Jeg elsker lyden af en sms, der tikker ind. Jeg har venskaber, der består af 50% real life- og 50% msn-samtaler. Jeg ved ikke, hvordan jeg for 10 år siden klarede mig uden e-mail, blog og mobil.
Men når jeg klikker ind på FB og ser følgende newsfeed:
”Sidder i en kirke hvor der er levende lys over alt – virkelig smukt og rørende”
kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om vi ofrer vores nærvær på tilgængelighedens alter.
Måske.
Men måske vi oplever nu´et mere, når vi skal fange det og sende det videre i ord.
Omvendt. Vi har opfordret vores fravær på teknikens alter…
jeg har det som dig – forstår slet ikke hvordan jeg klarede mig uden mobil mv. for år tilbage… og den er næsten klisteret til min hånd i perioder, meeennn der er dog grænser. Synes jeg.
– Mette
den besked blev skrevet da præsten holdte rygepause – tro det eller lad være… skal så lige siges at natkirke foregår over 3-4 timer… så skal ryger vel ha lov at ha en pause… eller??
Altså, hvis det ikke var til en begravelse eller lignende kirkelig handling, at sms'en blev afsendt i, kan jeg da ikke se der er noget galt i det.
Som hende Karina skriver, så havde præsten åbenbart rygepause i den lange natteforestilling..
Jeg tror da også jeg ville dele dén stemning med mine facebook venner, hvis det var så smukt og rørende, at man var nødt til at dele det fra hjertet…
Ingen med respekt for sig selv, ville da sidde og sms under en kirkelig handling.
Jeg forstår godt hende Karina
Hilsen fra
Servitut-tøzen!!
det var mig som havde skrevet den "newslinie" inde på FB og tro mig det var ingen begravelse klokken var jo 22.00…
Karina og Servitutte: Jeg opfattede bestemt ikke din newsfeed som noget, du havde skrevet under en begravelse. Jeg har bare i lang tid spekuleret over, om vi nogen gange er så hurtigt videre i hovedet, at vi glemmer at nyde øjeblikket. At du kan gøre begge dele, synes jeg bare er cool og imponerende – jeg har bare selv en tendens til at glemme at være lige der, hvor jeg er, når jeg er det. Det var såmænd bare det, jeg forsøgte at reflektere lidt over i mit indlæg.
Mvh
Linda