Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen.

Det her bliver en kort blogpost, for jeg har så ondt i armene, at jeg næsten ikke kan løfte dem hele vejen op til tastaturet.

På fredag skal min søde kollega og jeg lave Infernal-pump. (Pump = styrke/udholdenhedstræning med vægtstænger og –skiver, Red.) Han kommer stylet som Paw, og jeg stiller forklædt som Lina. Musikken består naturligvis udelukkende af Infernalnumre, og der er præmier til de bedst udklædte medlemmer. Det bliver skidesjovt.

Når man laver den slags arrangementer, er man altid bange for at komme til at lave programmet for let. Selvom der er dømt gøgl, totalteater og fællessang, vil man trods alt gerne være sikker på, at folk stadig får den træning, de kommer – og betaler – for.

Det resulterer så typisk i, at man kommer til at gå i den anden grøft, og dette arrangement er ingen undtagelse. Har været nede og øve her til aften, og … ja, det er da i hvert fald hårdt nok, blev vi enige om, da vi udmattede lå på gulvet og ikke kunne flytte os uden at starte et lavineskred af smerter.

Så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg – helt, helt stille og forhåbningsfuldt – sætte mig til at vente på, at mine arme falder af.