The truth is in there.

Jeg er bange for at fremstå som afstumpet, intolerant eller dum. Det kommer for eksempel til udtryk, når jeg siger noget ondt om noget eller nogen. Alle lamper på mit mentale kontrolpanel begynder øjeblikkeligt at lyse rødt. Jeg føler, at det er nødvendig at følge mindre pæne udtalelser op med udsagn, der viser, at jeg godt forstår, at der er flere sider af sagen. At der nok er tale om projektion. At jeg godt ved, at jeg ikke selv er perfekt. Det signalerer Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti, hvis man siger noget grimt og bare lader billedet stå. Derfor sidder mit overjeg i Stasi-uniform, tjekker alle udtalelser og indsender lynrapport, hvis opfølgningskommentar er påkrævet. Beklageligvis betyder det somme tider, at jeg brænder inde med det, jeg i virkeligheden burde sige.

Wikipedia definerer Empati som evnen til at genkende og forstå andres følelser. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ikke vi evnede at føle empati, men engang imellem tror jeg, at det ville være sundt, hvis man bare gav los. Det ville i hvert fald give en renere dialog.

Idag hørte jeg to piger stå og snakke. Den ene havde for 3 uger siden mødt en fyr. Han havde tæppebombet hende med søde sms’er lige indtil i fredags. Pludselig var han blevet meget tavs, “også selvom jeg skrev søde godnatbeskeder til ham”. Det var meget tydeligt at høre, at hun i virkeligheden havde lyst til at råbe: “Hvad fanden foregår der?!”, men hun var røget direkte i Afdelingen for Empati og Forståelse. “Han er på hyttetur, så han er selvfølgelig ikke ved sin telefon hele tiden. Han skal også bruge tiden på at lære de andre at kende og sådan. Han er jo travlt.” Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, vil jeg undlade at forholde mig til. Jeg kan bare konstatere, at hun helt sikkert følte noget andet, end hun sagde.

Problemet er, at den slags følelser er ligesom energi: De forsvinder ikke. De ændrer bare form. Han står til at få oversize skæld-ud for et eller andet ligegyldigt på et senere tidspunkt, og han vil helt sikkert stå ganske uforstående overfor angrebets omfang og styrke.

Jeg har én gang givet efter for hvidglødende raseri i lige præcis den situation, hvor det opstod. Normalt ville jeg have tænkt over de konsekvenser, det kunne have fået i forhold til vores mange fælles venner, kolleger osv. Jeg ville have tænkt, at en del af skylden var min, og at jeg var nødt til også at tage en del af ansvaret for, at det endte, hvor det gjorde. Men jeg blev så vred, at jeg glemte at tænke frem. Jeg åbnede bare munden og lod de grimmeste ting, jeg nogensinde har sagt, vælte ud. Om det er hensigtsmæssig problemløsning eller ej kan diskuteres (Se! Nu gør jeg det igen!), men jeg kan konstatere, at da jeg løb tør for ord, var vreden, raseriet og skuffelsen væk. Jeg kunne nærmest overnight lægge afstand til det og komme videre. Og der var ingen, der stod tilbage og var i tvivl om, hvad jeg i virkeligheden følte.

Så konklusionen må være, at når noget er vigtigt nok, så kan det betale sig at sige det uden omsvøb og uden tanke på, hvilket lys det stiller dig i. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det selv. Men som Oscar Wilde sagde: Det eneste man kan gøre med gode råd, er at give dem videre. Selv har man aldrig nytte af dem.

Take a deep breath. And relax.

Hell Month er afviklet og jeg er nået hel over på den anden side. Er startet på nyt job, har været på rystesammen-dag, er flyttet, har fået og lært nyt combatprogram og har afviklet 5 forskellige kurser i hhv. Hobro, København, Gram, Haderslev og Århus. Alt sammen klemt sammen på 30 korte dage. 2007 har skuffet fælt indtil nu, men herfra bliver det godt. Jeg véd, at det bliver et spektakulært efterår.

