M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at gøre plads i fryseren, og det er tidligt i år. Jeg plejer at vente til starten af december, men for nogle måneder siden var jeg så heldig at få mig snuset frem til en lokal gård, hvor jeg har prøvet at købe kød. Det er virkelig, virkelig lækkert, og jeg spurgte derfor derude, om der fandtes en slags hemmelig liste, man kunne komme på, når det trak op til slagtning. Det gjorde der, og nu har jeg bestilt oksekød, som er klar til afhentning d. 08.12.
Vi spiser, som jeg vist også tidligere har nævnt, ikke særlig meget kød, men når vi gør, er det enten kylling eller oksekød, så at få mulighed for at købe kød af så god kvalitet, som oveni købet er billigere end i butikkerne, er et scoop.
Til gengæld kan man kun købe det i de mængder, det nu engang bliver pakket i, og det betyder, at jeg skal finde plads til 7 kg. kød. Det skal selvsagt vakuumpakkes, for der er kød til flere måneder, men det kommer stadig til at optage plads.
Kombineret med december, der også altid genererer lidt ekstra mad til fryseren, skal det tænkes ind nu, hvis ikke det skal ende med, at jeg er nødt til at smide noget ud.
Derfor har jeg ‘fryser’ på madplanen to gange om ugen, hele november, så der er plads.
2.
Er der små 3 uger til Antons fødselsdag. 15 år, mand. (og eBoks, godt nok? Jeg kan SLET ikke overskue at skulle være coach på dét projekt!)
Vores søde kusine fylder år 2 dage efter Anton, og det har altid betydet, at vi er liiiige ved at være der på lagkage og flag, når hele familien to gange på under en uge har siddet bænket om et fødselsdagsbord.
Derfor spurgte jeg min søster, om vi måske skulle høre ungerne ad, om de er blevet store nok til at kunne dele en fødselsdag, så vi kører én fællesfejring for familien, og så tager ud og laver noget, bare dem og os. I år er vi blevet enige om at prøve Escape Room, og vi har fundet noget, der ligger ikke så langt herfra, som ser ud til at passe til både voksne og børn.
Det er jo ikke fordi, at den model nødvendigvis er billigere eller mere tidsoptimerende end udgangspunktet, men med to børn, der har fødselsdag så tæt på julemåneden, hvor vi i forvejen er gode til at hygge os i familien, giver det mening at bruge tiden på at skabe en fælles oplevelse, i stedet for at køre Reprise-modellen med Tordenskjolds soldater.
De er ved at være store, børnene, og derfor er der nogle samtaler om at forbruge bevidst, både økonomisk og tidsmæssigt, som det er fint at begynde at tage.
3.
Det fører mig videre til ugens sidste punkt, som også handler om den næste generation af forbrugere.
Jeg ved faktisk ikke, hvad der har udløst det, men de sidste uger har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan tydeliggøre nogle af alle mine overvejelser om klimabelastning og økonomi for mine børn.
Jeg har prøvet med forskellige lommepengemodeller, og har også i nogle måneder skrevet alle poster fra betalingsservice op på en tavle, sammen med de beløb, vi har brugt på mad, hygge osv, men det bliver for abstrakt for dem.
Derfor prøver jeg nu at angribe fra en anden vinkel (som har den ekstra sidegevinst, at den gør mit liv nemmere), nemlig at tvinge dem til at begynde at skrive ting på indkøbssedlen.
Det, forudser jeg, kommer til at skabe bund for nogle gode samtaler, for jeg er sikker på, at vi ser forskelligt på graden af livsnødvendighed af chips og tandpasta, men snakken kommer til at tage udgangspunkt i vores fælles virkelighed, og det bliver en ægte hjælp, hvis jeg ikke først får overbragt budskabet, når kurven med nudler eller Ronaldo-deodoranten ER tom.
Jeg har lagt en blok, allokeret til formålet, på vores (nye) spisebord, så det er nemt at finde den, når man skal bruge den.
Så ser vi, om ideen fungerer, som jeg håber.
I forhold til teenagere og økonomi, så gjorde vi os en god erfaring da vores drenge var teenagere og havde maddage; den ældste var allerede dengang et ægte madøre, som elskede at stå i køkkenet. Hans maddage havde det bare med at blive ugens dyreste, så da han og hans dyre vaner var fløjet fra reden og lillebror skulle lære lidt køkkenskills, blev det for egen regning. (Han var ældre, 0% interesseret i madlavning, men tjente gode penge).
