M2021, uge 35

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg cyklet forbi børnenes gamle børnehave med de 5 pakker med skumklude, vi fik af oldefar, da oldemor døde. Jeg sagde dengang ja tak, fordi jeg egentlig tit synes, de er praktiske at have ved hånden, men jeg må bare konstatere, at de aldrig rigtigt nåede længere end ind i skabet. 

Jeg smed dem i cykelkurven og stak hovedet ind forbi Mariehønsene, og nu ved jeg, at de bliver brugt i stedet for bare at ligge og fylde til ingen verdens nytte.

2.

Har jeg foræret Fridas gamle cykel og sandkassen i haven væk i den lokale fb-gruppe. Begge dele var væk på en dag, og det fik mig til at tænke på, at en af fordelene ved at have købt og solgt brugt så længe, er, at man efterhånden forstår nogle af mekanismerne bag og dermed forstår, hvorfor noget kan sælges, mens andet virker umuligt at komme af med. 

For en af de vigtigste ting, jeg har lært er, at der er forskel på, om ting har økonomisk værdi eller om de bare stadig kan bruges. Den sondring tror jeg, at mange snubler i. Jeg gjorde i hvert fald selv, da jeg startede. For når man står med en børnecykel, der kan køre, eller en bog, hvor alle bogstaver er intakte, så er det nærliggende at opfatte tingene som brugte udgaver af den nye version, og dermed noget, som nogen må være interesserede i at give penge for. 

Men der *er* bare ting, der bliver så slidte eller som ikke er specielle nok til, at nogen derude vil betale penge for dem – men dermed ikke være sagt, at de ikke kunne bruge dem og have glæde af dem, hvis de fik dem foræret. For hvor man har meget kritiske briller på, når man står og kigger på en brugt sandkasse, der koster penge, og kun kan se, hvor træet er flækket eller at den trænger til olie, så har man de kreative briller på, hvis man har fundet den gratis. Så er den pludselig fuld af muligheder, for hvis jeg lige maler den, og vi skifter den planke der, så er den så god som ny.

Og selvom det da ville være dejligt – og måske endda også rimeligt – med ‘en pose snoller til ungerne’ eller en symbolsk halvtredser for noget, andre kommer til at have glæde af, så er jeg nået frem til, at det for mig er langt rarere, at jeg får tingene ud af håret med det samme, og at de rent faktisk bliver brugt, så vi, ressourcemæssigt, udnytter deres levetid.

3.

Har jeg købt en ny cykel til Frida på Marketplace.

Jeg har ret god erfaring med at bruge Marketplace, når jeg køber brugte ting til børnene, fordi søgefladen ligner den, du får, hvis du shopper på f.eks. Zalando eller Boozt. Billederne kommer op, side om side, og det betyder, at det er meget nemmere for børnene at se, hvad der er, og om der er noget, de kunne være interesserede i.

Det tog hende 4 sekunder at finde lige præcis dén, hun ville have, og vi hentede den dagen efter.

I øvrigt vil jeg her lige her til slut komme med et tip til de af jer, der bor i metropolerne: Når I skal finde større ting brugt, så ret den radius, I søger indenfor, på Marketplace. Jeg så 3 eksempler på cykler, hvor der var én til salg i en storby og én, der efter min bedste overbevisning var fuldstændig magen til i måde mærke og stand, til salg på mine breddegrader. I alle 3 tilfælde var der helt VILDT forskel på prisen. Omkring 400 kr. for cyklen i Esbjerg/Varde/Ribe. 1000 – 1200 kr. for samme cykel i Århus og Odense. Man kan køre mange km. for 800 kr.

M2021, uge 33

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hørt, at mere end 5 kopper kaffe om dagen øger risikoen for demens (om det passer, ved jeg ikke) og derfor pludselig kommet til at kigge på mit eget kaffeindtag.

Det, jeg opdagede var, at jeg ikke drikker nær så meget kaffe, som jeg gjorde engang. Jeg oplever, at mine smagsløg ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre, og derfor smager kaffe somme tider pludselig bittert, når den første kop er drukket.

Det fik mig til at tænke tilbage på de sidste mange morgener og eftermiddage, og det gik op for mig, at jeg hælder virkelig meget kaffe ud. Altså, VIRKELIG meget. Og det er jo ikke fordi to poser kaffe om året påvirker hverken budgettet her eller overskuddet hos kaffebønderne i Bolivia, men det er stadig åndssvagt at lave det for bare at hælde det ud.

Jeg har nu gravet min lille termokande frem, så jeg kan hælde den ekstra kop på, så snart, den er lavet om morgenen, og øver mig i at huske at vælge mindre krus, når jeg laver Nes.

Somme tider har man gjort noget på samme måde så længe, at man glemmer at forholde sig til, om det stadig giver mening. 

2.

Gjort kort proces med tøj, jeg har fået, som jeg ikke selv kan bruge og som jeg derfor har sat til salg.

Jeg fik en kæmpe pose at min søde veninde, hvoraf jeg kunne bruge cirka halvdelen. Klog af skade spurgte jeg giveren, hvad hun gerne ville have, jeg gjorde med resten, og vi blev enige om, at jeg skulle prøve at sælge det, og så ville vi bruge pengene på en gang sushi, næste gang vi ses. 

Jeg fik tøjet fotograferet og lagt op, og fik også solgt lidt af det, men efter et par uger, skete der ikke mere. Sommermånederne ER svære ift. at sælge brugt; ingen kan rigtigt overskue at forholde sig til, hvad de mangler, når de ikke er hjemme, og samtidig er vi på vej ud af én årstid (og dermed én type behov) og ind i en anden. 

Jeg pillede salgsannoncerne ned igen, forærede tøjet til en anden veninde og fik en pose børnetøj med retur, som jeg grovsorterede, inden jeg gav det frit til børnene. Frida er temmelig høj, og derfor arver hun tøj, der er lavet til børn, der er ældre end hende. Det er ikke alt, der passer *lige* når vi får det, og det er heller ikke alt, der er velegnet til det aktivitetsniveau man stadig har i 0. klasse. Det finder Frida helt *utrolig* urimelig – også efter mine lange, pædagogiske forklaringer om, at man nok ikke kan klatre i abestativer eller spille dødbold iført ankellange kjoler og 2 numre for store gummistøvler. 

