I spørger, jeg svarer: Om forældresamarbejde i børnenes klasser, når nogle forældre er døve, og der somme tider er tolk tilstede

For et par uger siden modtog jeg en mail fra Stine, som skrev: 

Min datter er startet i 0. og en af hendes klassekammeraters forældre er døve (begge to). Der er tegnsprogstolk med til alle forældremøder, men selvfølgelig ikke om morgenen og eftermiddagen, når man bare mødes i garderoben.

Er der nogle do’s and don’t’s, som er gode at kende til, når man ikke vil virke som en latterlig idiot overfor et ret flinkt sæt forældre, som man tilfældigvis ikke taler samme sprog som?

Gerne både tips til situationer, hvor der er tolk og ikke er tolk. 

Det virker virkeligt mærkeligt at føre en samtale med tolk, hvor man ikke taler med tolken men kun via tolken. Er det bare sådan man gør? Det føles vildt uhøfligt! Men altså… Det er jo en ny tolk hver gang (indtil videre), så det giver jo heller ikke mening at inddrage tolken i samtalen, for hun er jo bare på arbejde og skal ikke indgå i en relation med mig og den anden mor.

Jeg har været tolk i snart 20 år, så den del af det ved jeg en del om. Til gengæld aner jeg intet om at være døv forældre, men jeg er så heldig at kende Elisa, som ud over at være uddannet folkeskolelærer, også er ekspert i det at være døv forældre, fordi hun er netop det.

Hun slår fra tid til anden sine folder i blog-land, og jeg har derfor spurgt, om hun mon ville skrive lidt om forældrevinklen. Det ville hun heldigvis gerne, så hun får lov at starte, og så byder jeg ind med tolkevinklen nedenunder.

Tag godt imod Elisa:

Tak for introduktionen, Linda. Det er sandt at jeg er ekspert i at være en døv forælder, for jeg har sådan set ikke prøvet andet. Jeg er mor til to drenge på henholdsvis 11 og 7 år, så jeg har en del år i gamet med at have tegnsprogstolk med ud til diverse arrangementer i folkeskolen.

Folkeskolen er jo faktisk en helt ny verden for døve selv, da de fleste døve og hørehæmmede har gået på døveskoler eller centerskoler hvor klasser af døve elever inkluderes i en almindelig folkeskole. Så en almindelig folkeskole er en ukendt størrelse for mange døve i begyndelsen – ligesom døvhed og dansk tegnsprog er for jer hørende.

Jeg er blevet fortalt, at man som hørende ikke tænker over, at man har et ekstra mærkat, før man møder en døv. For når man er en del af majoriteten, er det at kunne høre en del af normaliteten, og ”hørende” er ikke det, man benævner sig som. Men det er I, hørende. Så når jeg skriver hørende, skal I opfatte det på samme måde, som I tænker ”døv”; det er bare et mærkat, der beskriver personens funktion.

Som døv mor har jeg præcis de samme glæder og udfordringer ved at være forælder, som I hørende har, og jeg kan godt forstå, at det kan være ret mærkeligt for jer at tænke på, hvordan en døv dog kan håndtere forældreskabet, for kommunikation er jo essentielt i familien. Men et nyfødt barn er ikke bygget til at kun forstå ET sprog, et lille barn er helt åbent for sprogtilegnelsen, også flere på én gang, og hvis forældrene taler dansk tegnsprog, ja så er det sproget, barnet lærer. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan mine drenge lærte tegnsprog, og jeg plejer at vende den rundt og spørge, hvordan jeres børn har lært dansk? Det er ikke fordi, vi forældre ”underviser” vores børn i tegnsprog, de lærer det bare gennem dagligdags gøremål. 

I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for, at man lærer tegn og bruger dem til at kommunikere med jeres små babyer. Min ældste drengs første tegn var ‘mælk’, og han var 10 måneder gammel. Det åbnede for en verden med kommunikation, og mange frustrationer blev afværget. (Hans første talte ord, da han var knap et år, var så ”far”, og ikke ‘mor’; noget jeg godt kan være lidt syrligt over stadigvæk i dag…)

Vi døve er lige så forskellige individer, som I hørende er (ja, et mærkat her), og har selvfølgelig også forskellige oplevelser i forhold til at bruge tegnsprogstolk i skole-regi, så det, jeg skriver her, er generelt.

