Bloggen

Kender I de undervisere, der skælder de tilstedeværende studerende ud, når auditoriet kun er halvfyldt? Selvom vi godt ved, at der kunne sidde en enkelt eller to på rækkerne, som overvejede at blive under dynen, da uret ringede, eller som måske endda var en af dem, der gjorde det sidste fredag, virker det alligevel lidt urimeligt, at man skal have verbale tæsk, når man nu ER kommet.

Samme fornemmelse af ”Hey! Sig det sgu da til DEM!” vækker den nye rygestop-kampagne i mig. Rygere er tilsyneladende ikke bange for at dø, så efter at have opgivet at skræmme nikotintrangen ud af kroppen på dem med ildevarslende budskaber på cigaretpakkerne, er Sundhedsstyrelsen nu gået skridtet videre og har lavet en kampagne, der er så klam, at man nærmest mister lysten til at leve, når man ser den. Hvilket selvfølgelig også eliminerer trangen til at ryge, men alligevel; jeg er stadig sur over, at det også skal gå ud over os, der ikke forpester vores lunger og omgivelser med ildelugtende, toksisk affald.

Da Blogsbjerg har faste læsere i 10 forskellige lande, fordelt på 3 kontinenter (JA! Jeg konsulterede et atlas. Og hvad så!?), og nogen derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, lægger jeg her som en slags ondskabsfuld læserservice linket til kampagnen:

Adforhelvede! (Klik på det lille tv foroven)

Advarsel: Klik IKKE på linket, hvis du lige har spist. Eller planlægger at spise snart. Eller nogensinde igen.

I dag da jeg skulle ind og handle, havde jeg parkeret min cykel under et stort træ. Da jeg kom ud og stod og låste cyklen op, var det ligesom om træet … nøs, faktisk. Afstødte nærmest alle sine blade på én gang.

Så nu er det vel officielt – og MEGET lokalt – blevet efterår.

Jeg har aldrig været ked af mit eget selskab. Hvis man ikke ville blive betragtet som sær for at gøre det, ville jeg bruge langt mere tid alene i det offentlige rum, og noget af det bedste ved at være med som tolk på studieture, er at man – helt lovligt – kan gå ud alene, sidde i ophøjet ensomhed med sin bog på pubs, cafeer og restauranter og uden at bekymre sig om, om folk tror, at man er en særling, der har afstødt al menneskelig kontakt, kan tillade sig at operere solo.

Jeg har aldrig lidt af udlængsel på den måde, der gør andre mennesker rastløse og ude af stand til at slå sig ned og falde til ro.

Jeg har til gengæld altid lidt af angsten for at undvære og miste dem, jeg holder af.

Derfor tror jeg ikke, at jeg vil være i stand til at rykke mit liv op med rode og forlade Danmark for good. Jeg er alt for knyttet til alt for mange mennesker, jeg er alt for vild med alle mine jobs, og mine interesser giver mig alt for meget til, at jeg kan vende det hele ryggen.

Men engang i mellem bliver jeg grebet af en næsten desperat trang til at rejse væk; til et år eller to i absolut tystnad. Det skal være et sted, man kan køre til, for jeg elsker virkelig at køre bil. Allermest om natten. Og det skal være et sted, hvor jeg kan få lov at sidde lidt på kanten af det hele; iagttage uden at deltage. Der må gerne være varmt, og man skal helst kunne gå uden sko fra februar til november. Jeg ved, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke kan få lov at bruge mit hoved, så jeg skal ikke plukke appelsiner eller passe børn. Jeg tænker Toscana eller en lille by i det sydlige Frankrig, hvor kaffen er stærk og vin er noget, man henter i 5 liters plastikdunke på châteauet i dalen ved siden af. Et år eller to med gyldent lys, varme farver, en duft af lavendel og god tid.

Er der ikke snart nogen, der hoster op med den bogkontrakt??

Nå. Men efter at have prøvet alt i overtøj fra Bruuns Bazaar, H&M, Vero Moda, Malene Birger, Fransa, Soaked, Noa Noa, In Wear, Modström, Gina Tricot kom jeg – ved et frygteligt uheld og i ren desperation – til at prøve den her.

Og den var selvfølgelig sygeligt lækker. Og lang nok på ærmerne. Og dejlig varm.

Men altså.

