High maintenance.

Da jeg læste, glædede jeg mig i vildskab til at få et voksenjob, så jeg kunne begynde at tjene rigtige menneskepenge og ikke være kronisk på røven. 7 år senere er hånlatteren endelig ved at forstumme, og en af livets rette sammenhænge ved at bundfælde sig. Farvel studierabat, madklub og deleforsikring. Goddag licens, full blown regninger og dyrere vaner.

For det er nok i virkeligheden det sidste, der får det til at virke, som om min økonomi tager udgangspunkt den samme kalkule med de samme knappe faktorer nu, som da jeg læste.

Jeg gider f.eks. ikke handle i Fakta mere. Nogensinde. Der er grimt, der lugter, og så skal man altid huske sin bon, fordi man alligevel skal i Føtex for at købe resten. Jeg er done med gråt, papagtigt etlagstoiletpapir, og jeg betaler gerne 40 kroner for en kop kaffe, og 55 kroner for en øl for til gengæld at kunne drikke det et sted, hvor der er stole, betjening og hvor andre, uden at pive, tager opvasken, når jeg skrider.

Men jeg har lidt en fornemmelse af, at det ikke har tænkt sig at stoppe.

For 3 år siden holdt jeg ferie i Barcelona, boede på dorm, svedte i lufthavnsbus og havde væggelus med hjem. På søndag tager jeg til Amsterdam til 5-stjernet hotel, taxa og guldbrownies.

Sidste nye skud på stammen er luksussengetøj. Har de seneste måneder tilbragt lidt for mange nætter med, rasende og svedig, at vikle mig ud af billigt overskudsbomuld, fordi de forp*lede stykker linned åbenbart giver sig noget, der ligner 30 % i mørke, så forleden svingede jeg forbi Det Hvide Hus og upgradede til businessclass. Om man kan mærke forskel? *OMG* Jeg sover ALDRIG i de andre karklude igen.

Det er kortsigtet, det er hedonistisk og det er nogle gange svært at forsvare. Fuck it. Der er alligevel ingen lommer i den sidste skjorte.