M20XX

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet mine solcellelamper frem fra sidste år, og sat dem til opladning i solen – og de duer overhovedet ikke. Det er 3. år i træk, jeg har vasket årets indkøbte lamper, tørret dem efter alle kunstens regler og opbevaret dem i lukkede kasser og de overlever simpelthen ikke.

Jeg har derfor besluttet, at når jeg køber i år, så køber jeg bare et par stykker, vel vidende, at de reelt er at betragte som éngangspynt, og så får de lov at stå ude, til de ikke kan mere. Der er vist ingen grund til at bruge tid, vand og plads på at forsøge at forlænge holdbarheden, når det nu tilsyneladende ikke kan lade sig gøre.

(Hvis nogen har gode erfaringer med bestemte mærker, så skriv det endelig i kommentarfeltet).

2.

Preppet påskeæg, fordi vi er hjemme alle 3 fra i dag, og jeg derfor lige skal have styr på det, inden der er øjne og ører overalt. 

Jeg er aldrig gået særligt op i andre højtider end julen, men indeni Frida bor en eklektisk gejstlig, der skal bede om katolske mængder af fejring af alt, hvad der nogensinde er nævnt i alt, hvad der findes af trosretninger. 

Ret skal være ret: Jeg er nem at lokke. Derfor får børnene i slutningen af ugen op til påske, et brev i postkassen, som indeholder et påskeægsfrø. (Onde tunger vil påstå, at disse har en mistænkelig lighed med Jelly Beans..) Vi planter frøene i små potter, vander dem et par dage, og *puf* vokser der, overnight, et påskeæg op. 

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvem det er, jeg forsøger at narre, men vi hygger os alle tre med det, og det må næsten være det vigtigste. 

Fordi jeg, som alle andre forældre, ville pakke månen ind til mine børn, hvis jeg kunne, kommer jeg somme tider til at gå lidt beløbsmæssigt overboard på de her ting; ikke mindst fordi der går ‘ej, så skal de sgu have noget ordentligt’ i den. Det vil jeg gerne lidt væk fra, for det er unødvendigt, og derfor kommer ægget i år til at indeholde lidt snoller og en billet til svømmestadion. På den måde bliver en aktivitet, som jeg alligevel havde planlagt i påsken, den bærende del af konstruktionen. 

3.

Læst jeres have-tips og tusind artikler på nettet, og efter nøje overvejelser besluttet at gå fuld krukke i stedet for højbed. Når jeg finder ud af, hvad jeg kan holde liv i, kan jeg overveje højbede med bund (så hedder de vist bare plantekasser), for der er ikke rigtigt noget jord at slå rod i herude. 

Med krukkerne kan jeg eksperimentere med planter, og jeg kan flytte dem rundt efter behov ift. sol og vind. 

Fordi vi bor på yderste revle, blæser det godt herude, og med en mark som nabo, er der tit meget støv osv. i luften; særligt helt nede ved jorden. Derfor vil jeg gerne have specielt krydderurterne lidt op i niveau, men jeg har fået den ide, at det må kunne lade sig gøre, hvis man smider et par fliser under de krukker, der skal indeholde noget spiseligt. På den måde får jeg også lidt forskellige niveauer, hvilket jeg synes ser så fint ud.

Men krukker er *også* dyre, og derfor har jeg været forbi en håndfuld forskellige genbrugsbutikker. Det viser sig, at de meget sjældent får havekrukker ind, og Marketplace var heller ikke rigtigt nogen hjælp. 

Jeg tyggede lidt på min mangel på held, og nåede frem til, at jeg nok heller ikke selv ville komme i tanke om at aflevere overskudskrukker til genbrug. De ville formentlig bare få lov at stå i et hjørne af skuret og glo. 

Derfor prøvede jeg at lave et opslag i den lokale fb-gruppe, hvori jeg efterlyste krukker, som folk ville sælge.

(I tilfælde af, at nogle af jer får lyst til at prøve lykken på lignende vis i jeres lokalområde, vil jeg bare lige videregive en erfaring, jeg har gjort mig, nemlig at folk meget ofte forærer deres ting væk eller sælger dem meget billigt, hvis man, allerede når man spørger, lægger op til, at man gerne vil betale for dem. Der er et eller andet psykologisk i at anerkende, at ting har værdi, som øger folks lyst til at forære dem væk, kontra hvis man bare spørger, om nogen har noget, man må få).

Jeg skrev i opslaget, at design, farve og eventuelle skår var underordnet, men at der skulle være hul i bunden, og krukkerne skulle være til havebrug.

Og det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse: Der var flere, der havde krukker til at stå, som de ikke brugte, men heller ikke lige var nået til at smide ud. Ingen ville have noget for dem, så nu har jeg, helt gratis, fået krukker nok til at starte min lille have. Hurra!

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt mit nederlag og fornyet vores årskort til Legoland. 

Jeg havde forventet, at børnene efterhånden var ved at være for store, så jeg undlod at forny dem sidste år, hvilket ellers er billigere end at købe helt forfra.

Men børnene har, siden parken lukkede i november, spurgt 844873 gange, hvornår vi skal afsted igen, så da der kom en mail med et tilbud om at spare 100 kr. pr. fornyet kort, regnede jeg på, hvor mange gange vi skal afsted, for at det er tjent ind, og selv med den rabat, jeg kan få gennem HK og gratis børnebilletter at supplere med, kan det ikke betale sig *ikke* at købe årskort.

Trods alt var det så 300 kr. billigere at nå til den erkendelse nu, end om en måned. 

2.

Solgt en stak puslespil, og da jeg skulle sende dem opdaget, at man nu både gennem Bring, GLS og DAO kan sende uden at printe labels. 

