Kønskamp by proxy


For et par uger siden så jeg på FB et opslag i en af minimalistgrupperne, der omhandlede fødselsdagsgaveordninger i folkeskoleklasser. Det er ret oplagt at snakke om i de kredse, for når man holder børnefødselsdag, og der er sat beløbsgrænser på omkring 25 kroner, så bliver det ofte noget skrammel, fødselaren får overrakt. Debatten i tråden var konstruktiv og sober. Der blev diskuteret for og imod kontanter, givet forslag og ideer til ordninger, så hele klassen kunne give samlet osv. Alt sammen fint og forventeligt. Det, jeg bed mærke i, var dem, der deltog men alligevel havde meldt sig lidt ud, forstået på den måde, at deres børn f.eks. gav hjemmelavede gaver, eller blev bedt om at pakke noget af deres eget aflagte legetøj ind og give det videre.

Et par dage senere så jeg, ligeledes på fb, et opslag fra en bekendt, der tidligere på ugen havde lagt et billede op af sin søn med dennes nye cykel, og fået flere kommentarer på, at der var tale om en pigecykel. I det efterfølgende opslag undrede hun sig over, hvorfor folk gik op i det; at det vigtigste vel måtte være, at drengen var glad for sin cykel, og kommentarfeltet her var ligeledes meget ordentligt, og et studie i tolerance og mennesker, der ikke lå under for kønsstereotyper.

Af en eller anden grund blev jeg ved med at tænke over disse indlæg i sammenhæng, uden helt at kunne finde ud af hvorfor. For umiddelbart har de jo ikke noget med hinanden at gøre, og der var ikke noget overlap i persongalleriet. 

Og jeg er 100% enig med begge opslags-kvinder: Jeg synes også, at de der plastik-dimser fra Kina, som er hyppigt optrædende til børnefødselsdage, er noget crap, og Anton må få alle de lyserøde cykler, han vil have. (#HighRoller)

Men i morges slog det mig, hvad det er, der prikker til noget i mig i begge situationer, nemlig at jeg synes, vi somme tider sender vores børn ud for at kæmpe vores slag.

Tanken har kværnet rundt i hovedet på mig hele dagen, for jeg kan faktisk ikke finde ud af, hvordan pokker jeg så synes, at vi flytter noget. For jeg er fuldstændig med på, at hvis vi selv accepterer at ligge under for ideen om, at drenge er seje og stærke og går i blåt, mens pigerne er søde og dygtige og foretrækker pink, så kommer vi jo aldrig videre. 

Og hvis en dreng på 12 år kommer og beder om en lilla jakke med glimmervinger, så bliver det fem høje herfra. Men inden han når så langt, er han jo også en dreng på 6 år, der uforvarende slentrer ud på en potentiel slagmark, han er helt uvidende om eksisterer. Og det kan jeg simpelthen ikke finde ud af, om jeg synes er rimeligt?

Hvis de er store nok til, at man kan tale med dem om det; at man kan forberede dem uden at påvirke dem, så synes jeg sagen er en anden, for så går de ud i verden med åbne øjne. Men hvis ikke, kan jeg faktisk ikke finde ud af, om vi hjælper dem med at udtrykke deres personlighed, eller om vi  svigter vores primære opgave som forældre, nemlig at hjælpe dem med at træde ind i verden, og danne læ for dem, til de selv kan holde balancen, hvis vi ikke kommenterer på det, når de vælger noget, der adskiller sig væsentligt fra normen.

At vi som voksne synes, at det selvfølgelig skal være i orden at vælge med hjertet og ikke med frygt eller lemming-reflekser, udspringer jo et stykke hen ad vejen også af, at vi har vores voksen-stamina at læne os op ad. Vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for, hvilket alt andet lige gør det nemmere at være ligeglad med, hvad andre synes. Den luksus har børnene ikke. I hvert fald ikke som udgangspunkt.

Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre lettest hjælper dem med at få det. Og det ved jeg simpelthen ikke. 

Published by

62 Replies to “Kønskamp by proxy

  1. Der fik du lige sat ord på noget, jeg også har tænkt over de sidste dage. Jeg har flere gange på få dage oplevet, at folk på gaden og i svømmehallen har sagt “han” til min datter. Hun er forholdsvis korthåret pga krøller, der filtrer, og hun er ikke klædt i lyserød fra top til tå.

    Efter at en tilfældig mand i går på gaden henvendte sig med et “han” på trods af, at hun havde pink hue på, gik det op for mig, at jeg er nødt til at finde ud af, hvordan og om hun oplever/opdager det.

    Jeg oplever ikke, at hun efterspørger ikke andet tøj og langt hår, men jeg skal helt klart til at være mere opmærksom på, at det ikke er min kamp mod lemmingeeffekt og lyserød glitter, hun kæmper.

    Tak for at sætte kloge ord på de tanker, jeg ikke helt så tydeligt havde fået styr på.

    1. Det er så spøjst det der. Da min datter var ni-ti måneder, havde jeg en dag klædt hende i gråt tøj (det lå øverst). Vi mødte en fremmed dame og faldt i snak, og kvinden blev ved med at kalde min datter “han” selvom jeg meget tydeligt sagde “hun”. Jeg blev efterladt med en fornemmelse ad, at hun simpelthen ikke kunne rumme en “drenge farvet” pige. Virkelig pudsigt når man tænker over det.

      1. Det mest pudsige er, at det ikke ændrer sig, selv om man bliver voksen. Min kæreste og jeg har mange gange oplevet, at hun (dog kun i andre lande som fx Irland) er blevet tiltalt med “Sir”, på trods af at hun tydeligvis er en kvinde. Men hun har kort hår og er højere end mig = mand. 😉

        Vi klarer det nok, men jeg skal helt klart være mere opmærksom på, om min datter reagerer på, at hun så ofte bliver forvekslet.

        1. Jeg tror, det hænger meget sammen med, at det måske lidt kommer snigende, det med, at det går fra at være os, der vælger tøj/stilart, til at det er dem selv? Så glemmer man måske lidt at krydstjekke, hvad de egentlig foretrækker.

          Jeg er glad for, at indlægget ramte noget i dig; så er det sjovest at skrive.

          Kh

          Linda

  2. “Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre lettest hjælper dem med at få det. Og det ved jeg simpelthen ikke.”

    Gør vi ikke det ved at tale med dem om de valg de træffer? Måske kan man bedre og nemmere snakke med en 12-årig, men det betyder jo ikke, at man ikke kan tale med en 6-årig om det samme. Det er bare nogle andre ord man vælger og en anden måde at samtale på.

    Min ældste var langhåret til han var 5. Så kom han sur hjem fra børnehave og sagde, at nu ville han ikke det mere, for Viggo blev ved med at drille ham og sige han lignede en pige.
    Vi snakkede med ham om det og han insisterede på at blive klippet. Så blev han det. hans valg. Men vi havde en god fornemmelse af, at han egentlig godt forstod at det var Viggo, der var gal på den og ikke ham. Han orkede bare ikke kampen og gav op.

    Jeg synes vi skal støtte vores børn i at være lige dem de har lyst til og oplyse dem, om hvilket samfund de skal ud og være det i. Det er ikke altid de vælger kampen, men det synes jeg heller ikke de skal.

    1. Jeg spekulerer bare på, om vi ved at italesætte det, måske faktisk skaber et problem, der ikke ville være opstået, hvis ikke vi talte det frem? Og så synes jeg faktisk er prisen er høj, hvis vores velmente samtale med dem, ender i at resultere i, at de fravælger noget, de egentlig gerne ville.

      Jeg har læst kommentarerne i takt med at de er rullet ind, og en ny tanke har meldt sig, nemlig om det her dilemma måske er et, der meget knytter sig til skiftet fra børnehave til de første år i skolen, hvor hierakiet dannes og rollerne fordeles. Selvom nogle børn er mere viljestærke end andre (Frida, jeg kigger på dig), så er det jo stadig os, der bestemmer, hvad der bliver købt af tøj, og som måske derfor – ubevidst – primært køber ind efter, hvad vi gerne vil signalere/finder vigtigt.

      Som det samtalemenneske, jeg er, er jeg bare overrasket over, hvor stort et dilemma, jeg egentlig synes det er.

