Der er noget, jeg har tænkt på: Hvorfor er minder så meget mere levende, når de er knyttet til lyde og lugte end til noget, man har set?
Når jeg ser en perlemorsmusling, kan jeg godt huske, at min mormor havde en i en kæde om halsen, som jeg fik lov at lege med, når jeg sad på skødet af hende, men det er ligesom at bladre i et fotoalbum: Jeg kan godt huske det, men det er en nærmest analyserende konstatering af et minde og ikke rigtigt forbundet med følelser. Det er mere et billede, end det er en film.
Til gengæld forvandler lugten af bål og vådt træ mig på under ét sekund til en bleg, 6-årig ulveunge, som står i skoven og pirker mismodigt i en kartoffel, der burde have været mør efter 2 timer i gløderne, men som stadig kan bruges som hammer.
Når jeg går gennem Magasin og pludselig krydser et duftspor af Opium, kan jeg i detaljer huske, hvordan min mor gjorde sig klar, når mine forældre skulle i byen.
Sidste lørdag var jeg til Grøn Koncert, og mens mine veninder groede mentale skulderpuder og henført begyndte at tale om Buffalos og Grøn Mikado, da Infernal spillede ’Sorti de l’enfer’, fik jeg selv en klump i halsen og tårer i øjnene, da LOC spillede ’#&%! Mig Nu!’ fordi en knytnæve pludselig lukkede sig om mit hjerte og trak mig lige tilbage til dengang, hvor jeg elskede en meget fortvivlet mand. Eller var det mig, der var fortvivlet? Jeg ved det ikke. Facts’ne er slørede, men følelserne er stadig knivskarpe i kanterne, når musikken spiller, og de vælter frem igen.
Jeg holder aldrig op med at forbløffes over, hvordan hjernen virker.
Uh, hvor jeg kender det. Jeg kan blive helt fortabt af gamle og ellers glemte følelser. Blive ked af det, stjernehenrykt eller vred og afmægtig på grund af et minde, som hænger i en sang!