M2026, uge 1 & 2:

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Ryddet op.

Det er efterhånden blevet et fast ritual i januar; ikke som en pålagt, tidsbunden opgave, men simpelthen fordi jeg, ovenpå julens overflod, har lyst til at skære ned, til og væk.

Sidste år tog det overhånd, og projektet endte med at blive mere omfattende, end jeg egentlig kunne overskue. Hvilket kom bag på mig. Jeg har været alle mine ting igennem masser af gange, og føler selv, at jeg er god til at sortere, sende videre og smide ud, så jeg havde ikke forventet, at det ville tage særlig lang tid at trimme – men det gjorde det.

Jeg er et af de mennesker, der kører nytårsforsætter, og et af mine er, at jeg i år gerne vil bruge mere tid på at fylde på. Læse flere bøger, høre flere foredrag og dykke ned i noget kreativt.

Det kan man kun, hvis man har tiden til det, og derfor har jeg lovet mig selv at fokusere på de små ting i år. De små vaner, der er nemme at glemme, enkeltmuligheder, der opstår, som ikke behøver at blive eller være mere, end de er, men også de projekter, der ikke ser ud af meget, men som jeg erfaringsmæssigt ved kan gribe om sig.

Det er sværere, end man lige tror, for et menneske, der er lavet af systemer og to-do’s.

Men netop fordi overskriften er ‘de små ting’, har jeg faktisk kunne holde fast. En hylde hist, en skuffe pist. Og ret skal være ret: Det KAN være gevinsten fra sidste års mere grundige oprydning, jeg høster frugterne af – men det har været en overskuelig omgang at reetablere lov og orden.

Fordelen ved stadig at tænke det som et Projekt er, at jeg faktisk får sorteret de ting fra, jeg ikke længere bruger. Når man har brugt flere år på at øve sig i nøjsomhed og i at bruge, hvad man har, så føles det lidt kontraintuitivt at skille sig af med ting, der ikke fejler noget. Og måske også lidt som et løftet øjenbryn til mig selv over at have købt noget, jeg tydeligvis ikke manglede.

Men konklusionen for mig er stadig, at det vigtigste ift. at forbruge bevidst, er et godt overblik over, hvad man har. Og i dén ånd må det, der er endt med bare at være dårlig samvittighed på dåse, ud eller videre.

2.

Har jeg vasket de mange glas fra julens madvarer af, og benyttet lejligheden til at sortere i dem, jeg havde stående.

Sidste år (forrige, måske?) begyndte jeg at gemme marmeladeglas osv., når de var tomme. Egentlig havde jeg bare tænkt, at de kunne bruges til skoleprojekter, og måske også til rester, når mine gæster får mad med hjem, men jeg er endt med at bruge dem til langt mere, end jeg havde troet, jeg ville. De er geniale til mad, der afgiver lugt eller smag, f.eks. julekaffe eller agurkesalat, men også til små smagsprøver, når man har bagt småkager, til lyskæder i de udhulede græskar osv. osv.

Derfor har jeg siden gemt næsten alle de glas, der er gået igennem mit køkken, men det har vist sig at være virkelig irriterende, at nogle af dem lugter af eddike.

For nogle af lågene lugter ikke særlig meget, og derfor kan man ikke altid fange problemet, når man stikker snuden i dem. Men hælder du vaniljiepulver i et glas, der har indeholdt syltede rødløg, så tager det smag, uanset hvor lidt låget lugter.

Derfor har jeg nu kasseret alle de glas, der har været syltede madvarer i, og gemmer fremadrettet kun dem, der har været lugtneutrale madvarer i, f.eks. honning, marmelade og kartofler.

Dem har julen givet en del af (fordi jeg også har kradset min mors ind), og nu står de i skabet og troner og venter på at blive brugt til noget pænt, lækkert eller sjovt.

3.

Har jeg været på loftet og frostsikre mit preppervand.

Jeg har ikke plads til at have det stående i huset, og er ikke ret vild med at have det i mit skur. Derfor er det endt på loftet, hvor det eneste argument for ikke at have det stående er, at det om vinteren risikerer at fryse til is.

Jeg opbevarer det i de kraftige poser, man kan købe i Søstrene Grene, så det er nemt at flytte rundt på, men fordi vi har udsigt til minus 15 grader de næste par nætter, har jeg for en sikkerheds skyld sat poserne ned i nogle af de plastikopbevaringskasser, der alligevel står deroppe.

Skulle en flaske ske at frostspringe nu, sker der ikke noget ved det; heller ikke selvom jeg ikke opdager det, før isen er smeltet og blevet til vand.

4.

Har jeg haft fat i 3 forskellige elektrikere, fordi lygtepælene på vores vej er i stykker. 

Boligforeningens driftsselskab har indhentet ét (1) tilbud på udskiftning af de 7 lygtepæle. Det stod i den nette sum af 30.000 kr. – hvilket jeg synes lyder helt vildt. Både prisen, men også at det skulle være nødvendigt at udskifte hele lygtepælen, fordi pæren er en idiot

(Og fordi jeg også selv måtte google det: Ja. Man skal selv betale for gadebelysning, hvis man bor på en ‘privat fællesvej’, som det hedder). 

Jeg har før oplevet, at boligforeningen ikke er ved at falde i egne snørebånd af iver efter at indhente tilbud – men nu er det så heldigt, at jeg sidder i bestyrelsen i beboerforeningen og dermed kan trykke på pause, til vi lige selv har gravet lidt i det.

Jeg er endt med at have fundet en elektriker, der har tilbudt at undersøge muligheden for noget retrofit, og i mellemtiden er der hentet tilbud ind fra 2 andre firmaer, som har budt ind med priser på hhv. 24.500 og 21.000 kr.

Dermed ville et oplagt kreaprojekt i år være at male et 4 x 8 meter stort billede med påskriften: “Man skal sgu da også gøre alting selv!”

Jeg håber, at I er kommet godt i gang med 2026.