M2026, uge 4

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Hentet en krea-app, som tilbød, at man kunne prøve den gratis i en uge.

Som alle andre apps, der lokker med gratis prøveperioder, krævede det bare lige, at jeg indtastede mine betalingsoplysninger – men abonnementet kunne naturligvis ’til enhver tid opsiges’.

(Jeg mindes med længsel de dage, hvor vi bare kunne købe en app and be done with it. Good times).

Nå, men jeg har for nyligt opdaget, at ikke alle ved det her, så nu får I den lige af mig: Man kan bare opsige de her abonnementer med det samme. Altså, indtaste betalingsoplysninger, klikke ’hent app’, downloade – og så gå direkte over i Settings og opsige det. Du får stadig den gratis prøveuge, men abonnementet udløber så bare, når ugen er gået.

Jeg henter 17.000 apps om ugen, og derfor er jeg ret omhyggelig med at få dem opsagt i samme sekund, jeg har hentet dem, fordi jeg hellere vil tegne dem igen, hvis jeg ender med at elske dem, end betale for apps, jeg ikke bruger, fordi jeg glemmer at opsige dem.

Denne benyttede jeg lejligheden til lige at scrolle ned over mine aktive abonnementer, når nu jeg alligevel var der, for at sikre mig, at jeg stadig bruger dem nok til, at det giver mening at betale for dem.

Der røg to, som jeg ikke har åbnet i månedsvis; kommer jeg til at savne dem, henter jeg dem bare igen.

2.

Er mine Mason Jars med split-låg kommet.

Hvis man aldrig har hørt om dét før, er man ikke alene: jeg anede heller ikke, hvad det var.

Men det er Mason Jars, som vi kender dem – men med den afgørende forskel, at låget består af 2 dele; en plade og en ring:

Det er genialt. For det betyder, at det er nemt at skrue lågene fast, når man f.eks. henkoger tomater, men det vigtigste er, at det er nemmere at åbne glassene igen.

For de sidste to år har jeg flere gange oplevet, at undertrykket i glassene er så stort, at jeg faktisk ikke kan åbne dem, når jeg skal bruge dem, uanset om jeg har henkogt i patentglas med gummiring, eller almindelige glas med skruelåg.

På glas med metallåg kan man bruge en dåseåbner, men ikke uden at ødelægge låget.

Et hermetisk lukket patentglas er sværere at gøre noget ved. Jeg har brugt en tynd skruetrækker, men to gange har jeg på den måde ødelagt gummiringen, og 3 gange er glasset flækket/sprunget, når det tager luft ind, så det kan åbnes.

Jeg ved godt, at nye metallåg og gummiringe ikke koster en formue, men en del af ideen i at henkoge selv er jo bæredygtighed, og derfor irriterer det mig stadig.

Split-låg skulle være løsningen, og de er efter sigende en del af det originale design og dermed grunden til, at Mason Jars i USA er så populære.

For selv hvis der er opstået stort undertryk i glasset, kan ringen stadig drejes og skrues af, så man med spidsen af en kniv kan løsne skiven og befri sine tomater.

Det var én af de situationer, hvor algoritmen var min ven, for jeg har googlet emnet så meget, at jeg i mit feed fik en reklame for dem, fordi de var på tilbud. *haps*

Jeg skal først bruge dem til sommer, men nu har jeg fået dem billigt, og jeg er fri for at skulle på jagt efter dem, når tomater og jordbær begynder at tage farve.

3.

Har jeg haft fødselsdag, været syg, haft to syge børn, haft 2 x gæster og nappet et foredrag med Eske Willerslev.

Det har været til den gode kant, vil jeg sige.

Men ingen skygger uden lys, for det fine ved at have så ekstrem en uge er, at det tvinger mig tilbage til rødderne ift. at svinge øksen og lade falde, hvad ikke kan stå.

Når jeg har god(-ish) tid, kan jeg godt komme til at overvurdere min tid og mit overskud. Det kan trække opgaver i langdrag, og skubbe beslutninger, der egentlig bare burde træffes, og virker som åbne tabs, der står og sluger maskinkraft i baggrunden.

Når børnene har så høj feber, at jeg er oppe hver anden time, to nætter i træk, gemmer jeg ikke en lille rest spidskål, fordi jeg måske kan finde på noget at bruge den til senere på ugen. Jeg flytter ikke rundt på en blomst, som måske kan reddes, hvis den bliver nurset kærligt tilbage til livet. Jeg holder fast i både frist og i, at der skal være 8 tilmeldte til det arrangement om Digital Dannelse, jeg har tilbudt at lave i Fridas klasse – og aflyser det, når der er 7.

Og jeg ombestemmer mig ikke, når nogen efter fristens udløb skriver til mig bagom.

Til gengæld holder jeg fast i det, jeg allerede én gang har prioriteret og lagt i kalenderen, så jeg ikke to gange skal holde fri til den samme aftale.

Det giver madspild, jeg smider ting ud, som måske kunne reddes, og jeg går glip af muligheden for at facilitere en potentiel vigtig samtale, der også ville komme mit eget barn til gode.

Men det betyder samtidig, at jeg om lidt kan kravle i seng med fornemmelsen af at have brugt min sparsomme energi rigtigt.

For i morgen, når uret ringer, kan jeg tage fat på en ny uge, hvor jeg ikke allerede fra starten er bagud, fordi jeg først skal løbe mine efterslæb ind.

Det er ikke altid muligt at holde plads og rum til ingenting, for livet er en rodet omgang. Men jeg vil gøre mig umage for året igennem at arbejde smart i stedet for at arbejde hårdt, så jeg, når spidsbelastningskurverne flader ud, med det samme kan re-fokusere på det, jeg har lovet mig at selv at prioritere i 2026.