Nu sidder jeg i min fine, nye lejlighed, som er næsten-færdig. (Heldigt. Læner mig op af et polititilhold i Ikea). Jeg har lys og stole. Gardiner i soveværelset. Internet. TV. Og kaffe. Min to-do liste kan nu stå på en post-it. Jeg glæder mig stadig til at få trådløst internet. I længden ikke holdbart at sidde på sit stuegulv med computer på morgenmadsbakke og arbejde. Bliver også fint nok at få gardiner i stuen. Det er jeg sikker på, at alle, der tager linie 8 om morgenen, er enige med mig i (velkommen tilbage i stueetagen). Endelig skal mit nye kæmpespejl i soveværelset også op og hænge og gerne snart. Lige nu står det på gulvet ved min seng, hvilket betyder, at dagen starter med full size, widescreen-agtigt billede af mit morgenjeg. Havde efter undervisning fredag aften glemt balsam, hvilket betyder ståluldssvamp på hovedet. Man kan ikke rede det ud. Gav op og gik i seng. Satte mig næste morgen op og sad face to face med Ulla Terkelsen. Jeg ved nu, hvorfor hun ikke laver morgentv.

Men alt det befinder sig på hylderne i Småtingsafdelingen. I det store og hele er jeg igennem og jeg er glad. Grundglad. Klar til at drikke kaffe på baresso igen. Til at invitere på champagne. Til biograf og å-vagt. Til at høre, hvordan I har det, og hvad der er sket i jeres liv siden sidst. Jeg har savnet jer!

Driving Miss Lazy.

Jeg er ikke specielt interesseret i biler. Det er heller ikke særlig relevant for mig, eftersom min økonomi ikke engang tillader at købe terninger til forruden. Men én ting er sikker: Når den tid kommer, så skal jeg under INGEN omstændigheder have en Mitsubishi Colt.

Skulle afholde kursus i Gram igår aftes. Når man tjekker ruteplanen kan man se, at alle, der ikke er nået at flygte inden kl 18, er taget til fange til næste dag kl 10. Heldigvis har DGI en aftale med Europcar, som gør det muligt at ride bort i solnedgangen uden hjælp fra DSB.

Det startede godt. Blev helt glad over at få bil udleveret i metalic Colgate-blå i stedet for den gængse grå. Det er nemlig sådan min bilviden er indrettet: Pæn farve = God bil. Således udstyret med hjul, tænkte jeg, at jeg lige kunne nå at skyde et fix Ikea. Puder? Ja tak. Stole? Ikke noget problem. Er jo i bil. Lamper? Naturligvis. Skred til kassen i overlegen stil med to vogne. På parkeringspladsen havde nogen desværre i mellemtiden kogevasket bagagerummet. Jeg vil gå lidt let hen over sikkerheden og det stilistiske indtryk af turen hjem.

Da jeg havde fået vristet mit bytte ud af gabet på bilen, vendte jeg snuden syd over. Var lige nået på motorvejen, da himlen flækkede, og vand i astronomiske mængder væltede ud. Havde fornemmelsen af at sidde i et kinderæg på hjul. Det hjalp ikke, at hele Tyskland tilsyneladende havde bestilt varer, som skulle fragtes derned i monstertrucks. Føltes som at være med i aquaversion af Jurassic Park. (Jeg vil i den forbindelse gerne vide, om nogen har tænkt på at opfinde selvregulerende vinduesviskere? Pisseirriterende at skulle sidde og skrue op og ned og frem og tilbage hele tiden!). Når jeg overhalede, var det med livet som indsats, fordi den var så tung i røven, at man troede, det var løgn. Endelig forstår jeg ikke, hvem der installerer speedere i biler? Jeg er ikke belemret med små fødder, og alligevel lå 130-ish punktet så højt, at jeg havde krampe i læggen, da jeg nåede til Horsens. Eneste positive ting at sige om den bil er, at den havde et helt forrygende stereoanlæg. Det var som at sidde inde i en subwoofer, og man kunne rent faktisk mærke bassen i sædet.

Så nu sidder jeg her med speederkrampe i læggen, ondt i skuldrene af at holde æsken på vejen i vand og slipstrøm, nedsat hørelse pga duet med Justin og rædselforhøjet blodtryk udløst af accelerationsimpotens. Kan man ikke mod forevisning af lægeerklæring forlange at få udleveret 4-hjulstrækker næste gang?

Oh my God.

Forleden ringede min telefon, da jeg var på vej på job. Displayet trak oplysningsmæssigt på skulderen: Ukendt Nummer. Da man stadig var ny i mobilgamet, udløste det en vis spænding, når mystiske fremmede ringede. Nu har man lært, at det kun er folk, der absolut ikke har interesse i at blive hævnringet på, der benytter sig af den slags tricks.