Hos GLS får du en kode, som de scanner, når du indleverer, mens DAO og Bring bruger koder, du bare skriver på pakkerne.

Jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste uden printer, der ind i mellem skal sende noget, så måske er der nogle af jer, der kan have glæde af informationen også. 

3.

Kunne se, hvad jeg i løbet af marts – som er den første, fulde måned, hvor jeg har haft fokus på el – har sparet.

Jeg vil derfor gerne lige følge emnet til dørs for nu ved at lave en lille opsummering. 

Det er tydeligt for mig, at jeg med el har ramt et emne, som få ved rigtig meget om, og mange ved meget lidt om. Det har flere gange givet mig lyst til at lukke ned for det her på bloggen, fordi jeg er bange for at komme til at skrive noget forkert eller videreformidle noget, jeg selv har misforstået. 

Men en stor del af hele ideen bag de her indlæg er, at hvis vi alle sammen skal vente, til vi er blevet eksperter på noget, før vi ændrer vores vaner, så kommer vi aldrig i gang.

Derfor har jeg valgt at køre på med den ‘work in progress’-tilgang, der (forhåbentlig) gennemsyrer de fleste af indlæggene. For jeg tror virkelig, at nøglen til at ændre på de store ting, som vi er mange, der på forhånd giver lidt op på, fordi emnet virker kompliceret og uoverskueligt, bare er at starte et sted og så tage den derfra.

Inden jeg skriver, hvordan det er gået her, så er der lige en sondring, vi skal omkring. For når man – jeg – siger og skriver ‘spare på el’, så bliver det uklart, om det er en mængdemæssig eller en økonomisk besparelse, der er tale om. Altså, om man kan spare på antallet af kWh ved at blive bedre til at huske at slukke lyset, eller om man kan spare penge ved at bruge de billige kWh frem for de dyre.

Da jeg begyndte at gå op i det her, havde jeg egentlig ikke forventet, at vi kunne skrue særlig meget ned for antallet af brugte kWh. Vi er ikke nogle svin med lyset, vi fylder vaskemaskinen, inden vi tænder den, koger kun det vand, vi skal bruge osv. osv. 

Derfor var mit primære fokus at se, om jeg kunne spare noget i kroner og ører ved at flytte rundt på mit forbrug. 

Jeg besluttede fra starten, at det ikke skulle blive træls. Der skulle være tale om ændringer, der ikke krævede ekstra tid eller en fuldstændig omrokering af de daglige rutiner, for det overskud har jeg simpelthen ikke. Jeg ville aldrig kunne overskue at vaske tøj om natten, for ud over larmen (vaskemaskinen står op ad væggen til mit soveværelse), så er tid den knappe faktor for os, og jeg ville hellere flække begge skinneben på langs end at skulle mase en omgang ophæng af vasketøj ind kl 6.

Dét var udgangspunktet – men se nu her:

Det er simpelthen lykkedes mig at skære 30% af vores forbrug, udelukkende ved at fokusere på det. For vaskemaskinen kræver de kWh, den kræver, uanset hvornår på døgnet, jeg vasker, og jeg synes ikke, vi vasker mindre end vi plejer – eller sidder mere i mørke. (Jeg kan se, at det budgetterede forbrug er faldende fra vintermånederne, så jeg antager, at der er korrigeret for, at vi er ved at lægge vintermørket bag os). 

Vi er (dog) blevet bedre til at slukke lyset, jeg oplader min telefon, når jeg kører, og jeg vasker de store ting op i hånden, så jeg sparer en vask (hvilket jo får vandforbruget til at stige, men hvor dé to linjer krydser hinanden, ved jeg simpelthen ikke). Når jeg husker det, hiver jeg stikket ud af kontakten, de steder, det er til at komme til (jeg ligger ikke og kravler rundt nede bag sofaen), så jeg sparer lidt på standby-forbruget, men jeg føler virkelig ikke, at jeg gør noget, der kræver noget af mig. Så kan man *næsten* ikke, ud fra et miljøperspektiv, forsvare at lade være, vel?

Jeg ville ønske, at jeg kunne give et konkret bud på, hvor meget jeg i kroner og ører har sparet ved at prøve at flytte mit forbrug, men fordi jeg er gået fra fast pris til variabel pris, og strømmen samtidig generelt er steget, har jeg ikke et udgangspunkt at sammenligne med. Jeg kunne givetvis grave data frem og lave udregningen, hvis jeg havde al tid i hele verden, men det har jeg ikke, og Tænk skal også leve. 

For sjov kan vi lege lidt med de tal, vi trods alt har. For baseret på de her data, (som Watt henter samme sted fra som Norlys), så har jeg i marts sparet 106 kWh ift. budgetteret forbrug. Gennemsnitsprisen på sådan én er 2,25.

Det betyder, at jeg i marts har sparet kr. 238,5 ved at skære ned på antallet af forbrugte kWh.

Derudover vil der formentlig også være en økonomisk besparelse, fordi min pris på den enkelte kWh forhåbentlig bliver lavere end de 2,25, som gennemsnitsprisen er sat til, men hvor meget det beløber sig til, ved jeg ikke.

Jeg vil slutte med at vise jer det wi-fi, stik, jeg har snakket om, som gør det muligt netop af flytte en del af sit forbrug til det tidspunkt, hvor den rene elpris er lavest. 

