M2026, uge 6

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Ryddet op i toiletskabet, og lavet en pose med håndsæbe, shampoo osv. som vi (pga. sart hud og meget skandinavisk hår) ikke bruger, og givet den til Hjemløses Venner.

Nytårsaften havde vi en stor brand i Esbjerg, hvor et par etageejendomme udbrændte fuldstændigt, og der dermed pludselig var virkelig mange mennesker, der mistede alt. Mange af de mennesker, der bor/boede der, er så pressede økonomisk, at de ikke har indboforsikring, og selv for dem der har, går der tid, før man får penge mellem hænderne.

Hjemløses Venner i Esbjerg er drevet af en fuldstændig fantastisk ildsjæl, som også er fængselspræst. Hun meldte sig med det samme på banen og tilbød, at de ramte familier bare kunne komme ud i butikken og hente, hvad de manglede. Hjælpen strømmede til fra hele byen – men det var meget tøj og legetøj, der blev afleveret, og de mennesker, der stod for at organisere det hele, er frivillige – og i mange tilfælde selv hjemløse.

Jeg ringede derfor til hende, og tilbød, at jeg gerne ville undersøge muligheden for at låne en tom fabrikshal, og løbe et set up i gang, hvor man kunne stille store borde med skilte op. “Bleer og tørmælk”, “Håndklæder”, “Hygiejneprodukter” osv.

Min tanke var, at ALLE har noget stående derhjemme, som de ikke bruger, og hvis man selv kunne køre ud og stille det på det rigtige bord, ville man fjerne sorteringsarbejdet for de frivillige. Samtidigt ville de ramte familier (og andre, der måtte have brug for det), kunne hente det, de manglede – og samtidig også have lidt autonomi ift. hvad de fik. Fordi man har mistet alt i en brand, kan man stadig godt være allergisk overfor parfume, eller have autistiske børn, der har det svært med specifikke teksturer/dufte/smagsvarianter, og på den her måde ville man kunne vælge det, man rent faktisk kunne bruge.

Hun forstod simpelthen ikke, hvad jeg mente, men foreslog, at jeg kunne aflevere tingene på hotellet hvor familierne var indkvarteret.

Det er fuldstændig fair, at et menneske, der pludselig er blevet en slags hovedansvarlig for at koordinere nødhjælp til virkelig, virkelig mange mennesker på én gang, ikke kan rumme mere – og hun var virkelig sød og imødekommende, da jeg talte med hende.

Men somme er der for langt hjem, og derfor valgte jeg i stedet at smide forslaget op i en gruppe og skrive, at hvis nogle af dem, der var tættere på hjælpearbejdet ville løbe med ideen, kunne de bare række ud; så ville jeg gerne hjælpe.

Jeg har ikke hørt mere fra nogen, og det er godt, for det betyder, at folk umiddelbart har det, de skal bruge. Men fordi jeg ved, at de stadig hos Hjemløses Venner hjælper ofrene, har jeg nu afleveret, hvad vi havde stående, så dem, der stadig/igen mangler den slags, kan få lidt mere at vælge imellem.

2.

Har jeg haft gæster, og prøvet at bage endnu en Key Lime Pie, hvor jeg brugte det fyld, jeg havde test-frosset – og det kunne man sagtens. Der var ingen forskel i hverken smag eller tekstur, så den er hermed givet videre.

3.

Er vi gået fra januar til februar, og derfor har jeg haft fat i min lille notesbog, hvori jeg nytårsaften skrev mine forsætter for det kommende år.

Det er en ny strategi, jeg prøver, for i løbet af året at hjælpe mig selv med at huske, hvad jeg gerne ville prioritere og fokusere på.

Et af mine punkter var/er at ‘fylde på’, og den liste, jeg har i min bog, er allerede til at få øje på: Jeg har været til foredrag med Rasmus Dahlberg og Eske Willerslev, jeg har prøvet Gong-bad med fødselsdagsklubben, været til Luminis på Egeskov, og jeg har tilmeldt mig både en tolkeweekend i marts og et foredrag om bæredygtige køkkenhaver om et par uger.