Rart at vide: 

Vær ikke bange for at hilse, smile og skabe øjenkontakt når I møder den døve forælder. Vi hilser gerne igen, og hvis noget kræver en noget uddybende kommunikation, så prøv at gestikulere, at skrive det ned (mobiltelefonen er en vidunderlig opfindelse). Og tag det ikke personligt, hvis vi engang imellem ikke reagerer: Vi kan også have dårlige dage med en sure chefer og møgvejr. 

Stol på, at når jeres barn er hos barnet med døve forældre, så passer vi godt på jeres barn. Opstår der skænderier eller konflikter, prøver vi efter bedste evne at løse dem.

At være døv betyder ikke i alle tilfælde,  at man helt har mistet hørelsen, og nogle døve har en høre-rest, som bliver godt udnyttet af diverse hjælpemidler. Nogle af os kan tale rimeligt forståeligt, og vi aflæser kropssprog.

Er der forældrearrangementer, vil vi helst have en eller to tegnsprogstolke med, men de er “bare” vores ører og stemmer, så tal til os, som du taler til andre. Vid at tolken formidler alt, også “øøøh” og “aaah”. Også det, der kommer fra os. Tolken skal nok selv samle op, hvis det er noget, hun ikke hørte eller forstod, tolken gør selv opmærksom på, at det er tolken, der ikke forstod det, der lige blev sagt. Man er ikke i tvivl om, hvem der siger noget.

En tolkningen er altid lidt forskudt, så hvis der fortælles en vits, hvor I hørende griner, så er vi måske 5 sekunder bagefter.

Tegnsprogstolkene arbejder hårdt for at forstå og formidle et talt sprog til et visuelt sprog med andre opbygninger end talesproget. Det er at formidle noget to-dimensionelt til noget tre-dimensionelt. Derfor er det vigtigt at tolken får pauser. Min oplevelse er dog, at alle har brug for pauser: 3 kvarter med hardcore fremlægning af skolens værdier kan få de fleste til at blunde med åbne øjne.

Vær endelig ikke bange for at spørge om noget, I har spekuleret over, hvordan vi døve kan eller gør. Tror at det er ret få spørgsmål, jeg ikke er blevet stillet mht. mit høretab, tegnsprog, tolk eller noget helt uden for rammerne. De mest typiske spørgsmål er: ”Kan du slet ikke høre noget?”, ”Hvordan står I op om morgenen, når I ikke kan høre vækkeuret?”, ”Hvordan siger man farvel?” (jeg lader jer lige tænke… You got it!), “Hvordan hører I, når jeres barn græder i et andet rum?” og især den her, som jeg tror tolken altid får: ”Er det dig, der kommer og tolker næste gang?”

Don’t

De fleste af os døve og hørehæmmede forældre har samme udfordringer og glæder ved vores børn, som hørende forældre har. Så når ens 0. klasses-unge ligger ude i garderoben, spændt som en flitsbue og hyler, at han ikke vil hjem, så er det vores egen opgave at få ungen beroliget og fragtet hjem. Vil I hjælpe, så spørg os først, og det kan nemt gøres ved at gestikulere, om man har brug for hjælp. At tale hen over forældrene er at fratage os autoriteten, og det skaber ulighed.

Tal ikke til os bagfra (nye folk er lovligt undskyldt). Men ved I, at vedkommende er døv, så skab øjenkontakt.

Stil ikke spørgsmål om døve til tolken, når vi er til stede. Spørg os.

Tolken er et hjælpemiddel, men det betyder ikke, at hun bare skal have den lave, hårde klassestol eller kontorstolen, hvor det ene hjul er knækket. Sørg for et godt indeklima. Dunst af dagens madkasser og rester af præpubertær sved kan forstyrre alle. Tolken skal nok sørge for at tingene fungerer bedst muligt for tolken og for os døve. Men vi hjælper hinanden alle sammen.

Gå ikke ind foran tolken. Folkeskolelærere – det er jer, jeg taler til! 😊

Spørg ikke, om jeg har telefonnummeret på tolken, fordi du synes, hun ser sød ud og kunne være en ny veninde. (Jo, det er noget, jeg har oplevet).

Det kræver ressourcer af os døve at være ”på” og aflæse en tolk, for trods tolkens enorme dygtighed og faglighed, er dansk tegnsprog IKKE deres primære sprog, så det er ikke altid så afslappet at forstå en tolk. At snakke med min mand, der selv er døv, er noget naturligt, men at forstå en tolk, der ikke mestrer den samme naturlighed (tolkesituationer er ikke naturlige, de er konstrueret med et bestemt formål, dvs. forældremøde, besøg hos lægen etc.) kan være hårdt, så vi har også brug for en pause.