Og selv efter at have fået lov at prøve, fordi jeg i et kort øjeblik tænkte: “Så må hun jo lære det på den hårde måde” (og af uransagelige årsager glemte, at Fridas motto i livet er ‘No retreat – no surrender!´) står hun fast på, at alt tøj, i alle størrelser, kan bruges i alle situationer.

Det giver for mange morgen-konflikter, at der er tøj i skabet, hun ikke må tage på i skole, og fordi vi trods alt skal bruge de fortænder til noget, står jeg fast.

Derfor har jeg, for husfredens skyld, aftalt med de damer, vi arver børnetøj fra, at de smugler det ind i bryggerset, uden at børnene ser det, når de har en pose til os, så jeg selv får mulighed for at bladre det igennem først.

3.

Tømt endnu en body lotion og har dermed kun to tilbage. 

Bodylotion er noget, jeg har samme cirkulære forhold til, som jeg har til bodyscrub: Jeg skænker det ikke en tanke i månedsvis, jeg kan pludselig mærke, at mit liv ikke bliver lykkeligt eller komplet, hvis ikke jeg straks anskaffer mig en bestemt scrub eller lotion, jeg køber den, jeg elsker den i en uge, jeg glemmer alt om den i månedsvis.

Til fødselsdage og jul ønsker jeg mig ofte parfume, og på den tid af året kommer de typisk i gaveæsker med bodylotion i, hvilket betyder, at der snigende akkumulerer sig en helt del mere bodylotion i mit skab, end jeg får brugt, og det er irriterende.

Men nu, hvor mine skinneben tørster efter en god, lang sommer, har jeg gjort det til Et Projekt at rydde hylden, og det glæder mig inderligt, når endnu en tom beholder kan smides i den grønne spand.

M2021, uge 32/I spørger, jeg svarer

Den her uge har været vanvittig. Skolestart, møder, møder, møder, Aula, madpakker og alt det jazz. Derfor har det været lidt småt, hvad jeg har gjort mig af tanker og tiltag ift. M2021 – MEN. I mandags fik jeg en mail, som jeg egentlig syntes var et fint oplæg til et indlæg, der er en slags fusion mellem ‘I spørger, jeg svarer’ og M2021-indlæggene, og derfor er denne uges indlæg mit svar på den mail.

Som altid er input, råd og ideer mere end velkomne i kommentarfeltet.

Jeg vil gerne spørge dig om noget, nu hvor du er i mål med din gæld. Om et år er det nemlig min tur. Vi er godt nok to, men vi har også betalt af på fællesgæld i årevis, og jeg har læst med herinde og fundet meget inspiration i dine råd og i din åbenhed om, at gæld er svært at slæbe rundt på. 

I sidste uges indlæg skrev du, at de næste måneder også bliver stramme, fordi du er på dagpenge. Nu kommer vi langt om længe til mit egentlige spørgsmål, for du skrev, at du ubesværet skruer ned, og jeg kan mærke, at det faktisk er noget, jeg tænker meget over. For hvis du kan skrue ned, hvornår har du så skruet op? Da du begyndte at kunne se en ende på det? Eller hvordan?

Undskyld hvis det lyder som om, jeg leger politi. Det er ikke det, jeg prøver, men jeg er så bange for at falde i den fælde, hvor jeg bare bruger de penge, vi får i “overskud”, når vi ikke længere skal betale af på vores lån. Altså, at jeg bare tilpasser vores forbrug de penge, vi så har, i stedet for f.eks. at spare op eller investere.

Åh, jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Men mon du vil prøve at skrive lidt om, hvad dine overvejelser er ift. at “være kommet ud på den anden side”?

Med venlig hilsen

Kristina

Jeg forstår 100%, hvad du mener, og det er perfekt, at du skriver, for jeg havde faktisk selv tænkt, at jeg ville tage fat på det.

Jeg har gjort mig de samme bekymringer; at nu, hvor mine penge ikke længere kommer med et prædefineret mål, så er der pludselig ret meget selvbestemmelse og selvjustits, der skal etableres. 

Jeg har mange gange tænkt, at afvikling af gæld egentlig minder meget om en slankekur. For undervejs mod målet er hele fokus på processen – men at tabe sig er kun 50% af arbejdet. For bagefter skal man til at lære, hvordan man så kan spise *nu*. Hvad er kalorierne værd, hvor har man sine triggere – og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende samme sted igen? For både med gæld, med misbrug og med forstyrret spisning gælder, at det som oftest kommer et sted fra. Og det – hvad ‘det’ så end er – er jo ikke gået væk, fordi man har fjernet den ydre konsekvens, det har haft. 

Min gæld bestod af 5 dele: 1) Gæld fra min gamle bil, 2) restgæld fra en solgt andelslejlighed, 3) virkelig mange indskud til lejligheder, jeg har boet i, 4) en stor post, jeg måtte låne til, fordi mine skuldre gik fuldstændig i stykker, da jeg startede på tolkeuddannelsen, og jeg derfor nærmest måtte bo hos kiropraktoren i et år, og 5) klatgæld. Mens jeg læste havde jeg en bankmand, jeg havde gået på handelsskolen med, og hver gang jeg havde maxet min kassekredit ud, ringede jeg bare til ham og fik gælden flyttet over på mit lån, og dermed nulstillet kortet. Læg dertil kilometervis af renter, og du har historien om min gæld. 

Det er 5’eren på listen, der er min virkelige fjende, fordi den er farlig, når man har en personlighed som min, hvor det kommer til at føles som om, at ‘nu kan det jo alligevel være lige meget’, når noget vokser mig over hovedet. 

Og lige præcis dét karaktertræk er jeg sgu stadig en lille smule bange for. For jeg ved ikke, om man kan tale om yoyo-gæld, men mange mennesker, der taber sig meget, siger jo også ‘Aldrig igen!’ – for så alligevel at ende der, fordi junkie-genet ikke forsvandt med kiloene. 

Lige nu er jeg tusind procent sikker på, at jeg aldrig kommer til at skylde penge igen. At jeg har lært lektien og er et andet menneske. Og der ER sket noget, det er helt sikkert. Måske *har* jeg faktisk repareret mig selv. Men det skal jeg jo først sådan rigtigt til at finde ud af nu, og det har jeg massiv respekt for. 

