(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg ryddet op i medicinskabet (hvilket er et stort ord at bruge om den kasse, vi har til formålet, men altså…)
Ovenpå mit oprydningsprojekt er det pludselig mere overskueligt lige at tage en kasse hist og pist, og den her var long overdue, kunne jeg se, da jeg tjekkede holdbarheden på de forskellige tuber og pakker.
Jeg fik pakket en pose og afleveret den på apoteket, og googlet det, jeg ikke længere kunne huske, hvad var til, og jeg kan se, at vi skal have virkelig meget halsbetændelse i år, hvis vi skal nå igennem alle de strepsil, jeg har fået raget til mig. (OVER i kurven, Nemesis!!)
2.
Har jeg fået brugt en pakke isvafler, jeg har flyttet rundt på et par måneder, som jeg i sin tid købte, fordi vi fik gæster. (Vi kører typisk sodavandsis herhjemme).
Jeg tror, at det er noget af det, der ofte skaber madspild; når man har et eller andet, som fylder ret meget i et skab, og det kræver en aktiv indsats at få brugt. Så ender man til sidst med at tabe tålmodigheden, og bare kyle det ud.
Men da jeg så vejrudsigten for ugen, skrev jeg en liter is på indkøbssedlen, og herfra har børnene klaret resten:)
3.
Er jeg blevet færdig med at rydde op i mit skur. Jeg har været ALT igennem, også kasserne med ting, jeg stillede derud, da vi flyttede ind.
De to store kasser med køkkenting er tømt; et frugtfad og en vinkøler er flyttet ind i mit køkkenskab, mens resten er sendt til genbrug. Stofkasserne, som stod i en anden plastikboks, pakket ind efter alle kunstens regler, lugtede sure, da jeg pakkede dem ud, så de røg til destruktion, og et sted i dén historie ligger en lektion om at gemme til natten og katten gemt.
——————-
Jeg ved, at der er kommet nye læsere med ombord, siden jeg startede M2018/2019-projektet sidste år, og derfor har jeg lyst til at skrive lidt uddybende om alt det her med at rydde op og rydde ud, fordi den fysiske manifestation af, at man flytter sig, gør noget rigtig godt for hele holdningen til at leve mere simpelt.
Jeg ved godt, at declutter-guruen Marie Kondo anbefaler, at man tager alt i ét ryk, men for mig kommer det aldrig til at ske. Alligevel kan man sige, at jeg var den store oprydning igennem sidste år, hvor min lyst til at leve med mindre for alvor slog igennem og blev konkret. Så selvom det strakte sig over flere måneder, kan man måske alligevel sige, at der var tale om en samlet proces.
Den første, store oprydning er relativ nem for de fleste, tror jeg, fordi man er optændt af lysten til at skille sig af med ting, og fordi der i stort set alle almindelige hjem ER en masse, der er indlysende til overs.
Men fordi det her er en udvikling, er der intet, der står stille, og når man skiller sig af med de ting, man har, bliver det – helt konkret – nemmere at se dem, der er tilbage. Orden avler orden, og som tiden er gået, er det for mig blevet tydeligt, i hvor høj grad sind og omgivelser hænger sammen. Det frigiver en masse energi at skille sig af med det, det ikke længere giver mening at holde fast i.
Derfor tror jeg, at den sidste måned for mig har været næste bølge, hvor jeg har sluppet mange af de ting, der var følelser knyttet til, og så selvfølgelig i samme ombæring har taget det, der bare stod på hylden og fes husleje af.
Som jeg skrev lidt om for et par indlæg siden, tror jeg, at man skal være klar, hvis det skal give mening at gå i gang. Til gengæld tror jeg også, at det er et mindset, man kan hjælpe på vej, og her er det så, at Marie Kondos og mine veje skilles.
For hvis jeg skal fortælle, hvordan jeg over de sidste 4 uger har fået sendt 5-6 trailer-læs på genbrugspladsen og afsted til nye hjem, så er det faktisk meget konkret, opdelt og lidt-ad-gangen-agtigt:
A.
Jeg startede med at besluttede, at jeg ville bruge 2 uger på at rydde op inde, og derefter 2 uger på at “rydde op” ude (ordne have, rydde op i skur, vaske skraldespande osv) under overskriften “Jeg når det, jeg når”.
