M2026, uge 5

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I denne uges M2026-indlæg har jeg valgt, at alle punkter er prepper-relaterede. Det bliver ikke sidste gang i år, at et M-indlæg får et specifikt tema, for det er ret velegnet som ramme til emner, som ellers kan blive lidt fragmenterede.

De første gange, jeg skrev prepperindlæg, var jeg meget omhyggelig med at disclaime, fordi jeg ved, at er et emne, der kan dele vandene. For nogle lugter prepping stadig lidt af fedtede typer i wifebeater og MAGA-kasketter, men som verden ser ud i dag, kan de fleste nok alligevel godt se, at det kan give mening at forberede sig i én eller anden grad.

Derfor har jeg besluttet, at det godt må være med herinde, og for mig er det at sidestille med førstehjælp. Både ift. indsats og udstyr.

For førstehjælp kan være hjertemassage og at redde folk op af frosne søer – men det kan også bare være at finde et hæfteplaster i skuffen, når dit barn har klippet sig i fingeren.

Nogle mennesker har alutæpper, kompressionsforbindinger og skumslukkere i både bil, sommerhus og køkken. Andre har bare en rulle gaze og 2 meter elastik-plaster i en kurv på badeværelset.

Det hele tæller som førstehjælp, og folk er med, som det giver mening for dem.

Det er det samme med prepping. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, og jeg har hverken ønske eller ambitioner om, at I begynder at grave ud til eget beskyttelsesrum i haven, eller laver et frøbibliotek, så I kan gen-så jordens samlede vegetation, post apokalypsen.

Jeg vil bare gerne gøre, hvad jeg kan, for at det bliver en naturlig del af hverdagen at forholde sig til, at strømmen kan forsvinde eller nettet gå ned, og at vi stille og roligt vænner os til at tænke bæredygtighed ind i forberedelserne også.

1.

Mit første punkt handler om, at jeg de sidste måneder flere gange har tænkt, at det måske ville give mening at anskaffe enten et gasblus eller en Trangia.

Jeg har indtil nu følt mig godt kørende, fordi jeg i mine forberedelser har tænkt varmekilder ind og har både bålfad, grill, og køkkengrej, der kan tåle åben ild.

Men når man har en hammer, ser man søm overalt, og fordi emnet her interesserer mig, har jeg over de sidste mange måneder bemærket, at strømmen er røget her, der og alle vegne – men ofte kun i et par timer ad gangen.

Det kan der være mange forklaringer på, og det er ikke dem, der er relevante her.

For det, jeg begyndte at tænke over var, at jeg jo ikke kommer til at fare ud i haven og tænde et bål, 10 minutter efter at have konstateret, at der ikke sker noget, når jeg trykker på mine kontakter. Jeg ved ikke, hvor længe, vi er uden strøm, og det er jo ikke givet, at man er så heldig, at det her sker en lørdag formiddag, hvor man ikke har planer.

Derfor er jeg endt på, at det måske er smart nok at have et eller andet, der er hurtig at sætte op, som jeg kan koge vand på. På den måde kan jeg lave både kaffe og kopnudler, indtil vi lige ved, hvordan situationen udvikler sig, og det er måske meget smart.

Efter at have gravet lidt i gasblus og Trangia, endte jeg med at bestille sidstnævnte, netop fordi jeg bare skal have noget, jeg kan koge vand på, og Trangiaen var billigst.

Jeg fandt en jubilæumsmodel i flammende pink, som jeg på stedet forelskede mig i, og det blev min fødselsdagsgave til mig selv.

I weekenden var børnene ude af huset, og jeg vurderede, at det var et godt tidspunkt at teste den.

“Jamen, er det ikke bare at sætte ild til den, Linda?”

Måske? Jeg har ikke haft en Trangia før, og ligesom jeg har sat batteri i og testet lommelygten i bilen, så vil jeg også gerne prøve at koge vand i haven, mens der var ro – og et internet at google på.

Jeg havde inden været i tvivl om, om spritbeholderen var nok, eller om jeg også skulle have anskaffet mig en gasbrænder til den – og det er lidt en religion, kunne jeg se på nettet.

Men jeg satte den op, hældte sprit i beholderen, tændte, og satte en kedel vand over – og 5 minutter senere havde jeg en liter kogende vand.

Det var så nemt, at jeg *næsten* blev fornærmet. Og det var godt, jeg testede, for det gjorde det klart, at det for mig og til mit behov er ALT rigeligt med spritbeholderen. Dermed har jeg sparet både min konto og miljøet for et gasblus, som ikke er nødvendigt.

2.

Jeg har også været prepperlageret igennem, og det ser lidt anderledes ud i dag, end det gjorde for et par år siden, hvor hele tankegangen var ny.

