Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.
Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.
(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).
Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.
Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.
“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.
Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.
Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.
Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.
Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.
Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.
Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.
Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.
Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.
Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.
Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.
Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”
Helt stille og roligt.
For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.
Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.
Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.
For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.
Umage.
Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.
Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.
Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.
Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.
Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.
For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.
Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.
Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.
Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.
Go hard or go home, siger de over there.
Jeg er nok mere på go hard or stay home
For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.
Det skal man heller ikke.
Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.
Jeg er helt enig. Og med alderen mærker jeg også hvordan andres manglende villighed til at prioritere umage frem for overflade får mig til at søge andre steder hen. Som neurodivergent forælder til neurodivergente børn mærker jeg dog også hvor svært det er at finde forskellen på at ‘gøre mit bedste’ på den måde hvor jeg slet ikke har noget energi tilbage, og at ‘gøre mit bedste’ og stadig kunne fungere som menneske og mor når opgaven er færdig. Jeg er ret sikker på at mit “bedste” ind i mellem ser ud som om jeg ikke har gjort mig umage.
Jeg håber ikke jeg bliver valgt fra af mine få relationer af den årsag.
Jeg forstår, hvad du mener.
Jeg tror, at det kan være vigtigt at minde sig selv om, at umage og perfekt ikke er det samme? At umage (for mig, i hvert fald) hænger sammen med indsats og intention, mens perfektion er bundet op på resultatet?
Jeg tror, vi alle kender det fra situationer, hvor vi har prøvet at lære fra os. Ingen bliver sure over, at et barn har svært ved at forstå betydningen af et ord, eller ikke helt mestrer en bestemt teknik på gymnastikmåtten; så længe, man kan se, at de faktisk giver det et oprigtigt skud, tror jeg, at de fleste af os føler, at den læring, der vel egentlig er målet med det hele, har fundet sted <3
For mig er det også vigtigt at gøre sig umage, hvor man nu er. Men jeg synes, at der er stor forskel på at gøre sig umage i sammenhænge, som man selv har valgt at være i og i sammenhænge, som man er tvunget til at være i, som eks. barn i 1.- 9. klasse. Og hvor man (barnet) også har meget lidt direkte indflydelse på, hvad der foregår. Umage bliver så meget nemmere i situationer, der er selvvalgte og hvor man kan være med til at påvirke dem.
1000% enig. Umage er uendelig meget nemmere at præstere, når det er rettet mod noget, man gerne vil.
Måske ville det være mere rigtigt at sige ‘så godt, som du kan’ og så være meget klar på at få tydeliggjort, at det eneste, jeg reelt mener er, at jeg gerne vil have, at hun prøver oprigtigt.
Jeg er ikke på det neurodivergente spektrum, men jeg ER højtpræsterende introvert og perfektionistisk og overtænkende anlagt. Jeg kan til dels genkende mig selv i dine beskrivelser af Frida, og som mor til et nu skolebarn, der har en rem af huden, kan jeg også genkende alle dine overvejelser.
I mit voksenliv er det i tiltagende grad gået op for mig, at mine forældres velmenende og på mange måder rigtigt sete ’vi vil bare gerne have, at du gør dig umage’ er landet tungt i lige præcis min forventnings/præstationskasse. Jeg er grundlæggende enig i deres (og din?) kærlige tanke, om at det, der tæller, er at man gør en indsats – ikke hvilket resultat, man opnår.
Men ’at gøre sig umage’ har i hvert fald for mig vist sig at være elastik i metermål, og problemet med det er jo som bekendt, at man altid kan trække lidt mere, hive og slide lidt ekstra, spænde det hele til bristepunktet. Og på et tidspunkt risikerer man (i hvert fald jeg) at elastikken springer.
Jeg har et arbejde, hvor jeg altid kan læse en tekst igennem en ekstra gang, nørde et bestemt ord en time mere eller gennemskrive et afsnit på tre forskellige måder. Jeg er ved at lære mig selv, at jeg kan sætte rammer for min gøren mig umage, fx ved helt konkret at sætte tidsbegrænsning på en opgave og arbejde ud fra devisen ”godt nok” (svært!). Man kan godt gøre sig umage til 85 %.