Jeg har ingen dyre vaner. Hverken på badeværelset, i tøjskabet, på hobbysiden eller i køkkenet. Jeg har steder, hvor jeg gerne vil give ekstra for god kvalitet, men det er altid bundet op på brugsoplevelsen, og ikke navn eller mærke på det købte.

Så mit øgede forbrug ligger faktisk primært på mine børn og det, der på godt dansk hedder convenience. Melblandinger frem for at bage helt fra bunden. Bagepapir i ark frem for i rulle. At købe maden ude, når vi er afsted, i stedet for at smøre mandpakke. At handle samme sted i ét ryk, i stedet for at jagte tilbud i 4 forskellige butikker. At købe lidt større ind, når noget er på bud. I de måneder, hvor vi sad allermest stramt i det, var det ikke en mulighed at købe 4 liter Biotex eller fylde tanken på bilen, fordi det ikke kan nytte at have pengene bundet i sæbe eller benzin, når man mangler dem til mælk og rugbrød.

Mine børn får i dag lidt oftere ja, når de spørger, om vi kan lave noget, der koster penge, ligesom deres tøj ikke skal strække helt så langt, og jeg er en smule mere kritisk ift. arvetøj, forstået på den måde, at smag nu faktisk også får lov at have lidt at sige, når de siger ja tak og nej tak til tingene. 

Og alt det ovenstående har jeg valgt til med helt åbne øjne. For jeg vil helt utrolig gerne have den sikkerhed, der kommer med en opsparing, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil end at køre tværs over staterne med Anton, Frida og min kammerat. Og derfor *er* der etableret en opsparing, og det bliver en kilde til ro, lettelse og glæde. 

Men der er ingen lommer i den sidste skjorte. Og det strider mig inderligt imod at leve på forventet efterbevilling. Sådan er jeg indrettet, og hvis ikke jeg var, havde jeg ikke fået mine børn selv, for så havde jeg ventet på én at få dem med, og går man ned ad den vej, bliver det rent Sliding Doors. 

Men jeg finder det formålsløst at vende hver eneste 5-øre og skovle alt, hvad jeg overHOVEDET kan skrælle af vores liv og forbrug over i en pengetank – fordi det for mig er at gå glip af det gode liv her og nu; at man udsætter det, i forventning om, at det kommer. At man har ret til det, at det ligger derude og venter, og at man er blevet det lovet. Det er man ikke. Og som Marty Hart siger i True Detective: “Do you know the good years when you’re in them, or do you just wait for them until you get ass cancer and realize that the good years came and went?”

Og er det gode liv at kunne spise på Street Food eller at kunne tage i Djurs Sommerland? Altså, både ja og nej, jo. For det er det, hvis de basale behov er dækkede – men ikke, hvis pengene ikke er der, eller man gør det på bekostning af noget, man skal have, og som man så derfor senere bliver nødt til at låne til. Men penge giver muligheder og hold kæft, den her sommer har været god. Havde den været ligeså god, hvis vi ikke havde købt et badebassin, havde spist madpakker i legoland, havde undladt at tage i Barfodsparken eller havde sparet på brændstoffet og derfor ikke var kørt på nær så mange ture? Måske. Men jeg synes, at der er nærvær i gode oplevelser, man har sammen. Det er en livsværdi for mig, og derfor vil jeg hellere bruge pengene på at gøre det nu, hvor vi kan, end at vente og risikere at gå glip af det, fordi vi ventede for længe. 

Så jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et godt svar til dig, Kristina, for jeg er stadig så ny i at være gældfri, at jeg sidder med den samme frygt som dig. Omvendt kan jeg, når jeg skriver dette, også se, at jeg måske faktisk har fanget det, jeg jagtede, da jeg startede denne indlægsrække, nemlig en øget bevidsthed om mit forbrug. Og måske er det så langt man kan nå, der hvor jeg står nu?

Alt hvad der ligger foran mig, er nyt og uopdaget land. Jeg har ikke prøvet at være voksen, gældfri og nogens mor samtidigt før, så det er nok noget med at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, mens jeg har øjnene stift rettet mod det overordnede mål: At leve det gode liv her og nu, men samtidig også hjælpe mig selv ved at sørge for, at det også er en mulighed i fremtiden.

M2021, uge 31

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været alene hjemme et helt døgn og brugt aftenen på at rydde op i børnenes tøjskabe #VildUngdom. (Ej, det var faktisk virkelig hyggeligt. Der var vin og en strålende playliste, så absolut ingen klager herfra).

Egentlig synes jeg ikke, at det er i orden at rydde op i børnenes ting, uden at de selv får lov at være med, men Anton har ingen idé om, hvad han har i skabet under de 5 yndlings-t-shirts, og Frida er stage 5-clinger, når det kommer til tøj. Og hvor jeg lader dem styre valg af påklædning, sådan nogenlunde frit, så længe det valgte stemmer overens med årstiden, så vetoer jeg tøj, der er for småt.

Det blev til 5 store poser, som jeg med det samme kørte i Røde Kors containeren med, og nu er det en langt mere overskuelig mængde, vi skal igennem, når vi om et par måneder skal til at tjekke op på, om støvlerne fra sidste år stadig passer (dream on, Linda) og hvor mange hatte og luffer, der skal anskaffes. 

2.

Betalt sidste afdrag på mit lån. Shit mand. Det er næsten ikke til at forstå. 20 år og en kvart million. 

Jeg har sluttet fred med, at jeg kommer til at have billån resten af mit liv, og egentlig føles det (efterhånden) ok. For jeg kan åbne min hoveddør og konkret se, hvad jeg betaler af på, hvilket føles HELT anderledes, end at kaste penge ud af vinduet hver eneste måned til noget, jeg ikke længere kan huske hvad var og renters renters renters rente.

De næste to måneder er økonomien paradoksalt nok stram igen, fordi jeg er på dagpenge august ud, men det føles helt anderledes overskueligt, fordi vi denne gang bare skal igennem de to måneder i nul og ikke hele tiden balancerer på kanten af et evigt eksisterende hul. Og jeg drager kæmpe nytte af alt det, jeg har lært de sidste 5 år. Jeg glider ubesværet tilbage i at spare de små steder og at bruge lidt mere fra skabene, men samtidig sørge for, at der også bliver fyldt lidt i dem, så vi ikke laver en Glistrup, og det er simpelthen så RART at føle, at man er tilbage i førersædet i sin egen økonomi.