Selve stikket ser sådan her ud:

Når jeg har det sat til, ser det sådan her ud:

Og det eneste, det kræver, er, at jeg går ind i en app og enten sætter en timer eller trykker her:

Jeg har eksperimenteret lidt, for i starten havde jeg det til at sidde i stikkontakten hele tiden, men det fungerer ikke her. Vi plugger til og fra, nakker hinandens opladere, når vi er ved at løbe tør, og fordi det sad der hele tiden, glemte jeg at slå det til og fra, så det enten bare ladede hele tiden eller slet ikke – og så går ideen jo af det.

Derfor har jeg fundet en ekstra lang stikdåse, som hele tiden sidder i wi-fistikket. Når den rene elpris så ser ud, som den f.eks. gjorde i forleden*, hvor vi var afsted over middag, smider jeg alt, der skal lades i det lange stik, sætter wi-fi stikket i kontakten og timer den til start fx. kl 13. Det tager 1,5 sekund, og på den måde begynder det hele at lade, når strømmen er allerbilligst.

Hvis du vil se, hvor stor en del af dit forbrug, der går til hvad, så du kan sætte ind der, hvor det gør den største forskel, så kan du hos Energistyrelsen se, hvordan forbruget i en typisk husholdning er sammensat her.

4.

Undersøgt, hvor lang ekspeditionstid, der er på oprettelse af en firmakonto i min bank, så jeg er sikker på at have den, når jeg skal til at sende fakturerer ud.

*

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft meget fokus på, at mit tørretumblerforbrug ikke behøver være alt eller intet.

Jeg har længe været god til at tørre f.eks. håndklæder ude, og så bare give dem 10 minutter i tumbleren til sidst, så de ikke føles som pap, men det er gået op for mig, at jeg uden at tænke over det, når jeg vasker kulørt, har overført det lidt dovne ‘når jeg nu starter den alligevel’-princip, som jeg bruger, når jeg starter vaskemaskinen/opvaskemaskinen, til tumbleren også.

Det er tosset, for få stykker tøj tørrer selvfølgelig hurtigere end mange, og dermed skal den køre i kortere tid. 

2.

Har jeg haft en mellemtime på job lige ved siden af en Harald Nyborg, og fordi TBS skrev i kommentarfeltet fra sidste uge, at hun havde købt et wi-fi stik i Jem & Fix, stak jeg hovedet ind forbi – og sørme så: De havde også.

Det ville aldrig været faldet mig ind at kigge efter det i byggemarkeder, for i mit hoved er wi-fi = internet = svært at finde i fysiske butikker, og jeg troede, jeg skulle bestille det online.

Nu sparede jeg de 40 kr. i fragt, og mange bække små. 

3.

Har jeg tømt fryseren for vintermad, for nu synes jeg, vi kalder den: Det er forår. 

Vi har derfor fået ret meget bagt pasta, kyllingelasagne og suppe de sidste par uger, og nu er der god plads til friske krydderurter og sodavandsis. 

Og apropos krydderurter:

4.

Er jeg så småt begyndt at planlægge, hvad der skal ske i haven. 

De sidste par år med nedlukninger har betydet, at vi har brugt naturen meget mere, sådan helt generelt, og det har givet mig lyst til at gøre lidt mere ved vores egen have. 

Jeg har besluttet, at vi skal have krydderurter, lavendel, lidt vilde blomster og tomater, men fordi vores have er lavet, som den er, og vi bor til leje, er der ikke mulighed for lige at lave et bed i selve haven. Det betyder plantekasser og højbede – og de er godt nok dyre.

Så inden jeg sælger min ene nyre, vil jeg lige spørge ud i plenum, fordi der altid sidder nogen, der ved noget om alting: Har haveentusiaster nogle hemmelige steder, hvor de ved, at man kan købe den slags billigt? Er det noget, den lokale tømrer ofte laver, eller er der særlige grupper på facebook? Helt fair, hvis de bare koster det, de koster – men jeg ville være træt af at flå skindet af, for så bagefter at få at vide, at ‘ej, dem køber vi da altid bare nede ved Kurt!’

(Og nu, jeg har jer: Frø eller små planter fra planteskolen, når vi som nybegyndere skal have lavendel, basilikum, mynte osv. til at gro?)

5.

Har jeg fået mit CVR nummer og er nu officielt direktør i den kommende virksomhed “Tegn & Sprog”. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed og begejstring.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet min powerbank frem, som jeg ellers indtil nu kun har brugt, når vi har været på længere ture og har haft brug for at lade iPads undervejs.

Jeg lader den, når strømmen er billigst, for over den sidste uge har den rene elpris svinget fra 14 øre til 3 kroner, så det kan godt betale sig at lade den helt op, når strømmen er nede i pris, og så bruge den til hørebøffer og mobiler, hvis man skal lade disse prime time.

2.

Haft gæster til aftensmad, og fordi det er så længe siden, hverdagsgæster har været en fast, tilbagevendende ting, måtte jeg lige minde mig selv om, at det jo bare er mennesker, jeg kender, der kommer, og ikke noget royalt betinget, der lægger vejen forbi. 

Når jeg holder fødselsdag osv. vil jeg gerne give den et ekstra nøk opad på luksus- og tilbehørsskalaen, men på en helt almindelig onsdag, vil de fleste vist bare gerne have lidt at spise, og hvis andre har lavet maden, opvejer det til fulde, at der er tale om husmandskost. 

Jeg lavede derfor en omgang one-pot pasta, udelukkende af ting, jeg havde i skabe og fryser. Det blev, syntes jeg selv, ret godt, jeg fik ryddet lidt op i fryseren, og der var endda rester, så der var nem aftensmad til mig de efterfølgende dage.

3.

Haft en relativ sindssyg uge, hvilket altid rammer mig hårdest, når jeg skal smøre madpakker. Jeg tror, det er dén huslige pligt, jeg hader allermest; alle er kræsne, ingen spiser det samme, jeg er træt, når jeg skal finde på, og mine ambitioner om Sund Og Nærende Kost er umulige at forene med virkeligheden.

