M20XX

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi tømt bøtten med mini-slikkepinde og foræret dem til SFO’en. 

Jeg købte 200 stk. i Tyskland for et halvt år siden, fordi børnene syntes, at de var de sjoveste slikkepinde i verden. De har spist 5, og nu flytter jeg bare rundt på dem. Derfor spurgte jeg, om SFO’en kunne bruge dem, og det kunne de godt.

Nu er de ude af mine skabe, og de bliver spist. 

2.

Er børnene endelig begge blevet så høje, at vi kunne skille os af med selepuder og autostole.

I første omgang havde jeg sat stol og pude til salg, men da jeg var snublet i dem 3 gange, gik jeg på Marketplace for at se, hvad en søgning på ‘autostole’ gav. Det er som regel en ret god indikator for, hvor let eller svært, noget er at komme af med – og der var 8.395.738.745 hits, alle rørende billige, og mange endda sat ned i pris.

Det betyder, at du enten skal være heldig, at der er én, der søger, lige som du slår op (hvor dit opslag ligger øverst i feedet), eller at der er nogen i geografisk nærhed, der synes, at det ville være fedt at kunne hente i nabolaget. Det havde jeg simpelthen ikke tålmodighed til, så jeg lagde dem op på min egen fb-side og efter 10 minutter var de afsat. 

3.

Kom jeg for nogle måneder siden i tanke om, at jeg vist nok et sted havde læst noget med, at man i Legoland kan få en fribillet, hvis man som sæsonpas-holder har besøgt parken 3 gange inden en bestemt dato.

Jeg forsøgte at google mig til svaret, men måtte opgive. Derfor sendte jeg kundeservice en mail, som der ved et sjældent tilfælde af held kom svar på i tirsdags, hvor jeg var deroppe med Anton. Og den var god nok, så vi kunne på vej hjem svinge ind forbi informationen og hente 3 stk. fribilletter. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er grundskeptisk over alle fordelsprogrammer, fordi de er i 80% af tilfældene designet, så de er stort set umulige at udnytte, når normale mennesker ville have glæde af dem. Men fordi de havde gemt info om det her lidt væk på hjemmesiden, fik jeg under min søgning efter svar også med, at vi kan få 10% på legoæskerne deroppe. Anton købte bare et par af de små til 50 kr. for sine lommenpenge i tirsdags, men fordi jeg kunne huske at have læst det, spurgte jeg, om der var nogen beløbsmæssig nedre grænse for, hvornår rabatten kunne indløses, og det var der ikke. Så han fik en rund 10’er med retur til sparegrisen, og selvom det måske ikke er udbetalingen til en ny bil, er det stadig værd at tage med.

4.

Er jeg begyndt at varme pitabrød i min panini-grill. 

Jeg ved, at jeg før har nævnt, hvor gode, jeg synes, de frosne pitabrød fra Bilka er, og at de er smarte at have i fryseren, fordi de er lækre både som pitabrød og til suppe, rester og salat.

Lige for tiden, hvor friskbagte flutes koster det det blå op ad armene, og brød, der skal varmes i ovnen, næsten løber op i det samme pga. elpriserne, er det nærmest den eneste slags mad-brød, vi spiser. Og her kommer så tricket, der gør det til relevant info for jer: Fordi de er flade, kan de smides i paninigrillen, hvilket er væsentligt billigere end at varme ovnen op. Jeg gravede lidt efter konkrete tal og fandt frem til, at det koster ca. 20 gange mere at varme boller i ovnen end på en brødrister/i en paninigrill, så det sparetrick er hermed givet videre.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Inden vi starter: Jeg har fået ny Mac, og tastaturet og jeg skal lige lære hinanden at kende. Hvis der er flere stavefejl i de ting, jeg lægger op, end der plejer at være, er det derfor).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg lavet hjemmelavet slush ice af de sidste sodavandsis, vi havde i fryseren. Jeg smed dem i blenderen sammen med en lille smule vand, og det blev godt!

De bliver så isede af at ligge, og ingen har lyst til dem, når først de ligner pigtrådsomviklede istapper. Sommeren går på hæld (selvom jeg både får klimastress og eksistentielle kriser over den breakingbjælke, der lige strøg over min telefon om, at ‘Varmen vender tilbage i næste uge!’. Stop nu, mand), og er rart at få ryddet fryseren.

2.

Har jeg lavet frugtsalat for at få brugt de mange blommer, vi har fået, samt de stykker frugt, der trængte til at blive spist.

Jeg er ikke god til at få skåret en ensom fersken med en blød plet i både til madpakken, og der lå efterhånden en håndfuld frugter i skuffen, der ikke var super indbydende rent æstetisk, men som det stadig ville have været svineri at smide ud. 

Jeg fandt en god, fast melon (som man siger) som jeg brugte som “bund”, og så var der nem luksusfrugt i madpakken ugens første 3 dage.

3.

Var vi i weekenden til fødselsdag i Hørning. Fordi det var så helt afsindig varmt, valgte jeg at køre ad landevejene fra Esbjerg til Horsens, hvilket tidsmæssigt lagde 20 minutter til vores tur – men til gengæld placerede os i en bil med aircondition. Dén dag var det nok det *mindst* ubehagelige sted at være.

