Bloggen

Jeg er ved at udvikle en ny teori om, hvorfor ældre mænd går efter yngre kvinder. Min spirende mistanke går på, at det måske ikke så meget handler om en krop uspoleret af tyngdekraften som det handler om et sind uspoleret af kynisme og erfaring. Kvinder på 21 er bare en del nemmere at snyde end kvinder på 35. (Det gælder selvfølgelig ikke mine læsere på 21. Det er de andre 21-årige, jeg snakker om.)

Min veninde, som først nys er begyndt at date igen efter 6 måneder i natostilling af sorg over ekskærestes exit, kom forleden og fortalte, at hun nu endelig havde mødt en, som hun var oprigtig interesseret i. Jubel. Der var lange udstrækningsseancer i fitnesscentret. Der var fællestræning. Der var flirt og fysisk kontakt. Eneste hage var, at min venindes veninde tidligere har været der (fik i den forbindelse en forfærdelig tanke: Når min omgangskreds begynder at formere sig, vil der altså være flere børn, hvis fædre har været sammen med flere af mødrenes veninder. Tænk hvis det samme gælder for vores forældre *fysisk-dårlig-smiley*), og dengang brillerede han med at vise sig at have en kæreste. Men vi blev enige om at lade tvivlen komme ham til gode: Det er mange år siden, vi begår alle fejl, vi bliver alle klogere, blablabla.

Og så – på 4. date:

”Ja, jeg bor jo godt nok sammen med min kæreste, men det går ikke ret godt. Hvordan har du det med det?”

WTF!?

AJ, men helt ÆRLIGT!!! Sig det sgu da fra starten, hvis din agenda er, at det bare skal være sex, så hun har en reel mulighed for at tage stilling til det, hun bliver tilbudt! Lad være med at rende rundt og spille tilgængelig!

Nå, men som hun selv siger: Der har man jo ligesom været flere gange, og selvom man bliver kortvarigt gal, så ER det altså ikke noget, der får verden til at styrte i grus. Skrid pom frit, og lad endelig døren ramme dig i røven på vej ud.

Nu bliver hun så nærmest elektronisk mandsopdækket. Han vil gerne vide, om hun “er ok?” Betænksom fyr. Og han synes, at hun er forfærdelig sød, og vil så gerne, at hun ”lukker ham ind i sit liv.” Hvad kæresten formodes at lave, mens han står og flagrer i andre dørsprækker, melder historien ikke noget om.

Jeg synes faktisk ikke, at vi er nogle kyniske kællinger, men vi ER nok blevet sværere at imponere, fordi uskylden efterhånden er læderet af de mange sammenstød med løgne og tilpassede sandheder. Og for hver selverhvervet erfaring, man har gjort sig, er der ti til låns hos veninderne.

Som 21-årig kan man stadig overbevises om, at det er bedst at holde skodderne lukkede og gardinet trukket for, da porøse facader og skrøbelige undskyldninger ikke bør udsættes for direkte sollys.

Vi andre gamle krager har lært, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, der er noget i vejen med.

Jeg lider af valg-angst. For mange tilbud gør mig nervøs, og jeg er altid sikker på, at alle andre er bedre til at træffe kvalificerede beslutninger end mig, fordi de får øje på fælder, detaljer og sammenhænge, jeg ikke ser. Heldigvis arbejder jeg meget målrettet, når jeg endelig har lukket øjnene og med rystende finger udpeget mit valg , men for meget forandring har altid gjort mig utilpas, og måske er det derfor, at mit sind lige nu føles som vejret. Solskin og varme det ene øjeblik, morgenfrost og regn det næste. Overalt omkring mig blæser forandringens vinde, og jeg har en fornemmelse af, at det først nu er ved at trække rigtigt op til storm.

På flere af mine jobs er der over de sidste par måneder sket utroligt mange og store forandringer. Selvom det hele på overfladen endelig ånder fred, og selvom der i alle afkroge af organisationerne er hårdt, hårdt brug for arbejdsro, kan jeg alligevel på den dybe rumlen høre, at de tektoniske plader er langt fra færdige med at brydes.