  3. Interessant emne.

    Da min førstefødte var i børnehavealderen var han yndlingsfarve lyserød. Alt skulle være lyserødt. Tøj gik han ikke op i, men mange af hans ting var lyserøde, fordi vi forældre ikke ville pådutte ham drenge/pige-farver.
    Da han så var en 4-5-6 år, jeg husker det ikke præcis, var det tid til indkøb af flyverdragt. Vi købte gerne et relativt dyrt mærke til omkring 1000 kr.
    Sønnike forelskede sig naturligvis i den helt lyserøde flyverdragt. Den syntes jeg var svær. Jeg undede ham fint en lyserød dragt, men så også for mig, hvordan han kunne blive drillet af mindre tolerante kammerater eller voksne, og at de der 1000 kr så var spildt.
    Jeg endte med at sige nej og måtte trække en skrigende og fuldstændig utrøstelig dreng ud af butikken uden flyverdragt.
    I dag er han 16, og jeg tænker stadig på om det var den rigtige beslutning.

    I øvrigt, pudsigt nok, var hans lillebrors yndlingsfarve også lyserød i børnehave-/tidlig skolealder. Senere, da han var omkring 12, var han stadig vild med pink og ønskede pink dug til en drengefødselsdag. Her var jeg også en kylling og overtalte ham til en anden farve.

    1. Jeg sætter simpelthen så stor pris på, at du er ærlig, for jeg tror virkelig, at det der er reaktionsmønstret hos rigtig mange af os, hvis de lige rammer noget, der trykker på vores knapper.

      Og jeg synes egentlig, at det er en reel bekymring, at man kan risikere at stå med en flyverdragt til 1000 kr., som barnet bliver ulykkelig over at skulle iføres, hvis den udløser mere drilleri, end de kan håndtere.

  4. Min søn var vild med lilla og lyserød i børnehaven. Han havde primært blåt tøj, men alle former for fodtøj samt en rygsæk var lyserøde og lilla – sådan lidt pigesko møder friluftstil. En dag i svømmehallen spurgte en pige, hvorfor han havde pigestøvler. Han forstod ikke rigtig, hvad hun talte om, han var glad for sine støvler. En forældre fra børnehaven fortalte, hvordan hun var blevet irettesat af sin datter: “Der er ikke nogen farver, der kun er til piger” efterfulgt af en reference til min søn. Nu går han i skole. Den lilla rygsæk er af og til med i skole og en dreng spurgte, hvorfor min søn havde en lilla. En anden dreng fra klassen, som gik i samme børnehave som min søn, blandede sig med ordene “Det er da ligemeget.” Og det blev det så.
    I en sukkerfri periode af mit – og resten af familiens – liv, blev der af de voksne (?!) i børnehaven spurgt til yndlings fredagsslik. Mit barns svar blev mærkeligt, da han ikke vidste, hvad fredagsslik var. Den fredag indførte jeg dadelis og ramasjangkigning. Kalorieindtag til tv om fredagen er så normalt, at det gik ud over ham, at jeg havde principper.
    En blanding af at give plads til hans eget udtryk, mens jeg hjælper ham med ikke at falde helt uden for i fht tøj. En blanding af mine principper, mens jeg hjælper ham med ikke at falde helt udenfor i fht fredag aften.
    Fordi hverken hans farvevalg eller mit forhold til sukker skal fylde så meget/være så vigtigt, at det kræver forklaring. Det er da ligemeget om det er en pigecykel/hjemmelavet gave/dadelis. Men ikke hvis nogen er igang med ar demonstrere og bruge deres børn som reklamesøjle/megafon.

    1. Jeg tror, du har fat i noget ret essentielt her, nemlig at det både hænger sammen med det enkelte barns personlighed – men faktisk også med dynamikken i lige præcis den børnegruppe, de er havnet i. Og den er jo svær at påvirke ret meget.

      Stående applaus herfra for bare resolut at gribe til handling ift. fredagsslik/is. (Et problem, vi i øvrigt også har, fordi mine børn er lagt i seng senest 19.30. Det kan jeg også mærke, at andre børn synes er MEGET mærkeligt. Men det er så et af de områder, hvor mine børn ikke reagerer på, at andre spørger til det, så nu vi lige snakker om det, hænger det måske også sammen med, hvilke signaler, man får fra sine børn om det pågældende ‘problem’?)

      1. Vi så netop Ramasjang og ikke disneysjov, for så længe kunne han ikke klare at være oppe.

        Jep! Stemningen i børnegruppen har betydning. Den påvirker man jo også selv.

    2. Min datter på 4 har for nylig spurgt, hvorfor hun ikke får fredagsslik. Hvem får da det, spurgte jeg, hvorefter hun nævnte en del af de 5-årige i børnehaven. “Hmm, de er da vist alle 5 år”, sagde jeg. Og så blev vi enige om, at vi må se på det, når hun bliver 5 år. Til gengæld kunne hun ikke svare på, hvad de lavede imens, så jeg tror, vi dropper Disney lidt endnu… hun går i øvrigt også i seng kl 19.

      1. Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor stor en ting, det (sk*de) Disney sjov er. Sidste nye skud på stammen her, er når børnene skal i legegrupper, og det bliver lagt fredag, fordi de så skal se det sammen. Det har jeg det simpelthen så blandet med.

        1. Det ville jeg seriøst slet ikke kunne magte Linda. Af flere grunde. Hatten af for, hvis det sker…

  5. Mine børn (drenge) har da de var små fået det tøj på der var og senere det, de ville. Den yngste blev som 5 årig fortalt af børn i sin børnehave at hans lyserøde sko var pigesko og vi snakkede om at de ikke havde forvandlet ham til en pige men næste gang han skulle have sko fik han nogle mørke i stedet. Den ældste ville som 7-årig have klippet sit lange hår af fordi børn i klassen synes det var pigehår men da han kom i skole næste dag synes de det var babyhår og det blev han meget mere ked af. Jeg tror min pointe er at vi skal ikke lade vores børn kæmpe vores kampe men lade dem vælge det der gør dem glad og så nuancere og forklare dem eventuelle udfordringenger, hvis de kommer og lade dem vælge om, hvis de har brug for det – men man kan blive drillet med ALT og det handler ikke om, den, der bliver drillet har pink eller glimmer på, det handler om den kultur, der er i klassen/børnehaven og det kan man ikke ændre sit barn på for så kan du begynde i dag og aldrig blive færdig. Jeg kender folk som har været normalvægtige og er blevet moppet med at de var tykke, folk almindelig af højde som er blevet kaldt små osv. Det er ofte random hvad du bliver drillet med og børn skal lære at det ikke handler om dem, ikke på den hårde måde, for hvis de helst vil klippes eller have blå sko, så skal de det, men ikke hvis de ikke kan leve uden langt hår og pink sko.

    1. Jeg er helt på linje med alt hvad du skriver, og jeg er heller ikke i tvivl om, at en del af mine overvejelser også udspringer af, at jeg selv havde en meget vanskelig folkeskoletid. Jeg synes ubetinget, at udfordringen er størst, når der er tale om ‘nye’ valg, og noget, man taler om på forhånd. Når jeg lægger make up om morgenen, kommer Frida somme tider ud og vil have lidt pudder på, og det får hun lov til. Jeg er ikke det store make up menneske, men hvis jeg gav den hele armen med øjenskygge, rouge og læbestift kan jeg mærke, at jeg ville have det forskelligt med det, hvis Frida gerne ville have lidt på i børnehave, kontra hvis Anton gerne ville have det på i skole. Og primært fordi jeg ville være meget i tvivl om, om Anton ville være forberedt på de reaktioner, han formentlig ville få.

      Så måske er der også et element af, at jeg faktisk vil være bange for at placere en unødvendig skydeskive på ryggen af ham i den fase, hvor alle rollerne fordeles?

  6. Jeg er virkelig bevidst om at mine drenge ikke skal kæmpe mine kampe, og at de som små slet ikke var rustet til de mange forskelige kontraster og kontekster hverdagen rummer. Jeg tror også, at hvis man selv har prøvet at være genstand for andres syn på én som værende ‘mærkelig’ eller anderledes, og måske er blevet holdt udenfor, så tror jeg ikke man vælger man at lade sine børn gå intetanende ud i verden. Bare en tese jeg har. Så jeg skærmer. Og det er IKKE fordi jeg fordømmer forældre, der gør tingene på en anden måde, jeg har bare selv valgt at træde lidt forsigtigt samtidig med at jeg har prøvet at efterkomme deres ønsker. Nu har de ikke haft brændende ønsker efter glimmer eller lignende, men min mellemste har for eksempel haft det skønneste, lange hår som han valgte at klippe fordi at der var nogen, som troede han var en pige. Og det gjorde da godt nok lidt ondt da de lange smukke lokker røg på den bekostning – men det var hans valg, hans identitet og hans væren i verden. Tak for dine tanker, Linda! ❤️

    1. Jeg var sådan i tvivl om, om jeg skulle skrive om det i indlægget, for jeg forstår PRÆCIS, hvad du mener med, at egen bagage også påvirker. Det lyder som om, vi har nogenlunde samme erfaringer med folkeskolen, og hvis jeg på nogen måde kan gøre noget for, at mine børn IKKE skal igennem det, jeg var, så er der ikke meget, jeg ikke ville gøre.

