Kategori: M20XX

M2023, uge 34

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg blevet ringet op af frisk sælger-type fra TDC (som jeg ikke troede, vi brugte mere?). Han kunne se, at vi engang havde haft dem, men ikke havde dem mere; om han måtte spørge hvorfor?

Og her må jeg bare sige, at jeg, når sådan noget sker, høster frugterne af de sidste 4 år at have siddet med næsen i alt, hvad vi har af abonnementer og aftaler. For jeg ved PRÆCIS, hvad vi har hvor – og også nogenlunde, hvad vi giver for det.

Så da vi var forbi det lidt akavede øjeblik, hvor jeg kunne fortælle ham, at hvis TDC også optræder under kunstnernavnet YouSee, så vi har alt – alt – hos dem, og han gav mig et tilbud, så kunne jeg faktisk spørge så kvalificeret ind til detaljerne om datadelingskort, antal GB osv. at han kom til at tale til mig som en jævnbyrdig, og ikke som én, der var handikappet af min dumme, lyserøde damehjerne.

Og det utrolige skete: Det VAR et godt tilbud. Ægte. Så jeg bad ham sende mig en mail (for jeg sad i bilen, da han ringede), og jeg har her til formiddag brugt en times tid på at sammenligne det, han har sendt, med det, vi har. Jeg har et par spørgsmål, jeg skal have stillet YouSee, inden jeg taler med ham igen på tirsdag, men umiddelbart ser det ud til, at det godt kan betale sig for os at opsige noget og samle noget andet – og så er der AirPods til alle mand med i aftalen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes de her ting er nogenlunde ligeså interessante som maling, der tørrer, og jeg HADER at sidde med dem. Men når det er sagt, så er det ret  tilfredsstillende, at jeg faktisk forstår, hvad jeg bliver præsenteret for, og at jeg kan træffe mine valg på et oplyst grundlag.

2.

Kom min søde, nygifte genbo på besøg og spurgte, om jeg ville have deres opvaskemaskine i stedet for min, der døde for et par uger siden?

Yes please. Dels kan jeg godt se på kontoen, at vi har holdt ferie, og dels kan jeg godt lide tanken om at hjælpe hinanden med at bruge tingene helt op, så levetiden udnyttes maksimalt. 

Nu står den i mit køkken og vasker lystigt, og børnene er umådeligt tilfredse med igen at være fritaget for den – åbentbart – helt URIMELIGT hårde tjans med at tørre af.

3.

Har jeg lavet basissuppe af nogle søde kartofler, lidt rødder og et halvt hokkaido, jeg havde liggende i grøntsagsskuffen.

Det har været for varmt til suppe på vores kanter, men det fyldte og trængte til at blive brugt, så i stedet for at smide det ud, røg det i en gryde. Jeg hældte en del af vandet fra, inden jeg blendede suppen, så den ikke fylder så meget i fryseren, og jeg har ikke legeret den endnu; på den måde har jeg noget at matche det med, næste gang jeg har en sjat fløde, lidt creme fraiche eller en rest pikantost i overskud.

M2023, uge 33

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg så småt zonet ind på børnenes efterårsgarderobe ved at lave en mental note til mig selv, når de stiller til mønstring i tøj, der lige præcis passer.

De har begge en form for selektiv seperationsangst, når det kommer til tøj, men heldigvis glemmer de meget hurtigt det, de ikke har haft på et stykke tid. Derfor kommer jeg de næste par uger til at lave snigermodellen, hvor jeg med udgangspunkt i et stykke tøj eller et par sko, som de kan passe nu, meget diskret får målt op imod det, der ligger inde bagved, og bortskaffer det, de er vokset ud af.

Det kan godt ske, det er snyd. Men det er dét eller 3 simultane nedsmeltninger, så det er sådan, det bliver. 

2.

Bedt Frida rydde op i sin krea-reol, som lægger hylder til foam, perler, filt, tegneting, modellervoks, snore, pinde, sten og 600.000 andre ting, jeg ikke engang ved, hvad hedder. 