Da jeg lavede de første prepperkasser, havde jeg hele madlageret stående i mit bryggers – og det blev noget rod. For jeg glemte konstant, at det stod derude, hvilket resulterede i et pinligt madspild, og derudover var der også madvarer, som ikke havde godt af at stå i samme rum som tørretumbler og vaskemaskine, fordi det ofte er varmere end de andre rum i huset.

I dag har jeg flyttet de fleste madvarer ind i køkkenet, og har bare fået indarbejdet en rutine med et lidt større basislager, så der på den måde altid er lidt ekstra.

På grund af pladsmangel har jeg dog stadig en kasse med langtidsholdbare madvarer i mit bryggers, ligesom kassen med toiletartikler også står derude. I oldefars skab i stuen har jeg samlet det, jeg kan få brug for, her og nu, hvis strømmen går, så jeg ikke skal stå i bælgravende mørke og rode efter lightere, stearinlys og lommelygter.

Mit lager fylder mindre i dag, end det gjorde i starten, og ved at have inkorporeret det i min sædvanlige husholdning, ved jeg hele tiden, hvor mange batterier, jeg har tilbage, eller hvornår vi mangler kopnudler.

Det er faktisk endnu et argument for at forholde sig til emnet i én eller anden grad, for man lærer hen ad vejen, hvordan man kan skrue det sammen, så det ikke er noget ekstra, man skal gå og huske på, men derimod bare tænker det ind som en del af hverdagsforberedelserne.

3.

Sidst men ikke mindst har jeg forsøgt at tage de indledende spadestik til en lokal beredskabsgruppe – og konstateret, at det ikke er noget, folk kan se et behov for.

For mig ville det give mening at etablere en arbejdsgruppe på 5-6 mennesker, som kan mødes, brainstorme og derfra lægge op til et møde i det lokale forsamlingshus, fordi vejret alene har givet ret store udfordringer her i området det sidste års tid.

Det er ikke længe siden, at vi var ved at regne væk, og med 600 børn, der skulle hentes, og personale, der selv har børn på andre skoler i kommunen, var det ved at blive rigtig træls for rigtig mange.

Skolen og kommunen mente ikke, hverken før eller efter, at der var grund til at forholde sig til det, hvilket jeg nok ikke helt forstår. For det bliver ikke sidste gang, det sker.

Jeg er pragmatiker nok til at mene, at det ville gøre en forskel, hvis vi som beboere havde talt situationen igennem, og lavet en plan for, hvordan en sådan situation i fremtiden kunne gribes an. F.eks. at indskoling gik i gymnastikhallen, mellemtrinnet samledes i Pyramiden og udskolingen gik til kontorfløjen. De 3 områder har hvert sit parkeringsområde og hver sin nødudgang, og man ville på den måde kunne mandsopdække store børnegrupper med meget få ansatte.

Ud over vejret er strømafbrydelser også så hyppigt forekommende, at jeg synes, det kunne give mening at forholde sig til det. Helt konkret har jeg tænkt en del på dem, der får besøg af den udekørende hjemmepleje i området.

For beboerne på det lokale plejehjem er jeg ikke så bekymret for; de kan samles i de store rum, hvis varmen ryger, og man ved (og kan lave ekstra tjek) på dem, der er afhængig af livsvigtig medicin. Men jeg er ikke sikker på, at man har printede lister over borgere, der er tilmeldt den udekørende hjemmepleje, og her kan der både være mennesker, der skal have hjælp til mad og medicin.

Ligeledes har de fleste borgere med fast hjemmepleje i dag elektroniske nøglebokse. Dem kan man ikke komme ind til, hvis strømmen er gået, og de ikke selv kan åbne.

Alt det kunne man godt begynde at tale om, synes jeg. Det værste, der kan ske, er, at man får et lidt stærkere sammenhold, og hvis bare 1/3 af de mennesker, der bor i et område har tænkt noget klogt ift. et fælles beredskab, vil det gøre en ret stor forskel, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

Der var mange, der syntes, ideen var god.

Der var én (1), der meldte sig til arbejdsgruppen.

Og det er her, jeg er glad for, at jeg efterhånden har lært at lade være med at identificere mig med mine ideer og gøre dem til korstog.

For jeg har styr på, hvad jeg og min familie skal gøre i de her scenarier, så lidt hårdt kan man sige, at det her ikke (primært) er for min skyld. Men du slider dig selv i stykker, hvis du vil hjælpe folk mere, end de vil hjælpe sig selv – og i princippet ved jeg jo ikke, om de alle sammen har 80 sider lange beredskabsplaner hængt op på køleskabet, og derfor ikke har brug for mere.

Nu har jeg i hvert fald forsøgt, og somme tider må man lade det være ved det.