Et DAMP barn vender hjem.

De sidste to dage har jeg været på faglig weekend med mine kolleger fra hele Danmark. Det er noget, vi gør en gang om året, og når man tilhører en meget lille faggruppe, er det fedt at få lov at fagnørde med folk, der også synes, at det giver mening at snakke om stemmetolkning, loci og tolkeroller. Ud over det faglige udbytte er det altid en fornøjelse at være sammen med mine kolleger, som er de sødeste, sjoveste og mest bindegale mennesker, man kan forestille sig.

For en, der er vant til at røre sig meget (that would be me), kan det dog være lidt af en udfordring at sidde stille så mange timer, mens man spiser vulgære mænger af mad (jeg mener: Dessertbuffet til frokost… Come nu on!) og skyller det hele ned kaffe. Derfor havde jeg taget løbesko med, og startede fredag med en tur i skoven.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg hader det. Hader det, hader det, hader det. Jeg synes, at det er det kedeligste i hele verden, og som en slags sympatitilkendegivelse fra min krop, hopper min iskiasnerve i klemme, hver gang jeg gør det. Jeg ved godt, at andre mennesker lovpriser naturen, fornemmelsen af ’mig mod asfalten’ og lyden af fuglesang. Jeg synes bare, at det er blæst, insekter og earplugs, der bliver ved med at falde ud.

Jeg så dog en hvid skovsnegl, hvilket skulle være et relativt sjældent fænomen.

For en time siden landede jeg i Århus igen, og nu sidder jeg på min seng og tjekker op på verden, imens rastløsheden napper i hele min krop. Når jeg har været sammen med mange mennesker i lang tid, bliver jeg altid lidt overstimuleret. Jeg taler for højt og for hurtigt, og kan slet ikke finde ro, når jeg endelig igen er alene.

Mærkeligt nok er jeg samtidig også både lad og ugidelig. Vejret er godt og jeg burde gå en tur, men… jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen.

Jeg kunne selvfølgelig også bare blive siddende her og akklimatisere med et glas kold hvidvin og noget stilhed, indtil jeg igen har fået styr på, om det er fredag eller lørdag og kan udtrykke mig i normal hastighed uden at råbe.