I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.
Dengang lød hendes spørgsmål således:
(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker.
Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)
Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden.
For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:
(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden.
Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).
Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.
Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)
Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.
Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over.
Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.
De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.
Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv.
Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd.
For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.
For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til.
Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide.
Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.
Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær.
Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted.
Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?
Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.
Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.
Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.
Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.
Min datter fylder snart 3, og er også kommet til med en donor. Jeg havde også brugt laaang tid på at overveje hvordan jeg skulle klæde hende på til når de andre børn ville begynde at spørge mm. Men som med så meget andet, så blev jeg overhalet indenom. Fra autostolen på bagsædet en søndag formiddag efter gymnastik. ‘Jeg har ingen far’. Jeg undgik for åbenlys hyperventilation og blev på vejen. Og bekræftede hende i, at det havde hun ikke. Men nævnte alle de andre mennesker der er i vores liv. I tiden efter sagde hun det i mange sammenhænge, med tilføjelsen om hvem hun har i sit liv. Børn er pragmatiske langt hen af vejen, de konstaterer og lærer af vores reaktioner. Min største overraskelse som mor til et donorbarn er, hvor mange tanker jeg sender den donor der har givet mig livets største lykke. Jeg gad SÅ godt kunne vise ham mit mirakel og sige tak!
Jeg har tænkt meget over emnet, fordi jeg forsøger at blive gravid med donorbarn. Og som du siger, vil det i sagens natur være noget, der dukker op i samtaler, når der ikke er en far- så på måske derfor nemmere at sørge for at snakke om end i situationen med donoræg. men det, jeg er kommet frem, kan måske alligevel bruges…
Jeg planlægger at sætte et billede af ægget ind i barnets bog. På fertilitetsklinikken fik jeg et billede af, hvordan ægget så ud lige inden oplægning, hvor man kan se, at det er begyndt at dele sig. Jeg forestiller mig, at så bliver det bare en naturlig del af ‘hvor kommer jeg fra’ snakken, sammen med det ret eksotiske, at baby har været i mors mave, vist ved mavebillede.
Når det så er der i barnets bog, så tænker jeg, at det bliver sådan en del af ‘det har jeg altid vidst’ viden for barnet- hvor detaljegraden kan øges med barnets alder.
… så mangler jeg bare at blive gravid …
Jeg har en veninde hvis barn er kommet til verden via donoræg. De har lavet en bog om det. Altså sådan hvordan barnet er lavet, så var mor gravid, så blev du født….
Barnet fortæller ind i mellem om der selv henne i instutionen.
Det gør min 6 årige i øvrigt også, for vi har nogle liggende bøger om hvordan børn bliver undfanget og født. Vores bøger kunne vi bare købe i en boghandel. Den samtale er nu i øvrigt også lidt mærkelig med end børn – også når de gentager den overfor andre.
FRUEN OG FYRSTEN har to børn og skrevet em del om der. Den ældste båret af fruen søster som rugemor og fyrsten som biologisk far. Nr 2 er båret af fruen selv og med donor sæd.
Hun har vist de to bøger hun har lavet på hendes blog. Hun Blogger jo ikke rigtigt mere (så vidt jeg ved), men sidst jeg tjekkede lå bloggen der stadig. Måske den kan bruges som inspirationen
Jeg tænkte også straks på dem og de fine bøger, som kunne være en god og lavpraktisk måde at snakke med små børn om netop deres tilblivelseshistorie.
Håber det er okay jeg benytter dette opslag til at gøre “reklame”. Der mangler nemlig ægdonorer på mange af landets fertilitetsklinikker. Man kan donorer hvis man:
-Er ikke-ryger
-ikke har kendte arvelige sygdomme
– ikke er svært over/undervægtig
– er fysisk og psykisk rask
Du må donorer til du er 35 år, men max 6 gange i alt. Man skal til scanning cirka 3 gange og så ægudtagning og tage hormoner. Der er meget forskelligt hvordan man påvirkes af hormonerne og om ægudtagning gør ondt. Jeg skal personligt donorer igen i overmorgen og der har ikke gjort ondt på mig.
Det kompenceres med 7000 kr før skat.
Man skal naturligvis gøre op med sig selv hvordan man forholder sig til andre får børn med ens gener. For mig har jeg blot leveret en buggeklod, men det er ikke mit barn. Andre har det anderledes og så skal de naturligvis ikke donore.
Man kan kontakte en tilfældig klinik direkte og de er lette at finde ved en Google søgning.