Derfor har jeg i denne uge fundet to tidspunkter, hvor jeg kunne overskue det, sat lidt god musik på, skænket et glas vin, og skrællet gulerødder og skåret frugtsalat. Det sidste er bare et flot ord for, at terne lidt æble og kiwi og flække en håndfuld druer. Normalt gør jeg det jo bare på dagen, når jeg smører madpakkerne, men jeg ved, at jeg, når jeg har travlt, ikke får det gjort. Derfor er det her en nem måde at undgå madspild på (for frugten var købt), samtidig med at jeg sikrer, at der kommer lidt frugt og grønt med til pauserne.

Ikke al frugt er sjovt to dage efter, det er skåret, men i den her uge var jeg heldig, at det jeg havde, egnede sig til projektet, og det tager vi med.

4.

Tænk over, at jeg måske kunne tilføje, hvad jeg har gjort ifm. firmaopstart som et sidste punkt, de uger, der er noget at skrive på?

Min egen tanke er, at det for mig altid har været lidt diffust, hvad det indebærer at starte for sig selv. Derfor kunne det her måske være med til at synliggøre, hvad man helt konkret skal – og jeg ved, at jeg for længst har glemt det hele, når vi rammer juli, så nu får I der her, i realtid. 

A)

Det nok bliver lidt forhjulstrukket, fordi jeg starter op midt i sommerferien, og derfor forsøger at få styr på mest muligt, så tidligt, som jeg kan.

B)

Garvede rotter skal ENDELIG bare melde ind, hvis noget ser mærkeligt ud.

C)

Og finder man det irrelevant, springer man det bare over – derfor vil det, når det er på, altid være sidste punkt på listen.

Så: 

På firmasiden har jeg i den forgangne uge: 

*Købt domæne til min kommende hjemmeside

*Bestilt og modtaget navneskilte

*Valgt selskabsform (fordi noget med moms) og bestilt CVR-nummer

*Sat mail op, så navn på hjemmeside og mail stemmer overens

*Undersøgt hvilke opgaver, jeg må tage

*Undersøgt, hvordan jeg, helt lavpraktisk, bliver underleverandør

*Snakket med mange gode og relevante mennesker

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt på, at jeg lige ville følge op ift. el, nu hvor de rene elpriser har fået et ordentligt ryk opad. 

I disse dage er den variable pris højere, end den faste pris er. I snit har den ligget på lige omkring 2,20, hvilket er ca. 50 øre over den faste pris pr. kWh.

Til gengæld har vi i forbindelse med stormen haft flere dage, hvor den har ligget på mellem 4 og 10 ører. Altså, ca. 1,5 kr. under prisen for den faste.

Jeg har gjort det til en vane at tjekke elprisen, når jeg laver morgenkaffe, så jeg kan time opladning af diverse devices, tøjvask osv. ift. hvornår prisen er lavest, og for mig er det stadig billigere at køre variabel end fast. Om det ændrer sig, må tiden vise, men egentlig kan jeg godt lide det ekstra fokus på mit elforbrug, som de variable priser giver mig. Jeg er ret sikker på, at jeg bare ville glide tilbage i den gamle gænge, hvor jeg lader lyset brænde, fordi det er hyggeligt og tumbler tøjet, fordi det er nemmest, når noget andet løber med min opmærksomhed – men morgentjekket er en god reminder både ift. hvornår og hvor meget, og det kommer helt sikkert til en give en ekstra besparelse, ud over det, jeg satser på at spare på den rene elpris. 

Jeg har i øvrigt meget glæde af den fb-gruppe, som Pernille anbefalede i forrige M2022-indlæg, nemlig ‘Grønnere Elforbrug’. Der er kun opslag fra sideadministratoren (og altså ikke alle de ‘hej, jeg er lige kommet i tanke om, at jeg gerne vil have billig strøm/investere i aktier/starte min egen butik, men jeg gider ikke gøre en indsats, kom og fodr mig med viden’-opslag, som giver mig lyst til at sætte ild til mig selv), og jeg lærer noget nyt nærmest dagligt. 

2.

Haft fat i viceværten for at høre, hvordan de gør silikonelisterne i brusenichen rene, når de sætter husene i stand ved overdragelse.

Der er udsugning i alle rum i det hus, vi bor i, hvilket er virkelig optimalt ift. vasketøj og kondens, og det hæmmer væksten af skimmelsvamp markant. 

Men det er nok umuligt at undgå, at der kommer en smule i hjørnerne i bruserummet, og uanset, hvor mange Rodalon-vædede klude, jeg har haft liggende på det, og hvor meget jeg har skrubbet med tandbørster og svampe, har jeg ikke kunne fjerne det. 

Jeg ringede derfor til en af vores viceværter (og *kan* det passe, at de ALLE sammen hedder Kurt? Det føles sådan), fordi jeg tænkte, at de måtte kunne hjælpe. Meldingen her var, at man skal spraye Rodalon på – og lade det sidde. Så dør svampen. Hvilket jo er utrolig logisk, når man tænker over det, men jeg har bare aldrig dvælet ved det før.

Nu sprayer jeg listerne hver anden aften, inden jeg går i seng, og jeg kan allerede efter en uge se betydelig forskel.

3.

Er jeg blevet færdig med den årlige husrunde, som jeg var ved at lægge an til for et par uger siden.

Det har taget 10 dage, og den her omgang er et fint bevis på, at man godt kan være effektiv med 0% motivation. For jeg har overHOVEDET ikke gidet i år. Som i: SLET ikke. Hvor jeg de andre år har følt stor tilfredsstillelse ved processen, har mit drive i år udelukkende været bundet op på det færdige resultat. 