D. 01.10 får jeg min første almindelige løn, og jeg har allerede sat op, at der bliver ført 2000 kr. over på min opsparing. Jeg kan næsten ikke være her for mig selv. 

3.

Har jeg solgt Antons gamle cykel; en Kildemoes, vi i sin tid gav 500 kr. for. Jeg satte den til salg til 300, og den var solgt på en dag. Kunne jeg have fået mere for den? Formentlig. Vi har passet godt på den. Men det var rart at få den afsted med det samme, og vi har haft en fin cykel i 2 år for 200 kr.

4.

Har jeg endelig fået rykket så meget rundt, at jeg kunne få alle mine puslespil ind på reolen i stuen.

Sommerferien igennem har jeg ryddet op i skabe hist og pist, og har løbende smidt ud og foræret væk. Og pludselig kunne jeg se, at jeg, hvis jeg lugede ud i mine bøger og flyttede hylderne lidt rundt, kunne få en hylde fri. 

Mine bøger er en af de ting, jeg glemmer at kigge *rigtigt* på. Jeg ELSKER bøger, og derfor har jeg en tendens til at få dem op under neglene og bare tage dem med mig videre, videre og videre. Men altså. Hånden på hjertet er det godt nok meget få af dem, jeg har læst flere gange, og som jeg stod der og kiggede på dem, slog det mig, hvor modsat det er af, hvordan jeg ellers lever; hvor jeg holder ret hårdt på, at de ting, jeg gemmer, også skal være de ting, jeg bruger. Der skal være plads til nostalgi, og jeg kunne aldrig finde på at skille mig af med bøger, der har en særlig plads i mit hjerte, men jeg er bare virkelig ikke ret god til at kigge nuanceret på den stak, jeg har. Hvilket bliver ekstra dumt, når jeg, siden jeg rykkede værelser rundt, har irriteret mig over, at mine puslespil stod og optog dyrebar plads på bordet i bryggerset. 

Så jeg tog mig sammen, iførte mig de kritiske briller og sorterede en ordentlig stak fra. Jeg lagde dem op til gratis afhentning i den lokale fb-gruppe og heldigvis endte det med, at alle de bedste historier fik nye hjem og læsere.

M2021, uge 30

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået skiftet vores røgalarm.

Vi har en af dem, der kører på el, og den begyndte pludselig at hyle, helt vilkårligt, flere gange i timen. Jeg ringede til viceværten, som kom med det samme. Han måtte opgive, men ringede videre til elektrikeren, som var der på 20 minutter. Dagen efter kl. 7.30 stod han ved min dør med en ny, som han satte op, ønskede god weekend, og kørte igen.

Gratis for mig, regning på ca. 1500, hvis jeg selv skulle have været til lommerne.

Jeg har det her punkt på, fordi jeg ved, at der er mange relativt unge, som læser med på de her indlæg, og jeg vil gerne være med til at synliggøre, hvorfor det også kan være en god ide at bo til leje. Ikke fordi jeg er Team Leje over Team Eje, mens fordi jeg gennem årene faktisk har fået flere tilbagemeldinger på, at det er rart at høre lidt om fordelene ved at leje, fordi normen rigtig mange steder stadig er, at man køber sit eget hus, når man bliver voksen. Det er SUPER duper, hvis man har økonomi til det – men hvis ikke, så er det måske nemmere at finde fred med leje-løsningen, hvis man stille og roligt har fået lov at høre lidt om fordelene ved dén.

2.

Fået et stykke ost i mine Bilka to-go varer, som jeg på forhånd vidste, at vi ikke ville få spist. Jeg rev det med det samme og brugte 1/3 til pizzasnegle, mens de andre 2/3 blev fordelt i to poser og smidt i fryseren.

Man kan sige meget om revet ost, men der er mere smag i dem, man selv river, end i de færdigrevne af slagsen.

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fundet de notesbøger, jeg har været på jagt efter. I en kombineret el- og legetøjsbutik i Hvide Sande, af alle steder.

Det her punkt falder fint i tråd med noget, jeg hele sommeren har tænkt på, at jeg ville have med i et indlæg, for at købe souvenirs på ferier er ét af de steder, hvor jeg stadig, flere års træning i at handle bevidst til trods, kan blive overmandet af trangen til at bruge penge.

Mit eget bud er, at det er et levn fra barndommens ferier, hvor det var om at købe de ting, man forelskede sig i, fordi man vidste, at ‘hvis ikke du køber den NU, så får du aldrig chancen igen!’ Det har gennem tiden resulteret i mange fejlkøb, fordi batikhoodies bare ikke har den samme vibe hjemme i Esbjerg, som de har på Roskildefestival, og det viste sig, at man mest syntes, man var sådan en lavendel-type, mens man *var* i sydfrankrig.

Selvom man i dag kan finde alt, hvad man rejser fra, når man rejser hjem på google, facebook og tinder, så får jeg stadig impulsen, når jeg står i en anden by eller et andet land og ser noget, jeg synes er sjovt eller pænt. Og faktisk kan jeg godt lide konceptet souvenirs. Sådan helt ægte. For jeg synes, at det er sådan en hyggelig måde at holde liv i de gode minder på – men jo kun, hvis det er noget, man bruger.

Derfor har jeg de sidste par år øvet mig i på forhånd at skrive mig bag øret, hvis der er noget, jeg mangler, og så leder jeg efter det, når jeg er på ferie.

Jeg bliver f.eks. glad, hver morgen, når jeg finder min make up frem, som er i en lille, fin kuffert, jeg fandt, da vi var på tur med min kammerat. Der er luksuskaffe i skabet fra Arhus, hvor jeg også fandt den pilleæske, jeg har manglet i 100 år, og når børnene får en slikpind, vælger de fra den fineste dåse, som minder mig om den tur i Djurs, vi havde med min veninde og hendes søn. Min nye blok vil hver eneste gang jeg tager den ned, få mig til at tænke på den mest perfekte sommerdag i Hvide Sande, og alt i alt er det det perfekte kompromis, som stort set har elimineret de fejlkøb, der går direkte fra skabet til genbrugspladsen.

