M2022, uge 31

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft lyst til at gifte mig med min wok. Jeg har så OPTUR over at have fundet en måde at gen-integrere wokmad i mit liv på, hvor det stadig er overskueligt.

 I fald andre end mig kunne have gavn af den lavpraktiske tilgang, er her, hvad jeg har gjort: 

*Jeg lavede en tredobbeltportion af de her kødboller og frøs dem ned i portioner af 4.

*Jeg frøs kyllingebrystfileter (købt på dato) ned enkeltvis; de kan skæres papirtyndt, hvis man skærer dem, mens de stadig er let frosne. 

*Jeg kogte en ordentlig grydefuld ris og frøs det ned i bægre á 1 dl.

*Jeg ristede en hel pose sesam på panden og smed det i et glas. 

*Jeg strimlede en spidskål med min nye skræller, som jeg ikke kan forklare, hvor glad jeg er for.

*Og endelig købte jeg en god håndfuld asiatiske saucer (bare dem fra Santa Maria).

På dagen hiver jeg så bare forårsløg, rødløg, gulerod, peberfrugt eller hvad jeg nu lige synes passer ud ad køleskabet, strimler det og lynsteger. Ris og kødboller er frosset ned i så små portioner, at de kan tø op på et par timer på bordet, så det kræver stort set ingen planlægning, og det betyder, at jeg kan lave mad til mig selv på ca. 10 minutter. 

2.

Fik jeg et fantastisk tip i sidste uges kommentarfelt ift. rondeller af stof, nemlig at koge dem i en gryde med blå Biotex.

Jeg tror, de fleste af os efterhånden meget sjældent kogevasker tøj, så det her tip er genialt; særligt, hvis man er flere i en husstand, der deles om stof-rondellerne, og hygiejnen derfor er ekstra vigtig. 

3.

Har jeg stået så fast på, at jeg ikke er blevet ordentligt informeret i forbindelse med et køb, at 3 voksne mænd bakkede ned og byttede de to iPads, jeg har købt, selvom de lagde ud med, at de ‘ikke byttede Appleprodukter, når først de er taget i brug’.

Det lyder som humblebrag, og som om, jeg forsøger at få formidlet, at jeg er en hård nyser. Det er jeg ikke, når det kommer til at returnere varer, for jeg føler mig altid .. nærig, tror jeg? når jeg gør det. Jeg har også selv stået så meget i forretning, at jeg *præcis* ved, hvor belastende kunder kan være. 

Men jeg har truffet en beslutning om, at jeg gør det, selvom jeg hader det, når jeg synes, det giver mening. Når lyskæder til udendørs brug f.eks. kun kan holde ét år, selvom de reelt kun hænger ude 4 uger, og halvdelen af pærerne så er døde, når man finder dem frem året efter. 

Eller når jeg, som det var tilfældet her, synes, at den information, jeg har fået, har været så mangelfuld, at det er urimeligt.

Som sagt har jeg købt en ny iPad til hvert af børnene. Det var ingen luksus; dem, de havde, var begge over 8 år gamle, og de bruger dem meget. Jeg valgte – i samråd med sælger – en model med 256 GB, hvilket er den største, man kan få, fordi jeg gerne vil være sikker på, at der er hukommelse nok til, at de kan trække de spil, børnene gerne vil spille. Det er ekstra vigtigt her i huset, fordi Anton (som, til de af jer, der ikke ved det, er autist) har den med i skole og bruger den, når han holder pause. 

Da jeg kom hjem med dem, var der ingen slæde til SIM-kort i, hvilket betød, at jeg ikke kunne flytte det mobile bredbånd, jeg havde i de gamle, over i de nye. Men fordi de gamle var, well, gamle, tænkte jeg, at det måtte være fordi, der i mellemtiden var kommet en virtuel løsning.

(Når vi er sammen, kan børnene bare hoppe på det netværk, jeg har på min telefon, men jeg er ikke med overalt.)

