Linda tager ordet.

Nævn 3 af din nærmeste vens irriterende vaner. Det tror jeg, at de fleste af os kan gøre, deprimerende hurtigt endda. Det kan være noget med, at vedkommende har en tendens til at se sig selv som offer, at hun altid skal fortælle belastende detaljeret om sin brændende passion for skak, eller at hun altid bare opfører sig, som det passer hende og lader andre feje de sociale skår op, når hun igen har slået den gode stemning i stykker.

Nævn så 3 af dine egne. Ikke bare de ’svage sider’ vi trækker frem ved jobsamtaler, som i virkeligheden er pral forklædt som ydmyghed (“jeg bliver bare altid alt for engageret, når jeg arbejder”); Ægte, irriterende vaner, som driver dine venner til vanvid. Det er pludselig meget sværere; formentlig fordi vi ikke selv ser dem – ellers ville vi forhåbentligt arbejde på at komme dem til livs. (Vanerne, forståes. Ikke vennerne.) Derfor ved man, at det er RET slemt, når en vane er blevet SÅ belastende, at man selv er kronisk irriteret over den.

Sådan en har jeg fået øje på.

Jeg afslutter folks sætninger. For SATAN, hvor er det irriterende – for slet ikke at tale om uforskammet. Det spiller tilsyneladende ingen rolle, om jeg kender folk (og dermed har en begrundet mistanke om, hvad de tænker og hvordan de udtrykker sig) eller ej: Hvis de åbner, lukker jeg. HVER gang. Og nu, hvor jeg er blevet opmærksom på det, afbryder jeg først for at afslutte deres sætninger, hvorefter jeg undskylder i ét væk og dermed gør det endnu mere umuligt for dem at komme tilbage i samtalen.

AJ, men hvor er det træls! Jeg arbejder virkelig hårdt på at holde op, og man må gerne sige “hold kæft!” til mig, når jeg gør det.

Hvis man kan få et ord indført.