Således forudindtaget besvarede jeg med mit mest formelle “jeg skal IKKE have noget”-tonefald: “Det er Linda”. (Hvad er det nu for en film, hvor Robert De Niro bare tager røret og bjæffer “Go!”?). Ukendt dame (Man kan sige meget om min telefon. Men den lyver ikke). “Går det an at forstyrre?” Mig (nu meget stram i tonen. Overdrevet høflighed giver udslag på luskometret): “Kommer an på, hvad det drejer sig om”. “Jeg sidder som Frivillig Oplyser og ringer for at fortælle dig om bibelen”.

?

Hjælp mig her: Kirken, som i DK har 39,4 i feber, vælger at phone i håb om at øge sin popularitet?? Findes der nogen, der er blevet glade over at finde en phoner i sit telefonrør? Nogensinde? Jeg tror, at pengene var bedre brugt på Dash-sponsorater og aktier i DR.

This is the United States calling, are we reaching?

Der findes 4 ord, som jeg omgåes med respekt og forsigtighed. Hader. Elsker. Altid. Aldrig. Det er ord, som i mine øjne ikke må miste deres værdi og mening ved ligegyldig, overdreven brug. Men jeg bliver nødt til at sige det som det er: Jeg hader fullrate. Det vil jeg altid gøre. Jeg kommer aldrig til at synes, at de er fede. Hvorfor? Sæt jer godt til rette…:

Meget ulig sædvanlig stil fik jeg bestilt opkobling i god tid. På Fullrates hjemmeside kan man kun indtaste én adresse; et svært valg, når man skal flytte. Jeg valgte den sikre (…) løsning og tastede den nye adresse ud fra overbevisningen om, at det var bedre at få breve sendt forkert end at få netværk koblet til på forkert adresse. Sådan er der så mange ideer, der virker gode, når man får dem. Efter 7 dage modtog jeg sms fra nyt hipt firma, som fortalte, at de havde fået brev retur, da jeg var ukendt på adressen. Ringede. Kom efter utrolig lang tid i selskab med Elton John endelig igennem til Henrik, som helt, helt afslappet meddelte, at jeg fik samme brev på mail, så kein problem. (LØGN!!)

Flyttede. Fandt computer frem. Riggede til. Nada. Brugte en livline og ringede til en ven, som efter 2 timer og ekstern support spurgte, hvor min Fullrate router var? Jeg vidste ikke, at jeg havde en. Ringede til Fullrate. Hørte mere Elton. Og lagde på med fornemmelsen af, at det var min egen skyld, at jeg ikke havde modtaget router, uden helt at være sikker på hvorfor.

Modtog router. Satte udstyret op. Nada. Genbrugte livline, som måtte give op. Ringede igen. Var nu ret uenig i, at “It’s no sacrifice”. Denne gang viste problemet sig at være “min fiberoptik”. (Sig det bare: Er det fordi, det er sjovt? Findes der overhovedet noget, der hedder det?). Jeg blev allernådigst bevilliget en tekniker. Som kunne stille mellem 7.30 og 16. Heldig, at det er der, man bare er væg-til-væg hjemme. Men hvad så, Linda. Duede det så? NEJ!!! Og hvorfor? Efter at have haft god til til at finde ud af, at jeg synes, at I’m still standing og Sorry seems to be the hardest word er nogenlunde lige provokerende at have som it-support sange, fik jeg Henrik igen. Alt, hvad han sagde, sluttede med “så det er nok din computer”. Lagde på. Tjekkede net hos overbo. Kunne godt logge på hendes net (= ikke min computer). Ringede op igen (indsæt selv Elton joke). Fik Michael. Som startede heeeeeeelt forfra. Det tog så lang tid, at vi var nødt til at afbryde seancen, da jeg skulle på job. Søde Michael lovede at ringe halv tre. Så det gjorde han ikke. Ringede selv. (E.J). Brugte to timer mere. Og fik nærmest tårer i øjnene, da Google tonede frem på min skærm.

Honey. I’m home.

Vi bringer en efterlysning.

– fra De Netløses Land: Hvor er Den Galante Mand? Jeg ved godt, at der rundt omkring i hjemmene kravler røde strømper op af skuffen, når jeg skriver den slags, men jeg savner ham. Manden, som træder hjælpende til, fordi jeg er kvinde, og som har lyst til at hjælpe, fordi han kan.