Vi fik ikke smidt ret meget ud, og det er dejligt, at hun bruger tingene så meget, at det er umuligt at opretholde lov og orden – men det er *også* tydeligt, hvor meget det øger lysten til at finde ting frem og sætte sig med dem, når vi lige har samlet, sorteret og soigneret.

De ting, hun ikke længere selv kunne bruge, fik SFO’en tilbudt og de takkede ja. 

3.

Tjekket op på, hvornår el-priserne ifører sig vintertarif, og det gør de d. 01.10.

Jeg skal nok nævne det igen, når vi når dertil, men nu, hvor det så småt begynder at være nødvendigt med lys morgen og aften, og tøjet ikke nødvendigvis kan tørre ude, hver gang man vasker det, er det fint at have de gode vaner i baghovedet, så de er på plads, når prisen stiger igen.

Så få støvet den store stikdåse og wi-fi smart-stikket af, sluk lyset, når du ikke er i rummet, tør tøjet 90% ude og nøjes med de sidste 10% i tumbleren og vurdér, om det er nødvendigt at vaske tøjet, før du kyler det i maskinen.

M2023, uge 32

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en ukrudtsbrænder efter at have erkendt, at der ikke er timer i døgnet til at fjerne ukrudt mellem de (FUCKING!!) nedsunkne kørefliser, der har tænder og dermed er pløkumulige at få noget ned i mellem.

Og vi vil så gerne undgå gift. 

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lavet en tilbundsgående analyse af gift vs. ukrudtsbrændere; om der er noget ift. gas, der (heller) ikke er hensigtsmæssigt for miljøet. Hvis nogen sidder med specialviden her, så meld endelig ind, så jeg ikke uforvarende får skabt en gas-trend, der er værre end gift-i-grundvands-trenden. 

2.

Tilbudt mine søde genboer at låne alt det, jeg har, som de mangler til deres bryllup denne weekend, f.eks. lyskæder, stole, parasol, havebord osv. 

Jeg tror, at vi alle, uanset hvad vi planlægger, starter med et ‘det kan vi sagtens gøre billigt! Og selv!’-udgangspunkt. Jeg tror *også*, at de fleste af os ender ved en ‘F*ck det! Vi køber det!’-endestation de sidste dage op til den store begivenhed, for et sted undervejs går det fra at handle om processen til at handle om at nå i mål. 

Derfor har jeg løbende budt ind, når de har fortalt om, hvad de har planlagt, og der er vandret en del indbo over vejen. Det er perfekt. Jeg ville ønske, at der fra boligforeningens side blev lagt mere op til fællesøkonomi end tilfældet er, så vi kunne dele f.eks. plæneklippere, forlængerledninger, klapstole, festservice osv., men indtil mit forslag på beboermøderne vækker mere genklang end vantro, kan jeg forsøge at skabe det selv.

3.

Sagt undskyld. 

Det er et af de lidt mere alternative punkter, men ift. mentalminimalisme har det for mig været en gamechanger.

Situationen var arbejdsrelateret, og der var sådan set gode grunde til, at den endte i hat og briller. Men jeg skulle have reageret på et tidligere tidspunkt, og det fik jeg ikke gjort. Derfor endte jeg med at blive så presset, at jeg ikke kunne formulere mig ordentligt, og da jeg åbnede min mund, kunne jeg godt selv høre, at det, der kom ud kunne have afsyret møbler.

Det er en begynderfejl, og jeg har intet at sige til mit forsvar – så da der var en pause, og jeg mødte en af parterne i personalerummet, tog jeg fat i ham og sagde: “Jeg kan godt selv høre, at det blev alt, ALT for surt. Undskyld.” Og hvor han havde udstrålet permafrost, da han trådte ind, var vi to centimeter i at være på kram, da vi 10 minutter efter gik ud, og hele situationen havde udviklet sig til en super konstruktiv snak om, hvordan man kan gribe tværfagligt samarbejde an.

For 10 år siden ville jeg maksimalt være gået med et lunkent “Jeg beklager.” Som jeg formentlig ikke ville have ment, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg ville have brugt timer og dage på at vende og dreje situationen og prøve at overbevise mig selv om, at min reaktion var de andres skyld.