Det skal helst ikke få karakter af at samle en slags kulturelle Pokémons, og jeg vil gerne have tid nok mellem de respektive påfyldninger, til at kunne nå at lade det bundfælde sig i systemet.

Men det er en måde at holde fast i det løfte jeg gav mig selv for 6 uger siden, som hurtigt kan fortone sig, når hverdagen ruller og det bliver ved med at sne. (Seriøst. Nu må det faktisk godt stoppe).

Når jeg skriver punkter som det her på listen, så bliver jeg altid lidt i tvivl om, om det for jer føles skævt; som noget, der ikke hører til under minimalisme-begrebet.

Derfor vil jeg lige i dag gerne prøve at knytte et par ord til, hvorfor jeg gør det.

Inde i mit hoved giver det mening, og for mig er det en måde at kurskorrigere på. For hele kongstanken med disse indlæg er at bruge ressourcerne meningsfuldt, både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Og det er nemt at hægte sig på en trend, fordi de fleste af os automatisk bliver grebet af nye ideer, hvis de ligger inde for et felt, der interesserer os. Det er der intet i vejen med, og inspiration er altid fedt. Men kunsten er jo at udvikle de blivende tiltag, så de fortsat giver mening, når samfundet omkring os udvikler sig, og vi selv flytter os.

Da Marie Kondo var på alle platforme for at lære os, at ting skulle ‘sparke joy’, var det en.. måske ikke ny, men så i hvert fald mere systematisk måde at forholde sig til sit forbrugsmønster på. Men hvis hun i dag gik ud og forsøgte at sælge det samme budskab igen, ville det ikke have samme massive effekt, for nyhedens interesse er væk, og de af os, der fandt mening i det første gang, har for længst indarbejdet det i vores måde at forbruge på.

Som dagene, ugerne og årene går, er det nemt at blive dogmatisk; specielt, når man oplever, at det emne, man selv interesserer sig for, bliver mere mainstream – hvilket jo heldigvis/desværre er tilfældet, fordi miljø og klima fylder mere og mere i den fælles bevidsthed.

Derfor ville det for mig, når jeg skriver disse indlæg, være nemt at falde i fælden, hvor jeg bare, uge efter uge, lister op, hvordan Man kan spare på vandet og strømmen, og hvad Man ikke har brug for.

Men så bliver det dødt og salmevers og udenadslære, og mit udgangspunkt for disse indlæg har altid været, at dine tiltag kun fungerer, hvis de fungerer for DIG. For det er den eneste måde at sikre, at det er nogle, du har lyst til at blive ved med at praktisere.

Det er også den eneste måde at blive ved med at opdage nye måder at komme miljøet til undsætning på, for hvis vi alle fokuserer på produktion af bæredygtigt tøj, så ender vi med at blive VIRKELIG gode til det. Men det hjælper ikke, hvis 3/4 af os stadig bruger sølvpapir og engangsservice, smider kilovis af mad ud og klatvasker to par sokker på 95 grader.

De gode ideer kommer alle steder fra, og det lukker vi af for, hvis vi får skabt en fællesopfattelse af, at der kun er én rigtig løsning.

Så når mine punkter somme tider stritter lidt i alle retninger, og den ene uge bare er et tip om, at man kan lægge overskydende rundstykker i blød og smide dem i en ny portion dej, mens det ugen efter handler om at holde sig selv fast på et løfte om plads og tid, så man kan skabe mening i hverdagslivet, så er det fordi, det for mig er en måde hele tiden at sikre, at jeg holder fast i indlægsrækkens udgangspunkt

At bruge ressourcerne meningsfuldt. Både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Både for mig selv, og i det, jeg prøver at formidle.