I går så jeg et klassebillede af min chef, fra da han gik i 4. klasse. Lille, vandkæmmet og i fin skjorte, med hænderne samlet pænt i skødet, og fødder, der ikke helt kunne nå jorden. Jeg var ved at DØ over, hvor kær han var. Fik lyst til at give ham et kæmpeknus, stryge ham over håret og adoptere ham med tilbagevirkende kraft.
Indtil jeg fik øje på årstallet på pladen. 90/91.
Så fik jeg mest bare lyst til at give ham en lammer.
(Når jeg bliver pensionist, bliver jeg hende den klamme tante, der flirter skamløst med mænd på 25, fordi jeg tror, at vi er jævnaldrende.)
🙂 Der er også bare alt for mange småbrødre som kører rundt i biler, bliver gift og får børn og alt muligt – kan man sgu da ikke når man er så LILLE vel?
Min lillesøster påstår også, at hun er nogens chef… Ha! Som om… Det er hun ALT for lille til.
Min vendepunkt for at være blevet gammel var, da min praktiserende læge pludselig var yngre end mig.
Gør som min 85-årige Farmor. Hun anerkender, at folk, der er yngre end hende selv, bestrider fremtrædende poster i samfundet, men hun forbeholder sig ret til at kommentere det. Derfor hilser hun altid på sin læge 'dav, min dreng'. Synes, at du skal lave samme model med din chef.