Men jeg har opdaget, hvor afsindigt befriende det er, bare at lægge mig fladt ned, når det er mig, der har begået en fejl, for det betyder, at jeg nærmest allerede har sluppet situationen, når jeg går hjem i stedet for at slæbe den rundt som en grim, tung rygsæk de næste mange dage. 

En undskyldning er magisk. Den renser luften, men vigtigere end det, så hjælper den mig med at huske, at jeg bare er et menneske, og at mennesker begår fejl. 

Det ville jeg ønske, jeg havde lært noget før.

M2023, uge 31

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg gravet en old school meljævner frem fra min mors køkkenskab og ‘lånt’ den på ubestemt tid. 

Jeg er hoppet på collagenholdet, blandt andet på grund af nogle af de fordele, der nævnes i den her Samvirkeartikel, og jeg køber det i pulverform, for at få de 5 gram, jeg kan læse mig til at det kræver, hvis det skal have en effekt.

Men når man rører pulver ud i væske, er der godt nok meget, der sidder tilbage på skeen og i bunden af glasset, når man har bundet sin sjus, og det blev jeg irriteret nok over til at tænke, at der måtte være andre måder at gøre det på.

Jeg testede med min proteinshaker, og det fungerer upåklageligt – men den fylder for meget i opvaskemaskinen, synes jeg. Derfor kom jeg til at tænke på, at det måske kunne fungere med en meljævner, der ikke tager mere plads end et almindeligt glas – og det gør det. Der sidder ikke så meget som ét fnug tilbage i bunden, og eftersom collagen holder en kilopris, der ikke står tilbage for kokain, er det fint nok at få det hele med. 

2.

Har jeg fået solgt næsten alt, hvad vi har hevet ud fra Fridas værelse.

Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke gider være hængt op på afhentningstider, og jeg ville aldrig selv betale for noget, jeg ikke har set i virkeligheden. Derfor melder jeg altid ud, at folk kan hente, når det passer dem; jeg sætter bare tingene ud i garagen, hvis jeg ikke selv er hjemme – og at de bare betaler, når de henter. Jeg har første gang til gode, at nogen snyder mig. Den dag, det sker, vil jeg gøre mig meget umage for at huske, at uanset hvad de render med, så er det billigt sluppet ift. hvor mange timer, jeg ellers skulle have siddet klar ved døren. 

Jeg solgte to ting, hvor køberne pga. ferie og bil-bøvl havde svært ved at sige, hvornår de kunne hente. I begge tilfælde tilbød jeg at smide tingene forbi, fordi Esbjerg ikke er større, end at vi kan køre fra den ene yderkant til den anden på 20 minutter, og begge viste sig at bo, hvor vi kører forbi, når vi kører over til mine forældre. Og inden nogen bestiller en medalje til mig for mit altruistiske sind: Det er helt egoistisk motiveret. Jeg bliver *idiot* af at skrive med fremmede mennesker om ting, jeg for længst har fjernet fra min bevidsthed, og jeg vil bare have dem ud af huset.

Der skete dog denne gang noget, som jeg ikke har oplevet før: En køber bød ind på to af varerne, og betalte med det samme – men hun kunne ikke sige, præcis hvornår hun hentede. Det er sket før, og tidligere, når jeg har lavet den slags aftaler, har folk hentet i løbet af et par dage. Men hende her kom bare ikke. Og da jeg prikkede til hende, “vidste hun ikke lige, hvornår hun kom forbi”. Og det gider jeg faktisk ikke så godt, lærte jeg her. For nu er det hendes ting, for hun har betalt – og jeg flytter rundt på dem, og skal faktisk passe lidt på dem nu, fordi det ikke længere er mine. 

Den erfaring tager jeg med, og næste gang, nogen vil lave den model, sætter jeg enten tid på, eller beder dem vente med at betale, så jeg stadig har ret til at sige, at det er enten nu eller slet ikke.

3.

Har jeg kørt back-to-school-oprydning i både køleskab, køkkenskab, fryser og på badeværelset. 