      Tak for din kommentar <3

  7. Jeg har tre drenge på 8, 6 og 6, der alle tre elsker lyserød og lilla og har eller har haft lyserøde cykler og flyverdragt. Det har aldrig været et problem. Ind i mellem spørger andre børn (primært piger) hvorfor de har pigeting, men de bliver ikke drillet og de bliver ikke kede af det. Den ældste har oplevet én gang at få en dum kommentar fra nogle fremmede drenge. Jeg spurgte efterfølgende hvordan han havde det med det og han var fuldstændigt ligeglad.
    Vi har generelt været meget åbne og snakket med vores børn om at nogle mener at lyserød er en pigefarve, men at alle jo må bruge alle farver. Jeg oplever at børn forstår meget mere end vi voksne nogle gange giver dem credit for.
    Jeg tror det jeg prøver at sige er, at jeg ikke føler at mine børn kæmper vores kamp, men at vi blot giver dem friheden til at være dem de er. Hvis nu vi tvang dem til at gå i lyserødt ville det være en anden sag.

    1. Jeg synes, det er så svært at vurdere, hvad de selv kommer med fra fabrikken, og hvad man selv har haft held til at hjælpe dem med at skabe. For jeg forestiller mig, at robuste børn er på en eller anden måde er nemmere at støtte, fordi de ikke er i så høj risiko for at blive drillede? Jeg er f.eks. meget fortrøstningsfuld ift. Anton; han kan godt blive både vred og ked af det, men generelt er han bare den, han er, og fordi han ikke selv kan se, at der skulle være noget som helst i vejen med det (God bless him), så er han relativ uinteressant at drille. For Frida lader det til, at gruppe-dynamikkerne fylder meget mere, så mit bud vil være, at det for hende vil komme til at fylde mere, hvis nogen kommenterer på hendes bukser, end hvis det samme skete for Anton.

      Men på disse kanter kæmper vi også med, at der i institutionen tales om pige- og drengefarver, og at fødselsdagskalenderen f.eks. er blå shorts for drengene og røde kjoler for pigerne. Dermed bliver det også lavthængende frugter for bøller på udkig efter ofre, hvis nogen skiller sig ud på dén front.

      1. Og lige netop i den børnehave kan det gå hen og blive demonstrativt med de lyserøde sko og det er jo ikke meningen. “I din børnehave er der mange, der synes, at der er drenge/pigefarver, så der er det lettest at gå med blå sko. I nogen børnehaver er det anerledes.” Ville være min forklaring. Ikke bare give flertallet ret og lukke verden, ikke sende intetanende barn ud med banner, men antyde at verden er større end denne konkrete børnehave.

  8. Jeg tror, det handler meget om, hvilket barn man har. Jeg har to drenge, hvor den ældste død og pine aldrig ville skille sig ud. Min yngste valgte sit eget tøj fra 2-års alderen og har gået med øjenskygge og neglelak helt op til og med 0. klasse. Han har et meget stærkt sind og er ligeglad med alle kommentarer (selv dem fra hans bror). Han gik tur med os i foråret iklædt lange skiunderbukser og shorts. Det er bare sådan, han er (han er 13 år). Nogle børn vil være ‘stærke’ til at vælge selv fra en ung alder, mens andre skal støttes. Jeg valgte at støtte min ældste i, ikke at stikke ud. Kh. Birgitte

    1. Det giver utrolig meget mening. Jeg håber, jeg formår at se mine børn, som det lyder til, at du ser dine. Kh Linda

  9. Det er lidt en afstikker det her, men det rammer noget i mig, der gør ret ondt. Mine børn er ikke (kun) etnisk danske. Deres far er asiat, og det kan man naturligvis også se på dem. Og nu er mine børn stadig alt for små til at være bevidste om det, men før eller siden rammer de jo også en alder, hvor de ramler ind i folk, som har voldsomme holdninger til dem pga deres hudfarve (og det kommer formentlig til at ske før de er i nærheden af voksne). Hvordan ruster man lige sine børn til det? Her er der ikke tale om, at man kan guide dem til at vælge den hudfarve, der giver dem mindst mulig modstand. Det samme kunne gælde, hvis de viste sig at have en anden seksualitet end flertallet eller et synligt handicap.
    Jeg ved ikke helt, om jeg er enig i, at vi bedst skærmer vores børn ved at lære dem, at man skal rette ind og gøre sig så lidt bemærket som muligt. Hvis en dreng vælger en pink cykel, hvad er det så egentlig for en lektie man lærer ham ved at tale ham fra den? Giver det ikke mere mening at lade det komme an på en prøve og så tage den derfra, hvis barnet selv oplever trælse reaktioner? Der er jo forskel på at støtte op om barnets eget valg og så decideret skubbe sin dreng til at vælge en pink cykel, synes jeg.
    Det er egentlig et stort spørgsmål…

    1. Jeg tror bare, at det, der gør det svært for mig, er at børnene ikke altid er klar over, at de træffer et valg, der er anderledes, end det flertallet vælger. Og i de situationer spekulerer jeg på, at jeg gerne selv ville have haft et heads up. Men dilemmaet for mig opstår netop i, at jeg også er enig med dig i, at det jo er en rædselsfuld lektie at lære sine børn, at man skal gøre det samme som alle de andre, af frygt for, hvad der kan ske, hvis man stikker ud. Uf, jeg synes, det er svært.

      Jeg genkender de overvejelser, du beskriver ift. dine børn; jeg gør mig selv nogle tilsvarende ift. når Anton skal tilbage i den lokale skole, hvor han med stor sandsynlighed stadig vil kæmpe med sproget.

      Jeg veksler lidt mellem at bede de højere magter om at tilvejebringe en tolerant og empatisk børnegruppe, og så at bide i min pude af skræk.

      Det fylder.

      1. Jamen, jeg er jo sådan set også enig med dig i, at børnene ikke skal kæmpe vores kampe eller gøres til poster children (no pun intended) for vores mærkesager.

        Jeg synes, det er noget af det sværeste. Der er næsten intet, jeg er mere bange for end mobning. Jeg har ikke selv lagt krop til, men har flere i mit liv, der har, og det er bare det mest ødelæggende. Og som forælder tror jeg virkelig ikke man kan gøre noget som helst for at forebygge, at det går ud over ens barn (andet end at støtte det generelle sammenhold i forældregruppen og klassen). Som lærer ser jeg, at det handler om gruppedynamik, og hvor det enkelte barn ender i netværket af relationer i klassen, og det er i virkeligheden underordnet hvordan de forskellige børn afviger fra gruppen. Jeg ville i øvrigt ikke tøve med at flytte mit barn, hvis det blev udsat for mobning. Jo før, jo bedre, næsten. Der synes jeg faktisk en gang imellem børnene bliver gjort til genstand for forældrenes kamp – i bedste mening, selvfølgelig, fordi de gerne vil vise, at man ikke bare løber fra problemerne.

        1. Jeg er så enig med dig her, at jeg kom til at sige: “JA!!” højt ud i luften, da jeg læste din kommentar. Min folkeskoletid var fuldstændig forfærdelig, og jeg er rædselslagen for, at mine børn skal igennem bare en brøkdel af det, jeg blev udsat for. Men det, som holder mig vågen om natten er, at jeg faktisk ikke ved, hvad jeg skal stille op, hvis de kommer hjem og fortæller, at de bliver mobbede. For jeg ved simpelthen ikke, hvad den bedste løsning er. Mine forældre tilbød, at jeg måtte flytte skole, hvis jeg ville, men det sagde jeg selv nej til, dels fordi mine værste plageånder spillede håndbold sammen med halvdelen af pigerne i de klasser, jeg potentielt kunne være flyttet over i, og jeg dermed reelt ikke ville få en frisk start, og dels ud fra en sørgelig pragmatisk betragtning om, at der, hvor jeg var, kendte jeg i det mindste dem, der mobbede mig, og vidste, hvordan de opererede. Måske er det også derfor, det her dilemma er så svært for mig; fordi jeg oplever en konflikt mellem min egen erfaring og mit ønske om at støtte mine børn i at være lige præcis de mennesker, de allerhelst vil være.