Hver gang jeg kører på landevej, bliver jeg overrasket over, hvor lidt brændstof jeg bruger. Jeg fyldte tanken, inden vi kørte; vi har ca. 150 km. hver vej, og da vi trillede ind i garagen lørdag aften, havde nålen stort set ikke flyttet sig. Det er værd at huske, specielt nu hvor jeg er selvstændig, og derfor oftere har lidt bedre tid mellem opgaverne. De minutter, landevejen lægger til den samlede rejsetid, betyder ofte meget lidt, men reducerer mit dieselforbrug helt vildt. 

4.

Har vi haft brug for at skabe gennemtræk i huset for ikke at smelte helt. Indtil nu har jeg undgået det, fordi vi bor på landet, så åbne døre = fluer, hvepse, natsværmere og stankelben galore. Ved døren ud til haven har jeg et fluegardin, men karmen om hoveddøren er lavet af plastik, og det er derfor svært at sætte noget op. 

Men i min inderlige, varmeudløste desperation kom jeg pludselig i tanke om sådan et .. “festligt” forhæng, jeg engang købte til en fest, som består af silkesnore med glimmer og et stilistisk udtryk, der leder tanken hen på 1001 Nat. Jeg fik det gravet frem, og ved et guds mirakel er der net foroven, hvilket gjorde det muligt at sætte det op, selvom der ved hoveddøren kun er en mikroskopisk sprække at slå tynde stifter i. 

Intet gør mig gladere end at få brugt, det jeg har, og jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af tilfredshed over at fundet anvendelse for det efter at have flyttet rundt på det i 4 år. 

5.

Kørte Bilka pludselig 40% på alle deres glas sidste weekend. Det betød, at de glas, jeg kiggede på torsdag, lørdag kunne købes til (næsten) halv pris. Haps og tak. 

6.

Lagde Kristine en kommentar til sidste uges indlæg, som mindede mig om noget, jeg flere gange har tænkt, jeg ville skrive på listen her, men som jeg hver gang er kommet fra, nemlig udfordringen med at sende mad med gæsterne hjem, når man har holdt fest.

For som hun skriver, så er der mange ting, der er trælse at få med hjem i en pose, men det er sgu også irriterende at sende alle sine plastikbøtter på tur, uden at vide, hvornår man lige løber på folk næste gang, så man kan få dem igen.

Derfor er jeg begyndt at vaske og gemme 1-liters bægre fra skyr, yoghurt og is, for de er perfekte til formålet. De kan stables, og fylder stort set ingenting i skabet, og de kan bruges til alt muligt andet også.

Det er fedt at kunne fordele pastasalaten, når man alligevel pakker den væk, og bøtterne er nemme at stakke i køleskabet, indtil folk skal hjem. 

Store fester giver ofte meget mad i overskud, og selvom der er nogle fester, hvor maden ikke rigtig kan gemmes (skolefester, hvor maden har stået fremme, f.eks.), så ville jeg, hvis jeg sad i festudvalget på en arbejdsplads, ikke være bleg for på forhånd at bede folk om selv at medbringe en plastikbøtte til eventuelle rester. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville tage anstød af at få tilbuddet, og ruller folk i byen, kan de bare lade bøtten stå og enten bruge den som madpakke eller tage den med hjem mandag.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg byttet mikroovn med oldefar på 95, som havde fået købt en ny og meget fin én af slagsen, der kan alt for meget. Og som kommunikerer med alt for små tal og symboler til lidt alderstegne øjne. 

Min var en old school version med to drejeskiver (Hvad hedder de?? De der hjul, man kan indstille minutter og watt på??), og den dejlige simple indstilling til livet, at du kan mikro-ovne eller du kan lade være. Det mente oldefar lidt bedre, at han kunne holde styr på, så bytte-bytte købmand, og nu er alle glade. 

2.

Er det lykkes mig at finde den éne køkkenting, det er umuligt at opdrive i genbrugsbutikker: Vandglas. De har vinglas i rigelige mængder alle steder, men udvalget af vandglas består – i Esbjergs genbrugsbutikker i hvert fald – primært reklameglas eller fingerbøl. Jeg ruller med de lidt lowball-agtige med plads til 40 cl, og jeg kan se, at dem kommer jeg til at købe fra nye. Det er ok – det kom bare bag på mig. 

Men jeg har snuset rundt og fundet dem jeg gerne vil have, så nu lægger jeg mig bare på lur og venter på, at de kommer på bud. 

3.

Har jeg grebet fat i den mest garvede af lærerne i indskolingen, fordi det er dem, der står for planlægningen af både den upcoming høstfest og den efterfølgende halloweenfest. 

For de sidste par år har jeg været ved at DØ over, hvor meget mad, der ender i skraldespanden til de arrangementer. Folk stiller med kærnemælkshorn på størrelse med underarme og æblekager nok til at brødføde mellemstore afrikanske lande, og de gør det, fordi de a) ofte er nye forældre (#indskoling) og derfor ikke aner, hvad der forventes og b) under ingen omstændigheder vil blotlægge en mobningsflanke, fordi barnet ikke har fået kage nok med.

Når arrangementerne er ovre, har maden stået fremme i 4 timer i lokaler, der er ca. 30 grader varme, og omkring 2 millioner børn har gramset på det hele. Det er der *ingen*, der vil have med hjem.