De is, ingen gider spise, fik et værdigt exit som slush-ice, vi har kørt reste-tapas med de sidste pizzasnegle, kiks og juicebrikker, og alt i travelsize er tømt og brugt. Solcremen er ikke sat væk endnu, men den nyeste af dem er flyttet ind bagved, og de 3, der har været med i skoletasker og bagagerum står forrest, så vi får dem brugt og smidt ud i år.

(Jeg ved godt, at det næsten er en religion, hvor længe man mener, at solcremer kan holde, men dem, der har været med på tur, har haft nogle hårde dage og uger på steder, hvor temperaturen har været tættere på 50 end på 40 grader, og det er der ikke nogle former for creme, der har godt af).

Nu er der frie hylder, bedre overblik og plads til andre ting (og med ‘andre ting’ mener jeg all things pumpkin spice).

M2023, uge 29

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi, som nævnt i sidste indlæg, været afsted. Vi sluttede med et par dage på et hostel i Brønderslev, som vi helt sikkert kommer til at bruge igen.

Derfor skrev jeg i aftes i min bog, hvad vi havde medbragt, som ikke var nødvendigt, og hvad vi manglede, da vi stod der.

Pakkelisterne ændrer sig selvfølgelig fra år til år – særligt med børn – men der er alligevel nogle ting, som jeg bare nærmest konsekvent glemmer, hvis ikke jeg minder mig selv om dem, og når vi bor de samme steder, er det også meget smart at tage erfaringen med videre.

2.

Havde vi, fordi jeg måske er det dårligste menneske i norden til at vurdere, hvad vi skal købe, når vi bor i en rygsæk, og spiser ude det halve af tiden, uåbnet mælk, hummus og pålæg i køleskabet deroppe, da vi skulle tjekke ud, som vi ikke kunne have med videre.

Derfor skrev jeg en seddel og lagde ovenpå tingene, hvorpå jeg på både dansk og engelsk skrev, at det var til fri afbenyttelse. Jeg sørgede for også at nævne det for den søde portier, da vi smuttede, så enten kommer det andre rejsende til gavn, eller også har hun frokost til de næste dage.

3.

Tømte jeg køleskabet ud på køkkenbordet, da vi kom hjem, og fik bakset en salat sammen af alt det grønne, der skulle bruges.

Jeg har altid hummus i køleren (I’ve got hum’s – in different area codes) og falafler og pitabrød i fryseren, så så længe, der er et par gulerødder og en peberfrugt, er vi kørende.

Da køleskabet alligevel var mere end halvtomt, benyttede jeg lejligheden til lige at tjekke de glas og flasker, man altid har til at stå inde i dybet, og selvom jeg ville sværge, at det kun er et par måneder siden, jeg købte en obskur, koreansk pasta til en wokret, jeg ville teste, så var den pludselig over et halvt år for gammel. Tid er en sær konstruktion.

4.

Har jeg lovet at smide et par billeder op af Fridas værelse, og de kommer her. Værelset måler 2,5 x 3,1 meter, så det er en lille tændstikæske, men jeg synes, vi har fået det indrettet, så der stadig er plads til at lege.

M2023, uge 28

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge er jeg blevet færdig med Fridas værelse. Og hvis I synes, at vi har snakket om det længe, kan jeg forsikre jer om, at I ikke føler, I har hørt om det lige så længe, som jeg føler, jeg har været i gang.

Denne uges punkter udspringer alle af dét projekt, for ligesom der er mange småvaner, det giver mening at arbejde ind i hverdagsrutinen, så kan det typisk også betale sig at tænke miljø og økonomi ind på de lidt større, enkeltstående begivenheder.

Så jeg:

1.

Startede med at sætte Fridas kæmpestore skab til salg, fordi det godt nok er smart, at man kan smide ting i en kasse med låger – men det var *for* stort. Hun kunne ikke selv nå den øverste halvdel, og hylderne var så dybe, at der reelt var plads til 2 lag. Det er smart til nogle rum og situationer, men på et børneværelse, hvor man gerne vil gøre dem selvkørende, er det irriterende. 

Fordi jeg ikke er håndværker, havde jeg – selvom jeg havde skruet skabet ud af væggen og afmonteret hylder og låger – ikke skænket en tanke, at det var for højt til at vippe, så vi kunne få det ud.

