Den sure møgheks i stuen.

Prøliåhørher. Jeg synes faktisk, at jeg fortjener titlen som Den Rummelige Underbo. Jeg brokker mig ikke over, at vi hører Toto 24/7. Højt. Jeg bitcher ikke over, at vi i et seriøst anfald af midlife crisis har taget guitarspil op, men desværre kun kan akkorder nok til at skamride ’Wonderwall’ – som vi så til gengæld serverer med tynd falsetvokal som sidedish. Jeg lader som om, jeg ikke kan høre det, når gokkesokken er fremme. Jeg bærer over med, at vi hver weekend inviterer de andre mænd i panikalderen op, som stiller i fuldt ornat (blue tooth øredims og omvendt kasket) og danser i vilden sky, mens vi synger med på Best Of Eurotrance 1992, og den dårlige smag af de 40 skylles ned med lunkne Ceres Royal – kun afbrudt af rygepauser på altanen, hvor vi til den sjove lyd af baggårdsekko brøle-taler rørstrømsk med hinanden.

Men jeg bliver fandensatme træt, når jeg som afslutning på en 60 timers arbejdsuge, kommer ud i min opgang, og nogen har brækket sig på trappen. Og når jeg går op og ringer på, og får ”Nej!” så hurtigt tilbage i hovedet som svar på ”Er det en af dine gæster, der har glemt sit maveindhold i stuen?”, at det KUN kan være løgn, så får jeg lyst til at tæve ham. Med hans egen fucking, ustemte guitar. Du er 40 år, mand! ’fes nu up!! Han henviste (med skyld og dårlig samvittighed malet i alle træk) til HANS overbo – som naturligvis nægtede alt.

Jeg stak verdens stiveste pegefinger op under næsen på dem begge og hvislede: ”Jeg er ligeglad med, hvem af jer, der gør det. Men. I. Får. Det. Fjernet!! NU!!!!!!” hvorefter jeg trampede ned til mig selv.

De er i gang derude nu, kan jeg høre.

Bare de ikke punkterer min kost.