Nå. Men synes lige, at jeg vil følge op på indlægget om (for helvede i satan!!) at blive bedre til at sige nej. For første gang i mit liv gør jeg det faktisk, fordi jeg denne gang selv blev bange for mine reaktioner og min krops signaler.
Det har hjulpet meget at sparre med en af de nyere veninder. Hun er en skarp og empatisk iagttager, som har mindet mig om, at man gerne må takke nej til flere gode råd, uanset hvor velmente de er, hvis man bliver stresset af at føle, at man skal forsvare sin beslutning, når den er truffet. Folk må mene, hvad de vil, men lige nu, lige her, er det støt op eller klap i. Hun har hjulpet mig med at huske, at selvom man ofte er den, der griber og trøster, kan det engang i mellem være nødvendigt at samle alle kræfter og bruge dem på sig selv. Somme tider er det ok at melde ud, at verden lige må klare sine egne problemer for en stund.
På mine jobs har jeg øvet mig på sætningen: ”Det overlader jeg til dig, for det er ikke en del af mit job.” Hver gang jeg siger det, knytter jeg hænderne og holder vejret, mens jeg venter på reaktionen, men til min store overraskelse viser det sig, at de fleste faktisk godt ved, at jeg har ret.
Så jorden kan åbenbart godt rotere om sin akse uden mig ved håndsvinget.
…men huske liiige, at ikke hele verden kan klare sig uden dig. Tag bare Baresso i Århus, du står for minimum halvdelen af deres omsætning på en god dag… (og mig også, jeg vil helst heller ikke omdreje uden).
jeg synes, det er rigtig flot gået Linda – det vil jeg gerne lære af! : – ) OG så er jeg enig med Stine! Hele verden KAN altså ikke klare sig uden dig : – )
– mette
ps hurra for så gode veninder