B.
Dernæst skrev jeg en liste over de ting, jeg ideelt set gerne ville nå. Indelisten skrev jeg på 1. dagen, udelisten skrev jeg på 14. dagen, simpelthen for ikke på forhånd at blive overvældet af opgavens omfang.
Jeg undlod at prioritere listen, og satte ikke konkrete uge-dage på de enkelte opgaver, fordi: D.
C.
Herfra var planen, at tage én ting fra listen om dagen – og kun én. Fordi livet og hverdagen altid arter sig anderledes, end man forventer, ikke? Hvis planen er at tømme ét skab i bryggerset, kan jeg godt overskue det, selvom jeg har haft en lang dag. Er ambitionen derimod at tage hele øverste række, skal der ikke meget til, før det bliver (for) uoverskueligt, og risikoen for kl. 22 at stå med hele bordet fyldt med ting, jeg er alt, alt for træt til at forholde mig rigtigt til, fordi aftensmaden tog længere tid end forventet eller nogen ikke ville sove, er stor.
Så én ting. Også selvom jeg efter den ene ting tænkte: ‘Jeg kunne også lige…’ Min aftale med mig selv var, at hvis jeg følte mig i humør til at tage en ting mere, så måtte jeg først gå i gang med den, når madpakkerne var smurt, opvaskemaskinen var tømt og børnene lagt i seng. På den måde sikrede jeg, at jeg ikke fik startet på noget, jeg ikke kunne overskue at afslutte.
D.
“Det skal ikke være perfekt, og det behøver ikke være alt eller intet.”
Det her mantra var ret vigtig for mig, da jeg var 5 dage inde i projektet, og opstartsflammen var gået fra ‘brølende bål’ til ‘blafrende stearinlys’.
De dage, hvor jeg var fuldstændig kørt over, tog jeg en af de små/nemme opgaver, også selvom jeg oprindeligt havde tænkt, at jeg ville tage en af de større. Og det er her, det er vigtigt, ikke på forhånd at have lagt sig fast på, hvad man laver hvornår, for har man det, bliver det et lille nederlag at fravige aftalen, man har lavet med sig selv og sin to-do, hvorimod det føles som en sejr at have taget en opgave, når man egentlig hellere ville junke Netflix.
E.
Sidst, men absolut ikke mindst kørte jeg på genbrugspladsen, til genbrugsbutikkerne og forbi venner, der havde meldt ind på at aftage ting, omtrent hveranden dag.
På papiret virker det mest logisk at samle alt sammen, og køre det hele afsted til sidst, men når man sender det afsted løbende, mærker man allerede lettelsen og den gode fornemmelse undervejs, og det er på alle måder med til at skabe og underbygge momentum.
Desuden er der ikke noget, der stresser mig så meget som løse ender, og stress er bare et virkelig dårligt sted at rydde op fra, fordi det så kommer til at handle mere om at blive færdig, end om at få det gjort ordentligt. Ved at sende tingene afsted løbende, sikrede jeg mig, at jeg kunne stoppe any time, hvis der pludselig var nogen, der blev syge, eller chefen fik en ide, der bare *måtte* eksekveres nu.
Ovenstående måde at gribe opgaven an på virkede rigtig godt for mig, fordi oprydningen kom til at bestå af mange små dele, og jeg vidste, at jeg hele tiden kunne afbryde projektet, og stadig være nået et stykke af vejen. På den måde var ingen indsats for lille og intet føltes omsonst, hvilket var meget fordrende for lysten til at gå i gang – og for viljen til at blive ved.
Hvis du har tips eller tricks til, hvordan du griber de store oprydninger an, så del endelig i kommentarfeltet. Der er med garanti nogen derude, der kan drage nytte af lige præcis *dine* erfaringer.
Rigtig god weekend derude.
Jamen så enkelt kan det jo beskrives… Det er da Verdens Bedste Oprydningsopskrift. Jeg har læst den flere gange og får lyst til at starte med det samme… især med listerne. Jeg er vild med listerne.
I øvrigt… kan Fanø noget? Bor I ikke i Esbjerg (men det kan jo være pendanten til at bo i Kbh og aldrig lige svinge ind i rundetårn)?
