Sunday bloody sunday.

Når vi alligevel rundsender mailen om, at alle skal arbejde målrettet på at gøre ’outstanding’ til en del af deres aktive ordforråd, at mænd ikke må have pretentious hair, og at vi ikke – under NOGEN omstændigheder – går med stråhatte, så vil jeg gerne have tilføjet, at ældre mennesker ikke må sidde alene på bænke rundt omkring i byen.

Seriøst: Jeg får ondt i maven, og min fantasi går bananas. Hvor andre ser en ældre herre, der er ude og nyde vejret, og lige får sig et velfortjent hvil, inden han triller hjem til Esther og hendes hakkebøffer, ser jeg en gammel mand, som ikke har nogen tilbage. Hans dage er lange og tomme, og han er nødt til at cykle lidt rundt for at få tiden til at gå. Så sidder han der og kigger på unge mennesker, der tager livet for givet og ikke fatter, hvor hurtigt alting kan ændre sig.

Jeg er PANISK ræd for at miste mine forældre. Jeg ved godt, at alle frygter dagen, hvor det sker, og jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke har min egen lille familie i mit ringhjørne som bevis på, at livet trods alt går videre, og at den ene generation griber ind i den næste, men jeg begynder nærmest at hyperventilere ved tanken om, at mine forældre på et tidspunkt ikke vil være her længere. Da min far blev syg, og vi troede, det var kræft, ville jeg have givet hvad som helst for at kunne tage hans plads, fordi jeg bedre kunne udholde tanken om at være den der smuttede end en af dem, der stod tilbage. Men når jeg ser de ældre bænkevarmere, føjer tanken om, at den ene af mine forældre, som har været kærester, siden de var 15, kommer til at efterlade den anden i et vakuum af savn og tomhed, endnu en lap til mit patchworktæppe af rædselsscenarier og panikangst.

Jeg er ved at være ude i, at jeg enten lider af en sjælden form for kronisk PMS, eller at jeg er allergisk overfor søndage.