De sidste uger har vi i diverse kommentarfelter snakket om at lave nogle ‘anbefalings-indlæg’, hvor vi kan få glæde af hinandens erfaringer.
Jeg har vendt og drejet mulighederne for at samle anbefalinger af alt, fra bøger til køkkengrej, i ét indlæg, men uden at nå frem til en god løsning, for det bliver en rodet omgang, uanset hvilket format, jeg vælger.
Derfor har jeg besluttet, at jeg i løbet af i år laver det som enkeltstående indlæg, som jeg så opretter en særskilt kategori til ovre i højre side af bloggen. (I bunden, hvis man læser med på en telefon). På den måde er man fri for selv at skulle holde styr på at skrive det ned; man kan bare hoppe over i sidebarren, når man skal genfinde det.
Dagens tema er bøger. Der er ingen begrænsninger på genrer, sprog, lixtal eller hvor mange bøger, man anbefaler, men for at gøre indlægget konkret og brugbart, vil jeg gerne lægge op til, at vi alle skriver vores anbefalinger i følgende format:
Titel:
Forfatter:
Genre:
Stikord:
På den måde er det nemt at overskue for andre, og man kan hurtigt finde det, man måtte være på jagt efter.
To korte bemærkninger, inden vi når til mine 3 anbefalinger:
1.
De fleste biblioteker har gode apps i dag, og i dem er der stort set altid en favorit/huskeliste-funktion. Den vil jeg gerne anbefale, fordi man på den måde har alle sine kommende læseeventyr samlet ét sted.
2.
Min gamle anbefalingsliste, som ligger øverst på siden, indeholder også en del anbefalinger, opdelt efter genrer, som jeg stadig står inde for. Link til dén liste her.
Og lad os så komme i gang.
*
Titel: At tjene øjeblikket; en lærlings almanak
Forfatter: Birgitte Kirkhoff
Genre: Selvudvikling, spiritualitet, feminisme, klima
Stikord:
Fuldstændig vidunderlig bog om en kvindes søgen mod større forbundethed med mennesker, dyr og natur, i en verden, der føles som om, den er ved at gå til grunde. Sproget er eminent, og den systematiske opdeling af interviews, så de følger årets 12 måneder, får betragtninger om natur, mennesker og forankring i et fælles hele til at føles nærmest magisk. Jeg fik den anbefalet af en af jer, og den tjeneste vil jeg gerne give videre her.
*
Titel: Lag på lag; genveje til smagfulde, grønne måltider
Forfatter: Camilla Skov
Genre: Madlavning, opskrifter, nytænkning af måltider, måltider før og efter børn
Stikord:
Camilla Skov, som er kvinden bag IG-profilen Vegetarisk Hverdag, har her skrevet en kogebog, der utrolig fint beskriver den proces, man går igennem, når man går fra at lave mad til voksne, til også at skulle tænke børn ind i ligningen.
Jeg skal skynde mig at sige, at bogen vil være en fornøjelse at læse og bruge, uanset familiekonstellation, for opskrifterne er lækre, og opgøret med den traditionelle måde at tænke måltidssammensætning på, vil fungere for alle.
Men de fleste af os, der har børn, har oplevet at blive udfordret på både principper og ideer, da vi gik fra selv at kunne stemme alt, hvad der skulle på i gryden og på bordet, til at have ansvar for at få hældt brændstof på børn, der – modsat hvad vi havde forventet – IKKE bare spiser alt, hvad man præsenterer dem for.
Bogens hovedkoncept er derfor en slags dekonstruktion af hovedmåltidet, som vi ellers kender det, så man stadig kan mødes over mad med masser af smag og næring, uden kampe og bævrende underlæber over tvivlsom tekstur og fjendtlige krydderier.
Det gør den meget anvendelig i familier og vennegrupper, hvor der skal tænkes særlige kosthensyn ind, og Camilla Skov er ualmindelig god til at forklare, hvad det er vigtigt at være opmærksom på, når man skal sætte tingene sammen på nye måder.