Talrige er de døre, jeg har fået i hovedet (bogstaveligt og i overført betydning), fordi jeg fejlagtigt troede, at herren foran mig holdte den. Mængden af kaffe, jeg har hældt ned af tøjet, fordi en mand har skubbet sig først igennem døren, jeg var på vej ind ad, skal efterhånden måles i liter. Jeg har set mænd sætte i med spurten for at nå først til kassen i Føtex. Jeg har tabt pallevis af papir, uden at de tilstedeværende mænd har løftet en finger for at hjælpe. Jeg har nærmest flået ledbånd over i forsøget på at løsne en møtrik i spinning, og det var ikke, før jeg hvæsede: “Bliv ENDELIG siddende!!”, at en af de 20 mænd i lokalet stod af cyklen for at hjælpe. Jeg er blevet slået 3 gange i mit liv, og kun af mænd. Senest i fredags, hvor jeg trillede på min cykel op af strøget, og en mand slog mig, mens han bjæffede: “Du må ikke cykle her!” Må man godt slå på piger nu?? Når man er en tyk, 55-årig mand?

Jeg skal være den første til at indrømme, at kvinder kan være dårlige til at give udtryk for, hvad vi mener, sådan helt nede på bunden. Jeg skal også med det samme sige, at jeg godt ved, at vi kan være noget så ustyrligt urimelige, og at det somme tider kræver overnaturlige evner at gennemskue, hvornår vi bliver smigrede, og hvornår vi bliver fornærmede. Men jeg vil gå forrest med det gode eksempel og sige klart og tydeligt: Jeg gerne vil hjælpes. Jeg har ikke behov for at bevise, at jeg kan bære alle de tunge ting selv. Jeg føler mig ikke talt ned til, fordi man(d) spørger, om jeg skal have hjælp. Blomster fornærmer ikke min intelligens, og jeg føler mig ikke købt, fordi en mand tilbyder at betale for kaffen.

Måske jeg skulle se, om jeg kunne nå tilbage til 30’erne, inden jeg bliver smidt på bålet? På den anden side: Der skulle være rig mulighed for at flygte. Det er jo formentlig mig selv, der både skal fælde og slæbe brænde.

Vi ses forhåbenlig herude igen på onsdag…

Houston. We have a problem.

Er stadig net-løs, men har scoret en time på en lånecomputer, så her kommer lige set-listen på den forgangne uge, hvis mit liv var en Beatles-koncert:

With a little help from my friends:
My God. Det kan godt være, at de ikke er så høje, men for satan, hvor kan de løfte, skrue, samle og forpleje. Det var ikke gået uden dem.

Come together:
Min optimistiske natur havde overvurderet flyttebilens størrelse. Måtte have reol og skab spaltet i atomer for at kunne fragte dem 3 km. Lene var über-you-can’t-touch-this-tjekket håndværker og styrede selv reolen. Skabet udløste derimod eder og forbandelser, der kunne have afsyret 4 3-fløjede karlekammerskabe…

Here comes the sun:
Det er nu lykkes mig ikke 1, ikke 2 men 3 gange at købe forkerte gardiner til mit nye soveværelse. Hvor svært er det lige?! Sover nu med vammelt, nervøst velour (bliver fandme nærmest selv nervøs af at vågne til den rædsel), som dækker ca ½ af vinduet. Jeg er helt nede med, hvornår solen står op.

Hard days night:
Må være søndag aften. Efter flytning hele fredag, undervisning og på-pladsning lørdag, tvang nogen rødvin i mig utrolig mange – og hyggelige – timer lørdag aften. Hævner sig, når man skal med tog kl 06.45, til Kbh og holde kursus og hjem igen kl 16. Lignede noget, der gik igen, da jeg trådte ind af min nye dør søndag aften kl 19.

You never give me your money:
Min bank har med stor præcission valgt at lave kludder i overførsler nu, hvor jeg ikke kan komme på netbank. Kunne selvfølgelig bare lægge vejen forbi. (Fortryder lidt, at jeg skiftede til Ringkøbing Bank).

Help:
Har fået nye venner. De arbejder for Fullrate. Jeg snakker mere med dem end med mine gamle venner, min familie og mit job tilsammen. Specielt Morten og jeg er blevet tætte efter jeg fik kortvarigt personlighedssammenfald med brøler fra Råd og Dåd reklame over, hvor mange gange de kunne fucke op. Han brugte 10 minutter på at forklare mig, hvorfor det var alle de andres skyld, og at det var os imod dem, det kære væsen. Med mit hoved ved jeg godt, at det er ligesom at fornærme en tjener, inden han henter din mad. Men har fået udleveret helt, helt forkert temperament til at snakke med unge it-supportere.

