M2025, uge 45

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Denne uges indlæg handler om tanker og fokus. For jeg har haft så travlt og været så lidt hjemme, at de fleste hverdagsfunktioner har været sat på hold. Det har tydeliggjort i hvor høj grad, tid er en faktor, når det kommer til at leve bevidst, for selvom jeg nu i årevis har haft fokus på dette tema og derfor ved, hvor fælderne er, så har det alligevel været umuligt at undgå de helt gængse af slagsen.

Men netop derfor er jeg gået i dem med åbne øjne. Øvelsen nu går ud på at undgå at lade mig stresse af det, men i stedet bare konstatere, at det sker, og på bagkant tænke over, om der findes en vej mellem idealet og nødløsningen.

1

Det første, der skrider for mig, når det går (for) stærkt, er planlægningen af mad og madpakker; primært til mig selv.

For selv når jeg ikke har meget om ørerne, så ER det en udfordring at have to børn, der er meget selektivt spisende på hvert deres område. I hvert fald hvis man gerne vil være sikker på, at de ikke får knogler af gummi.

Derfor går en stor del af kapaciteten på at sikre, at de stadig har mad i madpakken, som de kan spise, og at aftensmaden består af noget, der er næringsmæssigt nogenlunde forsvarligt, og som samtidig ikke kræver det samlede cast fra Cheer! at luske i dem. For der er uendeligt lidt pom pom i mig, når jeg er kørt over.

Jeg har masser af mad i fryseren, og det har jeg stor glæde af i uger som den forgangne. Men det, der så bliver vigtigt at huske er, at madplanen de næste uger skal planlægges, så der kommer nye overlevelses-rester i fryseren. Og uden at det skal lyde som en undskyldning, så ER det en ADHD-ting, at man har svært ved at forholde sig til behov, man endnu ikke har, så for mig kræver det en ret bevidst indsats at huske lige dén del.

Mit køleskab lignede også noget, der var løgn, da jeg åbnede det i morges. For hvor jeg normalt sørger for at vi får brugt og spist rester og åbne ting ved at tænke det ind i den daglige madlavning, så glemmer jeg alt, hvad jeg nogensinde har haft på køl i det sekund, jeg lukker lågen, når jeg har travlt. Det giver MEGET madspild.

Jeg kan også se, at jeg har brugt næsten 400 kr. på frokost til mig selv, fordi jeg har købt mad i kantiner rundt omkring. Det er irriterende, fordi jeg faktisk hellere vil have en klap-sammen. Men jeg har været så tidligt afsted og sent hjemme alle dage, at bageren var lukket, når jeg kørte forbi den, og da jeg for længst har konstateret, at jeg ikke KAN spise det elendige rugbrød, man køber i supermarkederne, er tvivlsomme kantine-sandwiches blevet løsningen.

(Og bare lige for en god ordens skyld: All hail til jer, der elsker Kohberg, og/eller fryser bagerrugbrød og tager det op skivevis. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke.)

Nu hvor tempoet lige er faldet lidt igen, kan jeg godt se, at der er mellemløsninger, som jeg kunne have valgt. For der findes masser af supermarked-sandwichboller, jeg GODT kan lide, og dem kunne jeg bare have købt en pose af.

Ligeledes ville det have krævet meget lidt at trimme køleskabet et par gange undervejs, så jeg kunne se, hvad jeg havde derinde – for noget af det kunne jeg faktisk godt have brugt til madpakken.

Det prøver jeg at huske næste gang.

2.

Til gengæld er der også vaner, jeg har formået at holde fast i, og blive ved med at prioritere.

Den ene er oprydning/rengøring. Her falder jeg øjeblikkeligt tilbage på de rutiner, jeg opbyggede, da jeg havde babyer, som aldrig sov, og rengøring derfor var et projekt, der strakte sig over 4 dage.

For er der nogen, der dør af, at der trænger til at blive støvsuget? Nej. Selvfølgelig ikke. Men ligesom et bad gør underværker for det mentale helbred, så gør det også meget godt for mit overblik og overskud, at det ikke roder, så alting bliver væk, og jeg ikke kan tænke.

Det er én af de vaner, jeg har tillært mig, fordi jeg over årene har forstået, at det er en meget dårlig løsning at hjælpe sig selv i dag ved at skubbe problemerne til i morgen. For hvis jeg bare lader stå til, så hjælper det ikke at nå igennem den travle periode – for så venter der bare en ny i form af udbedring af skader og efterslæb.

3.

Jeg har også fået trænet – men kun fordi jeg for nyligt havde en lang snak med mig selv om måden, jeg træner på.

For mig er motivationen aldrig et problem. Jeg kan virkelig godt lide at træne, sådan helt oprigtigt. Men jeg kan bedst lide at træne, når jeg har ro til at zone ud, mens jeg gør det. Når jeg egentlig synes, at jeg skulle være et andet sted, oplever jeg, at mit træningspas bliver dårligt, og at jeg næsten bare bliver mere stresset af det.

Men det kan i perioder komme til at betyde, at jeg lander i det mindset, som desværre stadig er min default: Det skal være perfekt; ellers kan det være lige meget. Men her bliver resultatet bare ofte, at det så SLET ikke bliver, og det er jo heller ikke særlig fedt.

Derfor prøvede jeg for et par måneder siden at tænke igennem, hvornår jeg egentlig synes, at jeg har trænet “nok”. Altså, helt konkret hvor mange gange på en uge, jeg gerne vil træne, og hvad træningen skal indeholde.

Det betyder, at jeg nu ved, at jeg gerne vil nå at træne 4 gange på en uge, fordelt på 2 gange, hvor jeg har 100% fokus, og 2 gange, hvor det er ok, at det er knap så tungt, eller hvor jeg justerer på antallet af gentagelser.

Og derfor får jeg det faktisk gjort. For det føles ikke som spild af tid at køre en let(tere) træning, og det føles ikke, som om jeg er bagefter, hvis jeg har et par dage i træk, hvor jeg ikke får trænet.

Det er tankevækkende, hvor meget mental kapacitet, den beslutning har frigivet. 

*

Så noget fungerer, og noget vælter (stadig), når det går stærkt, men fælles for det, jeg formår at holde fast i er, at der er indøvede rutiner og meget konkrete tiltag at falde tilbage på.

Det kan der ikke være på alle områder. Men at konstatere, at den tilgang virker, får det til at give mening at blive ved med at forsøge.