-hvilket er en lækker erkendelse at gøre kl. 20.48 en tirsdag aften, når der står 2 kæmpestore mænd i stuen for at hente det.

Jeg nåede at blive 7 år ældre på de 30 sekunder det tog mig at tænke på at skulle have det skilt ad og derfra finde nye købere, for JA, der er mange spørgsmål fra alle MULIGE typer, når man sælger et skab. (Har jeg lært). 

“Jeg slår 25% af prisen, hvis I skiller det ad og tager det med nu?” – og ved et Guds mirakel var den ene tømrer og den anden brolægger. Det tog dem 10 minutter, alle syntes, de havde gjort en god handel, og vi var et mulehår fra en venneanmodning på Facebook, da vi var færdige.

Jeg tjente stadig 400 kr., og jeg fik det ud, så jeg kunne komme videre, og somme tider må man bare finde ud af, hvordan man kan fodre den fugl, man trods alt har i hånden, så man slipper for irriterende spørgsmål fra de 10, der sidder på taget.

2.

Tøjlede herefter min kaosenergi, og nøjedes med at bestille et nyt (mindre) skab og de to stabelsenge, som er blevet soveaftale-løsningen på et værelse, hvor en udtræksseng simpelthen ikke kan lade sig gøre. (Den er fra Ikea og hedder ‘Utåker’).

Det er smart af flere grunde. Dels kan man stille sengene forskudt, som det passer på værelset (hvilket er det, vi har brug for, for uanset hvor vi stiller en udtræksseng, vil den udslået komme til at spærre for døren eller skabet, med mindre vi stiller bemeldte skab, så det står foran vinduet), og dels får gæsten sin egen seng, så børnene ikke vækker hinanden, når de vender sig eller skal på toilettet. 

Og ud fra et minimalist-perspektiv er det virkelig smart, at den her løsning ikke kun kan bruges af Frida. Den ekstra seng kan uden problemer løftes over på Antons værelse, hvis han har en soveaftale, ungerne kan sove sammen, hvis jeg er ude og her er en barnepige, og bliver en af dem syge, kan jeg også rykke rundt, så jeg sover i samme rum som dem.

3.

Fik malet og flyttet de færdige møbler ind, og først da den lille dame havde godkendt placering af begge dele, begyndte jeg at måle op og vurdere, hvad vi så skulle bruge.

På det gamle værelse havde hun en høj reol af dem, der ligner en enkelt stribe fra en rumdeler, samt en kommode med skuffer. Og det var egentlig en reol og et natbord/en kommode med skuffer, vi manglede, så det *havde* været smart, hvis de gamle kunne bruges. 

Men det kunne de sgu bare ikke. Målene var helt åndssvage, og derfor måtte vi på jagt efter noget nyt. Jeg tjekkede alle platforme for at finde tingene brugt, og det lykkedes mig at finde en lille kommode i den fineste petroliumsfarve, som en gammel møbelsnedker havde shinet op. Den har et hemmeligt rum med et spejl i toppen, som jeg syntes var lidt åndssvagt, men vi læner os op ad, at Frida elsker lige præcis dén detalje højere, end hun elsker mig.

I mellemtiden var jeg kommet i tanke om, at jeg et sted havde et sidefag til en ABC-reol til at ligge og det slog mig, at man måtte kunne købe en ekstra side-stige, så det kunne gøres til en selvstændig reol – og det kunne man. Jeg målte op og den passede så perfekt til det sted, den skulle stå, at jeg nærmest fik tårer i øjnene over det, så jeg bestilte sådan én, huskede et afstiverkryds (hvilket ingen er mere overraskede over end mig), og det kom i går. 

Nu er alle møbler sat op, der er styr på belysningen, og de møbler, lamper og kasser, vi ikke længere skal bruge, står i stuen (#had). Vi har lidt forskelligt på programmet de næste par uger, og jeg gider ikke skulle stå i Universe og svare på, hvad for en slags hvid reolen er (true story), så jeg venter med at smide tingene op, til jeg kan se, at vi er hjemme-hjemme flere uger i træk.

