Bloggen

I flere dagblade har der de senest dage kørt historier om, at børn af ikke-dansktalende forældre er blevet brugt som tolke i det danske hospitalsvæsen, og jeg kan flere steder se både politikere og hospitalsdirektører udtale sig med både undren og indignation over, at dette kan ske.

Jeg kender kun de fremmedesprogstolke, jeg har mødt gennem mit eget professionelle virke som tolk de seneste 13 år, men jeg kan berolige dem, der frygter, at der måtte være tale om en slags skjult racisme med, at det halter over hele linjen ift. brug af tolk i den danske sundhedssektor.

Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er kommet ud på en afdeling, og har hørt en variation af sætningen: “- men det klarede vi da bare lige selv, ikke Hr. Sørensen?” efterfulgt af et *sådan en smule sprogbarriere skal da ikke skille os ad!*-klem i hånden, kunne jeg læne mig tilbage i min pengetank og bruge resten af livet på at nyde synet af min formue. Samme historie, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har måtte bryde et af de vigtigste kodeks i mit fag, nemlig at en tolk aldrig blander sig, og med både stemme og tegn har måtte sige: “Tolken er ikke sikker på, at brugeren forstår, hvad det er, der skal ske”, fordi det ikke hjælper at bestille en tolk, der kan komme og tolke de sidste 10 minutter, inden man skal på operationsbordet, når personalet på en afdeling ikke har gjort brug af tolk ved de indledende undersøgelser. Eller de gange jeg har måtte løbe en sygeplejerske ned på gangen, som kunne forklare og svare på patientens spørgsmål, fordi man – mange års uddannelse til trods – som overlæge tilsyneladende ikke kan eller vil forstå, at vi er tolke, der kommer og tolker det, som hospitalet har bestilt os til, og derefter skal videre til andre opgaver, så “det må du lige snakke videre med ham om, når I kommer hjem; jeg har ikke tid til at stå her og forklare det igen!” derfor ikke giver mere mening, end hvis jeg forventede, at overlægen selv tog med brugeren hjem, når undersøgelsen var slut.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad problemet er, ville jeg pege på, at det danske sundhedsvæsen simpelthen ikke er vant til at skulle tage hensyn. Hvilket jo et langt stykke hen ad vejen er forståeligt nok: Selvom det kan være vanvittigt irriterende som patient at sidde og vente 9 timer på at komme til at tale med en læge, så har de fleste af os jo alligevel forståelse for, at en meget stor del af opgaverne på et hospital er akutte, og at det må være graden af alvor, der bestemmer rækkefølgen, vi bliver tilset i, og ikke hvem, der kom først. Det harmonerer dårligt med at skulle bestille en tolk til en samtale, fordi man dermed låser både læger og sygeplejersker fast på i et bestemt tidsrum.

Dertil kommer, at der sjældent bliver oparbejdet nogen form for erfaring på de respektive afdelinger. Selvfølgelig er der afdelinger, hvor man gør meget brug af tolk, og hvor det derfor bliver rutine at bestille og få opgaverne planlagt rundt om den tolkede samtale, men på afdeling 242 har de måske 2 døve patienter på 5 år. Eller 2 somalipatienter. Og Kirsten, der var primær kontaktperson på den sidste patient, og som derfor har en svag erindring om, at der var noget med en tolk, har desværre ferie i den uge, hvor den anden patient finder vej til afdelingen, så ingen ved noget. Ikke engang at de faktisk ifølge sektoransvarlighedsprincippet er forpligtede til at bestille tolk. Jeg har masser af gange oplevet, at personalet på et hospital fralægger sig enhver form for ansvar, og bare afvisende siger, at “det må patienten selv stå for; det er ikke noget, vi har noget med at gøre” hvis de bliver spurgt, om der er bestilt tolk til en kommende undersøgelse.