Når jeg skriver det her, er det fordi, jeg egentlig selv ville have forsvoret, at man kunne rydde op, når man har det sådan. Ret skal være ret: Jeg tror heller ikke, man kan tage Den Første, Store Tur i den her tilstand. Det bliver for uoverskueligt. Men fordi jeg er ved at have gjort det en lille håndfuld gange, ved jeg efterhånden, at det tager cirka en uge for mig at nå igennem det hele, og det ER bare nemmere at forebygge end at helbrede.

I løbet af et år kommer der nye ting til, som det kan være rart at få samlet og flyttet til mere logiske placeringer. Ligeledes er det rart at få bladret al børnetøjet igennem og komme kasserne med arvetøj igennem, så man får det sorteret ift. årstider, størrelser og nyudviklede holdninger og præferencer. 

Noget af det, der blev ekstra tydeligt denne gang er, at det, for hver gang man tager turen, går hurtigere og hurtigere at skille sig af med de ting, man har givet slip på siden sidste runde. For når man går alting igennem, vil der være ting, som man for nyligt har købt eller fået, som det føles forkert og for tidligt at smide ud.

Til gengæld er det no problem at skyde dem af året efter, hvor de bare har ligget og samlet støv i 12 måneder. Jeg er tæt på at kunne pege ud nu, hvad jeg kommer til at skille mig af med til næste år, men jeg har også respekt for, at alting ikke er bundet op på logik, og at der kan være ting, man har brug for at gemme, selvom man ikke kan forklare hvorfor. 

Noget andet, der også hjælper på tempoet er, at nogle ting ikke er nødvendige at gennemgå minutiøst, når man har gjort det én gang. F.eks. har jeg to mapper med gamle programmer fra min tid i fitness.dk, som jeg har ryddet op i én gang. Jeg har stadig en ide om, at jeg gerne vil tage et hold i den lokale forening, når børnene bliver lidt større, så papirerne skal blive, selvom jeg ikke bruger dem pt. Men jeg har sorteret dem én gang, og derfor er det ikke nødvendigt at bladre mapperne igennem igen. Julekasserne rydder jeg også op i hvert år, inden jeg pakker tingene væk, så dem kan jeg også bare hoppe over. Alt sammen hjælper ift. at speede processen op. 

Der er derfor mange steder, hvor det er blevet nemmere og hurtigere.

Måske er det derfor, at jeg i år blev overmodig. 

For hvor jeg, som jeg også skriver i denne lille oprydningsguide, synes, man skal beslutte, om man vil rydde op eller gøre rent, tog jeg denne gang rengøring med.

Og her må jeg bare give mig selv ret: Skil det ad. 

For selvom jeg nok, qua disse indlæg, er mere bevidst om, hvad jeg vælger at foretage mig end så mange andre, der kaster sig over et større oprydningprojekt, så kunne jeg stadig se, hvordan bagkanten blev sløret, fordi jeg koblede rengøring på.

Oprydning er afgrænset: Der er X antal hylder og skuffer, som skal tømmes, og indholdet sorteres. Du vinger af. Du kommer videre. Du bliver færdig.

Rengøring derimod har det med at vokse og brede sig og flyde over alle grænser. Hvilket er virkelig demotiverende, fordi man så skal bruge energi på at forholde sig til, hvornår nok er nok. Når hylderne er tomme, giver det mening at tørre dem af. Lågerne ligeså. Men begynder du at tage listerne, så ser væggen pludselig træls ud. Og hvad med kanten over døren? Og glassene, du har taget ud? Og lampen? Og fnugfilteret og sæbeskuffen og risten og luftfiltrene og ovnen og køleskabet og brødkassen og. så. videre.

Det er et hængedynd, der trækker tempoet ud af alting, så til næste år går jeg tilbage til den oprindelige model med at tage en oprydningsrunde på ét tidspunkt og en runde, hvor jeg gør hvidevarer osv. rent på et andet.

Så (gen)lærte jeg dét.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Denne uges M2022-indlæg rammer dig tidligt pga. pkt. 4. På den måde har du i morgen, fredag, hvor du kan nå at ringe/tjekke/gøre noget inden weekenden.

I den forgangne uge:

1.

Skulle vi have været til Luminis på Egeskov Slot med min søster og hendes familie. Billetterne var en julegave, og datoen var aftalt lang tid i forvejen. Men ak – covid, det lille svin, kom og stak to streger i hjulet, og derfor stod jeg fredag med 3 ekstra billetter til lørdag. Min søster og jeg blev enige om, at der nok ikke var meget ide i at ringe derover og forsøge at ændre datoen, eftersom Luminis kun kører en uge, og de fleste børnefamilier godt ved, hvad klokken er slået, når først der er én i hjemmet, der er testet positiv. 

Jeg hev min kammerat og en veninde med i stedet, og selvom det var trælstrælstræls, at vi ikke kunne gennemføre den familietur, som alle ungerne havde glædet sig til, så vi nogle andre gode mennesker og fik brugt to af billetterne, så de i det mindste ikke gik til spilde.

2.

Har jeg tjekket op på ferie, fordi jeg pludselig blev i tvivl om, hvordan det nu lige var med ferie-fridage og den nye ferielov.

Her giver jeg mig selv et gult kort, for som gammel TR burde jeg have kunne huske, at FF-dage er bundet op på overenskomst, og ikke Ferieloven.

