Skip to content

9 Comments

  1. Karen Marie
    29. oktober 2025 @ 11:05

    Jeg er helt enig. Og med alderen mærker jeg også hvordan andres manglende villighed til at prioritere umage frem for overflade får mig til at søge andre steder hen. Som neurodivergent forælder til neurodivergente børn mærker jeg dog også hvor svært det er at finde forskellen på at ‘gøre mit bedste’ på den måde hvor jeg slet ikke har noget energi tilbage, og at ‘gøre mit bedste’ og stadig kunne fungere som menneske og mor når opgaven er færdig. Jeg er ret sikker på at mit “bedste” ind i mellem ser ud som om jeg ikke har gjort mig umage.
    Jeg håber ikke jeg bliver valgt fra af mine få relationer af den årsag.

    Reply

    • Linda
      30. oktober 2025 @ 11:21

      Jeg forstår, hvad du mener.

      Jeg tror, at det kan være vigtigt at minde sig selv om, at umage og perfekt ikke er det samme? At umage (for mig, i hvert fald) hænger sammen med indsats og intention, mens perfektion er bundet op på resultatet?

      Jeg tror, vi alle kender det fra situationer, hvor vi har prøvet at lære fra os. Ingen bliver sure over, at et barn har svært ved at forstå betydningen af et ord, eller ikke helt mestrer en bestemt teknik på gymnastikmåtten; så længe, man kan se, at de faktisk giver det et oprigtigt skud, tror jeg, at de fleste af os føler, at den læring, der vel egentlig er målet med det hele, har fundet sted <3

      Reply

  2. Signe B
    29. oktober 2025 @ 14:02

    For mig er det også vigtigt at gøre sig umage, hvor man nu er. Men jeg synes, at der er stor forskel på at gøre sig umage i sammenhænge, som man selv har valgt at være i og i sammenhænge, som man er tvunget til at være i, som eks. barn i 1.- 9. klasse. Og hvor man (barnet) også har meget lidt direkte indflydelse på, hvad der foregår. Umage bliver så meget nemmere i situationer, der er selvvalgte og hvor man kan være med til at påvirke dem.

    Reply

    • Linda
      30. oktober 2025 @ 11:18

      1000% enig. Umage er uendelig meget nemmere at præstere, når det er rettet mod noget, man gerne vil.

      Måske ville det være mere rigtigt at sige ‘så godt, som du kan’ og så være meget klar på at få tydeliggjort, at det eneste, jeg reelt mener er, at jeg gerne vil have, at hun prøver oprigtigt.

      Reply

  3. Emilie
    30. oktober 2025 @ 07:43

    Jeg er ikke på det neurodivergente spektrum, men jeg ER højtpræsterende introvert og perfektionistisk og overtænkende anlagt. Jeg kan til dels genkende mig selv i dine beskrivelser af Frida, og som mor til et nu skolebarn, der har en rem af huden, kan jeg også genkende alle dine overvejelser.

    I mit voksenliv er det i tiltagende grad gået op for mig, at mine forældres velmenende og på mange måder rigtigt sete ’vi vil bare gerne have, at du gør dig umage’ er landet tungt i lige præcis min forventnings/præstationskasse. Jeg er grundlæggende enig i deres (og din?) kærlige tanke, om at det, der tæller, er at man gør en indsats – ikke hvilket resultat, man opnår.

    Men ’at gøre sig umage’ har i hvert fald for mig vist sig at være elastik i metermål, og problemet med det er jo som bekendt, at man altid kan trække lidt mere, hive og slide lidt ekstra, spænde det hele til bristepunktet. Og på et tidspunkt risikerer man (i hvert fald jeg) at elastikken springer.

    Jeg har et arbejde, hvor jeg altid kan læse en tekst igennem en ekstra gang, nørde et bestemt ord en time mere eller gennemskrive et afsnit på tre forskellige måder. Jeg er ved at lære mig selv, at jeg kan sætte rammer for min gøren mig umage, fx ved helt konkret at sætte tidsbegrænsning på en opgave og arbejde ud fra devisen ”godt nok” (svært!). Man kan godt gøre sig umage til 85 %.