* Er vi virkelig ude i, at jeg skal have en dynejakke? Det har jeg ikke haft, siden jeg var 5.
* Ser jeg fed ud i gås?
* Har jeg 5000 kroner, der står vinterjakke på?
* Magter jeg at leve med risikoen for pludselig at stå i bomuld og gåsehud, når Canada Goose banden har rullet mig for mit overtøj på åben gade?
* Er det lidt overkill at være klædt på til polarekspedition, når temperaturen aldrig falder til under frysepunktet i DK? (Med tillægsspørgsmålet: Kan jeg præstere at komme ud af døren til tiden om morgen hele vinteren, så jeg ikke bliver dampkogt i skidtet efter en stående sprint op af ringgaden?)
* Urban outdoor-Linda? Godt nok?

De sidste to dage har jeg siddet med som den ene halvdel af ansættelseskomiteen på mit job, fordi jeg er tillidsrepræsentant. Det har været sindssygt spændende at være med til at sætte så markant et fingeraftryk på sin arbejdsplads, men sgu også lidt angstprovokerende at være med til at ansætte sin egen chef.

Det eneste jeg ikke brød mig om, var fornemmelsen af at skulle være med til at afgøre skæbnen for mennesker, som finanskrisen har sparket i ansigtet og taget røven på. Det var ikke ret rart at sidde overfor mennesker, der i uddannelse og alder var mig langt overlegne, som var så nervøse, at de havde udslæt og tics; som sad og forsøgte at holde fast i deres værdighed og ikke virke alt for meget som om, de virkelig, virkelig havde brug for det her job.

Men det var en super fed oplevelse, og hvis jeg engang skal ud og søge job igen, har jeg i hvert fald lært nogle ret vigtige ting af at sidde på den anden side af bordet. Og hvis man har, skal man dele, så hermed mine nyvundne erfaringer givet videre i punktform:

* Så lav dog en ansøgning, der skiller sig ud, menneske! Efter 1.000 ansøgninger har hvidt A4 papir med overskriften: ”Vedrørende Deres opslag på jobindex” i Times New Roman, skriftstørrelse 12, en tendens til at flyde lidt sammen.

* Billede: God ide. Billede på CV: Dårlig ide. CV’et er altid gemt bag ansøgningen, hvilket betyder, at man glemmer det, så snart man har bladret forbi det.

* ”Jeg er god til at holde mange bolde i luften – og gribe dem igen” er ikke så unikt et udtryk, som (usandSYNligt!) mange ansøgere forestiller sig.

* Det er en dårlig ide at komme en time for tidligt til samtalen.

* God ide at huske at komme til samtalen, dog.

* Lad være med at forsøge at gætte, hvad dem, du sidder overfor gerne vil høre. Giver et mærkeligt, bløddyrsagtigt indtryk.

* Sværg ved alt, hvad der er dig helligt, at du aldrig, ALDRIG mere til spørgsmålet: ”Nævn en af dine svage sider” svarer: ”Det er nok, at jeg er perfektionist”.

Nu håber jeg så bare, at vi har truffet de rigtige valg.

Her i huset har vi den grundregel, at vi ikke lyver mere end højest nødvendigt. De små hvide, der får hverdagen til at fungere, og betyder, at man ikke skal fare rundt som en omvandrende træningslejr i assertion, er der grønt lys for. Vi har det en lille smule sværere med fortielser; de kan gøre rigtig ondt, hvis man på et tidspunkt får kendskab til dem, for de føles som løgne eller små beviser for, at et andet menneske ikke har følt tillid nok til en til at fortælle sandheden, men vi anerkender også, at vi trods alt ikke har krav på aktindsigt i alle andres liv, og vi prøver at holde os for øje, at vi selv gør brug af dem i særlige situationer.

De skærpede omstændigheder opstår, når man spørger direkte – og bliver løjet lige op i ansigtet. Det er jeg ikke ret vild med, og derfor er jeg rigtig træt af, at min veninde har gjort det.

Jeg kan sagtens se, at hun har en masse at tabe ved at være ærlig, men jeg havde alligevel troet mere om både hende og vores venskab end det. Ikke mindst fordi jeg, da jeg spurgte, gjorde det meget klart, at der var frit lejde: Jeg lovede ikke blive sur, ligemeget hvilken facon sandheden havde, men jeg havde hårdt brug for at kende den, så den ikke på et senere tidspunkt eksploderede op i ansigtet på mig. Sandheden fik jeg sidenhen, et andet sted af en anden person, og beklageligvis stod den i skærende kontrast til hendes svar.