Beklageligvis er der ikke en eneste arbejdersgiver for tegnsprogstolke, der i dag har overenskomst, og dermed har vi jo som udgangspunkt ikke ret til dem. Men som på mange andre ikke-overenskomstdækkede arbejdspladser, får vi dem alligevel, men om de bliver tilskrevet efter de gamle ferieregler, så der kommer 5 dage til maj, eller om de kræver 6 eller 9 måneders anciennitet er ikke nedskrevet nogen steder. 

Når jeg gik på jagt efter dem, er det fordi, jeg allerede nu gerne vil have en fornemmelse af, hvor meget ferie, jeg kan holde med børnene til sommer. Hvor vi efter den gamle ferielov havde 5 (6) uger at bruge af, sparer vi nu, som de fleste ved, 2,08 dage op pr. måned, og jeg synes sgu, at det er svært at samle til bunke, fordi der hele tiden kommer en efterårsferie, lidt tvungen julefri og noget påske. Derfor  “sparer jeg op” forstået på den måde, at jeg selv har valgt at betale for de fleste af de fridage, jeg holder og har holdt, fordi jeg bedre kan undvære 3 dages løn hist og pist, end selv at skulle betale for at holde 14 dage fri til sommer.

Og derfor blev det pludselig vigtigt for mig at vide, om jeg får 5 ekstra dage i nakken, fordi det sgu er *lidt* hidsigt at undvære løn for hele dage, når nu andre ting også sparker til økonomien, som f.eks. de kørepenge, jeg ikke får pga. fjerntolkning og hjemmeisolation, elpriserne, der bare har sat kursen mod himlen osv. Derfor ville det være meget fedt med 5 betalte dage, der kan bruges, når vi rammer nogle af alle miniferierne i løbet af foråret.

Nu har jeg skrevet det på min langtids-to-do, så jeg husker at holde øje med, om de kommer, så jeg kan nå at rykke for dem, inden jeg skal bruge dem, hvis de ikke gør. 

3.

Har jeg fået hele 3 forespørgsler på panini-opskrifter fra mennesker, der har en paninigrill, men er helt ideforladte.

Så nu får I lov at hjælpe.

Skriv jeres bedste opskrift(er) enten i kommentarfeltet eller i en mail, så samler jeg dem i et seperat indlæg, så vi alle sammen har et sted at gå hen, når vi mangler inspiration.

4.

Er jeg blevet sådan én, der går op i el, og det skal du også være, for der er MANGE penge at spare.

Det var jeg ikke blevet, hvis ikke min kammerat havde taget mig i kraven, peget venligt men utrolig bestemt på min el-måler og sagt: “Nu får du tjekket op på det der.”

Først blev jeg meget gammel og træt, for det er sgu godt nok ikke nemt at gennemskue, synes jeg. Men jeg fik hentet den app, han talte så forelsket om, og selvom jeg sukkede mig teatralsk hele vejen gennem oprettelsen, fordi den spurgte mig om alt *MULIGT*, endte jeg – som man jo ofte gør – med at blive fanget af det.

I dag har jeg ringet til Norlys og bedt dem flytte mig fra Pulje El til Flex El. Sidstnævnte er den, hvor det betyder noget, hvornår man bruger sine kWh; hvor det f.eks. kan betale sig at tænke over, hvornår man tænder sin opvaskemaskine.

Og jeg *ved* godt, at det lyder skidebesværligt og kedeligt, men hæng lige på to sek. 

For det, jeg lærte, da jeg sad og klikkede rundt på alle mulige hjemmesider var, at godt nok er prisen på din el altid sammensat af alle mulige tal, hvilket gør det virkelig svært at sammenligne. (Jeg bestilte faktisk priser hjem fra andre elselskaber, bare for at se, om jeg kunne).

MEN!

Det, man i hvert fald *kan* sammenligne, er priserne på fast og variabel hos det selskab, man har, og det var her, det blev interessant.

For se her: (Hvis det er svært at se billederne, så find hjemmesiden her)

“Men Linda” siger du så. “El er DYRT nu, så hvis nu prisen er meget højere – så bliver det jo dyrere, end det, der står der?”

Hæng på. For lidt længere nede på siden, kan du se den her graf:

Det er timeprisen for el. Nu. I dag. Hvor det er dyrt. Find den ALLERDYRESTE time. Den er stadig LANGT billigere, end den faste pris.

Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være noget, jeg overså, for hvis ét produkt er så indlysende billigere end et andet – hvorfor skulle man så vælge det dyre? Derfor ringede jeg til Norlys og imagine my surprise da den søde unge mand svarede, at jo. Den var god nok. Flex/variabel er stort set altid billigst. “Jamen, hvorfor i alverden har I så det andet produkt??” spurgte jeg vantro (-og kæmpede med at holde fordømmelsen ud af mit tonefald). “Fordi der er nogen, der bliver bange, når noget ikke er fast’” lød svaret. “Og derfor bliver alle som default sat op med den faste pris.”

Jeg skiftede på stedet, for om jeg så har alt, hvad jeg ejer og har af hårde hvidevarer til at køre prime time, så er det STADIG billigere, end det, jeg betaler i dag. Vi bruger lige knap 3000 kWh om året, så med priserne lige nu betyder det for os en årlig besparelse på omkring 1600 kr. 

Norlys har ikke en app (endnu), hvor man kan følge priserne time for time (du kan se det på hjemmesiden), men det er der mange andre selskaber, der har. På den måde kan du helt konkret se, hvornår det er en god ide at starte opvaskemaskinen, og hvornår du skal vente med at tumble tøj. 