Derfor lagde jeg sidste år en reminder i min kalender i midten af august, så jeg huskede at reagere i tide, og i morges spurgte jeg så, om ikke de, når de udsender invitationen, kan give et mængde-eksempel på, hvor meget det enkelte barn skal medbringe.

For hvis vi nu alle sammen på forhånd ved, at vi bare skal have med, så det passer til 10 børn, og at alt skal serveres i smagsprøve-størrelser, så får børnene lov at stifte bekendtskab med meget mere årstids-mad, og madspildet reduceres med i hvert fald 50%.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft lyst til at gifte mig med min wok. Jeg har så OPTUR over at have fundet en måde at gen-integrere wokmad i mit liv på, hvor det stadig er overskueligt.

 I fald andre end mig kunne have gavn af den lavpraktiske tilgang, er her, hvad jeg har gjort: 

*Jeg lavede en tredobbeltportion af de her kødboller og frøs dem ned i portioner af 4.

*Jeg frøs kyllingebrystfileter (købt på dato) ned enkeltvis; de kan skæres papirtyndt, hvis man skærer dem, mens de stadig er let frosne. 

*Jeg kogte en ordentlig grydefuld ris og frøs det ned i bægre á 1 dl.

*Jeg ristede en hel pose sesam på panden og smed det i et glas. 

*Jeg strimlede en spidskål med min nye skræller, som jeg ikke kan forklare, hvor glad jeg er for.

*Og endelig købte jeg en god håndfuld asiatiske saucer (bare dem fra Santa Maria).

På dagen hiver jeg så bare forårsløg, rødløg, gulerod, peberfrugt eller hvad jeg nu lige synes passer ud ad køleskabet, strimler det og lynsteger. Ris og kødboller er frosset ned i så små portioner, at de kan tø op på et par timer på bordet, så det kræver stort set ingen planlægning, og det betyder, at jeg kan lave mad til mig selv på ca. 10 minutter. 

2.

Fik jeg et fantastisk tip i sidste uges kommentarfelt ift. rondeller af stof, nemlig at koge dem i en gryde med blå Biotex.

Jeg tror, de fleste af os efterhånden meget sjældent kogevasker tøj, så det her tip er genialt; særligt, hvis man er flere i en husstand, der deles om stof-rondellerne, og hygiejnen derfor er ekstra vigtig. 

3.

Har jeg stået så fast på, at jeg ikke er blevet ordentligt informeret i forbindelse med et køb, at 3 voksne mænd bakkede ned og byttede de to iPads, jeg har købt, selvom de lagde ud med, at de ‘ikke byttede Appleprodukter, når først de er taget i brug’.

Det lyder som humblebrag, og som om, jeg forsøger at få formidlet, at jeg er en hård nyser. Det er jeg ikke, når det kommer til at returnere varer, for jeg føler mig altid .. nærig, tror jeg? når jeg gør det. Jeg har også selv stået så meget i forretning, at jeg *præcis* ved, hvor belastende kunder kan være. 

Men jeg har truffet en beslutning om, at jeg gør det, selvom jeg hader det, når jeg synes, det giver mening. Når lyskæder til udendørs brug f.eks. kun kan holde ét år, selvom de reelt kun hænger ude 4 uger, og halvdelen af pærerne så er døde, når man finder dem frem året efter. 

Eller når jeg, som det var tilfældet her, synes, at den information, jeg har fået, har været så mangelfuld, at det er urimeligt.

Som sagt har jeg købt en ny iPad til hvert af børnene. Det var ingen luksus; dem, de havde, var begge over 8 år gamle, og de bruger dem meget. Jeg valgte – i samråd med sælger – en model med 256 GB, hvilket er den største, man kan få, fordi jeg gerne vil være sikker på, at der er hukommelse nok til, at de kan trække de spil, børnene gerne vil spille. Det er ekstra vigtigt her i huset, fordi Anton (som, til de af jer, der ikke ved det, er autist) har den med i skole og bruger den, når han holder pause. 

Da jeg kom hjem med dem, var der ingen slæde til SIM-kort i, hvilket betød, at jeg ikke kunne flytte det mobile bredbånd, jeg havde i de gamle, over i de nye. Men fordi de gamle var, well, gamle, tænkte jeg, at det måtte være fordi, der i mellemtiden var kommet en virtuel løsning.

(Når vi er sammen, kan børnene bare hoppe på det netværk, jeg har på min telefon, men jeg er ikke med overalt.)

Jeg ringede til YouSee – og talte i halvanden time med fire forskellige mennesker, fordi ingen faktisk lige var helt sikre på, om modellen og generationen understøttede eSim. Det endte med, at de fandt ud af den gjorde. De sendte mig en QR-kode, jeg skulle scanne – og den virkede ikke. Jeg ringede igen. Jeg snakkede med to andre medarbejdere. De sendte en ny kode. Den virkede heller ikke. Jeg talte med dem igen, de fejlmeldte den, jeg fik en ny kode, som – du gættede det – heller ikke virkede, hvorefter jeg fik en mail om, at min sag nu var sendt videre til en Übertekniker, og at de ikke vidste, hvor længe det ville tage. 

