Ude er godt. Det er hjemme også.

De sidste dage op til min ferie modtog jeg en hel del sms’er fra søde mennesker, der ville ønske mig god tur. Mange af dem var variationer over temaet: ”Nyd det nu. Du har fortjent det.” Det har jeg brugt en del tid til at spekulere på hernede. Tænk hvis jeg er sådan en, der tuder så meget over mit liv, at folk tror, at det er mig, der er inde i Sisyfos? Eller den glædesforladte type, der stiller rødvinsglasset for at støvsuge inden gæsterne er gået? Det ville jeg godt nok være træt af at opdage, for jeg synes jo virkelig, at jeg er både tilfreds og tilpas i mit liv, og det er det indtryk, jeg håber, at folk har. Nogen gange bliver jeg nok bare lidt overvældet af mit liv, fordi .. ja, på en eller anden måde er der bare så meget af det.

Måske er det derfor, at jeg er så anal med planlægning og overblik. For at få plads til det hele. Da jeg læste, gik jeg i klasse med en pige, der engang kiggede på mig og med slet skjult irritation sagde: ”Linda. Nogen gange ville det fandme klæde dig at falde bare en lille smule igennem!” Hun skulle næsten have lov at tage med mig på ferie. Fra jeg sætter fod på flyet, og til vi lander igen, er der sådan set bare tale om en uendelig spiral i frit fald. Jeg bliver så dum, så blond og så ligeglad, at det grænser til det latterlige. Jeg mister evnen til at producere sætninger med over 4 ord, jeg hærger min krop, som var jeg besat af autonom klæbeånd, og jeg bruger penge like there is no tomorrow. Planlægning bliver videnskab på linie med kvantefysik, og jeg overlader glad og gerne tøjler og overblik til rejsefæller, taxichauffører, fremmede mennesker – ja, faktisk alle, der melder sig frivilligt.

I min familie har vi altid været ret gavmilde med de dårlige jokes, og hele min barndom har min far afsluttet alle ferier med at spørge, om ”der er nogen, der har en brugt ferie til salg?” Jeg har aldrig rigtig syntes, at det var sjovt. Men jeg får selvfølgelig også stadig tunnelsyn af angst, når jeg står i taskeforretninger, fordi det flytter mig lige tilbage til min folkeskoletid, hvor jeg med kvalme og koldsved af børnestress udpegede den Jeva, der skulle fungere som skjold det næste år. Som barn var jeg markant bedre tilpas i ferier end i hverdage, og derfor glædede jeg mig til dem på en måde, der gjorde, at jeg nærmest følte, at det var livet og ikke bare ferien, der var slut, når vi rejste hjem.

I morgen [lør. Red.] kl. 17 lander jeg i Billund med min brugte ferie, min 20 fods container formerly known as min kuffert og en hel masse ord, og har så 1½ time til at nå hjem, afmontere feriementalitet, vaske det værste rejsestøv af og skrue mig ned i noget festligt. Da jeg tænkte på det, kunne jeg mærke, at jeg glædede mig, og så blev jeg helt varm ved tanken om, at jeg endelig er et sted, hvor jeg både elsker at tage på ferie og elsker at tage hjem. Farvel barndomstraume. Det er sgu da stort at opdage, at man har fået skabt et liv for sig selv, som man glæder sig til at komme tilbage til.