Jeg har læst mig frem til, at hårde hvidevarer står for ca. 50% af el-forbruget i en husholdning, så hvis man har det her i baghovedet, og samtidig tænker over sine vaner, er der god mulighed for at trække elregningen betragteligt ned. Jeg slukker f.eks. konsekvent ovnen 10 minutter før, jeg tager maden ud, jeg smider låg på, når jeg koger ting i gryder, og jeg tørrer så vidt muligt tøjet 80% på stativet, og giver det så bare lige det sidste i tørretumbleren, så mine håndklæder ikke føles som karton. 

Så blot en opfordring til at tjekke, om du også kan spare penge ved at skifte til variabel pris gennem den udbyder, du nu har. Evt. kan du tage den samme tur som mig med app’en først (Watts) – hvis du bor til leje, står de fleste af de oplysninger, du skal bruge, på din lejekontrakt. Ender du med at beslutte dig for at skifte udbyder, er der også flere af dem, der tilbyder, at du kan betale månedsvis i stedet for kvartalsvis – og når du køber noget sjovt for alle de penge, du har sparet, så send min kammerat en kærlig tanke. 

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sat en kasse frem i bryggerset, hvor vaskemaskinen står. Den bruger jeg til at smide det børnetøj i, som synger på sidste vers, så vi kan få det sendt til Røde Kors. Når vi får børnepenge næste gang, er det forårs- og sommertøj, børnene skal have, og fordi de begge to går i t-shirts året rundt, kan jeg sagtens så småt begynde at sortere nu.

Børnene er blevet så store, at jeg ikke gider have kassen til at stå i bryggerset og fylde hele tiden, for de kan trods alt passe det meste af deres tøj en sæson eller to, men ved at sætte den frem, husker jeg at forholde mig til tøjet, så de ensomme sokker, undertrøjen med hul i og strømpebukserne, der er blevet for små bliver pillet fra, når jeg lægger vasketøj sammen. For man kører jo ikke på genbrugsstationen med én sok og en badedragt, og derfor bliver den nemme løsning ofte bare at lægge det på plads.

Da børnene var mindre, solgte jeg ofte deres tøj, når de var vokset ud af det, fordi de spurtede gennem størrelserne, og det derfor ofte nærmest var ubrugt, når de var færdige med det. I dag synes jeg, at det er for slidt; jeg kunne måske godt, men jeg synes, det kræver for mange disclaimere og lange chats med mennesker, der spørger ‘*Hvor* slidt er den?’ og melder deres ankomst 3 gange for så aldrig at dukke op. Ingen har travlt med at kalde dips på en t-shirt til 15 kroner, og engagementet er derefter. Det er 100% forståeligt – og ikke arbejdet værd. Derfor sender jeg som regel vores aflagte tøj videre til Røde Kors, som kan bruge det hele – også det, der er plettet og hullet. (Jeg ved det, for jeg har ringet til dem og spurgt). De laver tvist og møbelpolstring af det, der er for trashet til at sælge, og på den måde ved jeg, at det hele bliver brugt.

2.

Er jeg i gang med at skifte pensionsselskab. Og det her handler ubetinget mest om mental-minimalisme, for mit raseri over den elendige service, der er hos mit nuværende selskab, kunne have forsynet det meste af Minsk med varme fra midthalvfemserne og frem til i dag. SHIT, mand. Jeg er blevet væk i deres system 4 gange. Jeg har mailet dem utallige gange – jeg har første gang til gode at få et svar. Da jeg for år tilbage var ansat i en virksomhed, hvor ejeren i et halvt år skrev på mine lønsedler, at han indbetalte pension uden reelt at gøre det, opdagede de det aldrig.

Når jeg valgte at blive ved dem, var det fordi, jeg gennem dem har forsikringer til begge børn, så de kan leve i sus og dus, hvis jeg får et fly i hovedet. Og lige præcis ved det her selskab (fandt jeg ud af) steg min egenbetaling på de forsikringer til over det dobbelte, da jeg i en periode var freelancer, og derfor selv indbetalte pension. Det betød, at jeg stadig betalte det samme beløb, men pludselig fik væsentligt mindre ført over på min pension.

Nu har de gjort det igen. Mistet mig i systemet, ikke svaret på mine mails og ikke kunne finde mig, da jeg ringede dem op. Og fordi februar åbentbart er ‘få nok af systemet’-måned her på matriklen, er jeg nu i gang med at skifte, og med at se, om jeg kan få den næste ordning sat op, så det ikke er så problematisk at skrue på knapperne, hvis jeg f.eks. ikke skal være ansat, hvor jeg arbejder nu.

Det er tørt og usexet, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde igen skal sove om natten uden at skære mine kindtænder til benmel.

3.

Har jeg købt en Yumbox til Anton. 

Frida har haft sin .. et år? Halvandet? og den ER så god, som de alle sammen siger. Dels holder den HELT tæt, hvilket overflødiggør al anden indpakning, og dels synes jeg, at det er meget nemmere at smøre mad, fordi jeg egentlig bare skal fylde et ‘gitter’ ud.

Det er også nemmere at hive et svar ud af ungerne på, hvad de gerne vil have med, fordi de nu kan sige, at de gerne vil have ‘kiwi og æbler i det ene rum, pastasalat i det andet, og så må du bestemme resten, mor’. 

Jeg tror, det er en smagssag, hvad man foretrækker ift. madkasser, og der *er* ting ved Yumbox, der ikke er helt ideelle. Den skal håndvaskes, den er dyr, og den er tung. Men fordelene opvejer langt ulemperne her, og fordi Fridas på alle måder holder niveau efter 300-400 ture i børnehave og skole, og jeg stort set ikke bruger folie/madpapir til hende mere, vil jeg gerne ofre det, sådan én koster på Anton også.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg så småt begyndt at indstille mig på at tage en oprydningsrunde i hele huset.