M2021, uge 29

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Inden vi starter får I lige en status på sommerferielisten. Der er kommet mange gode forslag ind, men stadig ikke et eneste til Fyn. Det kan vist næsten ikke passe? Fortsæt endelig med at sende ind, men jeg har lige 2 bønner: 1: Send dem som kommentarer til det seneste indlæg, så jeg har al info samlet ét sted. Det gør mit redigeringsarbejde meget nemmere, og 2: Please, please prettyplease skriv, så det er forståeligt for mennesker, der ikke kender til det, I foreslår. Det betyder, at der skal være både region, postnummer og by på, men også, at I er nødt til at skrive helt konkret, *hvad* det er, I foreslår. Jeg bliver først færdig med listen i 2050, hvis jeg skal google 17 x ‘2740 – museum’ og trawle hjemmesider for at finde den nødvendige info. Yes? Jeg forventer at smide den endelige liste på senest på tirsdag).

I den forgangne uge:

1.

Kysset min paninigrill dagligt. I en sommerferie, hvor energien bruges på andre ting, er det decideret genialt, at aftensmaden både er billig, næringsmæssig nogenlunde forsvarlig og tager 2 minutter at lave. Og at det tager ét minut at gøre rent efterfølgende. 

Som et ekstra plus har jeg opdaget, at nærmest alle brødrester kan bruges i den. Tørre boller, rundstykker, der har været i ovnen om morgenen, left-over flutes; det hele bliver lækkert, når det har været en tur i maskinen. 

2.

Ryddet grundigt op i mit skur for at få plads til en stor, hvid, kold klods (se #3)

Jeg startede med at måle helt vildt med min lille tommestok. Derefter bestilte jeg 3 nye reoler, tømte hele skuret og smed billeder af alle de ting, jeg ikke har brugt i et par år i den lokale fb-gruppe til fri afhentning. Det tog en aften, så var det hele væk, undtagen en kæmpestor, smuk, rød vase, som jeg bare må erkende, at jeg aldrig får brugt. 

Jeg stak hovedet forbi vores lokale blomsterhandler og indledte med ‘nu håber jeg ikke, at du synes, jeg er mærkelig – og du må ENDELIG sige nej.. ‘ men hun rakte begejstret ud efter den, mens hun sagde en helt masse om ‘jul’ og ’udstilling’ og det gør mig oprigtigt glad, at den fine vase får lov at shine et andet sted i stedet for at stå i mit skur og glo. 

Jeg fejede, rykkede rundt, hentede et par kasser på loftet og omgrupperede lidt – og nu er der pænt og rent og fuld af god plads, hvilket er vigtigt, fordi:

3.

Erkendt, at jeg er nødt til at anskaffe mig en ekstra fryser. Som skrevet her har jeg fået nyt køleskab, som er fint, men dels er det dårligere indrettet, og dels er det så miljørigtigt, at der er meget mindre plads i det. Jeg har ledt forgæves efter den artikel, jeg læste om det i, men jeg kan ikke finde den, og jeg har glemt forklaringen, for dengang virkede det ikke vigtigt, men måske var det noget med, at det påvirker køleelement/kompressorens størrelse, når det/den skal være strømbesparende? I hvert fald har  det voldt mig en hel del hovedbrud at gøre det praktisk brugbart og samtidig overskueligt. Det sidste er næsten det vigtigste, for hvis der er én ting, jeg har lært over de sidste 5 år, så er det, at den absolut vigtigste betingelse for at minimere både forbrug og madspild, er overblik. Du bruger ikke det du har, hvis du har glemt, at du har det.

I det nye køleskab kan hylderne kun sidde på én måde, hvis der skal være plads til f.eks. saft, flydende margarine, salatdressing osv, og når de er placeret sådan, er der bare virkelig meget spildplads og slet ikke regulær opbevaringsplads nok. 

Og fryseren er værre. Der er 3 skuffer, ligesom i den gamle, men de er væsentligt mindre, og det er umuligt at opretholde nogen former for systemer ift. hvad der er hvor, fordi alt bare er nødt til at være der, hvor der er plads.

Jeg har flyttet rundt på tingene, pakket alting om, prøvet at stable og ligemeget hjalp det.

Så første erkendelse var, at jeg er nødt til at have et eller andet i mit skur, men om det skulle være en fryser, eller køl/frys, syntes jeg var svært at gennemskue. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke kommer til at spadsere frem og tilbage 16 gange dagligt for at hente mælk og æbler – men omvendt ville det måske være rart at have lidt ekstra køleskabsplads? Eller hvad?

Jeg brugte et par aftener på nettet, hvor jeg fandt nogle opbevaringsdimser til køleskabet, og efter at have tygget lidt på det, blev jeg enig med mig selv om, at det var et smart sted at starte. For hvis det var nok til at få pladsen i køleskabet udnyttet bedre, så gav det jo løsningen på, om det skal være køl/frys eller ren fryser, jeg skal anskaffe mig.

Jeg bestilte, jeg modtog, og jeg besvimede af begejstring. For se lige:

De to gamechangere var hhv. flaskeholderne og de lange, smalle, åbne kasser. For de giver mulighed for at klodse de ting sammen, der er lidt ukurante i højde og drøjde, samt at udnytte den tomme hyldeplads opad. 

Dermed er jeg nu så langt, at jeg kan se, at det er en fryser, jeg skal have i skuret. Det udløser nye overvejelser, for det viser sig, at frysere ikke er lavet til at stå i uisolerede rum. Olien til kompressoren bliver for stiv, hvis rumtemperaturen rundt om fryseren er for lav, og det kan få den til at stå af. Men problemet er, at vi simpelthen bare ikke har plads til en ekstra fryser herinde. Overhovedet.

Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvad jeg gør, men jeg hælder til at finde en mindre, billig skabsfryser på Marketplace, og så stille den på en møbelhund. På den måde er den løftet fri af gulvet, som ift. kulde nok er det største problem, og samtidig kan jeg, hvis vi får en fimbulvinter, køre den ind og finde en midlertidig plads til den. Det kommer til at kræve lidt omtanke ift.  hvad jeg opbevarer hvor (at jeg f.eks. ikke fylder fryseren i skuret med dyrt kød og den indenfor med billige rundstykker), og måske er det god ide at beklæde den med flamingoplader, som min veninde foreslog, men det må jeg løse hen ad vejen.

I første omgang er der nu gjort plads til den, og jeg  har lagt mig på lur på Marketplace, så jeg er klar, når folk kommer hjem fra ferie, og pludselig bliver ramt af renoveringsfeber.

