Jeg lider af valg-angst. For mange tilbud gør mig nervøs, og jeg er altid sikker på, at alle andre er bedre til at træffe kvalificerede beslutninger end mig, fordi de får øje på fælder, detaljer og sammenhænge, jeg ikke ser. Heldigvis arbejder jeg meget målrettet, når jeg endelig har lukket øjnene og med rystende finger udpeget mit valg , men for meget forandring har altid gjort mig utilpas, og måske er det derfor, at mit sind lige nu føles som vejret. Solskin og varme det ene øjeblik, morgenfrost og regn det næste. Overalt omkring mig blæser forandringens vinde, og jeg har en fornemmelse af, at det først nu er ved at trække rigtigt op til storm.
På flere af mine jobs er der over de sidste par måneder sket utroligt mange og store forandringer. Selvom det hele på overfladen endelig ånder fred, og selvom der i alle afkroge af organisationerne er hårdt, hårdt brug for arbejdsro, kan jeg alligevel på den dybe rumlen høre, at de tektoniske plader er langt fra færdige med at brydes.
Finanskrisen har ændret spillet, som vi kender det. I første omgang handlede det bare om ikke at blive fyret, og alle klamrede sig til deres jobs og sagde – i en blanding af skræk og taknemmelighed – ja til nye funktioner, flere opgaver og færre ressourcer. Nu er hverdagen ved at sætte ind, og jeg kender så mange, der står op hver eneste dag, og trasker på job, hvor de desperat prøver at slå vand af sten; dygtige, engagerede mennesker, der tidligere brændte for deres jobs, men som nu bare er ved at brænde ud.
I mine overskudsøjeblikke glæder jeg mig over, at så mange faste roller og forældede procedurer redefineres og forbedres. Jeg bliver begejstret ved udsigten til de mange muligheder, og jeg tror optimistisk, at vi har redet stormen af og kan begynde at genopbygge en ny og bedre verden.
Men bedst som jeg begynder at vejre morgenluft, kommer der endnu en nedskæring eller opsigelse, der får den skrøbelige konstruktion til at styrte sammen, og vi må starte forfra. Igen.
I mine mørke øjeblikke, synes jeg, at hele verden er blevet sindssyg, og at vi pisker og prygler vognen frem, hurtigere og hurtigere, mens hjulene slingrer, skroget knager og møtrikker og skruer flyver om ørerne på os. I mine mørke øjeblikke spekulerer jeg på, hvordan vi kommer videre, når det endelig lykkes os i blind panik at drive vognen ud over kanten, og den falder ned og rammer rock bottom med et brag.
Når man ligger nede på Rock Bottom, så er man blevet lidt klogere. Så rejser man sig op, børster støvet af og opdager, at der stadig er en verden, der står og måske én man kan være med til at gøre en anelse bedre sammen med alle de andre, der står og børster støvet af.
Sådan har det været før. Sådan bliver det igen.
Heldigvis er det bare arbejde 🙂
Up Shits Creek no paddle som vi siger i min branscjøæh.
Tror at finansgrisen er ved at dø så det skal nok gå.
Undskyld.. Jeg kan ikke lade være….
Jeg er kommet til at give dig en blogaward og har tagget dig som Awesome Girl 😉
http://thecitygirl.dk/2009/09/the-awesome-girl/
Det er en sand landeplage 🙂
What doesn't kill you makes you stronger!!! (also together!!!) og småbørn falder altså mange gange før de lærer at gå, og folk der får skåret benene af får proteser eller finder en anden vej ud af problemet… Så på med proteserne eller op i kørestolen eller noget. Der kommer helt sikkert en kollega og hjælper med at skubbe;-)