Jeg er med på, at det handler om, at personalet på sygehusene rundt omkring er pressede. Der er *ingen* der står op om morgenen og tænker: “Hvordan kan jeg være det størst mulige røvhul på mit arbejde idag?” Men det er simpelthen så vanvittig urimeligt at lade som om, det ikke er et problem, at et menneske, der er sygt, og dermed formentlig både bange og underskudsramt, ikke forstår, hvad der skal ske. Eller at pålægge dem eller deres børn (som også er bange) at være de stærke, der skal stå fast på, at der SKAL bestilles en tolk. Ikke mindst fordi det ikke kræver ret meget fantasi at sætte sig i deres sted: Forestil dig, at du er på ferie i Etiopien, pludselig får ondt og skal på hospitalet, hvor du ikke fatter et eneste ord af, hvad personalet siger. Overhovedet. Hvor tryg ville du være ved at lade dig bedøve og skære i? Eller ved at lade dine børn høre – før dig – hvad du fejler, så du både bliver frataget muligheden for at vurdere, hvad de skal vide og hvordan nyheden skal overbringes? Og hvor du må brænde inde med dine spørgsmål til din behandling, fordi du enten ikke kan gøre dig forståelig eller ikke kan holde ud, at dine børn skal forholde sig til dit sexliv eller overlevelsesprocenten ved netop din sygdom? Ville du stole på, at dit barn på 12 år havde fået rigtig fat i, hvordan din medicin skulle doseres? Eller kunne udholde tanken om, hvor meget voksenansvar, de pludselig bliver pålagt i en situation, hvor du ikke kan støtte dem og hjælpe dem med at bære det?

Det får lov at ske, fordi det – heldigvis – ikke sker ret ofte, for faktisk tror jeg, at selv den mest forhærdede overlæge med tiden ville få en dårlig smag i munden, hvis han var vidne til dette flere gange om ugen. Men fordi det måske sker på den enkelte afdeling engang hvert andet år, kan man leve med at lade som om, at det er en undtagelsessituation, som man derfor bare skal have løst på bedste beskub.

Man glemmer bare, meget belejligt, at det for patienten er den virkelighed, de bliver mødt med hver gang, de er i kontakt med sundhedssektoren.

Det er ikke i orden, og jeg håber virkelig, at det fokus, der kommer på hele denne problemstilling nu, kan være med til at gøre livet mere trygt for de mennesker, der i årevis har været i klemme.

Jeg er ikke superselektiv ift, hvem jeg accepterer venneanmodninger fra på Facebook. Jeg har flere jobs med en ret stor berøringsflade, hvilket betyder, at jeg kommer i kontakt med mange mennesker i løbet af en uge. Derfor har jeg helt fra starten gjort op med mig selv, at jeg hellere vil udøve lidt selvcensur ift. hvad jeg poster, og så være large med, at et menneske, jeg reelt kun har mødt et par gange tilføjer mig som ven; ikke mindst fordi jeg synes, at signalværdien i at afslå en venneanmodning kan være temmelig markant.

Men vi er forskellige, og jeg har også stor respekt for dem, der gerne vil prøve at bevare FB som et sted, hvor man kun hænger ud med mennesker, man kender godt.

I lang tid har kritikken af FB gået på, at det er et selviscenesættende sted, hvor vi i stedet for en ærlig fremstilling af hverdagen, i dén grad skaber billedet af det liv, vi ønsker vi levede, med updates om al den sunde mad, vi laver og de mange km vi løber. Personligt betyder det ikke så meget for mig, hvad folk poster, bare der er lidt variation i det, så det ikke kun er billeder af katten/barnet/kaffen eller dem selv. Til gengæld skjuler jeg uden at ryste på hånden dem, som kun poster had, brok, politiske statements eller slet skjulte svinere til mennesker, de er sure på. Livet er for kort.

Men den sidste tid synes jeg, at tonen derinde er ved at tage en drejning. Fra – lidt groft sat op – at være mig, mig, mig, er den nu blevet markant mere dig, dig, dig, og jeg synes faktisk ikke helt, det klæder os. For det er som om, vi benytter enhver lejlighed til at fremhæve vores egen overlegenhed på bekostning af andre.

Et oplagt eksempel er Frost-gate, der har kørt de sidste par dage, som jeg er ved at være noget så inderligt træt af. Og det er ikke forældrene, der har brokket sig, jeg har nået mætningspunktet med. Det er tværtimod den gruppe af mennesker, der sidder på deres høje heste og peger nedladende på forældrene, og råber ting som: ”Curlingbørn!” og “First world problems!”, og som ikke lader en chance passere for at påpege, at der er jordskælv i Nepal og bådflygtninge, der nok ville ønske, at deres største problem var skuffede børn. Det tror jeg sådan godt, at Frostforældrene ved.