Som en sidste kommentar til emnet har jeg lyst til lige at nævne, at det her er en af dem, hvor jeg synes de gode intentioner ender med at modarbejde sig selv og hinanden. For jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er fint, at man gør køleskabe mere miljørigtige – men det er sgu da lidt problematisk, at det går så meget ud over pladsen, at jeg, i en husholdning med én voksen og to børn, er nødt til at anskaffe mig både et ekstra apparat OG en helt masse plastik. Og dette til trods for, at vi har et meget beskedent forbrug af kød, og at jeg sjældent gør brug af “Køb 10 poser og spar 1000 kroner!”-tilbud. 

Måske er det fordi, vi som samfund hen ad vejen bliver nødt til at ændre vores kostvaner så meget, at vi ikke har brug for opbevaring på samme måde som i dag, men for nu er ironien til at få øje på.

M2021, uge 28 (Aarhus edition)

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på ferie i Aarhus (kæmpe #Breaking, I know), og bestilt Bilka ToGo, både dagen inden vi tog afsted, og dagen inden vi kom hjem. 

Jeg havde den også på for et par år siden, da vi var afsted, men det er simpelthen bare sådan en god ide, synes jeg. For mig minimerer det ferie-impulskøbene betragteligt, at jeg kan købe basisvarerne i ro og mag, og det giver mig også mulighed for lige at lave en voksen-vurdering af snackbehovet, for står man i et supermarked, man ikke er vant til at handle i, med to børn, der er fulde af gode ideer, og ‘det er jo også ferie’ i hele kroppen, så bliver det ikke *så* minimalistisk, ved jeg…

Inden jeg bestilte, prøvede jeg at skrive ned, hvilke dage, jeg på forhånd vidste, vi var afsted deroppe, så jeg havde et nogenlunde overblik over, hvor mange gange vi spiste hhv. morgenmad, frokost og aftensmad andre steder end ‘hjemme’. Bare for lige at få en fornemmelse af, hvor meget mælk osv. vi fik brug for. Denne gang passede vi et hus, vi ikke har passet før, og derfor var der nogle ting, vi havde med, som vi ikke fik brug for, og ligeledes nogle ting, jeg købte, men ikke fik bestilt nok af. 

I min lille bog har jeg nu skrevet, hvad vi endte med at bruge, så jeg næste år ikke skal sjusse mig helt så meget frem til mængderne. 

(Og i den forbindelse: Jeg skal have fat i en ny Bog, og jeg er desperat. Der er en nyre efter eget valg til den, der kan fortælle mig, hvor jeg kan købe en notesbog, i a4 størrelse, med spiralryg og faner, hvor alle fag er linjerede. Og det er forbudt at lægge kommentarer som ‘Prøv i Bog og Idé. eller ‘Jeg så dem i Søstrene Grene i 2019’. Det tæller KUN, hvis man ægte ved, at bogen kan købes der LIGE nu.)

2.

I forlængelse af ovenstående fundet et par små tricks til at holde styr på vores egne ting i andres hjem.

For det er faktisk, for et ordensmenneske som mig, en af de eneste stressfaktorer, når man passer hus: At man skal holde styr på sine egne ting, mens man er afsted. Hvor man i et lejet sommerhus ved, at poserne, Barbien og kaffen i huset, er noget, man selv har haft med, så bor man som huspasser i andres ting, og dermed kan Deres vs. Vores (specielt med børn, der, wallah, jeg sværger, kan forlægge ting i andre dimensioner) være noget, man (jeg) kommer til at bruge for meget tid på.

Denne gang fik jeg på afrejsedagen børnene til at lægge alle de legesager, de havde med, på gulvet herhjemme, og så tog jeg simpelthen et billede af hele molevitten. På den måde var det, på hjemrejsedagen, nemt at tjekke, om de havde husket det hele.

Ligeledes bestilte jeg mine Bilka ToGo-varer i papkasser denne gang, fordi det gav mig 4 fine kasser at deponere tøj, toiletsager og køkkenting i, mens vi var i huset.

3.

Besluttet at vi, når vi var på tur deroppe, købte os til forplejning.

Hver gang.

Det føltes nærmest lidt kontroversielt. Forbudt, faktisk. Men ved I hvad? Det var det hele værd. Et hurtigt overslag giver mig et totalbeløb på omkring 1200 kroner, og fordi de måltider, vi spiste hjemme i huset var af den nemme, billige slags, synes jeg, at det er forsvarligt. Vi har ingen dyre rejser på tapetet, vi skulle ikke give noget for at låne huset og der var købt fornuftigt og prisbevidst ind til alle måltider ‘derhjemme’. Gynger og karruseller, ikke?

Men fordi jeg havde truffet beslutningen på forhånd, stod jeg ikke med en masse mad, der ikke blev spist eller madpakker, der tabte til slush ice og 30 grader, og det gav mig en masse plads i hovedet – og i tasken – at jeg bare skulle sørge for mellemmåltidssnacks og et par kolde flasker vand.

Det kommer vi helt sikkert til at gøre igen til næste år.

M2021, uge 26

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Dobbelttjekket, at jeg har fået feriepenge udbetalt gennem Lønmodtagernes Garantifond.

Mit bud var ‘ja’ – men fordi pengene bliver ved med at stå på borger.dk som nogle, jeg selv kunne sende til udbetaling, blev jeg alligevel i tvivl. Lige nu, hvor jeg er på dagpenge, er det bare én af de små detaljer, der måske ikke ser ud af meget, men som kan komme og bide mig noget så eftertrykkeligt i r*ven, hvis jeg gør noget forkert, så jeg brugte de 10 minutter, det tog at tjekke.

De var gået med i den samlede udbetaling, jeg i sin tid fik, og der var en lang, teknisk forklaring på, hvorfor de stadig figurerede på min selvbetjeningsside, som jeg allerede har glemt igen, men nu er der tjekket op på det, og det føles voksent og ansvarligt at have fulgt tingene til dørs.

2.

Ferie-gennemgået køleskabet i god tid.

Den klassiske fejl, når det kommer til madspild i ferien, er at rydde op køleskabet, lige inden man tager afsted på ferie. Problemet er, at ingen kan overskue at gøre noget med noget, 10 minutter inden man sætter sig ud i bilen, og det betyder, at mere end nødvendigt ender i skraldespanden.