Finanskrisen har ændret spillet, som vi kender det. I første omgang handlede det bare om ikke at blive fyret, og alle klamrede sig til deres jobs og sagde – i en blanding af skræk og taknemmelighed – ja til nye funktioner, flere opgaver og færre ressourcer. Nu er hverdagen ved at sætte ind, og jeg kender så mange, der står op hver eneste dag, og trasker på job, hvor de desperat prøver at slå vand af sten; dygtige, engagerede mennesker, der tidligere brændte for deres jobs, men som nu bare er ved at brænde ud.

I mine overskudsøjeblikke glæder jeg mig over, at så mange faste roller og forældede procedurer redefineres og forbedres. Jeg bliver begejstret ved udsigten til de mange muligheder, og jeg tror optimistisk, at vi har redet stormen af og kan begynde at genopbygge en ny og bedre verden.

Men bedst som jeg begynder at vejre morgenluft, kommer der endnu en nedskæring eller opsigelse, der får den skrøbelige konstruktion til at styrte sammen, og vi må starte forfra. Igen.

I mine mørke øjeblikke, synes jeg, at hele verden er blevet sindssyg, og at vi pisker og prygler vognen frem, hurtigere og hurtigere, mens hjulene slingrer, skroget knager og møtrikker og skruer flyver om ørerne på os. I mine mørke øjeblikke spekulerer jeg på, hvordan vi kommer videre, når det endelig lykkes os i blind panik at drive vognen ud over kanten, og den falder ned og rammer rock bottom med et brag.

Forstår ikke:
* hvorfor det hedder efterRETningstjeneste og plaSTIKkirurgi .
* dem, der vælger at køre rundt med en nummerplade med påskriften ’Vovemod’.

Gider ikke rigtigt være hende der:
* får folk knalde hælene sammen og stå ret, når jeg beder dem om noget.
* løfter mere end drengene i pump.

Gider til gengæld godt være hende der:
* får ting til at ske.
* skal sidde i sofaen med dyne og overnattende feriebarn et par aftener i næste uge.
* må drikke rødvin både i aften og i morgen aften.

Er stolt af at kende ham her:
http://blog.politiken.dk/verden/2009/09/17/mens-vi-venter-pa-den-olympiske-ild/

Er glad for:
* at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skal på rus-tur.
* at jeg aldrig mere skal tage kørekort og udholde 2 afteners teoriundervisning om ugen.
* at jeg ikke skal sove i telt i nat.

Farvel sommer. Kommer til at savne:
* klip klappere.
* kold hvidvin.

Kan det virkelig passe:
* at vi snart skal have handsker på om morgenen?

Færdiggør sætningen ”skinhellighed er…”
* når Thøger forsøger at kamuflere grådighed som ‘hensynet til offentlighedens interesse’.

Noget af det mest trælse i verden er at skrive ansøgninger, synes jeg. Man skal sælge sig selv, man skal demonstrere kendskab til firmaet, man søger hos, og man skal på en eller anden måde have overbevist den forhåbentligt kommende arbejdsgiver om, at erfaringen med at bygge burgere og vaske gulve gør én til et uundværligt asset for virksomheden. Det kræver snilde og opfindsomhed, og er noget, man nemt kan pusle med i flere uger; i hvert fald hvis man er interesseret nok i den ledige stilling. Den færdige ansøgning skal jo helst være perfekt.

Eller … det troede jeg.

For nu sidder jeg med en stak ansøgninger til en stilling, som burde tiltrække folk, der lever af at sælge sig selv. De fleste af dem prøver. Mange slutter med at skrive, at de ’glæder sig til den uddybende samtale.’ Der er heldigvis nogle gode imellem. Men der er fandendansme også mange, jeg har lyst til at returnere med en post-it med påskriften: ”Try HARDER!!”

Nå. Det gør det da i det mindste nemmere at vælge ud, hvem vi skal kalde til samtale. Hvis man i disse finanskrisetider ikke engang gider gøre sig umage med at give et godt førstehåndsindtryk, når man søger en superfed stilling med masser af mulighed for indflydelse, så har man bare ikke rigtig fortjent chancen for at uddybe, vel?