Fordelen ved at køre det hele i ét riv er, at man kan sætte prisen lavt nok til, at man kommer af med det, men stadig, akkumuleret set, tjener nok til at det er indsatsen værd.

I mellemtiden overvejer jeg så at bestille skyklapper, så jeg kan sidde i min sofa uden at svede i hænderne over, at det står dér og forstyrrer energien, men uanset hvad:

M2023, uge 27

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg genoptaget sidste års vane med at klappe af, hvem der medbringer hvad, når vi er afsted med andre eller til sammenskudsgilde. Det sidste giver sig selv, men jeg har også gjort det til en vane at melde ind, hvis jeg tager noget med ud over det, der er blevet fordelt, som f.eks. at jeg fixer noget sødt eller bager en kage. 

Måske er jeg bare særlig heldig med mine venner, men Emma Gad har intet på en eneste af dem, så alle medbringer altid liiiige lidt ekstra – og det har resulteret i mange, mange gange med alt for meget mad, som ikke er noget værd efter 4 timer på stranden eller på et bord på terrassen, hvor de voksne skulle samle op på Livet Siden Sidst.

En udmelding forlods er den eneste måde at forebygge på i dén her flok, og vi er heldigvis efterhånden alle sammen blevet gode til at gøre det. 

2.

Er jeg næsten færdig med Fridas værelse, hvilket jeg godt vil indstille mig selv til et ridderkors over. Jeg har kørt oprydning, der grænser til regulær udryddelse, og jeg har fuldstændig skamløst brugt bestikkelse for at få det til at ske.

For det barn ÆÆÆÆÆLSKER dimser og ting og bamser og fidgets, og hun producerer perlekæder, tegninger og ting af clay I et omfang og tempo, der ville få Maersk til at headhunte hende, hvis de hørte om det.

JAA, hun har mange ting!

Og alt pis til side: Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at smide legetøj ud, som hun er glad for. Men hun har virkelig meget, som hun for længst har glemt, at hun ejer, fordi det for hende er tilvejebringelsen, der er magisk – fordi :

Og det kan man jo godt arbejde lidt taktisk med.

Så jeg har lavet en præ-oprydning, hvor jeg har fjernet det, hun ikke kommer til at savne, og ladet lige præcis nok blive tilbage til, at hun, når jeg vælter det ud på et tæppe og beder hende rydde op, føler, at hun har fået lov. Og så har jeg foran spejlet øvet mig i med oprigtig beklagende mine at sige:

“Jamen, skat, du må *gerne* få sådan en stol; der er bare ikke plads til den derinde, når vi skal have alle de der ting *gestures broadly at everything* derind også”.

Går den, så går den.

3.

Har jeg formået at smadre endnu en kaffekande, fordi jeg er meget, meget dygtig.

MEN! HahaHA! Fordi jeg ved, at jeg er mig, købte jeg en ekstra, da jeg efter sidste uheld var på jagt efter en, og var så heldig, at den lille genbrugsbutik, jeg var forbi, havde to kander stående. 

Så jeg åbnede mit skab og tog reserven ud, og jeg har ikke været så tilfreds med mig selv i flere måneder.

M2023, uge 26

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg begyndt at tænke min cykel ind i ligningen igen, fordi jeg pludselig har en del opgaver i Esbjerg. Og det er virkelig én af dem, hvor fokus avler fokus. For hvor jeg, da børnene var helt små, ALTID havde travlt med at nå fra A til B til C, så er der faktisk nu tid til, at jeg somme tider kan bruge tid på bare at cykle, høre musik og nyde turen.

Og er den først hevet ud af skuret, cyklen, er den bare også nemmere at tage, når man lige skal i Rema efter tomater eller på biblioteket og hente en bog. 

2.

Har jeg gjort en indsats for at få hvervet nye medlemmer til vores klima-kult. Jeg har eksempelvis brugt et par timer på at svare på opslag om el på forskellige Facebooksider; ganske enkelt fordi jeg har den.

Og hvor vi herinde efterhånden alle har styr på det grundlæggende, så er der bare mange derude, der endnu ikke har tænkt en eneste tanke om kilowatttimer eller nettarif-satser.