Jeg ved, at vi de kommende uger har ting planlagt, hvor vi er afsted flere dage ad gangen, og dermed skal der ryddes op i køleskabet, som om vi strøg afsted på ferie-ferie. Derfor brugte jeg sidste weekend på at beslutte, hvad der skulle ske med tingene – og få det eksekveret.

Jeg fik skrællet og kogt overskuds-æblerne i den brik-æble-juice, der havde tabt sugerøret, og som jeg derfor bare har flyttet rundt på, så jeg nu har 5 små bøtter med æblemos til luksushavregrød i fryseren. 

Alt det grønne blev skyllet, snittet og hakket, og blandet med en blok feta, et glas god pesto og en rest pasta, og forvandlede sig dermed til en luksuspastasalat, der fungerede som nem frokost og aftensmad flere dage i træk. 

Jeg tjekkede datoer på det, jeg ellers havde derinde, og fik lavet madplan, så jeg får brugt det, der ikke kan fryses (f.eks. den friske mozzarella), mens det, der kan (f.eks. pålæg) røg i det kolde dyb med det samme: Når jeg allerede nu ved, at vi ikke når at spise det, er der ingen grund til at opbruge holdbarhed ved at vente med at fryse det til sidste øjeblik. (Her er det nok lidt forskelligt, hvor hys man er, men hvis jeg fryser noget på den sidste anvendelsesdato, har jeg dette i baghovedet, når jeg tager det op).

3.

Købt frosne citronskiver.

Jeg bruger ofte citron som syre, når jeg laver mad, fordi jeg synes, at eddike har en bismag, der ikke fungerer med alt. Men det er sgu også lidt irriterende at bruge 1/8 citron og så bare have resten til at ligge og glo. I denne uge opdagede jeg så, at man kan købe frosne citronskiver, så det har jeg prøvet.

Jeg kan ikke umiddelbart se, at citronerne, der er brugt, er økologiske, og derfor er der trods alt grænser for, hvad jeg vil hælde dem i, men når det bare er til at runde en guacamole eller en rødbede/feta-creme af, så fungerer de upåklageligt.

M2021, uge 25

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en paninigrill. KÆMPE yay! Og som altid, når jeg i de her minimalistindlæg skriver om at købe noget, vil jeg gerne lige knytte et par ord til, hvorfor jeg synes, det hører til her. 

For jeg har sukket efter en paninigrill i flere år. Men altså – vi er jo også nødt til at være enige om, at man ikke *dør*, hvis man ikke har sådan en, og allerede dér er vi jo lidt forbi målskiven ift. stram minimalisme. 

Men for mig har det aldrig været målet at leve med så få ting, som muligt. For mig har målet været at sørge for, at de ting, jeg har, er nogle jeg har erhvervet mig bevidst, og som jeg rent faktisk bruger.

For mig er det lykkelige liv ikke det, hvor man sover på gulvet og familien har én gaffel til deling – men jeg vil gerne være et sted, hvor de ting, jeg ejer, har gjort sig fortjent til at optage plads på hylden, og hvor jeg tænker potentielle nykøb ordentligt igennem, og ikke bare køber på impuls. 

Jeg synes, at et år er ok-god betænkningstid, og den udløsende faktor blev en frokost med en veninde, hvor hun lavede mad til os på sin paninigrill. Jeg besluttede, at jeg måtte få én, næste gang jeg så den på spot – og det gjorde jeg dagen efter. Hvis det ikke er Mano de Dios i aktion, så ved jeg snart ikke. 

Tidspunktet er ideelt, for på en sommerdag, hvor man ikke gider lave mad, der kan man vist altid klemme en hjemmelavet sandwich ned.

2.

Reageret på noget, jeg lærte i kommentarfeltet i sidste uge, nemlig at jeg ikke skal betale fragt for varer ved både køb og retur, når jeg handler på nettet.

Køber jeg en kjole til 500 kr., som jeg betaler 50 kr. i fragt for, når jeg bestiller den, skal jeg have 550 kr. tilbage på kontoen, når jeg sender den retur. Firmaet må gerne opkræve fragt for returforsendelsen, men ikke både ‘ud og hjem’.

Da jeg sendte kjolen, jeg nævnte i sidste uges indlæg, retur, var det præcis det, der skete. Jeg fik refunderet kjolens pris, fratrukket 2 x 49 kroner for fragt – og det må de jo så ikke.

Jeg skrev høfligt tilbage til dem, og efter et par mails, endte de med at sætte yderligere 49 kroner ind på min konto.

Jeg er sgu lidt rystet over at opdage, at det her ikke er lovligt, for SHIT, jeg har betalt dobbeltfragt i mange år.

Tak for heads up, Mette, og har man brug for at sende teksten med i en mail, kan man finde Forbrugeraftaleloven, paragraf 22 her.

3.

Tænkt virkelig mange gange, at jeg er glad for, jeg bor til leje. Jeg var omkring i det her indlæg, men de sidste par måneder har bare endnu en gang bekræftet mig i, at det for os er den rigtige og mest ansvarlige løsning. 

For et par uger siden, da det haglede helt vildt, smadrede det taget på min carport. (Spørg mig, om jeg havde lyst til at lægge mig ud ovenpå min nye bil og beskytte den..!) Der er store huller i samtlige plader, og det koster lige omkring 25.000 at få lavet.

Mit køleskab har været lidt træt af livet de sidste par måneder, og onsdag blev erstattet af et nyt og friskt ét af slagsen. 

Og for et par måneder siden trak alle mine afløb virkelig dårligt. Jeg havde et hyggeligt rend af viceværter, VVS’ere, slamsugere osv., indtil de fandt ud af, at det var en hældning på et rør, der var forkert.

Jeg tør ikke engang tænke på, hvad det havde kostet #plusMoms, hvis jeg skulle have betalt det hele selv, men jeg tror ikke, jeg er helt off, hvis jeg sætter den samlede udgift til omkring 50.000 kr. 

Den regning samler boligforeningen op, og selvom man kan argumentere for, at man selv betaler tilbage gennem huslejen, gør det for én som mig al forskel i hele verden, at jeg ikke skal ud og finde pengene selv. 

4.

Bandet længe og inderligt over forsikringsselskaber og deres diabolske kreativitet ift. at finde på måder at hive penge ud af dig på. 