Skal love for, at der er gang i de store armbevægelser på nettet i disse dage. Karen-videoen er trukket tilbage, og forsvaret prøver af al magt at forhindre udgivelsen af Thomas Rathsacks’ bog.

Jeg har ikke gået til mørklægning, men jeg har faktisk gået til markedsføring, og der er ikke noget, der skaber så meget hype og fokus som forsøg på at censurere og hemmeligholde.

Og det skal du simpelthen ikke bilde mig ind, at VisitDenmark ikke har regnet ud. Nogle er sindssygt forargede over, at et statsstøttet foretagende laver den slags. Til det har jeg kun at sige, at jeg ville ønske, at flere institutioner med staten i ryggen, udviste samme økonomiske mådehold og snilde: Hvad har det kostet at lave den video? En 20’er? Noget i den stil. Og nu taler ALLE om den, og dermed VisitDenmark. ”Jamen det påvirker udlandets syn på os!” hører jeg nogen jamre. Har I nogensinde set 17-årige danske piger på Sunny Beach eller Calella? Ikke just kendte som de rigide snerpers land i forvejen, are we?

Det her er planlagt ned til mindste detalje, og jeg er overbevist om, at det er helt indkalkuleret, at nogen skal tro, at de har ’afsløret’ videoen som falsk. Hvis ikke, ville det aldrig være kommet frem, at det var VisitDenmark, der stod bag – og det havde der ikke været meget reklame i. Vi opfører os ganske enkelt så forudsigeligt, at det kan bruges som strategi.

Og så er vi nogen, der blogger om dem, der blogger om at være dem, der har opdaget, at de andre bloggere har ladet sig snyde. Omtale, omtale, omtale.

Jeg synes, at det er mesterligt lavet.

Samtidig kører hele debatten om jægersoldaten Thomas Rathsacks bog ‘Jæger – i krig med eliten’. Nu er det jo nok ikke mig, der udgør den største trussel mod rigets sikkerhed, og dermed formentlig ikke mig, de forsøger at forholde muligheden for at læse den; men inden forsvaret begyndte at lege Den Spanske Inkvisition, havde jeg aldrig hørt om bogen eller overvejet at læse den.

Det skal jeg HELT sikkert nu.

Om ikke andet, så for at finde ud af, hvad jeg mener om krigen dernede. For lige nu ved jeg faktisk ikke helt. På den ene side finder jeg det dybt, dybt tragisk, hvad vi sætter til af liv, og jeg gider ikke engang begynde at overveje, hvad man kunne købe af skoleforbedringer og kræftforskning for de penge, vi skyder i projektet. På den anden side er der ingen, der tvinger soldaterne derned, og hvis man er til ekstremsport af den kaliber, må man vel egentlig selv om det? Og så kan jeg faktisk godt lide tanken om, at man ikke bare er fucked, hvis verden vælter, fordi man tilfældigvis er født et sted, hvor månen er monteret vandret på himlen.

Muligvis kan bogen betyde, at vores indsats og dermed mulighed for at hjælpe dernede bliver begrænset. Hvad jeg mener om det, kan jeg jo passende vurdere, når jeg har læst bogen.

Nå. Men synes lige, at jeg vil følge op på indlægget om (for helvede i satan!!) at blive bedre til at sige nej. For første gang i mit liv gør jeg det faktisk, fordi jeg denne gang selv blev bange for mine reaktioner og min krops signaler.

Det har hjulpet meget at sparre med en af de nyere veninder. Hun er en skarp og empatisk iagttager, som har mindet mig om, at man gerne må takke nej til flere gode råd, uanset hvor velmente de er, hvis man bliver stresset af at føle, at man skal forsvare sin beslutning, når den er truffet. Folk må mene, hvad de vil, men lige nu, lige her, er det støt op eller klap i. Hun har hjulpet mig med at huske, at selvom man ofte er den, der griber og trøster, kan det engang i mellem være nødvendigt at samle alle kræfter og bruge dem på sig selv. Somme tider er det ok at melde ud, at verden lige må klare sine egne problemer for en stund.