Og inden jeg går videre, vil jeg bare lige påberåbe mig min neutralitet: Jeg har INTET i klemme, for Anton er pisseligeglad med alt, der ikke er lavet af Lego.

Men når jeg læser hånlige updates om, at forældre skal slappe af, så noterer jeg mig, at dem, der råber allerhøjest enten 1) ikke selv har børn eller 2) har børn, der ikke aner hvem Elsa og Anna er. Og så er det jo ret nemt at synes, at andre forældre er latterlige, men jeg kunne nu godt tænke mig at se, om ikke f.eks. fodboldforældrenes reaktion havde været den samme, hvis de var blevet stillet et to timers arrangement med landsholdet i parken i udsigt, og derefter var blevet spist af med Frank Arnesen, der lige kom forbi og luntede en runde på plænen.

At der er forældre imellem de skuffede, som kunne trænge til lidt kærlig adfærdskorrigering, er jeg bestemt ikke uenig i, men jeg synes, det er mærkeligt, at vi klandrer hele gruppen for at “skabe sig” og være “hysteriske” fordi de giver udtryk for deres utilfredshed på de sociale medier. Jeg har set en del af De Pegende, der bruger selvsamme medier til at give udtryk for skuffelse over tv-udsendelser eller koncerter, de ikke har været tilfredse med, og jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvori forskellen ligger, bortset fra, at Frostforældrene fylder mere, fordi der ganske enkelt er flere af dem.

Og den der med, at det var gratis, så “hvad kan man forvente?” synes jeg er virkelig irriterende. Mit bud er, at 85% af de deltagende med største fornøjelse ville have betalt penge for at deltage i arrangementet, hvis så bare arrangørerne havde gidet at følge det til dørs. For vi er alle sammen voksne nok til at vide, at der er no such thing as a free lunch, så selvom det ikke per se kostede noget at overvære de 20 minutters skønsang, så er der ingen, der er så naive, at de tror, at Disney ville lægge navn til, hvis ikke de regnede med, at det ville give et afkast, enten i form af mersalg af merch, eller ved at holde gryden i kog til Frost 2 har premiere.

Et andet eksempel på den samme tendens så jeg, da en far havde skrevet langt og fordømmende om, hvordan forældre der udstyrede deres børn med GPS, ødelagde børnenes barndom med deres mistænksomhed, og at det givetvis kun var fordi selvsamme forældre havde noget at skjule. Tyv tror hver mand stjæler. Og jeg er da bestemt enig i, at hvis man i stedet for at snakke med sit barn eller prøve på at opdrage det, bare knalder en GPS i nakken på det, så man kan hente ham/hende fra diverse raves og narkobuler, og uddele lussinger og stuearrest i flæng, så kunne man godt trænge til at hente en opdatering til sine opdragelsesidealer. Men hvad nu hvis man har fået børn med hang til eventyr og forfølgelse af vildkatte og fugle, der cykler afsted, fuldstændig uden at orientere sig om, hvor de kører, og man er ved at være træt af at køre rundt i skove og dale og lede efter “det store træ” de står under?

Uanset om vi snakker om Kählervaser, brugen af iPads, kostpolitik, hvor mange timer børn er i institution, arbejdsløshed, jobsøgning, kontanthjælp eller overvægt: Det er så nemt at pege fingre, så længe vi peger på noget, der ikke har relevans for os selv, og jeg synes, der kommer mere og mere af det på FB. Hvis bare målet var at skabe en konstruktiv debat, der kunne komme nogen til gode, ville det give mening, men problemet er, at det – set med mine øjne – kun bliver gjort, fordi vi derved kan fremhæve nogen principper eller kvaliteter hos os selv, som det er ret gratis at have, når de ikke vedrører områder, vi selv er udfordrede på.

Jeg har helt sikkert selv gjort det på, og kommer sikkert til at gøre det igen. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede – bare prøvede – at huske, at hvis vi var knap så hårde i retorikken, når vi fik øje på andres fejl, så kunne man håbe, at de ville gengælde tjenesten, når de fik øje på vores.

De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.

Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.

Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det.

Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.

Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt.

I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.

Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn.

Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også – og måske især – når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit – try not to be a cunt.”

I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem.

Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.