    Jeg tænker meget over, at vi allesammen har noget med, enten i form af gener eller opvækst, hjernes wiring, tillært selvbeskyttelsesadfærd osv., og at øvelsen som forældre eller voksen, der bliver bevidst om de her ting, ofte er at trække i den anden retning. Mit barn er pligtopfyldende to a fault og samtidig perfektionistisk anlagt. Jeg vil virkelig gerne give hende det med, at man ikke dør af at sige nej, skuffe nogen, sløse lidt, slække lidt og gøre noget ’bare okay’.

    Reply

    • Linda
      30. oktober 2025 @ 11:16

      Jeg tror, at det måske kan handle om, at man skal have afgrænset sit ‘umage’? For jeg kan 1:1 genkende alt, hvad du skriver. Jeg kæmper selv med det, også ift. bloggen her. Somme tider sidder jeg med en tekst, som jeg skriver, skriver om, redigerer, sletter på og føjer til, til jeg til sidst næsten har glemt, hvad jeg egentlig gerne vil sige med. Jeg har efterhånden lært mig selv at bremse tanketoget med ‘Det behøver ikke være perfekt’; en sætning, jeg lige nu øver mig meget i at tage med over i andre arenaer af mit liv.

      Jeg tror, det er meget en Dygtig Pige-ting, og at der er udefrakommende faktorer, der kan forstærke den. Eksempelvis tror jeg, at noget så eksternt som din placering i søskenderækken kan have betydning. (Og ja. Jeg er storesøsteren…)

      Men din kommentar fik mig til at tænke over, at jeg måske skal have gjort lidt mere klart, at jeg med umage mener ‘så godt som dagsform og omstændigheder tillader’? For umage er ikke for mig en øvre grænse, der er mejslet i sten. Det er mere et mindset, tror jeg? Som et stykke hen ad vejen også handler om de andre mennesker, der er en del af relationen/processen. For umage kan også for mig handle om at sige nej og vælge fra, fordi man ved, at man ikke kan byde ind med det, der lige i *denne* givne situation er behov for.

      Reply

      • Emilie
        30. oktober 2025 @ 20:25

        100 % det er en kønnet ting, og nok også en søskendeplacerings ting. *Rækker en storesøsterhånd i vejret* 😉

        Men Dygtig Pige er ikke kun noget, man fødes som (i hvert fald ikke udelukkende!), det er også noget, man bliver (shout out Simone de Beauvoir), og måske er det også noget, man kan forsøge at modarbejde lidt? Too much of a good thing, og alt det der … For mig bliver det en meget lavpraktisk og konkret øvelse at gå lidt bevidst imod det, fordi det nogle gange kan føles som det eneste ægte oprør mod perfektionismen.

        I yoga er der en talemåde med, at ens krop er en ny krop, hver gang den rammer måtten. Det man kunne præstere i går, kan man ikke nødvendigvis i dag. Jeg tror på en måde, jeg forsøger at advokere for, at selv det at præstere det minimum, kræfterne rækker til eller situationen kalder på en given dag, til forveksling kan ligne en form for perfektionisme … måske (smider lige selv et spørgsmålstegn ind her, de her tanker er meget work in progress hos mig: ?) Man må også godt bare … lægge sig helt fladt ned på den måtte og ikke gøre sig umage med noget. En gang i mellem i hvert fald?

        Det jeg ikke fik skrevet i min første kommentar er: Frida er heldig med dig, og vi er heldige, at du deler de her ting med os. Tak for altid at give stof til eftertanke!

        Reply

  4. Gitte
    31. oktober 2025 @ 11:01

    Kunne ikke være mere enig med dig – ikke mange der er mestre alle fag til perfektion i skolen.
    Mor til et datter med diverse diagnoser og indlæringsvanskeligheder må jeg sande at boglige fag i skolen, på ingen måder fanger / interesserer hende.
    Vi har været og er meget tydelige omkring at vi ikke har nogen som helst forventninger til at hun skal være god i skolen – MEN en forventning om at “man skal gøre sit bedste”, med de værktøjer man nu engang er blevet fordelt her i livet.

    Reply

    • Linda
      3. november 2025 @ 16:24

      Jeg tror faktisk, at du her formulerer det mere præcist, end jeg fik gjort. For det er netop ‘at gøre sit bedste’-mentaliteten, jeg forsøger at fremme i de processer og relationer, de – både tvunget og frivilligt – er havnet i. Og det er (for mig i hvert fald) noget helt andet end at plante forventninger om, at resultaterne altid skal være perfekte.

      Tak for lige at følge op.

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.