Tak for hjælpen, Elisa. Det var dejligt, du havde tid💚

Nu til tolkevinklen:

Som alle andre faggrupper består vores af en gruppe individer, som er alle er forskellige, og derfor er det ikke givet, at en anden tegnsprogstolk ville fremhæve det samme, som jeg gør, hvis han/hun skulle svare på Stines spørgsmål.

Nogle dele af jobbeskrivelsen er dog ufravigelige, f.eks. at vi har tavshedspligt, at vi ikke blander os i det, vi tolker, og at vi tolker i 1. person.

Det sidste betyder, at hvis jeg tolker et forældremøde og siger: “Jeg vil gerne bage kage til hytteturen” – så er det den forælder, jeg tolker for, der stiller med kagen, og ikke mig.

Tavshedpligten omfatter både det, vi taler om, men også de brugere vi tolker for. Derfor vil man altid få et afglider-svar, hvis man f.eks. spørger mig, hvor jeg kender den døve bruger fra, eller hvor længe vedkommende har været døv. Til gengæld tolker vi hjertens gerne, hvis man selv vil spørge ham eller hende selv. 

Hvornår er vi med:

Vi er typisk med i de mere formelle situationer, f.eks. møder og større arrangementer, men vi kan også være med til børnefødselsdage, til tjek hos skoletandlægen, til disko i SFO’en osv.

Helt lavpraktisk er det sværere at følge med, når der er mange, der taler på én gang, og særligt i situationer, hvor der bliver givet informationer, som er vigtige, vil de fleste døve forældre, jeg er stødt på, foretrække at der er en tolk til stede.

Ideelt set var der tolke tilgængelige i alle situationer, fordi en stor del af den sociale klister, forældrene imellem, netop smøres på i garderoben, eller når man følges ud til bilerne på p-pladsen, men ud over det praktisk umulige i dét, bliver tolke også i 98% af tilfældene betalt af det offentlige, og her rammer vi jo så det evige dilemma med, at hvis nogen skal have mere, så er der andre, der skal have mindre.

Engang imellem kan der være forældremøder osv, hvor der burde være tolk på, men hvor der ingen kommer, enten pga. sygdom, for sen bestilling, eller fordi der ikke er tolke på vagt/flere tilbage at tage af.

Hvilket bringer os videre til næste punkt: 

Hvorfor kommer der en ny tolk hver gang?

Tolkeopgaver i dag bliver vundet i udbud, og ét af parametrene, vi bliver valgt ud fra, er pris. 

Det betyder, at vi skal være ret omkostningseffektive, for selvom timeprisen for en tolk er høj, er der mange faktorer, der skal tænkes ind. F.eks. skal man kunne få tolk, selvom man bor i Hvide Sande, og den tolk, der kører derud og tolker en lægesamtale på 20 minutter, kan ikke nå at tolke mere dén dag, fordi 80% af vores opgaver ligger inden for det samme tidsrum. Indtjeningen i et tolkefirma er derfor ikke bare ‘antal tolke x maximale antal tolketimer’, men afhængig af en mange forskellige, udefrakommende faktorer. 

Derfor har man kun det antal tolke ansat, som man har opgaver til; det ville være for dyrt (og dermed påvirke den pris, man afgiver tilbud ud fra), hvis man skulle have disponible tolke til at hænge i garderoben, bare for en sikkerheds skyld, for i nogle perioder kommer der mange små-opgaver, som f.eks. forældremøder, koncerter, fodboldkampe eller korte AMU-kurser, mens der i andre perioder ikke kommet noget som helst. Vi er et fag, hvor vi stort set intet kan gøre for at påvirke efterspørgslen, for der er de døve, der er, og de skal det, de skal. Hverken mere eller mindre. 

Og det er forklaringen på, hvorfor man på de små opgaver typisk ser mange forskellige tolke; de bliver dækket af det, der er tilbage, når de store, faste opgaver er dækkede og tolke > < bruger-sygdomspuslespillet er gået op.

Nice to know:

“Hvad har du brug for?”

Vi er skolede til at bede om det, der er nødvendigt for at få samtalen til at glide, både ift. fysisk placering, gentagelser, taletempo osv. Så overlad det trygt til os.

