M2025, uge 48

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg købt og pyntet vores første, kunstige juletræ.

(- sammen med mine børn, hvilket fik mig til at spekulere på, hvad jeg egentlig har gjort af min bideskinne?)

Jeg har været rundt i fysiske butikker for at kigge på de modeller, I anbefalede tilbage i oktober, og af mange forskellige grunde (herunder prisen på fragt. Seriøst: 300 kr. for en fragtmand og ingen alternativer? Styr jer, Jem & Fix) endte jeg med et fra Plantorama.

Det er simpelthen så fint, for selvom man godt kan se, at det ikke er et ægte grantræ, så er det pænt og tæt, og den grønne farve ligner ikke noget, et surt neonskilt har kastet op.

Jeg ville bare skrive det på listen, så I ved, at jeg bruger jeres kommentarer, når jeg stiller et spørgsmål, og I bruger tid på at svare.

2.

Har jeg fundet en løbeklub til Anton, som han har indvilliget i at prøve at starte i efter jul.

Vi har snakket om det længe, for han har altid været glad for at bevæge sig, men mange typer af sport forudsætter, at man vil spille på hold og/eller ikke bliver skør af akustikken i en sal.

Dertil kommer, at det er, som om breddeidrætten somme tider glemmer, at man som barn også godt kan have lyst til bare at dyrke en sport på motionsplan. Anton var glad for taekwondo, men efter 2 år var det ikke længere muligt at deltage i træningen, uden at skulle kæmpe mod skiftende modstandere hver gang. Frida, som har gået til svømning, siden hun var 5, stoppede i sommer, fordi træningen simpelthen blev så dødsyg, at jeg næsten faldt i søvn, når hun fortalte mig om den. Det er, som om man taber interessen for de børn, der ikke har potentiale og/eller et ønske om at træne på konkurrenceplan, i hvert fald her i byen, og det er en skam.

Men jeg er ret sikker på, at løb godt kunne fange Anton, for han er bygget som en løber, og kan løbe både virkelig langt og virkelig hurtigt, selvom han lige nu ikke løber andre steder end i pendulfart mellem sit værelse og køleskabet.

Derfor har jeg ringet rundt og fundet en klub, ikke så langt herfra, hvor de er helt klar på at tænke unge mennesker ind, der måske godt lidt kan glemme, at der er trafik og andre mennesker ude på vejene, og at man lige skal tage en tår vand, når man har løbet 10 km. på 55 minutter. I udtrådte Nikes med velcro. (Det barn, mand!)

Nå, men timingen er ikke tilfældig, for som jeg skrev for et par uger siden, har han ikke mange ønsker – men løbegear er oplagt under træet. Det er jeg ikke så ked af at smide penge efter, for selvom det skulle vise sig, at løb ikke lige er ham, så kan både sko og bluser bruges til hverdag, og tights kan bruges til idræt og under regnbukserne, når man er på fisketur med morfar.

3.

Har jeg genindført “Når der er billig strøm næste gang” som fast punkt på min ugeoversigt.

For OKAY, det er dyrt lige nu! Min regning er steget med 200 kr. på en måned, fordi vi er hoppet over på vintertarif, og jeg er nok mere opmærksom på, hvordan jeg lægger mit forbrug end så mange andre.

Jeg har genoptaget nogle af vores gamle vaner med at bruge de samme tallerkner til morgenmad og frokost, at bruge det samme glas/krus hele dagen, og at lufte det tøj, der ikke er beskidt. Jeg er Den Store Lyseslukker, og bruger lige 3 ekstra minutter på at tænke over, om jeg kan nøjes med at bruge én varmekilde til aftensmaden. F.eks. at tage pitabrødene til suppen op, så de ikke er frosne, men bare kan smides på brødristeren i stedet for i ovnen, eller at varme både rødkål og frikadeller til rugbrødsmaden i den samme ovn, som ungernes rester bliver lunet i.

Der er vintertarif på de næste mange måneder, og nogle dele af forbruget må man bare æde, at man ikke kan rykke på. Men om sengetæppet eller vinterjakken bliver vasket i dag eller om en uge betyder måske ikke så meget. Det eneste problem ved at udsætte en opgave er bare, at man, når man er mig, så meget let risikerer at glemme den.

Derfor har jeg nu et fast sted, jeg skriver opgaverne på, når jeg opdager/kommer i tanke om dem. Så ved jeg, at jeg husker at lade powerbanken og vaske bademåtten, når næste gang el-prisen tager et tiltrængt dyk.