Jeg har skrevet lidt om det hist og pist de sidste par år; at jeg tog den *helt* store tur for et par år siden, og nu prøver at holde fast i at komme det hele igennem ca. én gang om året.

For mig hjælper det at vide, at jeg har det på tapetet, fordi jeg så, allerede nu, begynder at have udsmidnings-øjne på, når jeg er i diverse skabe og skuffer. På den måde bliver selve processen hurtigere, når først jeg går i gang, fordi der faktisk er en masse ting, jeg på forhånd har taget stilling til. Eksempelvis er der nok ikke nogen grund til stadig at have papirudgaven af Arbejdsmarkedsloven til at stå og fylde, når nu internettet fungerer så fint.

Det bliver ikke hverken i dag eller i morgen, for tid er stadig lidt den knappe faktor herhjemme (og Anton har nu, som den sidste i huset, lagt sig med corona, og han er *bare* skidt) men når foråret begynder at få fat, og dagene bliver længere, starter jeg fra en ende af.

2.

Har jeg foræret mine forældre mit toastjern, som jeg engang købte i desperation over, at Anton ikke ville spise noget mad af nogen slags. 

(-han ville selvfølgelig heller ikke spise toast). 

Men nu, hvor jeg har giftet mig med min panini-grill, er der ingen grund til at have den tarvelige eks stående i skabet, og da mine forældre spurgte, om de måtte låne mit toastjern, fik de det overdraget til evig arv og eje. 

(Ps: Kan vi snakke om, hvor godt paninigrillede tortillas, lagt sammen med krydret tomatsauce og revet ost, er?)

3.

Har jeg endelig sat punktum i sagaen om en lanterne, jeg fik i julegave.

Desværre kunne jeg, da jeg pakkede den ud, se, at glasset (som ikke kunne tages af) på indersiden var belagt med en fedtet hinde. Jeg skrev med det samme til firmaet, den var købt hos, og herfra blev det helt afsindigt irriterende. Jeg har aldrig nogensinde, i hele mit liv, oplevet så elendig kundeservice. Efter 7 skriftlige rykkere, X antal forgæves opkald og en sur besked på FB, endte jeg med, i rasende og kulørte vendinger, at kræve enten at få en ny lanterne NU eller at få pengene igen.

Jeg fik pengene retur, hvilket jeg stadig nærmest er lidt vantro over. Med dén historik var det ikke den vej, forventningspilen pegede, vil jeg sige.

Jeg fandt lanternen et andet sted, og spurgte min veninde, om hun ville have den oprindelige til et mørkt hjørne på deres overdækkede terrasse, og det ville hun gerne. Så nu får den alligevel lov at gøre lidt af det, den kom for.

4.

Har jeg solgt de øreringe, jeg nævnte i sidste indlæg, og har samtidig haft fat i den kasse med gamle øreringe, der har stået og samlet støv på en hylde i badeværelset. Der er mange, som gennem årene er blevet parkeret, når nye er kommet til, men som stadig er fine, og som jeg derfor har gemt.

Men som nævnt i første punkt er jeg så småt begyndt at pudse de kritiske briller, og derfor har jeg besluttet, at jeg de næste par måneder prøver at tage 2-3 par frem ad gangen, og se, om jeg får dem brugt. For hvis de er trælse at have på, eller jeg bare styrer udenom dem hver morgen, så skal de videre ud i verden (og jeg lover denne gang, Amager-halshug) at aflevere dem til genbrug).

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mine øreringe. 

Når man er sådan én, der elsker store tørklæder, sker det desværre ofte, at man kommer hjem med én ørering, fordi tørklædet har skubbet så meget til den anden, at den er faldet ud. 

Jeg har et par gange prøvet at smide den tilbageværende, ensomme ørering ud – for så et par uger senere at finde makkeren i en sko, i bilen eller en sømmen af det skyldige tørklæde. Derfor er jeg begyndt at gemme dem lidt, for alle tilfældes skyld.

Men efter flere måneder er det nok ikke sandsynligt at de frafaldne vender hjem, og jeg har derfor erkendt mit nederlag og smidt dem ud. 

Ved samme lejlighed har jeg sat to par designerøreringe til salg på Marketplace; de er uendeligt fine, men jeg får ondt i ørerne af at have dem på. Om nogen vil købe dem, vil vise sig, Ellers ryger de til genbrug. 

2.

Har jeg tømt min grøntsagsskuffe.

Vores lille covid-intermezzo smadrede alle rutiner og (mad)planer, og jeg har for længst glemt, hvad jeg oprindeligt købte ind til. 

Det blev til et par liter ingefærte med mynte og citron, samt en slags tapenade af bagte peberfrugter, løg, hvidløg og chili, som jeg blendede med ristede mandler, brød, olie og lidt sherryeddike. Det blev GODT!

3.

Har vi fået spist op i sjatterne af morgenmadsprodukter.

Børnene har samme forhold til mad, som jeg har til musiknumre: De forelsker sig i noget bestemt, kan KUN spise den ene ting i flere uger – hvorefter de pludselig taber interesseret for det, og nærmest skærer ansigt, når jeg sætter det på bordet. 

Jeg er voldsomt anti-pligt-spisning, og derfor kører vi meget lidt tvang på det område herhjemme. Men de sidste to uger har jeg været kendt som Jernnæven, og jeg har ikke givet mig så meget som en millimenter: Nul nykøb, før bøtterne er tomme. Og her er det jo, at man pludselig begynder at føle, at Nordkorea måske har fat i noget af det rigtige, for nu er der spist op, og vi er klar til nye ernæringsmæssige morgeneventyr.