Hun ved ikke, at jeg ved det, og selvom det er længe siden, jeg fandt ud af, at hun har løjet for mig, har jeg ikke konfronteret hende. Jeg kommer heller ikke til det. Jeg er ikke interesseret i at høre forklaringen, for den er ikke vigtig for mig. En undskyldning kan jeg heller ikke bruge til så meget. I min bog er der nogle ting, venner bare ikke lyver for hinanden om. Og hvis de alligevel gør og jeg finder ud af det, må jeg konstatere, at det ændrer mit syn på personen og vores venskab for altid.

Har jeg fået sagt, at jeg har verdens sødeste læsere? Nej? Nå, men det har jeg.

Faktisk føler jeg, at det kan være lidt svært at fremhæve nogle frem for andre, for det kommer hurtigt til at virke, som om jeg fisker, eller som om jeg ikke sætter pris på de trofaste læsere, der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som har hængt på fra den spæde start. Nogle kommenterer flittigt på bloggen, mens andre sender mails eller kommenterer live. I dag fik jeg f.eks. tilbudt kvalificeret hjælp til at finde en vinterjakke af en af mine læsere i fitnesscentret – hvilket jeg er inderligt taknemmelig over. Hver eneste af jer bidrager til bloggens eksistensberettigelse; I gør den levende, og til noget, jeg bliver klogere af at skrive.

Alligevel er der en derude, som jeg har lyst til at rette en særlig tak til.

Her til aften ringede det på min dør. Udenfor stod en pige, som jeg kender perifert, og først kunne jeg slet ikke lige finde ud af, hvad hun lavede i min opgang. Troede at hun var gået forkert, faktisk.

”Jeg ville egentlig bare lige give dig den her” sagde hun og gav mig en pose (mens hun barmhjertigt lod som om, hun ikke lagde mærke til, at jeg lignede et kæmpe spørgsmålstegn.) ”Jeg læser med på din blog, og jeg er vild med den. Det havde jeg bare lige lyst til at fortælle dig.” Inden jeg nåede at sige andet end et betuttet “tak”, var hun væk igen.

I posen var der chokolade, vin og det pæneste brev, jeg nogensinde har fået, hvori hun skriver, hvorfor hun læser med på bloggen, og jeg blev simpelthen så rørt og taknemmelig. Tænk at hun har sat sig ned og formuleret, hvorfor bloggen giver mening for hende, har købt en gave til mig og – live! – er cyklet forbi for at give mig den.

Det synes jeg simpelthen er så stort.

Så Ditte – den her går ud til dig. Af hele mit hjerte: Tak!

I dag har været en af de mærkelige dage, hvor minus og minus giver plus. Skulle lave kursus i Middelfart (hvilket har betydet, at jeg de sidste 3 dage har haft ordet ‘Middle-Earth’ kronisk på hjernen. Meget irriterende, my precious!), og da jeg ankom kl. 8 i morges, var der INTET, der fungerede. Defekt headset, et anlæg der ikke ville spille, ingen kursusleder og alt for mange deltagere på alt for lidt plads. Alligevel endte det med at blive en fantastisk dag og et af de bedste kurser, jeg har kørt.

Da jeg skulle hjem, var mit tog forsinket, men toget før det var endnu mere forsinket, så det passede med, at jeg kunne hoppe på og stadig være 10 minutter tidligere hjemme.

Og så:

“Dette er jeres om ikke af udseende, så af kropstemperatur hotte steward. Om et øjeblik kommer jeg rundt med salgsvognen igen. Husk nu at flytte fødderne. Som tidligere nævnt er vognen tung, og jeg viser ingen nåde.”

Fuck, jeg grinede!

Nu sidder jeg her i mit elskede, stille og dejligt varme hjem. Udenfor blæser det mæ hælve te, men jeg har stearinlys, kaffe og 40 hættetrøjer.

Og så meget feber, at jeg faktisk ser solbrændt ud.