Her begyndte jeg at svede rigtigt. For Anton er i forvejen RIGELIGT presset over at skulle i skole, og fordi simkortet i den gamle *er* lukket ned, og det nye ikke virker, står han til ikke at have en iPad at tage med, hvilket er *endnu* mere nødvendigt i starten, hvor alt er nyt, og han er *ekstra* mast.

Derfor kørte jeg ud i butikken, hvor jeg havde købt de to iPads, og bad dem om, mod betaling, at hjælpe mig med at sætte eSim op. 

“Nå, haha, men det kan man ikke på den model der.”

Og så blev jeg simpelthen så gal, at jeg helt glemte, at jeg hader at være Den Dumme, Nærige Kunde.

De endte med at bytte dem begge to, men det tog 2 timer at få alle formalia i orden, og det var helt *utrolig* ubehageligt. Men fordi de selv – to gange – lige måtte tjekke, om de havde ret i det, de sagde, stod jeg fast på, at det her var så vigtig en detalje, som de ikke havde informeret mig om, at jeg ikke ville give mig.

Jeg kommer ikke til at modtage venneanmodninger fra nogle af dem på facebook, men det er ok. Selvom jeg stod overfor 3 granvoksne mænd, der alle sammen helt tydeligt syntes, at jeg var sur og urimelig, og jeg svedte og mine hænder og min stemme rystede, så stod jeg fast, og derfor har vi nu to nye iPads, der faktisk er brugbare, og jeg er inderligt stolt af mig selv. 

3.

Er vi i gang med den sidste ferieuge. Derfor har jeg bladret køleskab, fryser, snackkurv og madskab igennem og gjort plads til hverdagen igen. Og altså: Det er jo ikke fordi juicebrikkerne rådner, eller kiksene bliver radioaktive, når børnene starter i skole, men jeg ved fra de andre år, at vi glemmer at få dem brugt, når først det hele ruller, så vi har holdt picnic i skoven og været selvkørende i Legoland.

Samtidig har jeg forsøgt at få tømt grøntsagsskuffen for det, jeg ikke har fået brugt til wok-mad, og resultatet af det, blev en virkelig god pastasauce. 

Jeg smed løg, hvidløg, chili, peberfrugter, gulerødder og tomater i et ildfast fad, hældte olie over og gav det 40 minutter ved 200 grader (slukkede for ovnen efter 35 min, fordi #elpriser), ristede en rest mandler hårdt på panden, og blendede hele herligheden med en skive brød, silketofu, en rest mozzarella, lidt pikantost og bunden af et pestoglas. Jeg smagte til med balsamico, sherryeddike, salt, peber, chili og sukker, og det blev fuldstændig forrygende.

4.

Er vi igennem juli, og vores elforbrug endte på 200 kWh, mod 244 sidste år. 

Som jeg nævnte i sidste måned, ligger vores grundforbrug på ca. 220 kWh pr. måned, og man kunne have forventet, at ferien havde givet en mere synlig besparelse. Men jeg kan se, at det øgede elforbrug, det giver at vaske tøj osv. inden man tager afsted, og når man kommer hjem igen, faktisk ender med at skubbe forbruger så meget op, at man reelt ikke sparer ret meget ved ikke at være hjemme.

Men vi er stadig under det niveau, vi holdt sidste år, hvor vi også var afsted, og det er jeg godt tilfreds med.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at købe 25 stof-rondeller for at se, om de opfører sig anderledes end de strikkede, jeg har.

Jeg har nævnt de strikkede rondeller før, og de har nu holdt fanen højt i 25 måneder, hvilket betyder, at jeg har skånet miljøet for 45 pakker almindelige vatrondeller.

Så langt, så godt. 

Men i takt med, at de bliver slidte af brug og vask, suger bomuldsgarnet bedre og bedre – og det betyder, at jeg bruger mere og mere af de forskellige renseprodukter, jeg anvender dem til. Jeg har aldrig fået det til at fungere med eyemakeup-remover i væskeform, men har været nødt til at bruge dem, der har konsistens som lotion, og det er der for så vidt ikke noget galt i.

Problemet er, at hvor du ikke kan sparke dig frem for de helt flydende makeupfjernere, når du er ude at handle, så er der væsentligt længere mellem de butikker, der har et lotion-alternativ på hylden. Og jeg vil gerne væk fra at have produkter, hvor jeg KUN kan bruge det, en bestemt kæde forhandler, for det giver ekstra kørsel, samt begrænsede muligheder for at købe på tilbud – og så giver det ofte anledning til impulskøb, for ‘nu hvor jeg alligevel er her..’

Men nu har jeg i en håndarbejdsgruppe købt 25 stofrondeller for at teste, om de er bedre. Jeg bad om nogle, der bare var syet af rester, så nu er mit aftenafrensningsritual diffet op med camouflage, pelikaner og noget, jeg tror er Marvel-helte.

2.

Har jeg opdaget, hvor godt HELT almindelige tebreve i koldt vand eller dansk vand er. Og her føler jeg mig faktisk lidt som en idiot, for jeg er én af dem, der er hoppet i fælden og har købt særlige tebreve til koldt vand.

Big mistake. Big. Huge. 

De almindelige er MEGET bedre. De afgiver væsentligt mindre farve og aroma end de Ganske Særlige (jeg gider ikke, når det smager af saftevand), og til min store overraskelse kan man pludselig smage mange af de ingredienser, pakkerne hævder, at teerne indeholder, men som – i hvert fald i min mund – forsvinder ved 90 grader.