“Er der nogen, man ikke må gøre?”

Egentlig ikke. Det er os, der er de professionelle, og vi skal nok styre uden om faldgruberne, og vi er så vante til det, at du formentlig ikke opdager, at vi gør det. Vi bliver dog altid glade, hvis man kan tale én ad gangen, og en bette dagsorden/lidt forberedelsesmateriale (sange, prædikener, kopier af det, der udleveres) varmer også et flosset tolkehjerte.

“Hvorfor skal du have så mange pauser?”

Vi har brug for pauser ca. en gang i timen, og den skal være ca. 10 minutter lang, både for at kvaliteten af tolkningen bevares, og for at forebygge slidskader. Ved de opgaver, hvor det ikke kan lade sig gøre, kommer der typisk to tolke, og så kører vi i skift på 15 minutter ad gangen.

Typisk bruger vi danskere 10-20 minutter på småsnak, inden vi sådan rigtig går igang med tingene, og derfor sidder mange med en følelse af, at de lige er startet på Den Ægte Opgave, når vi beder om en pause. Men for os er det lige meget, om vi tolker småsnak om Gift Ved Første Blik eller en minutiøs gennemgang af Lean-principperne; belastningen af vores hjerner og arme er den samme, og derfor tæller småsnak også med. 

“Kan du blive lidt længere?”

Noget af det, jeg ofte oplever er svært for folk at forstå er, hvorfor vi ikke bare kan blive lidt længere, hvis en opgave trækker ud. Somme tider kan vi, mens vi andre gange er nødt til at sige nej. Det kan skyldes, at vi skal videre til en anden opgave, det kan handle om, at vi har tolket mange, hårde timer tidligere på dagen, eller det kan være fordi vi er helt almindelige mennesker, med helt almindelige liv, og børn, der går til gymnastik og institutioner, der lukker.

Det er værd at nævne, at det er noget, vi temmelig ofte bliver spurgt om. 

“Er det uhøfligt ikke at tale til tolken?”

Nej. Faktisk gør det vores job sværere, hvis du forsøger at inddrage os i samtalen. Jeg ved godt, at det kommer fra et godt sted, men tænk på, hvor mystisk det ville virke, hvis dommeren i en retssag pludselig henvendte sig til tolken. Eller hvis politikerne i Bruxelles pludselig begyndte at sludre med tolkene, mens de sidder og simultantolker. Vi er der som et teknisk hjælpemiddel; hverken mere eller mindre. 

(-men når det er sagt, er det jo stadig rart at blive behandlet som menneske; at man f.eks. hilser på os, når vi kommer og kaffe takker vi sjældent nej til).

“Hvad gør vi, hvis der skal tolk med til en fest?”

Her oplever jeg, at mange er i tvivl om, om man skal “tælle” tolken med som gæst.

Ikke i traditionel forstand. Hvor vi sidder er for så vidt underordnet, bare det er overfor den, vi skal tolke for, så de kan se os – og helst ikke er lige op og ned af en højtaler.

Om man vil bestille forplejning til tolken er 100% op til den/dem, der holder festen. Vi har ingen forventninger om det overhovedet, for selvom det måske er en stor dag for jer, er det for os stadig “bare” another day at the office. Min personlige oplevelse er dog, at dem, der fravælger mad til tolken, ofte bliver lidt forlegne over det, når dagen kommer, fordi det “larmer”, når der sidder et menneske uden en tallerken ved bordet, og fordi de andre gæster spørger til det 🌸

So there you have it. Jeg tror, at det er det, jeg oftes bliver spurgt om, når jeg er ude i marken. Som altid er det jo svært *ikke* at vide, det man ved, så hvis der er noget, jeg ikke har forklaret godt nok, eller som giver anledning til yderligere spørgsmål, så skyd endelig løs i kommentarfeltet.

Published by

24 Replies to “I spørger, jeg svarer: Om forældresamarbejde i børnenes klasser, når nogle forældre er døve, og der somme tider er tolk tilstede

  1. Jeg vil gerne fortælle, at vi på min arbejdsplads på et tidspunkt fik en døv kollega, og at det var en super god oplevelse.

    Jeg er akademisk medarbejder i en udviklingsafdeling med en blanding af masser af møder, skrivetid ved computeren, uformel sparring osv. Hun var ansat til at løse samme opgaver som os andre og var, ja, så bare døv.