Når jeg engang bliver meget rig, har jeg tænkt mig at ansætte to personer:

1) En, der kommer og gør mit badeværelse rent en gang om ugen (HADER at gøre badeværelse rent. Hvor kommer alt det fnuller fra, og hvem ER det, der fælder så sindssygt??) og
2) en personlig shopper, der udelukkende skal stå for indkøb af jeans og overtøj.

Sidste år i februar smed jeg min vinterjakke ud. Den var allerede en sæson overdue, og jeg vidste, at hvis den fik lov at gå i soomerhi i mit skab, ville den blive taget til nåde igen i november og tjene som undskyldning for at slippe for at skulle ud og finde en ny. Så jeg var stærk og overskudsagtig (og en lille smule heartbroken, og derfor i gang med at rydde min lejlighed for inventar) og smed den ud.

– hvilket jeg fortryder nu. Bittert. ÅÅÅÅH, hvor jeg fortryder! Har prøvet 4.000 jakker, og jeg må nok desværre indse, at jeg er deform. Tilsyneladende har alle andre mennesker meget kortere arme end mig og enten meget større bryster (hvilket jeg finder relativt usandsynligt) eller meget mindre røv (hvilket jeg til gengæld finder overvejende sandsynligt). Jeg kan vælge mellem at ligne en for stramt indsnørret rullepølse eller en posedame. I begge tilfælde ser det ud som om, jeg har spader monteret for enden af armene, fordi ærmerne slutter 5 cm. for tidligt, hvilket skaber illusionen af abnormt store hænder. (Udløser det tillæg at være den eneste tegnsprogstolk i Danmark, der konsekvent staver med caps lock?)

Suk. Kan man ikke bare tage sin dyne omkring sig, når man går ud? Please?

I fitnesscentret har min veninde og jeg en fælles kollega, som vi – uden at have snakket om det – begge var sikre på var bøsse. Ikke på den udprægede eller demonstrative måde, men vi var ikke i tvivl. Stor var forbløffelsen derfor hos os begge, da han pludselig begyndte at lægge an på hende. ”Altså, det forstår jeg overhovedet ikke, det her!” udbrød hun en dag, hvor vi drak kaffe, og der tikkede endnu en kæk besked med slet skjulte undertoner ind. ”Han er da bøsse, er han ikke??” Det endte med, at hun til sidst lidt akavet spurgte ham, om ikke hun havde et x-kromosom for meget til sådan rigtigt at fange hans interesse.

”Tror alle i fitnesscentret, at jeg er bøsse da?”
”Øhm ja. Lidt. Er du da ikke det?”
”Jo jo. Men nu har jeg gjort mig sådan umage for at lægge an på dig.”

Nu ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis er alle bøsser, der går rundt med dametasker, stemte s’er og deres seksualitet uden på tøjet, og jeg forstår heller ikke altid, at hudfarve, religion eller seksuel observans kan være så sammenholdsskabende, at alle andre forhold som social baggrund, uddannelse og personlighed bliver ligegyldige, men jeg er nået frem til, at det må være ligesom, når man er på ferie: Hvis vi møder andre lyshuder, når vi svedende slæber os rundt under solen med vores blå øjne og faktor 50, er vi først og fremmest danskere, (Nordmændene og svensken tæller også med som en slags danskere. Lidt handikappede i sprogcentret godt nok, men det er så tæt på hjemme, at det er lige meget: Lyst hår er lyst hår.) og vi finder sammen, fordi vi alt andet lige har mere til fælles med hinanden end med de olivenfarvede, speedsnakkende indfødte.

Og det er ikke fordi jeg synes, at det behøver at være en del af den formelle præsentation (”Hej, jeg hedder Lars og jeg er homo”), men hvis man begynder at snakke mere sammen end bare at udveksle et ’hej’, når man mødes i døren, bliver det på et tidspunkt påfaldende, at man aldrig hører anekdoter om ekskærester, eller historier om forelskelser, byture og one night stands.

Måske er det bare fordi de homovenner jeg har, er nogle ressourcestærke mennesker, der er helt, helt tilbagelænede og bare er det (her ville jeg have skrevet ’helt uden drama’ men det ville alligevel også være løgn) uden de store armbevægelser?

En ting er, at han ikke skilter med det, men jeg synes godt nok, at det er trist, at en mand i midten af 30’erne i 2009 stadig føler, at han er nødt til at prøve at skjule, at han er bøsse.