I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?
I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.
Dengang lød hendes spørgsmål således:
(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker.
Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)
Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden.
For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:
(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden.
Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).
Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.
Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)
Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.
Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over.
Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.
De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.
Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv.
Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd.
For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.
For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til.
Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide.
Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.
Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær.
Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted.
Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?
Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.
Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.
Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.
Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.