          1. Av. Det havde jeg slet ikke tænkt på, det der med at plageånderne kan række udover skolen. Hvor er det bare noget modbydeligt møg!
            Og kæmpe respekt til dig for at være kommet igennem sådan en skolegang. Det er ikke til at holde ud, at vi ikke kan få bugt med mobning.

  10. To betragtninger:

    1: Køn er en konstruktion – både individuelt præget og normpræget. Hvis vores barn vil noget der afviger fra normen, og vi sim forældre siger nej, så får vi både barnet til at føle sig forkert by proxy OG holder det fast i en norm, vi egentlig vil bryde. Er det ikke lose lose?

    2: Drillerier kan ikke undgås men modstod – først en disclaimer: jeg bor også på Vesterbro hvor der er ret mangfoldigt og højt til loftet, og måske der er flere normfans på dine kanter?

    Men eksemplet men den langhårede dreng, der drilles med “pigehår” og efter klipning med “babyhår” er jo både skrækkeligt og komisk og universelt – børn driller med hvad som helst, og hvis vi vil proppe dem ind i en norm for at beskytte dem, tror jeg det bliver en bjørnetjeneste.

    Jeg synes din Massive Attackske “take the force of the blow”-opdragelse er så fin og poetisk, men for mig er god opdragelse at lære børn at stå imod selv, frem for at skærme dem. Når de fx føler sig forkerte i normen, skal vi vise dem mangfoldighed frem for at holde dem fast i normen. Hvad tænker du om det?

    1. Jeg tænker for det første, at du har meget ret i, at tolerancen i et samfund vil hænge tæt sammen med graden af mangfoldighed. Og den er bare ikke ret bredspektret her. F.eks. er der i Fridas børnehave én muslim i hele institutionen, som tæller en børnegruppe på ca. 120 børn. Der er ét sæt forældre, der består af 2 kvinder, og der er, slag på tasken, 5 skilsmissebørn. Så det kræver mindre at stikke ud her, end det gør i de større byer.

      Jeg tror ikke, at jeg kunne finde på at sige nej til noget, der var vigtigt for mine børn, og jeg tror også, at jeg kigger meget på, hvor det er, jeg oplever mine børn stå stærkt i deres identiteter. Fordi jeg ikke der ville opleve det som noget, der potentielt kunne være svært for dem at gå imod strømmen. Jeg tror, at de steder, hvor det fylder for mig, er der, hvor jeg mistænker, at mine børn SLET ingen overvejelser har gjort sig om, at det, de gerne vil, er meget forskelligt fra det, de andre gør. Med mit hoved vil jeg så gerne lade tolerancen råde og bare lade dem gøre, hvad de gerne vil – men jeg kan i hjertet huske situationer, hvor jeg ikke havde opdaget, at jeg selv skilte mig ud, og hvor det kom til at koste mange tårer, uden at jeg – hverken nu eller dengang – syn(t)es, at det var det værd.

      (Og så gør jeg mig, helt lavpraktisk, også flere overvejelser, hvis der er tale om dyre ting, vi ikke bare har råd til at skifte ud, hvis de afstedkommer flere drillerier, end børnene havde forudset/kan tackle, og de derfor bliver helt slatne af mismod og nej, hvis de alligevel bliver tvunget afsted i det)

  11. Super spændende diskussion, og jeg må ærligt indrømme, at jeg før dit indlæg egentlig ikke har tænkt så meget over problemstillingen (emoji-abe der holder sig for øjnene – er med fra computeren :-)). For mig kan jeg mærke, at det handler om at se på min datter og finde hendes grænser. I hendes klasse er ting fra Tiger the shit at komme med (og som en sidebemærkning synes jeg faktisk ikke, at det er rent bras – hun er stadig glad for de ting fra Tiger, der var i hendes pakkejulekalender sidste år såsom blyanter, stempler etc.). Hun ville klart ikke synes det var fedt, hvis jeg bad hende om fx at komme med en hjemmelavet gave. Men derfor taler vi stadig meget om genbrug, spare på vand, ingen madspild etc. Så der er det en anden måde (hvor hun er lydhør) vi kan tale om det på og hvor vi som voksne kan gå forrest med det gode eksempel. Omvendt kan jeg mærke, at jeg ift. kønsstereotyper kan skubbe til hende – hun har fx haft masser af “drengetøj” som yngre og jeg køber eller får det stadig af og til. Så der prøver jeg at undgå at fremstille ting, hår mv. som “drenget” eller “piget” og vi har også talt om, at der ikke er noget, der hedder drenge- eller pigefarver. Vi taler også meget om, at man kan blive det, man vil og har evner til. Så som sagt – jeg prøver at se meget på hende og afkode, hvornår noget ikke er fedt for hende og prøver så at finde andre måder, hvor vi kan tale om en given problemstilling. Men det er klart en balancegang.

  12. Det er søreme også svært! Min søsters søn kom da han var 4 år til at sige til sin mor, at han kunne lide lilla. For hende og manden blev det hurtigt til at han elskede lilla, de sendte ønskesedler ud på sønnens vegne, hvor de specificerede, at han elskede lilla, og derfor gerne ville have lilla tøj etc. De viste sig hurtigt at han også kunne lide rød, blå og grøn. Og at de havde hævet ham ind som et argument i en debat, på en måde, som faktisk ikke var så heldig.

    Selvsagt er det vigtigt at vi står op mod kønsopdeling og forbrugssamfund! Men jeg synes vi skal være forsigtige med at lade vores børn tage “skraldet”, eller kampen, for os, som du også skriver.

    Jeg tror, at det er vigtigt at lade sit drengebarn vælge en lilla glimmerjakke, hvis det er det han vil have, og hvis vi vurderer, at han er, hvad skal jeg sige, informeret og robust nok til at møde verden i den jakke. Men jeg tror det er vel så vigtigt at vi signalerer overfor vore børn at der er andre ting der udgør en person end dennes tøj, krop og køn. Slet og ret tror jeg, at vi bør bruge mindre krudt og tid på at tænke på og snakke om udseende, om noget er knyttet til et bestemt køn osv. Jeg tror, vi bør styrke selvtillid og selvværd og evne til at fokusere mindre på, hvad andre tænker om én. Og jeg tror dét er vigtigere end at drengene går i lilla tøj.

    1. @jabbadabbaduu: Det er jeg 100% enig i – det ville være ideelt, hvis man kunne lære sine børn at hvile i sig selv og være ligeglade med andres holdninger. Jeg tror bare desværre, at det er de færreste børn forundt at være så stærke.

      Og så elsker jeg din historie, som meget fint understreger, at udfordringen faktisk er den samme, uanset om vi holder fast i kønsstereotyperne, eller om vi bruger børnene som reklamesøjler for eget frisind.

  13. PS, den rumsterer klart videre hos mig, så jeg har tænkt lidt mere over, hvad jeg ville gøre, hvis min datter gerne ville gøre noget, der lå meget udenfor “kønsnormen”. Jeg ville lade hende gøre det, og hvis hun kom hjem og blev drillet, ville jeg tale med skolen og evt. også de forældre, hvis børn havde drillet. (Det er vel det, de mange sociale forældrearrangementer skal bruges til; at man nemmere kan tage fat i hinanden hvis der sker noget blandt børnene). Som en anden skriver, man kan gå midt på normens smalle sti og alligevel blive drillet. Det handler ikke nødvendigvis om at man stikker ud. Og hvis det virkelig var et dybfølt ønske hos min datter tror jeg, at der er mere vundet ved at bakke hende op i det valg og så have hendes ryg, hvis det går galt. Det er jo heller ikke sikkert, at det bliver til andet end et par undrende kommentarer, der kan løses med “men jeg elsker altså lyserød” (eller hvad nu).