Jeg har indtil videre kun set opskrifter på iste, der angav, at teen skulle laves fra bunden og herfra køles af, hvilket jeg ikke har tålmodighed til, og derfor aldrig har gjort. Men det her? Dét er godt – og så får jeg drukket noget af al den gode te, der ellers bare står i skabet her i sommermånederne og taber smag. 

3.

Har jeg købt en pakke bleposer i Rema (5 kr. for 3 ruller à 15 stk.)

Når vi er på tur, har jeg altid en pose med til affald, og fordi både poser og ruller her er helt små, passer de PERFEKT i tasken, og man spilder ikke en almindelig affaldspose på et æbleskrog, en halvtom juicebrik og indpakningen fra en kiks.

PS: Til de nye, der kigger indenfor: Hvis man gerne vil prikkes på skulderen, når der er nye indlæg på bloggen, kan man like bloggens fb-side. Her poster jeg et heads up, når der er nyt, og det er det eneste, siden bruges til.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg indberettet ‘et problem’ til Apple Support og til min gigantiske overraskelse fået mine 450 kr. igen. 

Jeg købte for en måned siden en kørebogsapp, Milage Book, der burde kunne sync’e op med mit regnskabsprogram. I går testede jeg den så for første gang, og den virkede ikke. Den så ud til at tracke fint, mens jeg kørte, men da jeg ville dobbelttjekke i aftes (fordi – say it with me – tillid er godt, men kontrol er bedre), var der ingenting logget.

Den crashede 5 gange, mens jeg sad med den, ville ingenting, og jeg blev sgu sur. For til 450 kr. synes jeg faktisk godt, det må virke. Så jeg indberettede problemet, mest for min egen sjælefreds skyld, og havde nær tabt min kaffekop, da jeg efter 18 timer fik mail om, at værsgo; her er dine penge retur.

(Er der nogen, der bruger Billy-regnskabsprogrammet, der kan anbefale en anden?)

2.
Har jeg købt et brugt mandolinjern og forespurgt på den opbevaringsbeholder, der hedder ‘The Salat Bar’ i en stor, lokal fb-gruppe, jeg er med i.

For et par uger siden var vi på Street Food, hvor der er kommet en lille vietnamesisk stand, og jeg bestilte en omgang Pho Xao, der nærmest satte ild til mit savn efter wokmad, som jeg levede af, inden jeg fik børn. 

Jeg har selverkendelse nok til at vide, at den afgørende faktor ift. om jeg får wokket eller ej, er, om jeg kan gøre det nemt nok til, at det også kan lade sig gøre de dage, hvor tiden er lidt knap. For ligeså hyggeligt det kan være at stå og snitte kål og forårsløg, når man har tid, ligeså gennemført skrækkeligt er det, når man har travlt. 

Derfor besluttede jeg, at et mandolinjern, en skræller af den gamle slags (som jeg først nu lærer, at folk skærer kål med. Altså, hvad fanden? Har I tavshedspligt eller hvad!?!) og en måde at opbevare grønt på, så man kan skære mere ad gangen, uden at det bliver tørt og træls, måtte være basics. Jeg brugte et par uger på sondere terrænet og fandt et mandolinjern til 50 kr. på Marketplace, samt en skræller på bud til 70 kr. (I aftes testede jeg den så for første gang, skrælleren, og vi sender thoughts and prayers til de to af mine fingre, som næsten røg i processen).

Salatbaren så virkelig, virkelig smart ud, og jeg havde *næsten* købt en, da jeg tænkte, at man måske lige skulle forsøge at få en ærlig brugervurdering. Og det var godt, jeg gjorde det, for ALLE var enige om, at den er god og smart – men at den tager ALT for meget plads i køleskabet. Da jeg i forvejen bøvler lidt med mangel på hyldeplads, afgjorde det sagen, og løsningen er i stedet blevet at nøjes med at preppe det grønne, der godt kan stå et par dage uden at blive træls, og så skære resten på dagen. 

3.

Har jeg haft fat i en gammel kollega fra fdk, fordi jeg vidste, at han havde noget træningsudstyr til at stå. 

At være selvstændig giver en lille smule mere luft i hverdagen, og jeg vil forfærdelig gerne i gang med at træne igen. Men der ligger ikke lige fitnesscentre rundt om hjørnet, hvor jeg bor, og det er for dyrt at tage chancen ift. om der bliver tid til både at køre frem og tilbage og at træne. 

Derfor har jeg gravet nogle af mine gamle træningsvideoer frem, og så er første test, om jeg kan få smidt en time ind herhjemme, to gange om ugen. Lykkes det, kan vi genåbne sagen.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at udstyret er nødt til at være nogenlunde i orden, hvis jeg skal i gang; ellers bliver jeg hidsig. Og en ny stang med vægte løber op i små 1000 kr. Derfor slidede jeg i dm’eren til min kammerat, og nu har jeg hentet et komplet sæt, så jeg gratis kan prøve, om indsatsen står mål med intentionerne.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg købt lidt nyt undertøj, og prøvede, mest bare for sjov, at taste en gammel rabatkode fra et nyhedsbrev, da jeg afgav bestillingen. Det er nok én gang ud af hundrede, man har heldet med sig, men det havde jeg denne gang, og det gav næsten 200 kroner i rabat. 