Vi forældre lærte, at madlavning og madbudget med fordel kan kombineres i opdragelsen. 😏
Det er genialt tænkt, at flette den økonomiske del ind i maddagen, synes jeg.
Jeg håber sådan, at mine gror bare et minimum af interesse for at stå i køkkenet, men so far er der desværre intet, der peger i den retning:-/
En huskeseddel har i hvert fald for mig været en super lavpraktisk ting til inddragelse af børn i økonomi, økologi, miljøbevidsthed, ansvarlighed og husførelse. Og så har den lige taget toppen af det der “mor skal sørge for det hele-ansvar”.
Maddage har derimod ikke virket, mens fælles madlavning, og hjælp mor i køkkenet gik meget bedre.
Det er opmuntrende at høre, synes jeg. Vi har haft den første snak her til morgen, fordi børnene var HELT forbløffede over, hvor meget det er nødvendigt at købe for at holde en husholdning flydende…
Det tegner godt, vil jeg sige.
Vi kører med en app indkøbsliste hvor alle i husstanden kan skrive på den samme liste. Man kan også have flere lister, f.eks. en IKEA liste, eller ferie-pakke lister. Alle kan se hvad der står på listen og hvis jeg er kørt i netto og min mand kommer i tanke om noget, så tilføjer han det og så kan jeg se det med det samme. Angående børn og køkkentjanser, så ved jeg (fra min tid på Suhrs (husholdnings)seminarium), at hvis børn bliver præsenteret for varieret kost i hjemmet (også selv om de ikke spiser det), så er der større sandsynlighed for at de spiser varieret når de bliver voksne. Jeg gætter på at det samme gør sig gældende med madlavning. Hvis de ser en mor der laver mad, så kommer de (nok) også til at lave mad ❤️
Jeg har i alle mine år som mor faktisk holdt fast i at lave mad til mig selv så ofte, som det overhovedet (tidsmæssigt) har kunne lade sig gøre, netop fordi jeg håber, at det er tilfældet. Og det tegner godt, for efter i 8 år at have haft et madrepertoire, der kunne tælles på en hånd, er Anton pludselig altspisende. Om det ender med, at de også føler sig kaldet til at deltage i madlavningen ved jeg ikke, men jeg satser på, at et godt forbillede ender med at gøre forskellen på den lange bane <3
Der er absolut håb forude mht madlavning:
Mine to drenge var omtrent ved at omkomme, da jeg introducerede konceptet med “maddag”
Så meget, at jeg opgav, Og besluttede at være glad for, at stort set alt andet “opdragelse” lykkedes.
I dag har jeg to unge mester kokke, som sender det ene lækre snap efter det andet af lækre måltider, kreeret sammen med de skønne kærester.
Asiatisk, langtidsstegt, mormor-mad, de kan det hele.
De mener selv, at det er effekten af at komme fra et hjem, hvor vi gik op i madlavning: de vidste jo, at man både kan hygge sig, spare penge OG spise lækkert, hvis man kan lave mad…
(der har endda sneget sig noget økologisk og grøntsagsbaseret ind, som de IKKE har lært hjemmefra..??)
Min steddatter havde en periode, hvor hun synes, vi spiste så kedeligt.
Hun var måske 12-13.
Så lavede vi den aftale, at hun fik et fast beløb at købe ind for, og så skulle hun lave mad. De penge, der blev til overs, måtte hun så bruge på enten sjovere mad næste gang eller samle sammen og invitere os ud eller købe sushi eller andet, hun gerne ville have.
Det blev meget hurtigt tydeligt for hende, hvad ting koster. Og så var det ekstremt hyggeligt at blive inviteret på burgere af en, der kom med et glas med mønter, som var ekstremt stolt af at kunne give.
Det er måske det bedste hack, jeg har hørt i år!? Jeg ville selv blive nærmest hysterisk motiveret af, at overskudsbeløbet kunne bruges til noget sjovt. Den er skrevet bag øret!
Vi er den helt lille familienhed på en voksen og et barn, så min datter har helt automatisk været med ude at købe ind og er blevet sendt rundt i butikken for at finde diverse varer fra listen. Så får vi også snakket om kilopris, prisforskellen på eks. kellogs og ‘discount’ cornflakes og næringsindhold m.m.
Nu er hun også så småt med til at skrive på hvad vi mangler, lave madplan for ugen og er med i køkkenet, men har ikke egen maddag.
Det lyder som en virkelig hyggelig måde at skabe noget sammen på <3