    1. Jeg tror egentlig, at de fleste af os er enige om, at de skal bakkes op og hjælpes til at tackle eventuelle drillerier, hvis noget er vigtigt for dem. For mig er de sværeste situationer dem, hvor jeg faktisk ikke tror, at det har karakter af personlighed eller “statement”, når de vælger at gå imod strømmen. Hvis man f.eks. havde en datter på 12, der ikke selv var opmærksom på, at hun var ved at have former, og hun så stillede i en top, som hun selv synes var fin, der afslørede mere, end den skjulte. I den situation er barnet jo fuldstændig uopmærksom på, at hun skiller sig ud, og i og med, at det er på et område, hvor jeg tror, at man kan få ret dybe ar af drillerier, ville jeg virkelig synes, at det ville være svært bare at lade hende tage afsted. Jeg tror sgu, at det er svært at forsvare sig mod angreb, man ikke anede ville komme?

      1. Jeg forstår godt, hvad du mener, men det er også bare svært at skærme sine børn mod alt. Jeg tror, at det er et andet sted, man skal sætte ind så, end at bremse dem fra at tage noget bestemt tøj på, hvis det er et ønske hos barnet selv og ikke sin egen kæphest, man rider. For det er umuligt at gætte, hvad børn kommenterer på eller synes er kikset. Jeg tror sjældent der ligger personlighed eller statement i børns handlinger, andet end at de synes noget er pænt. Det er i hvert fald det, jeg oplever blandt min datter og hendes venner. Fx ville min datter en dag i skole i en vild prinsessekjole. Fordi det var det planlagte outfit til en børnefødselsdag hvor hun blev syg, og hun var ked af, at hun ikke havde haft den på. Den dag stak hun pænt meget ud. Det var ikke “kønsnorm-afvigende”, men det var klart afvigende fra resten af børnene i deres praktiske tøj, og der kom en del opmærksomhed/kommentarer på den konto, som hun nok ikke havde regnet med at få (og heller ikke mig). Jeg havde klart ikke set det komme, men selv hvis jeg havde, vil jeg ikke have spurgt om hun nu var sikker, fordi andre børn kunne finde på at kommentere på det. Jeg tænker det er en del af, at hun skal lære at navigere i de sociale spilleregler, og finde ud af, hvilke hun vil efterleve og hvilke hun vil gå imod. Det skærmer jeg ikke mod. Så vil jeg som sagt hellere vise hende, at er der noget, der udvikler sig til trælse kommentarer eller drillerier, så skal jeg sgu nok have hendes ryg.

        Men eksemplet med den 12-årige, der fx ville i skole i en meget nedringet bluse (uanset former i øvrigt) ville gå imod mit eget normsæt. jeg ville ikke synes at en sådan bluse er skolemateriale. Så det ville jeg italesætte overfor mit barn. Det er for mig mere grænser for, hvad jeg selv tænker er OK, og for mig er noget, jeg vil drøfte med mit barn.

        1. Jeg tror, du har meget ret i, at børn kan drille børn med alt. Min egen erfaring er/var, at man ikke kan vinde. Har man først fået skydeskiven monteret på ryggen, er løbet kørt. Vælger du det samme som de andre, er du en efteraber. Vælger du noget andet, er du sær. (Føj, hvor det her indlæg trækker gamle skeletter ud af skabet).

          Jeg håber, at det, at jeg tænker over det, gør, at jeg i det mindste ikke bare kører på automatpilot, når de her situationer opstår. Om man tackler sine børns udfordringer rigtigt, finder man nok først ud af, når de er gamle nok til at evaluere på konsekvenserne af de valg, man traf på deres vegne. Jeg håber, at mine kan se, at jeg gjorde alt det bedste jeg kunne, med de redskaber jeg havde i kassen.

  14. Du er simpelthen så VELFORMULERET, Linda.
    Jeg har en pige på halvandet. Hun har endnu ikke rigtig en mening om, hvad hun har på. Jeg har opdaget noget, som kom lidt bag på mig efter, at vi har fået hende. Jeg har ekstremt svært ved at girle hende i tøjet. Jeg synes, der er noget forkert, ubestemmelig svært, ved at putte hende i flæser, lyserøde strutkjoler og at give den gas på det feminine. Det føles forkert for mig (og jeg var selv meget glad for kjoler som lille!). Hun har af og til nederdel og strømpebukser på. Så er det gult, blåt og gråt og hvidt. Hun kan sagtens have en lyserød trøje på, men så er det til sorte eller armyfarvede bukser. Hun er aldrig sådan for alvor blevet klædt i pigetøj, og dem vi arver fra er primært drenge, så hun har haft meget blåt, gråt og grønt.
    Men: Hun har fået et par sorte støvler her til efteråret og arvet et par lyserøde. Hendes livs første præference faldt den dag, hun pegede på de lyserøde og sagde “dem der”. Og det er sgu ok. Jeg forstår da godt at de tiltrækker øjet mere end de sorte.
    Jeg kan af og til blive bange for, at jeg trækker for meget i én retning. Men efter at jeg har læst dit opslag, tror jeg faktisk bare, jeg vil være opmærksom på at lytte til hende.

    1. Tusind tak for dén kommentar! <3

      Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg faktisk også i starten, at det var lidt svært, at Frida elsker pink/glimmer/enhjørninge/smykker SÅ højt, fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om folk mon troede, at det var mig, der syntes, at nu skulle hun ordentlig være en rigtig pige.

      Men efter et par måneder erkendte jeg, at det bare er sådan, hun er, og min egen reaktion har givet stof til eftertanke. Det jo helst ikke i tolerances navn skal blive sådan, at piger partout SKAL vælge blåt og grønt; det må være det frie valg, vi efterstræber, ikke?

  15. Du har simpelthen en meget vigtig pointe her: Forældre skal forberede deres børn grundigt, hvis disse sendes ud i verden med nogle voldsomt anderledes “signaler” end det, der er normen. Misforstå mig ikke, det er helt fint at give normen fingeren og skide højt og flot på den – inden for lovens grænser – men det er en kamp, hvert menneske må klare for sig selv. Det er simpelt hen ikke fair at farve børnenes hår grønt uden at give dem redskaber til at tackle de reaktioner, det uvægerlig må afføde.

    Det behøver ikke en gang dreje sig om så vigtige ting som kønskamp. Masser af børn må i dag have svar på rede hånd, om hvorfor de altid går i genbrugstøj, hvorfor de ikke går i musikskole/er med i fodboldklubben, hvorfor de ikke deltager i børnefødselsdage eller inviterer til dem – alle forhold begrundet i familiens økonomi og som regel ting, der ikke kan være anderledes. Det er ikke fair over for de børn og heller ikke over for deres forældre, jeg håber bare, at flertallet af de forældre, det drejer sig om, er i stand til at forklare deres børn, at så længe man har hinanden, tag over hovedet og mad på bordet (ved godt, det også kan være et problem), så er de andre ting ikke så vigtige. Jeg frygter bare, at mange af de økonomisk hårdt trængte forældre ikke har det personlige overskud til at give deres børn den vigtige ballast, at materielle ting ikke definerer os som mennesker.

    1. Det er en rigtig fin pointe, at børn faktisk i mange sammenhænge står på mål for de vilkår, deres forældre giver dem. Det ville være mere retfærdigt, hvis det ikke var tilfældet, ikke? <3

      1. Jo, det er det. Men igen, det er jo ikke så meget, hvordan man har det, mere hvordan man tager det. Med tilstrækkeligt psykisk overskud og tydelig markering af, hvad der er vigtigt her i livet, burde det kunne lade sig gøre at ruste børnene til livet, også selv om de materielle ressourcer ikke er, som man kunne have ønsket sig.

        Det er kliché, så det driver, men kærlighed, accept og opbakning er langt vigtigere, end noget man kan købe sig til.

  16. Jeg griber lige fat i den med gaverne, for den mindede mig om et eksempel, hvor jeg også synes et barn blev taget lidt som gidsel af den voksnes principper: En tråd i et minimalisme-forum, hvor trådstarter (i mine øjne i hvert fald) lidt triumferende fortalte, at nu havde hendes datter fået at vide, at hendes konfirmationskjole ville blive købt i Gul og Gratis – og det var hun blevet meget ked af og gal over, men det måtte hun vænne sig til, for det var gået alt for vidt med dyre konfirmationer. Lige der synes jeg, at det var den voksnes principper, der død og pine skulle trækkes ned over barnet, i stedet for at finde ud af hvordan man bedst muligt kunne imødekomme barnets ønsker, når det nu var hendes fest.

    1. Åh, den nev også lidt i mit hjerte. Og jeg tænkte over i flere timer efter, at målet vel er, at vi gerne vil lære vores børn at behandle jorden og ressourcerne med respekt og omtanke. Det tror jeg ikke er den læring, man tager med, hvis man bliver tvunget til at acceptere noget, der gør én meget ked af det i en sitation, der betyder noget for én. Jeg forestiller mig, at man nærmest kan risikere at avle en modstand i barnet i stedet, og hvis det sker, sætter man mange års hensyn til miljøet over styr for en enkelt kjole.