Jeg lånte den på biblioteket, men den er på min ønskeseddel nu, fordi der er så meget viden i den, at jeg har lyst til at eje den. Jeg tænkte flere gange, at den er den nye tids Frøken Jensens, fordi den, ud over de mange, lækre opskrifter, har så meget viden, som er brugbart for novicer i det grønne køkken.
*
Titel: Porcus
Forfatter: Kim Hundevadt
Genre: Krimi
Stikord:
Klassisk krimi – men med det tvist, at den kredser om svineindustrien, og dermed på forunderlig vis kombinerer samfundskritik og god underholdning.
Som med alle krimier kræver den, at man accepterer genre-præmissen for at være underholdt, men jeg synes faktisk, at den har et ekstra lag, jeg ikke har set før, fordi den inkorporerer fakta og etik om en branche, der i bedste fald bedriver en tvivlsom forretning.
Den er spændende og velskrevet, og med 400 sider er der tid og plads til at give både miljø og persongalleriet den dybde, der gør, at man lever sig ind i historien.



Titel: Et lille liv
Forfatter: Hanya Yanagihara
Genre: Roman. Næsten 800 sider. Om venskab, identitet, smertende fortid og udvikling i relationer.
Stikord:
Den bedste bog, jeg nogensinde har læst. Om de fire venner Jude, Willem, Malcolm og JB, som man følger over tre årtier. Der ligger noget gemt i Judes fortid, som vi langsomt får løftet sløret for. Utrolige skildringer af personer, som er virkelig mangefacetterede. Rørende beskrivelser af værdien af tillid, venskab og kærlighed. OBS: De første 100-150 sider etablerer og forklarer rigtig meget om de fire personer, som godt kan gøre, at man lidt mister pusten, men hvis du kan nå forbi det, hænger du på!
+1 til den bedste bog jeg nogensinde har læst ❤️
Det er en FANTASTISK bog! Har læst den flere gange
Titel: Vittu
Forfatter: Iben Mondrup
Genre: Roman
Stikord: Jeg har aldrig oplevet at blive så påvirket af en bog før. Jeg kunne faktisk ikke tænke mig at have den stående i reolen, da jeg så nærmest ville blive bange for den. Var glad for at kunne aflevere den på biblioteket igen. Men vildeste læseoplevelse nogensinde. Læs også “Tabita”.
Læs også Bjørn. Og læs dem gerne i rækkefølge. De er eminente.
Titel: “Afslutninger” og “Kunsten at spejle et æg”.
Forfatter: Kim Andrea Brofeldt
Genre: Romaner
Stikord: Læs dem😉
Hvis man elsker at finde nye bøger kan jeg anbefale Litteraturklubben gruppe på facebook samt appen “Goodreads”!
Titel: Nøjsomheden
Forfatter: Stine Askov
Genre: Roman om kærlighed og ungdom og familier, der er lidt skæve
Stikord: Letlæselig bog, den røg på et par dage hos mig. Den er så fin og skrevet i et smukt sprog. En af de bedste bøger jeg har læst her i nyere tid.
Titel: Underskud
Forfatter: Emma Holten
Genre: Økonomi men også hverdag og feminisme
Stikord: I starten er den tung – men den bliver enormt spændende og Emma Holten er en meget klog kvinde. Ikke lad dig skræmme af “feministisk økonomi”-begrebet (som jeg frygter lidt at nogen vil lægge den fra sig på grund af). Jeg ville ønske alle havde læst den bog, ikke fordi man behøver at være enig i alt det hun skriver, men fordi man får et andet perspektiv.
