Det er mig, der har lært CIA-agenterne alt, hvad de ved.

Det er ved at være et stykke tid siden, at nogle af de nærmeste veninder har været involveret i en fitnessflirt. Ikke at det har skortet på gode historier i centret, og der har været rig mulighed for at følge alle forløb på facebook, twitter osv. Sladderen i et center løber så hurtigt, at influenza A godt kan enten pakke sig eller tage noter, og når man først har hørt antydningen af en slibrig historie, skal der ikke mange brikker i form af newsfeeds, fælles ankomster i centret og sambadning i spaen til at udfylde de tomme huller, men det er længe siden, at vi har haft en af vores egne involveret i festlighederne. Det har vi nu, og jeg havde helt glemt, hvor underholdende det er.

I torsdags havde jeg turtelduerne med på min time. Fantastisk at se dem ankomme demonstrativt hver for sig. De manglede bare at fløjte uskyldigt for at fuldende parodien. Derefter fulgte en hel time, hvor de havde så travlt med fnisende at lade som ingenting, mens de hviskede og fandt på den ene tynde undskyldning efter den anden for at røre ved hinanden, at de nærmest glemte at træne. Ikke at det betød så meget. Med den kulør de havde i kinderne, er jeg sikker på at endorfinerne tæskede så hurtigt rundt i systemet på dem, at de forbrændte flere kalorier end resten af holdet til sammen.

Jeg synes, at det er hyggeligt. På den nostalgiske måde. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt ved tanken om de gange, man selv har været der, og helt oprigtigt har troet, at man var indbegrebet af lav profil og diskretion.