      (Og så fik opslaget mig også til at tænke over, hvordan vi selv ville føle det, hvis en person, der havde mere magt end os, forvaltede magten på den her måde?)

  17. Jeg har en dreng på 7 år, der elsker alle pigeting, pigefarver osv. Han leger kun med piger, han har kun leget med pigeting (dukker, ny little pony, Barbie, LEGO friends osv). Børnehaven fik han det tøj, han ville, han har endda haft nederdel på i børnehave.
    Da han kom i skole fik vi behov for at skærme ham fra unødvendige drillerier, så vi har lavet utallige kompromiser – drengeskoletaske men pigepennalhus, drengejakke men pigehue og vanter, bukser og bluse men frit valg med strømper (der er lyserøde og med glimmer), pigestøvler der ikke er lyserøde osv. Han er glad. Klassen har accepteret ham fuldt ud, men vi var bekymrede i forhold til de “fremmede” børn i skolegården, altså dem han ikke går i klasse med, så derfor var det vigtigt for os at han ikke skiller sig for meget ud blandt de “fremmede”.
    Vi har været helt åbne i klassen, fx går han også til pigefødselsdage i stedet for drengefødselsdage.
    Han har det rigtig godt, men jeg vil godt indrømme, at det er en kæmpe kamel at sluge som forælder.

    1. Jeg er nemlig også sikker på, at det her er noget, der fylder mest i den fase, hvor de skal opdage deres personlighed, men endnu ikke er stærke nok i den til at kunne forsvare den, hvis det bliver nødvendigt. I børnehaven synes jeg aldrig, jeg har oplevet, at der bliver kigget skævt til børn, der “stritter” lidt – de bliver rummet og favnet og deres afsøgen af identitet bliver – et stykke hen ad vejen i hvert fald – bifaldet. Men når de kommer i skole, er der pludselig MANGE flere børn, og MANGE flere situationer, hvor de reelt er alene, og det gør i hvert fald en forskel for mig.

      Jeg synes, jeres løsning er meget omsorgsfuld og betænksom. Men jeg forstår virkelig også godt, hvis det har kostet mange overvejelser at finde de rigtige sten at stå på.

      Stor respekt herfra <3

  18. Tak for altid interessante betragtninger! Jeg føler nogle gange, at min søn på 9 år kæmper mine kampe i fht iPad-spilletid…! På hans skole får alle elever en iPad udleveret, som de gerne må spille på i fritiden. Det er super fint på rigtig mange planer, men svært når det kommer til legeaftaler, hvor legekammeraterne helt naturligt har deres iPad med i skoletasken. Når min søn har venner med hjem fra skole må de spille på ipad’en ca. en halv time, men det gør desværre at vores hjem ikke altid er så attraktivt at besøge, fordi man hos vennerne må spille væsentligt længere… Og det gør sgu lidt ondt når kammeraten står og argumenterer for, at de skal lege hos ham fordi de må spille meget længere tid der.

    Det gad jeg godt kunne finde en optimal løsning på, ud over den oplagte – at diktere hvad andre folk og deres børn skal gøre i deres hjem 😉

    1. Det er så pudsigt, at du lige skriver med det eksempel, for min veninde og jeg diskuterede netop forleden, at det lader til, at principper omkring brug af iPad, ophører lige omkring 10-års-alderen. Det er, som om, at det bliver mere ok, at de spiller meget, fordi de pludselig “gamer”, og ikke bare glor iPad. Men måske skyldes det det fænomen, du beskriver her? Jeg kan virkelig godt forstå det, og sjovt nok har jeg samme regel som dig; at de må have den en halv time, og derefter skal de finde på noget andet. Men jeg har også stået med børn – og relativt fremmede børn – der har plaget mig om, om ikke de må få iPaden lidt længere. Det har sgu rystet mig lidt.

      Så jeg er meget frisk på at høre den optimale løsning, hvis du finder den…:)

  19. Puha, det her dilemma er virkelig et hjertebarn for mig. Jeg forstår virkelig godt dilemmaet i at give børn lov til at vælge hvad de vil gå i og hensynet til en omverden, der måske vil kigge skævt til det utraditionelle valg. Især hvis man har en fornemmelse af at barnet ikke er klar over, at fx lilla opfattes som en pigefarve, og at barnet derfor ikke nødvendigvis vil kæmpe for at have lov til at gå i den, hvis nogle skulle drille (=penge ud af vinduet) Og man vil så gerne beskytte ens børn fra unødvendige knubs og skrammer, der kan gå hen og sætte spor helt ind i voksenlivet. Jeg har en dreng på 6 år der lige er startet i skole. Han går i kjole. Og jeg holder stadig vejret. Og det har jeg sådan set gjort i mange situationer de sidste par år. Da han var 4 år begyndte han at spørge om ikke han måtte få en kjole. Først ignorerede vi det, men da det blev et mere og mere udtalt ønske fik han en, så to og nu går han ikke i andet. Han siger selv at kjoler er pigetøj, og har været klar over fra første dag, at drenge absolut ikke plejer at gå i kjoler. I forbindelse med skolestart snakkede vi med en inklusionspædagog på skolen, og blev i samråd med hende enige om at forberede ham på hvilke spørgsmål han kunne få i skolegården og at der nok ville være nogle der ikke helt ville forstå hvorfor han går i kjole og måske drille ham. Meget hårfin balance mellem at forberede ham, uden at tage modet fra ham. For jeg oplever at han faktisk tackler det bedst tænkeligt. Han svarer meget nøgternt at det er fordi han godt kan lide at gå i kjole, men uden at bøje nakken. Og så plejer den ikke at være længere. Og “når nogen bliver ved med at spørge, så venter jeg bare på at de er færdige med at snakke og går”. Avs. Eller han klovner sig ud af en del situationer. Jeg prøver også at skærme ham med neutral flyverdragt og badesuit, for det er ikke altid skide sjovt at skulle forklare sig igen og igen på legepladsen, McDonald’s legerum osv. Det er ikke helt nemt for ham, selvfølgelig, og han bliver ind i mellem ked af det – herhjemme. Så jeg holder stadig vejret og håber på, at der er plads til at han er som han er. Jeg kunne derfor godt ønske mig, at flere børn fik lov til at gå i det de har lyst til. Jeg oplever at mange børn rigtig gerne vil passe ind i gruppen og gør meget for det, også med at gå i det tøj de andre går i. Jeg synes ikke børn uanende skal være normkrigere, men jeg er på den anden side også lidt ked af, hvis de skal få at vide at de kan risikere at blive drillet, hvis de tager det på de har lyst til. Jeg kunne godt være bekymret for, at man dermed uforvarende er med til at legitimere at andre børn bliver drillet.

    1. Jeg er helt på røven over, hvor sejt I tackler det der. Shit, hvor han valgte rigtigt, da han valgte jer som forældre <3

      Mit forsigtige bud er, at det måske kan være lidt lettere at støtte et barn, der er så tydelig i, hvad han gerne vil, og som helt klart har en holdning, som han gerne står ved, end et barn, der tilfældigvis vælger anderledes, uden at man umiddelbart vurderer, at det bunder i mere end det øjebliks ønske og optagethed? Det er på INGEN måde for at sige, at jeres sitation er nem; jeg ville bide negle konstant, og jeg er desværre ikke sikker på, at jeg ville have jeres mod. Men i meget mindre målestok oplever jeg faktisk, at det i nogle situationer er nemmere at støtte Anton, fordi han bare er lige præcis den, han er, og ikke selv kan se det fjerneste problem med det, end det er at støtte Frida, som er langt mere påvirkelig af, hvad “de andre” siger og gør. Jeg føler, at hvor Anton selv har udstukket sin retning, og det “bare” er min rolle at gå ved siden af og støtte, så er Frida mere i tvivl, og her bliver jeg bange for, at det bliver min retning frem for hendes, jeg stikker ud, hvis jeg kommer til at vægte de forkerte ting. Giver det mening?