    Hun havde altid en tolk med til møder og de første par gange til møder 1:1 eller store afdelingsmøder skulle jeg lige vænne mig til at kigge på min døve kollega eller andre kollegaer, når de talte, frem for at kigge på tolken (der fx tit stod op til fællesmøderne, sikkert for at holde en slags overblik dialogen i rummet).

    Men jeg vænnede mig meget hurtigt til det, og så var det ikke forvirrende, at der var en tolk. Jeg havde også daglig sparring med min døve kollega uden tolk, så skrev vi bare sammen på papir.

    Så egentlig bare et indspart om at have en døv kollega, og en oplevelse af, at det giver en ret god forståelse af, at man godt kan være forskellige og alligevel fungere helt fint om opgaver sammen.

    1. Fra tolke-siden af bordet er det også min oplevelse, at det hele kommer til at glide ret problemfrit, når den første berøringsangst har lagt sig. Selvfølgelig bliver det altid en lille smule mere omstændigt med tolke ombord, fordi man ikke bare kan hive én ind fra højre, hvilket går ud over fleksibiliteten i en gruppe, men min egen oplevelse har uden undtagelse været, at arbejdspladser, hvor vi kommer fast, er supergode til at tænke os og samarbejdet ind.

  2. Tak for gennemgangen, – den var rigtig god! Min farfar og hans kæreste er døve og selvom vi kan tegnsprog er det jo slet ikke på et ordentligt niveau længere (mest fordi han er flyttet til den anden ende af landet, så vi ser ham ikke så tit mere), så vi har også oplevet tolk en enkelt gang til en fest.

    Er der lavet nyt tegn for “E” eller er det “E” på et andet tegnsprog end dansk?

    1. Jeg havde det også lidt som om, der var nogen, der havde savet mine arme af og erstattet dem med skovle, da jeg startede op efter mine barsler. Det skal bruges, tegnsprog, og særlig. hvis det er et sprog, man har tillært sig som voksen.

      Vi ruller stadig med E’et fra det internationale håndalfabet; billedet her var bare det eneste i ordentlig opløsning uden copyright, jeg kunne finde:)

  3. Tak. Det er seriøst et brugbart blogindlæg. Jeg elsker, når jeg bliver klogere herinde.

  4. Måske et lidt dumt spørgsmål, men koncerter? Hvad bruger man mon tolk til der? Er det præsentation af næste nummer og hvad får en døv ud af en musik-oplevelse?
    Og endnu et nysgerrigt spørgsmål: hvis man nu bestiller mad til tolken kan denne så nå at spise – jeg forestiller mig at hænderne er på arbejde. Spændende indlæg – mange tak!

    1. Når vi tolker koncerter, er det både sangtekster og rytme, der bliver formidlet. Det er en opgave, hvor man som tolk fortolker mere, end man oversætter, fordi poesi skal igennem nogle andre tandhjul i hjernen for at give mening, når de tolkes, end f.eks. et oplæg om brug af tvang i psykiatrien i Danmark i 50’erne.

      Jeg har bl.a. tolket koncerter for børn et par gange, og her var det min oplevelse, at det for børnene var stort at kunne få lov at ‘synge med’ på lige fod med hørende børn. Nogle døve kan mærke rytmen, nogle har, som Elisa skriver, en hørerest, og nogle nyder bare oplevelsen, hvilket jo egentlig også er det, vi hørende gør, når vi går til koncert. Hvis det bare var et spørgsmål om at høre sangene/se bandet, kunne man sidde hjemme foran en skærm. Når vi betaler 5-600 kr. for en billet, er det jo fordi der er noget andet og mere i oplevelsen end bare sangene og bandet <3

      (Jeg håber sådan, at jeg får det ordentligt forklaret).

      I forhold til maden har du ret i, at vi sjældent brænder os på den, fordi vi jo tolker, mens vi sidder der:) Men det giver et – synes jeg – ret godt flow, hvis tolken spiser med, fordi det godt kan komme til at føles lidt som om, vi bare sidder og venter på, at nogen siger noget, hvis vi bare “er”, mens alle omkring os spiser.