Titel: Intermezzo
Forfatter: Sally Rooney
Genre: Roman om kærlighed og familie
Stikord: Virkelig smukt sprog. Sally Rooney har det med at kunne beskrive følelser som jeg ikke har hørt blive beskrevet før. Hun har jo skrevet mange populære men den her var jeg fuldstændig vild med. OBS den er skrevet i et grammatisk format der er lidt atypisk uden kommaer og med lange sætninger. Det skal man kunne overskue
Titel: Jeg er pilgrim
Forfatter: Terry Hayes
Genre: Spionthriller
Stikord: En kompromisløs international sammensværgelse fører til et halsbrækkende kapløb mod tiden. En anonym ung kvinde findes dræbt på et nedslidt hotel på Manhattan. Alle kendetegn er ætset væk. En far halshugges offentligt i den brændende saudiske ørkensol. En berygtet syrisk biotekekspert får skåret øjnene ud på en losseplads i Damaskus. De sidste rester af et menneske brænder ud på en bjergside i Afghanistan. Ét spor forbinder forbrydelserne, og kun én mand kan drage ud på rejsen. Pilgrim.
Det er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst, siger bibliotekaren 🙂
Og resten af familien hørte den som lydbog, da vi sidste sommer kørte til Italien.
Den kan lånes som e-bog eller lydbog på eReolen.
Omg, TAK for anbefaling. Begyndte at lytte i går, og jeg får da ikke sovet foreløbig, for den skal høres færdig med det samme. Tak!
Titel: Alt I en, med Louis og bearnaisen
Forfatter: Louise Lyshøj
Genre: kogebog til nem hverdagsmad
Stikord: Den bedste kogebog jeg nogensinde har haft. Konceptet er at alle retterne laves i én fx gryde, pande, eller fad. Samtidig har forfatteren med stor humor og forståelse for madlavning i hverdagen gjort det super simpelt. Brug færdig tacosauce, den pasta du nu lige har i skuffen, osv.
Alt i én konceptet betyder også at man ikke står og skal lave 8 forskellige elementer til en ret. Bare hakke, blande, tilberede, servere.
Hey, her kan jeg være med 🙂
Titel: “Et år med magisk tænkning”, “Blå timer” og “Noter til John” (helst i den rækkefølge)
Forfatter: Joan Didion
Genre: selvbiografi/autobiografiske romaner
Stikord: Joan Didion er amerikansk journalist og forfatter. Første bog er om sorgen og chokket over at miste sin mand sfa. pludselig død efter 40 års ægteskab, anden bog er bearbejdning af sorgen over datterens død, og tredje bog er en posthumt udgivelse af Joans noter til sin mand, mens hun går til samtaler med en psykiater, flere år før handlingen i første bog. Joan Didion skriver meget kringlet, med en mia. referencer til amerikansk politik, forskning, journalistik, hele hendes eget liv og en masse samtaler med mange mennesker inden for upperclass amerikanske forfattere og journalister, men jeg blev alligevel fanget af den stærke fortællestemme og de mange refleksioner.
PS. Hendes fiktions-romaner og noveller lever på ingen måde op til de her tre bøger.
PPS. Elsker også “Afslutninger” af Kim Andrea Broberg.
Titel: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Forfatter: Glenn Bech
Genre: Samtidskritik, normkritik
Stikord: Om klasseskel, samfundskritik, minoritetsopråb. Burde være obligatorisk læsning på første året af alle akademiske uddannelser fordi den udstiller hvordan autoriteter opretholder sig selv.
Titel: To Paradise
Forfatter: Hanya Yanagihara
Genre: Roman
Stikord: Når man har læst “Et lille liv” af samme forfatter, og synes at det var noget nær det bedste man havde læst, er det svært at læse en anden af samme forfatter. Men den skuffer ikke. Man følger nogenlunde de samme mennesker i 1800 tallet, 2000 tallet og i en fremtid omtrent år 2200 (tror jeg nok). Gigalang, men eminent.
Titel: Bolschefilosofi
Forfatter: Marie Brixtofte
Genre: Selvudvikling
Stikord: Jeg hader selvhjælpsbøger, kan ikke døje tonen. Men denne tager konkrete psykologiske metoder, tilsætter illustrationer og eksempler i et let læst sprog. Man kan vende tilbage til enkelte tematikker, for de skal oftest læses flere gange i forskellige perioder i livet.
