blomster jævnligt bryder igennem på cykelstierne, ikke?

Hvis ikke min hukommelse bedrager mig, så består uran af to isotoper, 235 og 238. 235’eren er den del, som alle vil have. Som får kraftværket til at gløde og udløser ødelæggelserne, når bomben falder. Procentvis er sammensætningen således, at 238-isotopet udgør 99% af uran, og 235 kun 1%. Ikke ulig kærlighed, vel? At procentdelen af det virkelig værdifulde er så lav, gør den endnu mere kostbar og eftertragtet. Det afhænger af hænderne, det falder i, om det giver energi og varme eller død og ødelæggelse.

Sker uheldet eller falder bomben, så tager det uendelig lang tid før strålingen i jorden er faldet så meget, at man igen kan bygge noget op. Selv når de synlige skader er udbedret, kan der være eftervirkninger, som man ikke havde forudset. Urimeligt nok er det sjældent den, som har forårsaget skaden, der skal leve i ruinerne.

Når først hjernen er sporet ind, så er symbolikken næsten så tyk, at man kan gå på den, ikke? Jeg håber bare, at der er sket noget på området, siden jeg gik i skole. Min geigertæller tikker sindsygt højt og jeg har ikke lyst til at sidde i tom saltmine i U-land. Iført beton.