      Hvis jeg skulle holde en fest med døve deltagere, ville jeg altid vælge at bestille mad til tolken, fordi det skaber en illusion af, at tolken er en del af selskabet, hvorimod at det bliver meget tydeligt, at tolken er på arbejde, hvis vi ikke spiser med. Og igen: Det er for os fuldstændig underordnet, men det kan måske sammenlignes lidt med, hvordan det ville føles, hvis køkkenpersonalet satte sig ind i festsalen mellem retterne og bare sad. Det kommer til at larme, uden at man helt kan sige hvorfor.

      1. Jeg ved ikke om DR stadig gør det. Men tidligere har de på en af kanalerne sendt tegnssprogsoversættelser af sangene til melodi grandprix. Det var faktisk rigtig fint at se – og ret sjovt at se hvor forskelligt tolkene gik til opgaven. Nogen var mere poetiske at se på end andre, så der er tydeligvis også forskellige “accenter” på tegnsprog.

        Tak for et godt indlæg både fra den spørgende mor, Elise og dig

        1. Der er faktisk også den detalje til forskel, at nogle af tolkene, der har tolket grandprix er døve, mens andre er hørende:)

      1. Der er mange gode links derude. Døvefilm har også lige haft et indslag om tolkning af koncerter, fordi Burhan G blev tolket af mine søde og dygtige kolleger, Dorte og Camilla:)

  5. Næ, hvor sjovt.. jeg har aldrig tænkt over det eller haft spørgsmål til emnet, men hvor føler jeg bare at jeg blev klogere og at det var virkelig interessant. Sådan kan man blive positivt overrasket på en onsdag.. 🙂

  6. Jeg har haft med døve mennesker at gøre ifm mit tidligere arbejde. Det har været meget berigende. Jeg oplevede at inden møderne startede, og vi ventede på tolkene, det faktisk er muligt at kommunikere for en en døv og en hørende. Hvor der er vilje, er der vej. Jeg lærte nogle få tegn, og mine døve samarbejdspartnere var altid søde til at lære fra sig.
    Og døve får rigtigt meget ud af musik, er jeg blevet fortalt. Der er ikke noget smukkere end når der tolkes musik med tegnsprog. Det er meget poetisk.
    Og husk altid en ekstra god stol til tolkene. De er på hårdt arbejde.

    1. Faktisk er det også noget af det, jeg synes, jeg ser, og som måske kan være det eneste gode der er at sige om, at man som døv ikke kan få tolk fuld tid på en arbejdsplads, nemlig at det tvinger de hørende til at interagere, selvom de i starten er forfærdelig bange for at gøre noget forkert.

      Og man lærer lynhurtigt som tolk, at de mennesker, der er allervigtigst at holde sig gode venner med, er pedeller og servicefolk, for det er dem, der ved, hvor de gode stole står:-D

  7. Super spændende indlæg – så fedt at der både var en hørende, en døv og en tolk med.

    Jeg har et spørgsmål: Jeg forstår godt, at døves børn selvfølgelig starter med at tale tegnsprog, når de er små, men hvordan går det med deres sprogudvikling i fht talesprog (selvfølgelig primært i de tilfælde hvor begge forældre er døve)? Lærer de det bare, når de kommer i institution/dagpleje eller gør man noget særligt for at stimulere talesproget?

    1. Jeg tror, der er ret stor forskel fra familie til familie, fra kommune til kommune og fra sundhedsplejerske til sundhedsplejerske. For man er selvfølgelig opmærksom på sprogudviklingen, ligesom man er det hos 2-sprogede familier, og for nogle børn kommer talesproget ligeså naturligt, som det gør hos hørende/børn med dansk som 1- sprog, mens andre har brug for en smule mere støtte.

      Der findes tilbud om familievejledere, som også kan informere fagfolk omkring familien/barnet, men det meget forskelligt, om døve forældre vurderer, at det er et behov, de har.

      Ift. døve børn kan der ydermere være nogle kulturelle ting, som det er vigtigt for fagfolk at være opmærksomme på, f.eks. at man, når man er omkring døve, kalder på hinanden ved at vifte med fingrene, eller ved at slå let i bordet. Det er ret vigtigt, at f.eks. pædagoger ved, at når børn af døve forældre gør det, så er det ikke bare larm, men et reelt forsøg på at påkalde sig de voksnes opmærksomhed.

  8. Tænk engang. Så meget, jeg ikke anede, at jeg ikke vidste, og som jeg ved nu. Tak for endnu en gang at gøre mig klogere.

    1. Du er mere end velkommen – og tak fordi du lige melder ind. Det er rart at vide, at de lidt mere faktuelle indlæg også giver noget.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.