Titel: Shantaram (på engelsk)
Forfatter: Gregory David Roberts
Genre: Roman
Stikord: Den kan godt lyde mærkelig, hvis man forsøger at beskrive den, så det undlader jeg 🙂 Men det er virkelig den bedste bog, jeg nogensinde har læst – selvom den er lang! Jeg vender tilbage til den igen og igen.
Titel: Triologi: “Jeg tog ned til bror”, “Vi tog op med mor” og “Så tog jeg hjem”.
Forfatter: Karin Smirnoff
Genre: Nordsvensk socialrealisme
Stikord: Barske, smukke bøger om en kvindes opvækst og voksenliv der er præget af omsorgssvigt, psykisk sygdom og destruktive familieforhold. Om at forsøge at skabe et eget liv på trods af den bagage, man bærer med sig.
Bonus: Første bind ligger som miniserie på DR. VIRKELIG god!
Marianne Frederiksens er min absolutte yndlingsforfatter.
Hun skrev i 2 “spor”: dels genfortællinger/tolkninger af bibelske personer (Adam og Eva, Kain, mfl.) dels (svenske) familie historier. Hun kunne noget meget sjældent: beskrive hvordan verden opleves gennem barnets øjne.
Anbefaler at starte med “Ifølge Maria Magdalene”(bibelsk gendigtning) “Anna, Hanna og Johanna” (historien om 3 generationer af kvinders kamp for frihed).
“Den som vandrer om natten” er den bedste bog, jeg har læst – og læst igen og igen.
Maja Lunde “Biernes historie”, en fantastisk tur gennem vores planets fortid, nutid og skræmmende fremtid, fortalt gennem biernes (og dermed vores) skæbne.
Svetlana Aleksijevitj “Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”.
En helt utrolig indsamling af russiske kvinders beretninger fra 2.Verdenskrig.
Behøver ikke læses fra start til slut, bladr omkring og lad dig blæse omkuld over menneskets evne til at tåle selv de værste forhold. En fast boggave, jeg giver til andre.
Tara Westover “Oplyst”. Velskrevet og letlæst bog om at vokse op i en isoleret mormon familie i USA. Også fast boggave, især til unge mennesker.
Lori Gottlieb “Måske skulle du snakke med nogen”. Interessant og virkelig sjov bog om at gå i terapi, skrevet af en terapeut, der selv må til terapi, midt i en livskrise.
Garanti for at blive rørt, lære noget og få nogle gode grin.
Jeg ved, at der er et par hundrede andre fantastiske bøger gemt i min (manglende) hukommelse🙈 Glæder mig over alle i andre’s gode input👏👏
Et lille fif (hvis det ikke er almen viden?):
Hvis du gerne vil læse noget, som ikke er tilgængeligt via dit eget bibliotek, så kan du reservere det via http://www.bibliotek.dk – så bliver det sendt til dit bibliotek fra ét af de bibliotek, der fører bogen.
Titel: Huse med børn.
Forfatter: Lise Villadsen.
Genre: Psykologisk thriller.
Stikord: Hovedpersonen er en kvinde, der er gift med en præst. Parret er i fertilitetsbehandling. Pludselig meddeler manden, at han ikke vil være med i behandlingen længere. Det falder sammen med, at parret får nye naboer, og kvinden mistænker, at manden har en affære med nabokonen. Kvinden bliver derefter besat af at følge med i naboernes liv. En roman uden store armbevægelser, men alligevel blev jeg grebet af handlingen, og havde svært ved at lægge bogen fra mig igen.
Titel: Bag brystlommen.
Forfatter: Karin Heurlin.
Genre: Roman.
Stikord: Jeg elsker Karin Heurlins bøger. Denne bog er en del af serie, og handler om en række personer, der er bosat i en dansk provinsby. Personerne er godt skildret, og man får mange gode grin undervejs. Bogen er stærkt inspireret af forfatterens eget liv.
Titel: Mine tre forældre.