Jeg tænker meget over, at vi allesammen har noget med, enten i form af gener eller opvækst, hjernes wiring, tillært selvbeskyttelsesadfærd osv., og at øvelsen som forældre eller voksen, der bliver bevidst om de her ting, ofte er at trække i den anden retning. Mit barn er pligtopfyldende to a fault og samtidig perfektionistisk anlagt. Jeg vil virkelig gerne give hende det med, at man ikke dør af at sige nej, skuffe nogen, sløse lidt, slække lidt og gøre noget ’bare okay’.
Jeg tror, at det måske kan handle om, at man skal have afgrænset sit ‘umage’? For jeg kan 1:1 genkende alt, hvad du skriver. Jeg kæmper selv med det, også ift. bloggen her. Somme tider sidder jeg med en tekst, som jeg skriver, skriver om, redigerer, sletter på og føjer til, til jeg til sidst næsten har glemt, hvad jeg egentlig gerne vil sige med. Jeg har efterhånden lært mig selv at bremse tanketoget med ‘Det behøver ikke være perfekt’; en sætning, jeg lige nu øver mig meget i at tage med over i andre arenaer af mit liv.
Jeg tror, det er meget en Dygtig Pige-ting, og at der er udefrakommende faktorer, der kan forstærke den. Eksempelvis tror jeg, at noget så eksternt som din placering i søskenderækken kan have betydning. (Og ja. Jeg er storesøsteren…)
Men din kommentar fik mig til at tænke over, at jeg måske skal have gjort lidt mere klart, at jeg med umage mener ‘så godt som dagsform og omstændigheder tillader’? For umage er ikke for mig en øvre grænse, der er mejslet i sten. Det er mere et mindset, tror jeg? Som et stykke hen ad vejen også handler om de andre mennesker, der er en del af relationen/processen. For umage kan også for mig handle om at sige nej og vælge fra, fordi man ved, at man ikke kan byde ind med det, der lige i *denne* givne situation er behov for.
100 % det er en kønnet ting, og nok også en søskendeplacerings ting. *Rækker en storesøsterhånd i vejret* 😉
Men Dygtig Pige er ikke kun noget, man fødes som (i hvert fald ikke udelukkende!), det er også noget, man bliver (shout out Simone de Beauvoir), og måske er det også noget, man kan forsøge at modarbejde lidt? Too much of a good thing, og alt det der … For mig bliver det en meget lavpraktisk og konkret øvelse at gå lidt bevidst imod det, fordi det nogle gange kan føles som det eneste ægte oprør mod perfektionismen.
I yoga er der en talemåde med, at ens krop er en ny krop, hver gang den rammer måtten. Det man kunne præstere i går, kan man ikke nødvendigvis i dag. Jeg tror på en måde, jeg forsøger at advokere for, at selv det at præstere det minimum, kræfterne rækker til eller situationen kalder på en given dag, til forveksling kan ligne en form for perfektionisme … måske (smider lige selv et spørgsmålstegn ind her, de her tanker er meget work in progress hos mig: ?) Man må også godt bare … lægge sig helt fladt ned på den måtte og ikke gøre sig umage med noget. En gang i mellem i hvert fald?
Det jeg ikke fik skrevet i min første kommentar er: Frida er heldig med dig, og vi er heldige, at du deler de her ting med os. Tak for altid at give stof til eftertanke!
Kunne ikke være mere enig med dig – ikke mange der er mestre alle fag til perfektion i skolen.
Mor til et datter med diverse diagnoser og indlæringsvanskeligheder må jeg sande at boglige fag i skolen, på ingen måder fanger / interesserer hende.
Vi har været og er meget tydelige omkring at vi ikke har nogen som helst forventninger til at hun skal være god i skolen – MEN en forventning om at “man skal gøre sit bedste”, med de værktøjer man nu engang er blevet fordelt her i livet.
Jeg tror faktisk, at du her formulerer det mere præcist, end jeg fik gjort. For det er netop ‘at gøre sit bedste’-mentaliteten, jeg forsøger at fremme i de processer og relationer, de – både tvunget og frivilligt – er havnet i. Og det er (for mig i hvert fald) noget helt andet end at plante forventninger om, at resultaterne altid skal være perfekte.
Tak for lige at følge op.