På mine jobs har jeg øvet mig på sætningen: ”Det overlader jeg til dig, for det er ikke en del af mit job.” Hver gang jeg siger det, knytter jeg hænderne og holder vejret, mens jeg venter på reaktionen, men til min store overraskelse viser det sig, at de fleste faktisk godt ved, at jeg har ret.

Så jorden kan åbenbart godt rotere om sin akse uden mig ved håndsvinget.

Ved I, hvad jeg ville hade? At vågne ved siden af en mand, jeg havde knækket.

I går var jeg på Baresso, og ved bordet overfor os sad et par småbørnsfamilier. På et tidspunkt rejste den ene af mødrene sig for at gå op og bestille, og spurgte med Baby Stemmen: ”Hvaskadusåha, hva? Enlillekopkaffeogenlækkerkage? Hva?” Jeg nåede lige at blive forarget over, at hun tilbød et barn på 2½ år kaffe, før det gik op for mig, at det var kæresten, hun spurgte. Kom til at stirre rystet derover, og under det skamfulde ansigtsudtryk, så han egentlig mest af alt ud til at være lettet over, at hun ikke havde dikket ham under hagen eller nevet ham i kinden som en slags finale-ydmygelse.

Hvordan ender man der?

Eller som et af de kærestepar, man ser komme kørende på søndagstur, hvor manden ligner en resigneret livstidsfange, mens kvinden sidder ved siden af med et dominerende ”han er MIN!”-ansigtsudtryk?

Eller i et af de forhold, hvor manden står parkeret i et hjørne i Biocity med ’Hello Kitty!’ tasken knuget i hænderne og ligner en, der har mistet lysten til at leve, mens matronen blander det slik, han må få?

Hvordan kan man have respekt for en mand, man har kuet alt testosteron og modspil ud af? Hvordan kan man have sex med ham?

Jeg vil helt ærligt hellere være alene.

Det er ved at være et stykke tid siden, at nogle af de nærmeste veninder har været involveret i en fitnessflirt. Ikke at det har skortet på gode historier i centret, og der har været rig mulighed for at følge alle forløb på facebook, twitter osv. Sladderen i et center løber så hurtigt, at influenza A godt kan enten pakke sig eller tage noter, og når man først har hørt antydningen af en slibrig historie, skal der ikke mange brikker i form af newsfeeds, fælles ankomster i centret og sambadning i spaen til at udfylde de tomme huller, men det er længe siden, at vi har haft en af vores egne involveret i festlighederne. Det har vi nu, og jeg havde helt glemt, hvor underholdende det er.

I torsdags havde jeg turtelduerne med på min time. Fantastisk at se dem ankomme demonstrativt hver for sig. De manglede bare at fløjte uskyldigt for at fuldende parodien. Derefter fulgte en hel time, hvor de havde så travlt med fnisende at lade som ingenting, mens de hviskede og fandt på den ene tynde undskyldning efter den anden for at røre ved hinanden, at de nærmest glemte at træne. Ikke at det betød så meget. Med den kulør de havde i kinderne, er jeg sikker på at endorfinerne tæskede så hurtigt rundt i systemet på dem, at de forbrændte flere kalorier end resten af holdet til sammen.

Jeg synes, at det er hyggeligt. På den nostalgiske måde. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt ved tanken om de gange, man selv har været der, og helt oprigtigt har troet, at man var indbegrebet af lav profil og diskretion.

Jeg er all for internet, iPods og chatprogrammer, men efter min snak med kærlighedsramt veninde i går, kom jeg til at tænke på, at der er to ting, som fremskridtet snyder forelskede unge for i dag: Kærestebrevet og det mixede kassettebånd.

Når vi skrev kærestebreve var det seancer, der strakte sig over hele dage, fordi vi skulle skrive dem, finde ud af, hvor den udkårne boede, købe frimærker og finde en postkasse. Ca. en million muligheder for at fortryde undervejs, og derfor også så meget desto mere dyrebart, når man fik et. I dag tager det en tusindedel af et sekund at finde hinanden på Arto, skrive XOXO,