  20. Jeg synes det er en svær diskussion fordi det er balancen mellem at være som man er og at passe ind. Hvis nu eksemplet er et andet end i skolegården så snakker jeg jo også med mine børn om at nogle steder er man nødt til at tænke på hvordan man klæder sig på. Hvis vi skal besøge en katolsk kirke kommer jeg heller ikke i tanktop og korte shorts. Hvis vi skal til bryllup tager vi finere tøj på og vi kommer ikke i badetøj selvom det er varmt. Det handler jo OGSÅ om andres normer. For jeg har ikke noget problem med at gå i shorts f.eks. og der retter vi jo ind. Så hvor går grænsen. Jeg synes det er meget vigtigt at børnene får lov at udtrykke sig selv og vi snakker (og har snakket) om at der ikke er pigefarverH f.eks. Heldigvis er farmors yndlingsfarve blå og jeg går selv i forskellige farver og det betyder noget for mine glimmer elskende piger. På en eller anden måde tænker jeg at lige med påklædning er det nok lettere for piger. De kan lettere slippe afsted med både det ene og det andet men min datter kom helt forfærdet og sagde at en fra parallel klassen havde kort hår og pigen ville så gerne have langt hår. Der var et strejf af at “piger har langt hår” og derfor snakkede vi om at det jo ikke handler om håret og at både piger og drenge kan have den frisure de vil og at vi jo kender mange kvinder der har kort hår. Men derfor tænker jeg nok at det her er moderens ønske der træder igennem. MEN der kan jo være årsager til det er sådan. Måske vil pigen ikke have vasket hår? Måske havde hun selv klippet sig så man var nødt til at klippe det kort?

    1. Det er virkelig en interessant vinkel, som jeg ikke selv har tænkt over før nu. Måske skyldes vores betænkeligheder, at leret stadig er vådt og formbart, når vi taler om børn? Og måske også lidt, at hvor mange af de steder, der stiller særlige krav til f.eks. påklædning, er steder, hvor man kan fravælge at komme, så er børnene tvunget til at være i skole hver eneste dag, og derfor bliver indgrebet større, hvis man uforvarende kommer til at diktere noget her?

      Jeg synes, det er opløftende at læse. at stort set alle i kommentarfeltet benytter muligheden for at snakke om, at der ikke er noget, der hedder pige/drengefarver osv. når den opstår. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Jeg tror, der skal være en generation eller to, der prædiker noget andet, end de tænker/selv er opdragede med, før tingene ændrer sig.

      1. Jo jeg synes også det gør en kæmpe forskel at det ikke er et sted du kan lade være med at komme. Det var mest fordi jeg fornemmede en “man skal bare altid have lov til at være sig selv” og selvom jeg princippet synes man det skal være sådan så retter vi jo altså ind mange steder.
        Derudover synes jeg der er meget i butikkerne der deler det. Legetøj henvendt til piger eller drenge. Selv når ungerne er helt små er det meget sksrpt opdelt. Min mand blev engang spurgt om han godt vidste den ene af de 4 bodier han købte var til en pige (underforstået at resten var til drenge). Til det kunne han kun tørt konstatere at det var de alle sammen. Men jeg synes det er svært at komme udenom for hvis jeg køber noget der skal pakkes ind til børn spørger de tit om det er til en dreng eller en pige og vælger så rødt/blåt bånd f.eks. her kan jeg ikke bare svare til et “barn” ( eller måske kunne man). Jeg synes også der er forskel på f.eks. om man giver gaver eller det er til ens egne. Jeg synes det er sværere at gå ud over normen når det er til andres end mine egne og det handler om jeg kender både mine og børnenes grænser bedre

  21. .. .Og det skal lige tilføjes at hans flyverdragt har en flot pelskrave, og at han ikke selv har efterspurgt en mere “piget” flyverdragt. Bad han om at få en lyserød, tror jeg at han fik det, men så længe han stiller sig tilfreds med dem jeg køber, bliver de lidt mere neutrale..

  22. Jeg holder virkelig meget af at læse hos dig Linda. Nogen gange er det rart at læse med hos folk der er samme sted som en selv, men du er virkelig eksemplet på, at det kan være mindst (hvis ikke mere) interessant at læse med hos nogen, der er lidt foran en selv. Der er stof til eftertanke.

    Vi har ikke børn (endnu), men har haft en tilsvarende diskussion da vi købte vores hus. Pludselig skulle vi tage stilling til, om den lå i et acceptabelt skoledistrikt – det skulle jo gerne være en langsigtet løsning, vi har købt os ind på. Og hvad ved vi om det!?
    Som kompromis fandt vi et sted, hvor der både ligger en fremragende privatskole og en (på papiret) acceptabel folkeskole. Men jeg aner simpelthen ikke, hvor vores (måske/forhåbentlig) kommende barn skal gå! Jeg synes at det er ekstremt problematisk at ressourcestærke forældre fravælger den lokale folkeskole, og jeg er bange for, det bliver for meget en osteklokke, hvis man som akademiker indirekte insisterer på at ens barn mest skal omgås andre akademiker-unger. Det synes jeg virker…. usundt.
    Omvendt mener Kasper ikke, at det er en kamp man skal bede sit barn om at tage, hvis der er nu er en rigtig god privatskole i nærheden.
    Hvor går grænsen? Hvor “dårlig” skal den nærmeste folkeskole være, før man fravælger den?

    Hvad angår tøjet er jeg nok meget farvet af, jeg kommer fra et hjem, hvor min mor valgte at være frontfigur for den kamp, der kom i folkeskolen. Jeg er sikker på, hun gjorde det af bedste mening, men det var godt nok hårdt at få at vide, at min tøj var for drenget BÅDE derhjemme og i skolen. Jeg fik helt klart følelsen af, det var min egen skyld jeg blev drillet (jeg var jo blevet advaret hjemmefra), og det efterlod mig med en følelse af, at jeg ikke passede ind nogen steder – heller ikke derhjemme.
    Der er sikkert en mellemvej, men jeg synes selv jeg lærte meget sent, at det føles 100 gange bedre at blive drillet for at være den man er, end at blive drillet med alle de ting man gør for at passe ind.

    1. Hvor blev jeg glad for den kommentar, Nadia. Tusind tak skal du have <3

      Skoledilemmaet er svært, og selv ministre lader hensynet til egne børn komme foran idealet. Men jeg får også lidt Slytherin-agtige vibes, når jeg tænker på en skole, fyldt med børn fra rige, akademiske hjem (overdrivelser fremmer forståelsen), og jeg ved simpelthen ikke, hvad den rigtige beslutning er. Men jeg tænker somme tider på, at jeg valgte at flytte Anton fra den vuggestue, han gik på, selvom den havde fantastiske omgivelser og en langt bedre normering end de tilsvarende kommunale institutioner. Den fungerede overhovedet ikke for os, og i dag er det egentlig en rar erfaring at have med, at alt det udenom ingenting betyder, hvis kemien med personalet er skæv, hvis værdierne er markant anderledes end dine egne osv.

      Og jeg ville ønske, at vi havde gået i skole sammen, for det tror jeg egentlig, der ville være kommet mange gode ting ud af. Jeg kunne mærke din kommentar helt ned i maven, for jeg genkender erfaringen 1:1. Jeg nåede også frem til (lige omkring 8. klasse), at man ikke kan vinde. Uanset hvilke krumspring, du gør, får du ikke lov at komme med i hulen, hvis først du er dømt ude. Og så kan man ligeså godt lade være med at forsøge, og i stedet bare være sig selv. Med forældrebrillerne på tænker jeg, at din kommentar også siger noget om, hvor vigtigt det er at formulere sin bekymring , så den ikke bliver opfattet som om, at man siger, at barnet selv er ude om det, hvis det bliver drillet. Jeg får ondt i maven bare ved tanken.

      Tak for dig, søde Nadia. Og for din fine kommentar <3

  23. Dit indlag har rumsteret siden jeg læste det, og i dag gik jeg så ind og læste alle de – tankevækkende, inspirerende – kommentarer. Og her er så mit indspark til dilemmaet, som jeg synes er virkelig svært.

    Min historie kort: Jeg blev enlig mor i kbh NV – og stak allerede der noget af fra det normale, fordi jeg er forfatter = løs tilknytning til det almindelige arbejdsmarked og en økonomi, som ligner en af de vildere forlystelser i Tivoli 🙂 I 2013 flyttede jeg så til Sverige, ud i en skov i et primitivt gammelt hus. Jeg lever et liv, som på mange måder er et eksperimentarium, hvor jeg prøver en hel masse af (og fejler og prøver igen), som handler om at balancere mellem mine egne værdier (at leve med naturen, nænsomt og langsomt), og så alle de praktiske omstændigheder, som er et mudret sammensurium af basale behov, tryghed og komfort, luksuslængsler, fællesskabskompromisser og penge – rigtig meget noget med hvordan jeg tjener penge nok, og bruger dem fornuftigt nok. Alt i alt lever jeg et liv, der på en hel masse måder adskiller sig fra mange andres – men så ligner det altså til forveksling på en hel masse andre områder.