Jeg har lidt en kæphest med, at jeg ikke så godt gider, når mennesker, der har en eller anden form for ekstra eksponering i det offentlige rum, bruger deres platform til at pege fingre af navngivne virksomheder, og selv om jeg blot er en mikroskopisk fisk i et gigantisk akvarium, så har jeg stadig ikke lyst til at være en shitstorm-trooper. 

Når jeg sætter den her på alligevel, er det fordi, der er noget dyrtkøbt erfaring i min oplevelse, som nogle af jer måske kunne bruge til at undgå, at det samme sker for jer. 

Jeg har, som vi har snakket om for nyligt, skiftet forsikringsselskab. Det nye selskab gjorde mig ved tegning opmærksom på, at de fleste af de selskaber, der tilbyder månedlig betaling, opkræver et gebyr på 70 kr., hvis man opsiger en udenfor tidspunktet for hovedforfald.

“Sådan må det være” svarede jeg, og så var vi videre.

I dag kom oversigten fra Betalingsservice, og imagine my surprise, da jeg kunne se, at jeg er opkrævet 70 kr. PR. forsikring – undtagen bilen, hvor jeg er opkrævet over 400 kr. Helt sikker på, at det var en fejl, ringede jeg til det gamle selskab – som kunne fortælle mig, at der kommer et EKSTRA tryllegebyr på, når bilforsikringen er under ét år gammel.

Nok fordi dén knap kræver mange flere kræfter at trykke på, forestiller jeg mig. 

Jeg tror, jeg sleb 4 millimeter af emaljen på mine kindtænder, da jeg sammenbidt hvislede, at jeg jo for fanden bare har skiftet bil; forsikringen har jeg haft i 10 år. Og han sang ikke: “Bare ærgerligt, Sonny Boy” – men det gjorde han lidt alligevel. 

Jeg måtte tage 10 dybe indåndinger og en aktiv beslutning om at slippe det og lade karma fixe det, før jeg var god igen. 

Men altså. Det kan I jo ligeså godt få glæde af, hvis I overvejer at skifte forsikringsselskab, for det er åbentbart det samme alle steder.

Så tjek hovedforfald og tænk over at time et skift, hvis du kører månedsvis betaling, og køber du ny du bil, så sørg for at få den gamle forsikring opsagt og den nye tegnet, så den er trådt i kraft, når du får nøglerne overrakt.

M2021, uge 24

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Forsøgt mig med en hjemmelavet jordbærtærte til Fridas fødselsdag, og det var en succes. Jeg bagte en mazarintærte, smed den halve æske pålægschokolade, jeg har flyttet rundt på i 100 år, på toppen, mens tærten stadig var varm, nøjedes med at anrette halvdelen (med skum af halv vanilieskum og halv blødt-pisket fløde), og lidt jordbær ovenpå.

Resten af jordbærrene serverede jeg i en skål ved siden af, hvilket betød, at de overskydende kunne bruges i madpakken samt i koldskål til morgenmad dagen efter. Den del af kagen, der ikke var anrettet, smed jeg i fryseren, og det stykke, der var i overskud, kørte jeg ud til oldefar med.

Pålægschokoladen blev brugt, der var intet madspild, og oldefar blev glad.

2.

Købt en kjole – og sendt den retur. 

Det her lyder sikkert for mange meget indlysende – men det har det ikke altid været for mig. Jeg har en krop, der gør, at jeg ikke bare kan gå ind i en butik og vælge, hvad jeg vil. Derfor kan jeg være slem til at købe det, når jeg finder noget, der passer til min højde og drøjde.

Men min gradvise trimning af mit tøjskab over de sidste år har tydeliggjort, at det er både unødvendigt og tosset. Jeg har længe det tøj, jeg skal bruge, og de ting, jeg synes, der er “noget” ved, når jeg prøver dem, ender i 9 ud af 10 tilfælde bagerst på en hylde, hvorfra de aldrig skal komme frem og dømme levende og døde.

Den her kjole fra My Little Curvy Love var neonpink, og jeg var SÅ forelsket i farven. Kvaliteten fra MLCL er uovertruffen – men den sad bare ikke godt. Da jeg prøvede den på, var jeg allerede i gang med, at man måske kunne bukke kraven ned, for se, hvor lang den er! Og farven, Linda – den kan du da ikke sende tilbage?!

Men det kan jeg, og det gjorde jeg. Og som en slags bekræftelse fra universet af, at det var den rigtige beslutning, fandt jeg dagen efter en anden kjole, som var så fin, så fin, og som sad MEGET bedre. 

3.

For sjov prøvet at regne på, hvor mange engangs-vatrondeller, de strikkede, som en sød læser (hej Grete) sendte mig for et år siden, har sparet mig for. 

Jeg bruger 4 vatrondeller hver eneste dag. Der er 70 stk, i de pakker, jeg plejede at købe. Det betyder, at jeg på et år har sparet – og hold nu fast – 21 pakker engangsrondeller. ENOGTYVE!! 

Det er sgu da helt vildt, og et glimrende eksempel på, hvorfor det gør en ret stor forskel at skifte de produkter, man bruger dagligt, ud med noget mere bæredygtigt. 

4.

Købt Fridas fødselsdagsgave – en iPhone 7 – gennem Swappie.

Inden jeg købte den, snusede jeg rundt på Marketplace, og spurgte også på min egen profil, om nogen kendte nogen, der stod og skulle af med en telefon. Jeg fandt et par stykker, der ville sælge for 500 kr – men de var alle ærlige nok til at sige, at telefonen skulle have nyt batteri. Og med dén udgift oveni, endte jeg faktisk med en pris, der var så tæt på Swappies, at det ikke gav mening at købe privat.

Der er 2 års garanti på telefonen, hvilket jeg synes er rart, når nu den nu ikke, hverken brugs- eller versionsmæssig, er ny, og det er rart at den er købt af en objektiv 3.part, så der ikke er følelser i klemme på nogen sider af hegnet, hvis den viser sig at være i stykker. 

Den kom i en fin æske, og der var ledning med til opladeren – men ingen oplader med, og det synes jeg faktisk trækker lidt ned.

Men jeg elsker, at man har fundet en måde at klemme al levetid ud af telefoner på, så de ikke bare får lov at ligge i en skuffe, når de stadig kan bruges, og indtil videre er vi godt tilfredse.