Jeg har både skrevet svar under konkrete opslag, og også brugt et par solide timer på at svare på spørgsmål, og det synes jeg faktisk er godt givet ud. For hvis bare tre mennesker i hver gruppe bliver nysgerrige og begynder at forholde sig til det her emne, så begynder de at tale om det – og det smitter. 

3.

Har jeg, i forlængelse af ovenstående, besluttet at sende et forslag til Street Food her i byen. 

Og fordi det bliver lidt skørt at omformulere en besked, som jeg i første omgang gjorde mig umage med at holde konkret, paster jeg den bare her: 

Hej med jer. 

Jeg har et forslag, som jeg flere gange har tænkt, jeg ville sende til jer, men som jeg bliver ved at glemme at få afsted. 

Vi bruger jævnligt Street Food; i snit vil jeg tro, vi er forbi en gang i måneden. Hver eneste gang vi er der, ender vi med at smide halvdelen af vores mad ud, ligesom vi også, uden undtagelse, levner halvdelen af vores drikkevarer.

Det er dyrt at drive et sted som Street Food, det forstår jeg 100%. Og derfor er jeg ikke efter, at priserne skal sættes ned. Men kunne man overveje en ‘Stop Madspild’-model, hvor standen med drikkevarer samt de madboder, der vil være med, giver mulighed for at man kan bestille en Stop Madspild-portion, som de sælger til normal pris, men hvor de kun laver en halv portion/fylder glasset halvt?

Jeg ved godt, at der vil være nogle/mange, der slet ikke kan se ideen i at få mindre mad for det samme beløb, men vi bliver flere og flere herude, som går op i, hvordan vi bruger ressourcerne, og for mig ville det være meget meningsfuldt at kunne støtte Street Food-tiltaget, men samtidig undgå at hælde en masse mad lige i skraldespanden. 

Helt lavpraktisk tænker jeg, at man kunne sætte et lille skilt op på de boder, der vil være med, så man dels får sparket gang i samtalen, men også signalerer, at det er en mulighed og noget, man som venue forholder sig til. 

Måske en meningsmåling på fb-siden ville give mening? Hvis det kun er mig, der synes, ideen er god, er der jo ikke grund til at gøre mere ved det, men næste generation er bare så f*cking ace på så mange måder, at jeg godt kunne have en optimistisk mistanke om, at de kunne have lyst til at være med.

Bedste hilsner

Linda

Dagen efter fik jeg det her svar retur:

Hej Linda, sikke en fremragende ide! 

Vi tager den op på næste standejer møde og snakker omkring de forskellige muligheder.

Mega fedt inititativ!

Og det poster jeg ikke her for at blive klappet på skulderen, men blot for at opfordre til, at man, hvis man ser steder, hvor noget kan gøres, bare prøver at sige det højt. Det kan SAGTENS ske, at det ikke kan konsolideres i den virkelige verden.

Men det kan også være, at det kan.

If you see something, say something, lærer de børnene I USA, og den tankegang kan vi godt lade os inspirere af.

M2023, uge 25

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har vi, som allerede nævnt, holdt fødselsdag for Frida, hvilket er temaet for ugens punkter.

Jeg har for år tilbage lært, at man må være idealist på andre tidspunkter, for jeg har hældt frugt og grønt for et anseeligt beløb direkte i skraldespanden, fordi ingen rører det. Det er, hvad det er, og så retter jeg ind efter det.

Jeg tjekker altid lige op på, at der ikke er nye allergier at tage højde for, ligesom jeg sørger for, at der er noget uden svin og noget uden mælk, just in case. I Antons helt gamle klasse var der et par stykker, der ikke var store på dét, og hvor forældrene ikke kunne læse – hvilket jeg først fandt ud af, da jeg stod med børnene i stuen, og de nærmest kun kunne spise servietten.  