Jeg er også kæmpe liste-menneske! Og så elsker jeg at have opdaget, hvor meget mere anvendelige de bliver (for mig) efter at jeg er begyndt at gøre dem ‘flydende’. At madplanen bare er to-tre retter på et stykke papir, som først bliver allokeret til ugedage, når jeg kan se, hvad det giver mening at lave hvornår, eller som beskrevet her, når opgaverne er sat op, men ikke prioriteret. Det er, som om, det er nemmere at føle sig tilfreds med det, man når, når man bare plukker fra en bruttoliste.
Fanø er skønt – men kræver nok et særligt sindelag hos både én selv og eventuelle børn. Der sker ikke meget uden for sæsonen, men det er utrolig natursmukt. Vi tager en gang i mellem et smut derover, men det er nok mest fordi færgeturen (som er overstået på 7 minutter) er sjov for børnene, så det er en lidt forlænget måde at spise en is på. Hvis man er til rå natur af den smukke slags, og man trænger til ro, er Fanø perfekt. Hvis man har børn, der ikke kan underholde sig selv på en strand eller noget marsk, skal man nok tænke grundigt igennem, hvad man vil lave derovre. Jeg kender mange, der elsker det, men det er stadig det eneste sted, hvor jeg har afbrudt en ferie 3 dage før tid, fordi jeg havde hamret hovedet hårdt i en bordplade, hvis jeg skulle have holdt ud. Det var mig, Anton og regn on the rocks, og det var kun charmerende de første 2 timer.
Tak for metode, den vil jeg tænke over! Jeg har efterhånden indset at jeg A) aldrig bliver færdig og b) er ok med det. Det kører ligesom i gentagne cirkler, hvor hver omgang giver en lille forbedring.
Det er også præcis min oplevelse her. Og faktisk er det her indlæg det, der skete efter indlægget om cirkler og alt det, der går i ring. For de praktiske ting var en stor del af det. At man aldrig bliver færdig, men bare når hjulet rundt, og at det – heldigvis – fortsætter med at dreje, så længe, man lever.
Og den forbedring, du nævner, har jeg klart kunne se denne gang. Hvor jeg første gang ret beset bare fik ryddet op, kan jeg se, at jeg denne gang er nået i bund med nogle ting, som jeg ikke kommer til at skulle igennem igen. Det er enormt tilfredsstillende.
Her fungerer det heller ikke at tage det hele i et ryk, men jeg synes hun har fat i noget rigtig i forhold til at tage noget af det lidt opdelt. Det er for mig væsentlig lettere at skille mig af med tøj end arvestykker f.eks. og jeg tror der er noget idé i at starte med noget der er lettere for en for ellers kommer man heller aldrig i gang. Og så tror jeg der kan være noget virkelig fedt i at kunne se(og mærke) forskellen markant og det tror jeg er lettere hvis man tager nogle store klumper til at starte med. Hvis man starter med den lille rodeskuffe er det fint, men hvis alt andet roder ender det let med at det bare sniger sig tilbage hvis det giver mening. Her har vi i løbet af noget tid ryddet op i skuret (mest min mand). Der er smidt ud og fundet opbevaring så alt nu har en plads og man rent faktisk kan bruge rummet derude. Og det er så fedt fordi det er så tydeligt hver gang man kommer derind. Så jeg tror det er noget med at finde balancen så det er til at overskue, men at det kan være fornuftigt at tage nogle lidt større klumper (evt. Over længere tid men med fokus på noget bestemt) så man også kan mærke den forskel det gør.
Lige præcis det med, at man skal kunne se en forskel, er jeg også enig med hende i. Jeg tror, at der, hvor det projekt kuldsejler for mig er, når jeg opdager, hvor mange ting jeg har, der bor forskellige steder. Altså, at jeg ikke kun har tøj i mit tøjskab, eller bøger i min bogreol. Så går der kludder i min meget skematiske hjerne:)
Men egentlig tror jeg måske bare, at det handler om at finde det system, der både passer til éns personlighed, og til det sted, man er i livet – og så få det gjort. For det kan måske være ulempen ved alle de her oprydningsteorier; at nogle mennesker opgiver på forhånd, fordi noget bliver betragtet som hhv. rigtig og forkert.
Nike havde fat i noget, da de sagde ‘Just do it’:)