Om alt går vel (fat chance!) er jeg tilbage herude onsdag i næste uge. Back to the dark side..

I did it myyyyyyy way.

Så er det slut. Stjernepladsen er historie. Afslutningen i tal, kommenteret:

Antal flyttekasser mit liv kan være i: 12
Svært at afgøre, hvad der er passende. Hvor få er Feng Shui og hvor mange tingsfikseret? Lidt ligesom de undersøgelser i Woman, hvor de spørger, hvor mange man har haft sex med.

Antal sætninger, der røg i censuren under syn af lejlighed: Uendeligt.
Blev ved med tavst at gentage “depositum tilbage, depositum tilbage” for mig selv.

Antal løgne fortalt af udlejer: 1
“Men Linda, du ved jo, at jeg ikke er typen, som vil krejle folk for penge”.

Antal sætninger, der undslap censuren: 1
Har stuevinduer, der er så utætte, at måger kan flyve ind, når de er lukkede. Søde far Orla har tætnet med dobbelte lister. Udlejer ville gerne have haft hvide lister. “Det kunne du jo passende have lagt vejen forbi og sat op, da du underskrev Fejl- og Manglerlisten, hvor der står, at de er utætte.” (Depositumtilbagedepositumtilbage!)

Antal vingummier indtaget under pakning: 3
Målt i kilo for overskuelighedens skyld.

Antal fysiske skader som resultat af afmontering af hjem: 1
Hænder ligner birketræstammer af at opholde sig i brun sæbe, salmiakspiritus og ajax. Er ellers sluppet forbløffende helskindet fra lemfældig omgang med værktøj, el og stiger.

Antal medaljer, der skal uddeles: 12
Til de søde mennesker, der hjælper og har hjulpet.

Antal dage til nyt indlæg på bloggen: (Forhåbentlig kun) 5.
Skifter udbyder, hvilket jo altid tilfører livet et spændende element af usikkerhed. Håber på at kunne rapportere live fra Ground Zero onsdag.

Jeg bevæger mig om på månens mørke side. Houston. I will see you on the other side..

Jeg holder med Herbie.

Det viser sig, at jeg ikke er færdig med at mene noget om gårsdagens emne. Jeg har idag tænkt mig at spekulere videre over eventuelle fordele ved at skære lidt i timeantallet, vi spenderer på briksen.

Jyske Bank folkene er i deres iver for at skille sig ud, begyndt at uddele vandflasker, når de er ude på skoler. På flaskerne har de trykt forskellige graffitiudsagn. (Man kan næsten se marketingfolkene sidde og brainstorme på, hvordan de får fat i de unge…). Jeg bed mærke i “Livet er en tegning, du tegner – men du har ikke noget viskelæder!” Det er før blevet sagt væsentlig mere elegant, men essensen er jo sådan set god nok: At vi har den her ene chance, og at tiden kun kan bruges én gang. Ironisk nok, så tror jeg faktisk at det er den erkendelse, der handlingslammer os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg i første hug, men i vores jagt på Den Rigtige Fremtid, bruger vi så lang tid på at snakke om det, der forestår, at vi ender med at sidde fast i proces og klæg fortid.

De store sår på sjælen skal man naturligvis bruge alle tilrådighedstående midler for at hele. Men hvis vi opsøger hjælp, hver gang vi bliver stillet over for noget, der er svært, ender vi så ikke med at stække egne vinger? ‘Diagnoser’ kan let forvandle sig til skjold, vi gemmer os bag, og holder op, når andre forventer noget af os. Måske har vi været udsat for noget, som har påvirket vores selvværd. Måske var vi Den Oversete Lillesøster, fordi storesøster led af epilepsi. Måske blev vi mobbet i skolen. Alt sammen svært, smertefuldt – og fortid. Ikke forstået sådan, at man skal svinge sin forpinte psyke over skulderen, fare ud i verden og opsøge nederlagene. Men alle har haft en barndom, og ingen bliver voksne uden at få nogle over snuden på vejen. Tænk hvis vi går glip af livet, fordi vi har travlt med at sidde og analysere det? Hvis jeg skal ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke, fordi jeg lider af passiv-aggressiv seperationsangst. Det er bare sådan, det er at være forelsket på den ensrettede måde. Risikerer man ikke at skabe en falsk følelse af handling ved at sidde og snakke om det hos en psykolog? Man skal naturligvis gøre, hvad man føler er rigtigt i situationen, men selvom tandlægen forklarer hele indgrebet, inden han fjerner din visdomstand, gør det stadig ondt. Det er jo ikke, fordi man er syg. Det er bare endnu en side af livet.