2.

Har jeg været god til ikke at spontan-shoppe, og det her vil jeg gerne give min nylige mistanke om ADHD æren for.

Da jeg læste om ADHD’eres tilbøjelighed til at stifte gæld, var min første tanke, at det nok handlede om hestevæddeløb og impulskøb af biler, men jeg begynder at få en snigende mistanke om, at djævlen hos mig gemmer sig i detaljen. For når jeg får en ide eller føler et behov, så skal det være nunuNU! – jeg har bare ikke har været ret god til at spotte min manglende impulskontrol, fordi den har huseret i småtingsafdelingen.

Som når jeg f.eks. har undervurderet mit eget læsetempo og er færdig med den bog, jeg har taget med til Aarhus, og min første tanke er, at så må jeg jo bare skynde mig ned i en boghandler og købe 2’eren.

Eller når jeg står i en butik, vi ikke har i Esbjerg, og ser en olie til min nyerhvervede diffuser (- og ikke sådan en til en hårtørrer..) og pludselig kan komme i tanke om 30 gode grunde til at købe den med det samme (fordi ‘souvenir!’ og ‘fragt sparet!’ jo).

Impulsen er der stadig, og jeg må nærmest gnave i mine knoer for at lade være med at handle på den, men ret skal være ret: Det er nemmere for mig at lade være, fordi jeg nu ved, hvad det handler om.

3.

Har jeg sparet at købe en ny solcreme. 

Vi var i weekenden i Djurs Sommerland, og ud på eftermiddagen opdagede jeg, at jeg havde forlist vores solcreme, da vi var i vandland. Først afskrev jeg den, fordi mange år i et fitnesscenter desværre har lært mig, at glemt sæbe/shampo/balsam/creme er væk-væk i det sekund, du slipper det med øjnene.

Men fordi jeg nu er sådan en direktør-type, der passer på mine penge, gik jeg tilbage og tjekkede, hvor vi havde siddet. Nothing, darling. Men. Der sad en ny familie på stolene, og i et anfald af uvant optimisme, spurgte jeg, om de havde set vores solcreme.

Det havde de. Og de havde puttet den i tasken. 

“Vi troede, det var vores, haha” 

Haha.

Ha.

Hit med den, du.

4.

Har vi spist ude eller hentet takeaway de fleste af vores aftener i Aarhus.

Fordi vi har været så meget afsted, som vi har, har rester været svære at bruge på samme måde, som vi gør, når vi er hjemme. Derfor har jeg flere gange valgt børnemenuen til os alle 3, og der har ikke været én eneste gang, hvor det ikke har passet fint.

Der har vi sparet ret mange penge på.

5.

Har jeg kigget på mine aflæsninger af vand, varme og el fra de første par måneder, hvor jeg har nedskrevet systematisk. 

I starten aflæste jeg bare, hver gang jeg kom i tanke om det. Mennesker, der er klogere end mig, vil med det samme kunne gennemskue, at det er åndssvagt, fordi det gør det fuldstændig umuligt at tracke sit forbrug, når det nogle gange dækker over 4 dage og andre over 7. 

Læringskurven er med andre ord rimelig stejl, men det er ok. Nu er jeg 8 uger inde, og der tegner sig et tydeligt mønster, som betyder, at det fremover bliver ret nemt at opdage eventuelle afvigelser, ligesom det forhåbentligt også bliver nemmere at holde opmærksomheden på at sænke vores forbrug.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg, fordi jeg har for meget tid, vejet 6 ruller toiletpapir. 

For kan I huske, at jeg skrev om mit storkøb? Yes. Det undrede mig, hvor hurtigt, vi arbejdede os igennem det. Så jeg fandt 3 ruller fra storkøbspakken, og 3 ruller fra den normale pakke, og der var simpelthen 10-12 gram mindre pr. rulle i de billige, hvilket svarer til 10%.

Det gider jeg ikke. Jeg HADER, at man som forbruger nu skal til at være mistænksom overfor ALT, og ikke længere kan regne med, at produkter, der hedder det samme og er pakket i identisk emballage, selvfølgelig også er det samme på indholdssiden. Men jeg kommer da i hvert fald til at have den mentale lup med mig på indkøbstur fremover. Øv.

2.

Har vi været virkelig gode til at gøre brug af både Esbjerg og Varde Kommunes sommerferietilbud.

De fleste kommuner tilbyder hvert år forskellige typer af aktiviteter, og meget ofte er det gratis. Sidste år prøvede vi bueskydning og familiespejder, mens vi i år har været i svømmehallen et par gange, har været ude og lære at fiske med forskellige slags net og har prøvet at spille golf.

Nogle tilbud er med fællesinstruktion og forklaringer, andre (f.eks. svømmehallen) er bare et fastsat tidspunkt, hvor kommunen har booket faciliteterne, og man kan komme og svømme/lege, som man plejer. 

Hvert år, når katalogerne kommer, bruger jeg en time på at kigge dem igennem, og plotter ved samme lejlighed de tilbud i min kalender, som kunne tænkes at være noget. Ofte er der ingen tilmelding; man skal bare møde op, og når jeg har dem i kalenderen, kan jeg vurdere dagsformen og tage stilling til tilbuddene undervejs.