Forfatter: Christian Mørk.
Genre: Biografi.
Stikord: Hvis man kan lide biografier, er denne bog værd at læse. Forfatteren skriver respektfuldt og reflekteret om sin opvækst med sin mor Susse Wold, sin far Erik Mørk og sin stedfar Bent Mejding.
Titel: Kriger uden maske.
Forfatter: Hanne-Vibeke Holst.
Genre: Biografisk roman.
Stikord: Bogen handler om den danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba og hendes kamp for at blive en anerkendt kunstner i en mandsdomineret verden.
Titel: Pigen fra vestkysten.
Forfatter: Claudia Westh Lonning.
Genre: Roman.
Stikord: Familiekrønike der forløber over 60 år. Handlingen starter med at hovedpersonen Margrethe oplever krigens start i Esbjerg i 1939 i form af et bombardement.
Titel: Jesus, pengene og livet + Kærligheden, kampen og kloden.
Forfatter: Gretelise Holm.
Genre: Erindringsbøger.
Stikord: De bedste erindringsbøger der nogensinde er skrevet. Forfatteren kalder dem erindringsdebat bøger. Hun har en skarp pen. Skal læses.
Titel: Den store boomerbog.
Forfatter: Gretelise Holm.
Genre: Personlig beretning.
Stikord: Nyeste bog fra forfatterens hånd. Hun beskriver samfundsudviklingen gennem de sidste 8 årtier. Vanvittig godt skrevet.
Titel: Svigermoren + Skilsmissen.
Forfatter: Moa Herngren.
Genre: Roman.
Stikord: Herlige romaner der ikke er til at slippe igen. Beskriver svære følelser og dilemmaer i familier på en måde så det ikke bliver “tung” læsning”.
Har også udgivet “Søskendefejden”, som jeg glæder mig til at læse.
Titel: Du er her
Forfatter: David Nicholls
Genre: Roman
Ren feelgood fortælling om at møde en ny når man er omkring de 40, med alt hvad man hver især har med sig i rygsækken. En slowburn romance med forhindringer, hvor karakterene undervejs foldes ud og bliver til hele mennesker, der blev hængende hos mig efter bogen var slut. Og så er den sjov, uden at det bliver Bridget Jones 😉
Ikke hverken samfundsrevsende, hårrejsende eller voldsomt intellektuelt, men en ny klassiker på min virtuelle boghylde, som jeg kommer til at vende tilbage til, sikkert mere end én gang 😊
Titel: Kvinderne fra Thy.
Forfatter: Maria Helleberg.
Genre: Slægtsroman.
Stikord: Første del af en serie på 4.
Velskrevet roman om at overleve på landet i Thy omkring år 1900.
Genialt koncept!
Titel: Min kamp 1-6
Forfatter: Karl Ove Knausgård
Genre: selvbiografi
Bogserien der fik mig i gang med at læse igen. Kan ikke huske hvornår jeg har været så opslugt af bøger. De 6 bøger beskriver forskellige perioder i Knausgårds liv og er både udleverende og selvudleverende. Der er mange der diskuterer etikken, og der er jeg ikke landet rigtigt selv, men jeg ved at det var helende at læse om nogens liv så tæt på og så hudløst ærligt fx om parforhold og det at have små børn. Han tager nogle gange nogle lidt lange detours og skal skal indrømme at jeg endte med at skippe sidste halvdel om hitler i nr. 6, men det lever jeg med.
Titel: Morgenstjerne-serien
Forfatter: Karl Ove Knausgård
Genre: pas.. fælles for alle bøgerne er at en ny stor stjerne dukker op på himlen og så sker der mystiske ting og sager. Samtidig er det overnaturlige meget veldoseret og bøgerne handler i lige så høj grad om forskellige menneskeskæbner, der flettes sammen. På tværs af bøgerne, ser man desuden nogle af de samme skæbner fra andre vinkler – meget interessant! Jeg har aldrig læst noget lignende og glæder mig til at læse den sidste i serien.