Jeg ringede til YouSee – og talte i halvanden time med fire forskellige mennesker, fordi ingen faktisk lige var helt sikre på, om modellen og generationen understøttede eSim. Det endte med, at de fandt ud af den gjorde. De sendte mig en QR-kode, jeg skulle scanne – og den virkede ikke. Jeg ringede igen. Jeg snakkede med to andre medarbejdere. De sendte en ny kode. Den virkede heller ikke. Jeg talte med dem igen, de fejlmeldte den, jeg fik en ny kode, som – du gættede det – heller ikke virkede, hvorefter jeg fik en mail om, at min sag nu var sendt videre til en Übertekniker, og at de ikke vidste, hvor længe det ville tage. 

Her begyndte jeg at svede rigtigt. For Anton er i forvejen RIGELIGT presset over at skulle i skole, og fordi simkortet i den gamle *er* lukket ned, og det nye ikke virker, står han til ikke at have en iPad at tage med, hvilket er *endnu* mere nødvendigt i starten, hvor alt er nyt, og han er *ekstra* mast.

Derfor kørte jeg ud i butikken, hvor jeg havde købt de to iPads, og bad dem om, mod betaling, at hjælpe mig med at sætte eSim op. 

“Nå, haha, men det kan man ikke på den model der.”

Og så blev jeg simpelthen så gal, at jeg helt glemte, at jeg hader at være Den Dumme, Nærige Kunde.

De endte med at bytte dem begge to, men det tog 2 timer at få alle formalia i orden, og det var helt *utrolig* ubehageligt. Men fordi de selv – to gange – lige måtte tjekke, om de havde ret i det, de sagde, stod jeg fast på, at det her var så vigtig en detalje, som de ikke havde informeret mig om, at jeg ikke ville give mig.

Jeg kommer ikke til at modtage venneanmodninger fra nogle af dem på facebook, men det er ok. Selvom jeg stod overfor 3 granvoksne mænd, der alle sammen helt tydeligt syntes, at jeg var sur og urimelig, og jeg svedte og mine hænder og min stemme rystede, så stod jeg fast, og derfor har vi nu to nye iPads, der faktisk er brugbare, og jeg er inderligt stolt af mig selv. 

3.

Er vi i gang med den sidste ferieuge. Derfor har jeg bladret køleskab, fryser, snackkurv og madskab igennem og gjort plads til hverdagen igen. Og altså: Det er jo ikke fordi juicebrikkerne rådner, eller kiksene bliver radioaktive, når børnene starter i skole, men jeg ved fra de andre år, at vi glemmer at få dem brugt, når først det hele ruller, så vi har holdt picnic i skoven og været selvkørende i Legoland.

Samtidig har jeg forsøgt at få tømt grøntsagsskuffen for det, jeg ikke har fået brugt til wok-mad, og resultatet af det, blev en virkelig god pastasauce. 

Jeg smed løg, hvidløg, chili, peberfrugter, gulerødder og tomater i et ildfast fad, hældte olie over og gav det 40 minutter ved 200 grader (slukkede for ovnen efter 35 min, fordi #elpriser), ristede en rest mandler hårdt på panden, og blendede hele herligheden med en skive brød, silketofu, en rest mozzarella, lidt pikantost og bunden af et pestoglas. Jeg smagte til med balsamico, sherryeddike, salt, peber, chili og sukker, og det blev fuldstændig forrygende.

4.

Er vi igennem juli, og vores elforbrug endte på 200 kWh, mod 244 sidste år. 

Som jeg nævnte i sidste måned, ligger vores grundforbrug på ca. 220 kWh pr. måned, og man kunne have forventet, at ferien havde givet en mere synlig besparelse. Men jeg kan se, at det øgede elforbrug, det giver at vaske tøj osv. inden man tager afsted, og når man kommer hjem igen, faktisk ender med at skubbe forbruger så meget op, at man reelt ikke sparer ret meget ved ikke at være hjemme.

Men vi er stadig under det niveau, vi holdt sidste år, hvor vi også var afsted, og det er jeg godt tilfreds med.