3.

Har Anton fået mine høretelefoner, fordi hans egne måtte give op, og det var ganske uoverskueligt for ham *ikke* at have et par. 

Min tanke var, jeg ikke bruger mine ret meget – men ikke så snart havde jeg foræret dem til ham, før jeg nærmest manglede dem hele tiden. 

Jeg er jo ret meget til at købe tingene brugt, både pga. økonomi og ideologi, men teknik er jeg ikke ret glad for at købe af mennesker, jeg ikke kender. Der kan være alt muligt irriterende i vejen med ting, der udenpå ser fine ud; f.eks. kan levetiden på en opladning være markant forkortet, der kan være funktioner, der ikke virker eller virker dårligt osv. Og selvom man i princippet har garanti på ting, man køber brugt, så er den sikre måde at save 5 år af sit forventede livsspan på at forsøge at lade en handel på Marketplace gå retur.

Derfor lavede jeg et opslag på min egen væg, for hvor jeg med helt fremmede mennesker kører efter ‘tillid er godt, kontrol er bedre’, så ville jeg ingen skrupler have ved at købe af mine venner.

Og min svoger står nu til et Ridderkors og en statuette i bronze på Christiansborg Slotsplads, for han forærede mig et par, han havde liggende, SOM ER MED NOISE CANCELLING!

JA, de er gode!! Jeg bruger dem selvfølgelig til at høre alt muligt godt (se nedenfor), men jeg bruger dem også, når mit hoved er ved at eksplodere, og jeg trænger til en pause. De er godt nok en gamechanger.

“Men hvad har du så hørt i dem, Linda?”

Jeg er glad for, at du spørger. For det leder os let og elegant videre til et par podcastanbefalinger, som listen nu er opdateret med.

(Begge podcasts er tilgængelige på de gratis platforme)

Harsh Reality: The Story of Miriam Rivera

Dette er historien om et realityshow, hvor 6 mænd bliver fløjet til Ibiza for at kæmpe om en pengepræmie og en smuk kvindes gunst. Tilsyneladende. For det viser sig, at Miriam, som kvinden hedder, er transkønnet.

I dag, 20 år senere, er der så mange ting galt med det set up, at man næsten ikke ved, hvor man skal starte, men historien er så fint fortalt, og der er så mange uventede udviklinger undervejs, at det er umuligt at slippe den.

Derudover er værten på podcasten, Trace Lysette, selv transkønnet, og det giver noget tyngde og dybde til fortællingen, som får den til at kravle endnu mere under huden. Kæmpe anbefaling herfra. 

Det levende bevis

En helt vanvittig historie, hvor to piger fra Fredericia med afrikanske rødder, måske/måske ikke er blevet omskåret. 

Sagen begynder at rulle pga. en underretning fra en af pigernes lærere, og begge forældre dømmes i retten – men både pigerne og forældrene holder fast i, at omskæringen ikke har fundet sted.

Der er dele af familiens historie, der ikke hænger sammen, gynækologerne er ikke enige, og hvem ER den onkel??

Jeg var sikker på først det ene, så det andet, og så det første igen. Den er god!

Min eneste anke er, at alle journalister på DR tilsyneladende har fået at vide, at de. skal. tale. langsomt. når. de. indspiller. podcasts. Det er irriterende; ikke mindst fordi man i de liveoptagelser, der altid er klippet ind undervejs, kan høre, at det ikke er sådan, de taler. Men måske er jeg farvet af, at jeg hører så mange ping-pong-podcasts, som jeg gør, hvor folk bare taler, som de plejer, så det kan sagtens være, at det bare er mig.

Under alle omstændigheder: Podcasten er super godt researchet og mesterligt komponeret, så den skal man også lige se at få hørt.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Foræret min far min haveslange og en solcellelampe, som bare ikke vil bo hos os. 

Jeg købte i foråret en flex-haveslange, fordi vi sidste år i sommerferien boede i et lånehus, hvor vi vandede have med sådan én, og siden har jeg undret mig over, hvorfor jeg i sin tid købte sådan et gummisvin, der vrider og vender sig under alle forsøg på oprulning, og som er stiv og umedgørlig, når man vil bruge den. Men min far kører oldschool på haveslangefronten, så han ville gerne adoptere den og det fik han lov til. 

Solcellelampen var den fineste luftballon, der snurrer rundt, når sommerbrisen rammer. Beklageligvis bor vi et sted, hvor milde briser starter ved 40 m/s, og da den samtidig er temmelig stor, kan vi ikke kan have den hængende et sted, hvor vi kan se den, uden at den samtidig banker ind i et vindue som en morder i en gyserfilm. Den er derfor også kommet i permanent ophold hos mine forældre, som har en mindre nationalpark med utallige muligheder for ophæng og placering.

Ting skal ikke ligge på lofter og i skure og visne; de skal bruges, og det bliver de nu. 

2.

Prøvet at købe rensemælk til at fjerne øjenmakeup med i stedet for den sædvanlige eye makeup remover.

For den eneste ulempe ved strikkede rondeller er, at de ikke duer til makeupfjerner i væskeform. Rondellen suger alt for meget, og derfor kan man enten vælge at overforbruge af sit renseprodukt eller være nødt til at gnide sine øjne så hårdt, at de lige når ind og kysse frontallapperne.