Endelig ved jeg også, at der ALTID er et barn, der ikke kan lide maden, uanset hvad man laver. Og no hate: Det vilkår lever jeg på 13. år med ift. Anton, så fuld forståelse herfra. Derfor sørger jeg altid for at have et franskbrød eller en bolle, man kan få med smør, og det var der også i år et enkelt barn, der skulle bede om. Ved at være på forkant, slipper jeg dels for at stresse over at skulle hive en akut kulhydratkanin op af hatten, for det er ikke altid, vi lige har noget liggende. Og dels kan jeg sørge for at købe noget, som mine egne gider spise bagefter. Win/win.

Så i forbindelse med fødselsdagen:

1.

Konstaterede jeg, at jeg, fordi der i løbet af i år er startet et par nye børn i klassen, pludselig ikke længere havde melamintallerkner nok.

Derfor købte jeg 18 tallerkner og 18 skåle i plast, som intet vejer og intet fylder, hverken i skabet eller i opvaskemaskinen. De vil være geniale at have med på tur, og de kan bruges tusinde gange og til de næste mange fødselsdage.

Derudover udmærker de sig ved at være små i diameter, hvilket jeg har opdaget er ret fint ift. madspild. En stor tallerken inviterer til at blive fyldt, og de kan ikke spise det.

De kostede 60 kroner i alt, og de er alle pengene værd. 

2.

Skar jeg alt, hvad jeg satte på bordet, i halve eller kvarte. Både frikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. Igen: De KAN ikke spise det, og det er så åndssvagt at købe og tilberede en masse mad, som så bare skal smides ud, fordi de har haft det i hænderne og/eller munden. 

(Jamen, jeg vil gerne invitere dem, der synes, jeg er hysterisk, med i tasken, næste gang jeg tolker hygiejnekursus. Den er hård, vil jeg bare sige). 

Jeg tilberedte, hvad jeg forventede, de kunne pacman’e sig igennem, og satte over lidt efter lidt. Også af pastasalat, melon og druer. (Som de, skal det retfærdigvis siges, faktisk spiste af). På den måde kunne resterne, som aldrig nåede over på børnebordet, smides på køl, og bruges til nem aftensmad/madpakker. 

3.

Kørte jeg igen i år chips-buffet i stedet for slikposer, som det ellers er kutyme på de her kanter. Og til dem, der rynker brynene: De kigger på mig, som disciplene kiggede på Jesus, når jeg sætter det frem.

Det *helt* geniale er, at hvor de kan hugge sig igennem imponerende mængder af slik, så er det mere ideen om chips ad libitum, end det egentlig er selve buffeten, de elsker her. Jeg vil tro, at de tilsammen spiste lidt mindre end det, der kan være i en almindelig pose skruer. Tricket er at give dem muffinforme at fylde over i, for når de har fyldt den 3 gange har de tabt interessen og er igen gået på jagt efter bier at blive stukket af og sæbebobler at blive smurt ind i.

4.

Ved jeg ikke, hvor mange forskellige slags kage, jeg gennem tiden har forsøgt mig med. Og måske er de her børn særlige, men det er endnu ikke lykkes mig at finde en, alle kan lide.

Fridas største ønske var stille og roligt ‘en enhjørningekage, mor.’ Hvilket jo er dejlig konkret. Jeg googlede til min maskine grædefærdigt forsøgte at tappe ud, men det eneste, jeg kunne finde/komme på, var enten en lagkage med farvet creme og frugt i lag (og Frida gider hverken flødeskum og creme) eller sådan en høj, mistænkeligt TikTok’et kage i farvede lag med smørcreme imellem. Og med det program vi har kørt, ville jeg hellere hamre gafler i øjnene på mig selv end at skulle til at eksperimentere med at bage farvede bunde ad flere omgange.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte – og fik en ide, som jeg i desperation bare gik med: Jeg købte 3 liter vanilleis af den billige slags (jamen, sagsøg mig. De spiser 2 skefulde, hvis bølgerne går højt). Jeg kylede det i min blender sammen med frugtfarve og det endte med ham her: 

Er der en Michelin-stjerne på vej i posten? Nej. Ville jeg kunne leve af at lave og sælge dem? Også nej. Men den kunne laves i god tid, den var kold på en varm dag, den kostede 50 kroner at lave, og fødselsdagsbarnet elskede den. Den ryger i arkivet under ‘succes’.