    Og så har jeg jo et barn. Da jeg flyttede var han 2 1/2, nu er han 7. Jeg har helt fra begyndelsen været meget bevidst om at hver eneste gang jeg træffer et livsvalg, der adskiller sig fra ‘det normale’, så har det potentielt konsekvenser for ham. Hver eneste gang er det med i mine beslutninger, og hele tiden er jeg bange for at han havner som gidsel i noget, der er mit – voksne, velovervejede – projekt. Det fylder ekstremt meget for mig, og som mange andre her i tråden, er det højt på listen over ting, jeg kan ligge søvnløs over.

    Jeg har tænkt meget over det med fællesskaber, hvad der sker når man træder udenfor. Og i indlægget stiller du, Linda, jo også spørgsmålet: Hvordan rykker vi noget? Og det er et virkelig vigtigt spørgsmål for mig. Når jeg vælger at leve som jeg gør, så handler det jo også om at jeg virkelig tror på at noget skal rykkes. Jeg har nogle stærke, dybt forankrede holdninger og meninger, som jeg gerne selv vil leve ud, fordi jeg tror på at det har betydning i verden, at nogen undersøger andre måder at leve på. Og en del af det, er jo også at jeg gerne vil vise mit eget barn at man kan leve på den her måde. Jeg vil helt utroligt gerne åbne de døre for ham. Men. Fordi der er altid et men 🙂 Jeg vil ikke lave sådan en lille to-personers sekt, hvor resten af verden bliver fremmed.

    I praksis så er vores hverdag hele tiden en balancegang. Vi har mennesker omkring os, som lever og tænker i de samme retninger, og så har vi en hel masse mennesker, både tæt på og mere på bekendtskabsbasis, som lever på helt andre måder. I nogle af relationerne kan jeg trygt være helt åben omkring vores livsstil – men i andre, kan jeg mærke at jeg passer lidt mere på, og ligesom slører detaljerne. Jeg lyver aldrig, og er også bevidst om at min dreng ikke skal føle at noget er hemmeligt eller skamfuldt. Men jeg går sådan lidt under radaren især i forhold til hans (provinssvenske) klasseforældre. Jeg gemmer mig lidt bag det andet fremmedartede; dansk forfatter, som er lige tilpas eksotisk, uden at vi oveni behøver at snakke om udedas og flagermus på loftet.

    Altså, det jeg går og tænker over, som jeg hele tiden har i baghovedet, men som dit indlæg og alle kommentarerne fik længere frem, og som bare bliver mere og mere relevant, jo ældre min dreng er, det er det her:

    Jeg tror at jeg hele tiden hælder mod at vælge mere ‘normalt’ end jeg egentlig har lyst til, fordi jeg er bange for konsekvenserne i forhold til min dreng. Jeg tror at jeg hele tiden gemmer vores liv lidt, fordi jeg ikke kan overskue hvis andre skal have holdninger til vores hverdagsliv. Og jeg tror, at det generer mig lidt. Jeg tror at jeg måske skal turde udleve det, jeg faktisk mener lidt mere, og så forholde mig til konsekvenserne efterhånden som de viser sig. Jeg tror jeg skal forholde mig til at min drengs liv – på godt og ondt – ikke er normalt, og at der vil være konsekvenser for ham. Av. Men på en måde også lidt en lettelse.

    Og så tror jeg faktisk, for overhovedet at kunne gøre det, at jeg skal overveje et skoleskift til en mere alternativ skole, fordi den her svenske provinsskole, den er altså ret rå. Og jeg har selvfølgelig også principper om det med folkeskole og med at blive i det lokale, og ikke flygte fra dén virkelighed …. men efter at have læst hele tråden igennem, kan jeg se at det måske er det sted, hvor jeg sidder lidt fast en holdning, hvor mit barn så skal udkæmpe min krig by proxy.

    Og nu har jeg skrevet en hel masse (sorry, men virkelig rart at tænke højt om det her), og synes jeg nåede et stykke i mit eget dilemma, men jeg er også ekstremt meget i tvivl om alting stadigvæk, så hvis nogen læser det og ser huller i argumenterne, så vil jeg meget gerne høre det 🙂

    Og tak til Linda for at stille de bedst-sværeste spørgsmål <3

    1. Åh, en skøn kommentar! Tak for at bruge tiden på at formulere den <3

      Jeg kan mærke, at jeg slet heller ikke selv er færdig med at tygge på den her; der har været så mange gode kommentarer, at mine tanker bare ræser derudaf i alle retninger, men jeg tænker, at det må være en god ting. Vi kan jo desværre/heldigvis ikke vide alt på forhånd, og tage højde for alle udfald og forbehold, så somme tider er det nok også nødvendigt, at vi bare prøver at gøre, som vi føler rigtigt, og så evaluerer løbende.

      Din kommentar fik mig til at spekulere over, om jeg måske synes, at der er forskel på de værdi-kampe vi har i hovedet, og dem, vi lever? At det for et barn må føles forskelligt at skulle argumentere overfor de andre børn, hvorfor man har en brugt gave med til en børnefødselsdag (hvor man, i hvert fald i de små klasser, jo formentlig heller ikke helt selv forstår forklaringen bag), og så at skulle forklare nogle livsbetingelser, som adskiller sig fra de andres? Mine børn har ingen far, og i Esbjerg er det stadig meget usædvanligt. Men lige præcis det, er jeg faktisk ikke så bekymret over, selvom det jo ligeså meget er et valg, jeg har truffet, som de potentielt skal stå på mål for, som alt det andet, vi har snakket om her i kommentarfeltet. Men fordi det er deres virkelighed, som ikke rigtig kan være anderledes, forestiller jeg mig, at den er lettere for dem at håndtere, end kønspolitiske værdier og holdninger til miljøet. Og mon ikke det samme gælder for din søn? Han ser dig leve valget hver eneste dag – det må alt andet lige give en anden ballast, end hvis vi taler om noget, der ligger på et mere teoretisk plan?

      Og endelig synes jeg også, at det er værd at huske, at lige præcis din dreng måske ville være blevet helt krøllet og lille, hvis han var blevet sat ind i en mere traditionel kontekst; at det, man somme tider frygter, vil gøre livet sværere for dem, faktisk er det, der får dem til at blomstre <3

  24. Hvor er det en spændende diskussion!
    Jeg har lidt fra den anden side af hegnet:
    Mine forældre var MEGET opmærksomme på, at jeg skulle “passe ind” og kende til alle de signaler, som jeg udsendte via min påklædning og opførsel. Så jeg fik mit første par jeans som 13 årig, jeg måtte ikke farve mit hår, jeg måtte først få øreringe som 15 årig osv. Og så var der alle forelæsningerne om ikke at opføre mig “billigt”, at vælge de rigtige venner og tie før jeg talte (cue Downton Alley).
    Jeg er aldrig blevet mobbet eller udstillet foran andre pga tøj eller opførsel, men jeg har til gengæld haft massive udfordringer som voksen med at finde ud af, hvem jeg er, hvad jeg står for og ikke altid forsøge at gennemskue udkommet af en samtale, inden jeg starter den/armchair expert.
    SÅ! Jeg vil altid altid altid forsøge at opfordre min søn til at være nysgerrig på sig selv, stille spørgsmål (han er 3 år, og den er virkelig hoppet op og bedet mig i røven, den der!), og samtidig krydre det lidt med min egen barndom, som trods alt har haft det positive i sig, at jeg kan begå mig blandt de fleste og er en fænomenal mægler.

    1. Det er nemlig superspændende, fordi man, når de bliver så store, at de begynder at træffe egne valg om det, der tager med ud i verden, pludselig oplever sin egen opvækst og skolegang blive sat i perspektiv.

      Jeg kan virkelig godt lide, at du faktisk også formår at se, hvad du trods alt har fået med, selvom dine forældre har grebet opdragerrollen an på en anden måde, end du gør. Det kunne være umådelig interessant at få dine oldeforældres perspektiv på sagen også; både med, hvad de har haft med i bagagen, og hvad de har opdraget med udgangspunkt i.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.