I den prisklasse, jeg begår mig i, er der meget få make up fjernere i lotion-form. Nivea laver en, som er udemærket, men det er faktisk den eneste, jeg har kunne finde, og den er de sidste par måneder kravlet godt op i pris. Derfor har jeg nu prøvet at købe rensemælk, for at se, om det kan klare opgaven. Hvis ikke, må jeg finde nogen, der kan bruge den flaske, jeg har købt, men hvis det fungerer, får jeg 4 gange mere for samme pris. Det er satset værd. 

3.

Har vi i juni brugt 221 kWh, mod 229 i samme måned sidste år. Jeg kan se, at tallene i år fra januar og månedsvist frem har heddet 341, 253, 243, 229, 222 og 221 kWh, og det får mig til at tænke, at vores grundforbrug nok ligger lige omkring 220 kWh. For selvom man slukker lys, tørrer tøj ude osv. osv., så skal maden stadig varmes, køleskabet have strøm og telefoner og computere oplades. Derfor er der selvfølgelig en nedre grænse for, hvor meget vi kan presse citronen, men det giver en fin fornemmelse af, hvor det *kan* lade sig gøre at ligge, og det er godt, for det giver noget at navigere efter.

Tallene for hhv. 2021 og (2022) ser sådan her ud: 407 (341), 377 (253), 330 (243), 290 (229), 281 (222) og 229 (221), hvilket betyder, at vi i det første halve år af 2022 har sparet (1914 – 1509) 405 kWh. Ganger man med de 3,21 en kWh står til at koste, giver det 1300 kr. sparet, hvilket måske ikke lyder af så meget, indsatsen taget i betragtning, men det er tæt på at være to måneder på frihjul, og set i dét lys, synes jeg faktisk, at det er rigtig meget.

4.

Var jeg forleden alene hjemme en hel dag, og både fordi ledighed er roden til alt ondt, men også fordi vi snart tager på ferie, brugte jeg en time på at tømme køleskab og de to køkkenskabe med madvarer, sortere det hele og skrive på min ugeoversigt, hvad jeg har, som vi skal nå at bruge.

For selvom jeg ikke hamstrer, hverken kød eller grønt, så ligger der alligevel meget i sådan et køleskab, fordi livet og *hvis* det nu bliver grillvejr.

Så madplanen er et ukurant kludetæppe i disse dage, og der er masser af mad i fryseren, vi kan hive op, når afrejsedagen nærmer sig, så vi ikke står med mælk, salat og pulled chicken, der bare skal hældes i skraldespanden.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at bage fladbrød fra opskriften i den usandsynligt lækre kogebog ‘Vegetarisk i aften?’ som står øverst på min ønskeseddel.

Jeg har lånt den flere gange på biblioteket, fordi jeg så nemt bliver fristet af lækre kogebøger, men har en lidt kedelig trackrecord ift. så at få brugt dem, når først de er købt, men den her er gennemskøn og super brugbar. 

Man skal bruge 4 dl. tykmælk til de her fladbrød, og jeg havde ikke lige noget i køleskabet at erstatte med, så jeg købte en liter. Og 6 dl. tykmælk? Det står vi ikke lige og mangler til noget. Men så kom jeg til at tænke på, at man jo kunne lave tzatziki, så jeg drænede det, helt old school, og lavede den perfekte mængde tzatziki til den portion fladbrød jeg bagte, og hvis det ikke er skæbnebestemt, så ved jeg ikke hvad er. 

2.

Har jeg brugt en aften på at gennemgå alle de mapper og papir-stakke, børnene har haft med hjem fra skole. Det er én af de fælder, der er nem at gå i – for nu er det jo ferie, det haster jo ikke, bunken kan lige ligge her, og så ser vi på det senere.

For den slags bunker vokser ALTID. Næste gang du står med en brugsanvisning eller info om sommerfodbold, så er sådan en stak som sirener på havet, og inden du ved af det, er den vokset til 3-dobbelt størrelse og blevet et uoverskueligt bjerg af papirer, der måske/måske ikke er vigtige, og som derfor kræver minutiøs gennemgang. 

Jeg løb stakken igennem, lavede en tynd mappe til hvert af børnene, som jeg lagde de sjoveste tegninger og historier i, og smed resten til genbrug. Og inden du drukner i nostalgi: Ingen har nogensinde følt glæde over at få udleveret en flyttekasse, proppet til randen med halvt udfyldte stavehæfter og løse matematik-kopier, når de flytter hjemmefra.

3.

Opdaget, at det afgørende for, om man kan klare sig med budgetversionen af mit kommende regnskabsprogram eller man skal have luksusversionen er, hvor meget, man omsætter for.

Derfor skrev jeg til deres helpdesk og spurgte, om man kunne starte billigt og så bare opgradere, når man ramte grænsen – og det kunne man godt. Det sker endda automatisk. Jeg sparer 94 kr. pr. måned så længe, jeg kan køre på den billige version, og det er på alle måder værd at tage med.

Og speaking of så har jeg idag afleveret afbejdsmobil, fjerntolkeudstyr og skilt. Det er nu, det er nu. INDERLIGT hurra!