Jeg tror, at man går glip af meget, hvis man venter på, at styrken skal indfinde sig af sig selv eller gennem andre. Det er bare så let at komme til at forvente guddommelig indgriben, fordi det skete for den sidste, der hang på korset. Jeg tror, at man får langt mere med sig herfra, hvis man hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned. Hvis man falder og slår sig på vejen, er det, at Freud og vennerne kan komme til undsætning. Tænk, hvis man som barn havde givet op efter to forsøg, og erklæret sig ude af stand til at lære at gå? Nogle ting i livet må vi gøre selv. Andre kan ikke få nok på vores vegne. Andre kan ikke fortælle os alle konsekvenser af at gøre noget eller lade være. Andre kan ikke garantere, at det ender godt. Men handling skaber forvandling. Og det er sgu da bedre at rulle lidt skrammet i mål, end at stå skinnende tilbage, fordi man aldrig passerede “Start”.

We all need somebody to leeean on.

“Vi vil have vores venner tilbage.” Det var overskriften på Urban idag. Troede først, at det var en artikel om ledelsen på DR, men den viste sig at omhandle coaching. Ifølge flere livsstilseksperter, er coaching på vej tilbage, og det personlige netværk – venner og familie – går frem i meningsmålingerne.

Jeg nægter at tro, at nogen vælger deres venner til igen, fordi det er trendy. Måske var der bare alligevel en grænse for, hvor meget coaching markedet kunne bære? Ligesom IT-båden også forvandlede sig til Titanic, da alle hoppede om bord på én gang. Måske fik vi nok af kun at tale om os selv?

De coachingforedrag jeg har hørt, har gjort meget ud af, at man skal hjælpe folk med at finde de svar, de selv ligger inde med. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget galt med. Men efter at både coaches og psykologer er blevet allemandseje og -behov, så tror jeg, at vores opførsel har ændret sig. Der er så afgjort tidspunkter i livet, hvor det kan være en stor hjælp at sparre med en professionel. En, som bliver betalt for at lytte, hvilket gør det muligt at snakke om sig selv, uden at føle sig selvoptaget og egoistisk. En, som ikke har noget i klemme, hvilket muliggør en ærlighed, som ellers kunne ødelægge et venskab. Jeg synes, at begrænsningen ligger i, at der udelukkende fokuseres på individet. Selvom Hugh Grant påstår, at han er Ibiza, så er ingen mand som bekendt en ø. Naturligvis er det vigtigt, at man kan gøre opmærksom på, hvad man har brug for. Måske bare ikke hver gang? Det er i hvert fald min oplevelse, at det skaber flere konflikter end det løser. Det må vel være logik, at alle ikke hver gang kan få det, præcis som de vil have det? I al den snak om migmigmig, er det som om kompromiset er visnet bort. Det opfattes som et nederlag, hvis man ikke er stærk nok til at stå fast på egne ønsker og krav.

Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det i nogle situationer giver det bedste resultat, at komme med et klokkerent udspil. Det kan give et langt bedre grundlag for forhandling og mulighed for at nå en løsning, som begge parter kan stå inde for. Men det er sgu hård kost, hvis venskaber forvandler sig til benhård business, hvor man kun giver, hvis man får, og hvor man påpeger fejl og mangler, hver gang man spotter dem. Hvor omskrivninger og små hvide løgne må vige pladsen for brutal ærlighed, og hvor det er tilladt, uden omsvøb, at sige, hvad man tænker. Hver gang.

Men Abildgren, hvad er det så, du vil? Først skriver du indlæg, hvor du prygler løgn og løgnere, og nu må vi pludselig ikke være ærlige alligevel!? Eller hvad?

Jeg vil bare gerne slå et slag for det gammeldags venskab, hvor man ikke altid er venner på grund af, men også på trods af. At vi bevarer et sted i livet, hvor vi kan lægge paraderne og være lidt urimelige. Hvor vi godt må vente med at tage ansvar for egne handlinger, til vi lige har genvundet fodfæstet – også uden at nogen x-ray’er os, og øjeblikkeligt fortæller alt, hvad de ser. Det er muligt, at andre ‘vil have deres venner igen’. De må finde deres egne. Jeg går ikke af med mine.