Jeg tror det er en af de steder hvor man kommer til at tænke så meget over det at man let kan blive helt handlingslammet. Det kan godt være det her er helt skudt ved siden af (for jeg har to unger der er lavet helt gammeldags) men jeg tror bare jeg ville lade det være en naturlig del af snakken når de spørger. Er det fordi der kan være noget med at man ikke ønsker andre ved det kan det være lidt sværere fordi børn netop fortæller alt muligt i børnehaven osv. Men jeg oplever faktisk at vores unger i forholder sig meget åbent til sådan noget og spørger for at få svar og det behøver ikke nødvendigvis være vældig teknisk (eller personligt som det er i vores tilfælde) men men bare for at få hold på verden. Vi har også her (selvom vi ikke havde problemer) snakket om at der kan være lidt forskel på familiesammensætninger og det gælder jo over en bred kam..nogle bor sammen med far og bonusmor, nogen er adopteret, nogen kender ikke deres far, en fra børnehavens far er død i en trafikulykke osv. Og vores børn spørger jo ind i mellem også om noget fra da de var små eller dengang jeg var inde i din mave osv..og det tror jeg bare jeg ville nævne det i de sammenhænge: ja vi var så heldige at nogen kunne hjælpe os/mig så det var lige netop dig der var i maven. Eller hvis de er lidt større så måske tage snakken om æg og sædceller. Eller som andre foreslår så find eller lav bøger hvis det er lettere at snakke udfra.
Og samtidig kunne jeg forestille mig der ligger en masse under..Hvor vigtig er genetikken i forhold til miljø osv? Fordi man f.eks. hører forskellige ting fra adopterede osv. I bund og grund handler det nok om at man kan være bekymret for om det får negativ betydning for dem og her tror jeg risikoen er større hvis man holder det hemmeligt. Det tror jeg faktisk det gør generelt. Uanset om det gælder dette eller andre store ting. Min morfar fandt ud af han havde en bortadopteret storesøster da hans mor døde..det var også svært for ham. Selvom det på det tidspunkt jo ikke var noget man snakkede om så der har nok ikke været et dilemma der for hende.
Julie: Kæmpe tillykke med din datter! Fertilitetsbehandling er så pissehårdt og så dejligt, når det lykkes. Jeg har forsøgt at formulere nogle tanker, men jeg er fuldstændig enig i Lindas betragtninger, så sender bare et stort high five istedet.
Hvis det tåler sammenligning, så blev mine forældre skilt i 1961 da jeg var spæd (3 mdr) og min mor gift igen da jeg var 14 mdr. – og det var vidst temmelig usædvanligt dengang.
Jeg har “altid” vidst at ham jeg kaldte far var min lillesøsters far og onkel Frank var min biologiske far. Jeg må have vidst det tidligt for jeg husker ikke at have fået det at vide – men husker mere, at jeg i barndommen måtte forklare det ude i verden, hvor det dengang var specielt.
Så jeg er enig med Linda: Svar barnet kort og præcist ved de anledninger der dukker op. Barnet skal nok spørge ind hvis det vil vide mere.
Jeg vil bare lige lægge en generel kommentar ift. det fine forslag om bøger, som jeg kan se, at flere af jer bringer på bane.
Hvis man føler, at det kan være en hjælp til at få emnet introduceret, skal man virkelig bare go for it, og jeg kender mange, der har gjort brug af det, og har været glade for det.
Men jeg tror, at der, med børn, er utrolig meget samtale, der foregår on the fly. I Bilka. I bilen. Når man lige sidder og spiser. Og for mig (og måske kun mig) oplever jeg, at bøger meget forudsætter et ‘nu skal vi rigtigt snakke’-set up, som jeg, hånden på hjertet, sjældent oplever opstår naturligt med børn.
Havde mine børn været adoptivbørn fra Korea, havde vi sikkert haft reolen fuld af bøger om Korea, og om, hvad det vil sige at være adopteret, men jeg tror ikke, det kan stå alene. For hvis man kun taler om det, når man iscenesætter det, så tror jeg, at det stadig kommer til at være noget, der kan føles kantet og .. måske lidt unaturligt? Så jeg synes, at bøger kan være et fantastisk supplement, og også et godt startskud til at få snakken introduceret, men jeg tror stadig, at de små hverdagssætninger er dem, der primært (forhåbentlig) betyder, at det bare er sådan, det er herhjemme <3
(Som en underbemærkning tror jeg, at forholdet til bøger spiller ind. Læser man noget, der for forældreren føles som 1000 bøger om ugen, så gør en bog med et særligt emne det ikke til en specielt ophøjet situation.)
Jeg er adoptivmor til en nu 12-årig og har gode erfaringer med netop den personlige bog ala fotoet af ægget, som nævnt tidligere. Jeg er iøvrigt enig i at man skal gribe de chancer, der byder sig for en lille snak, men har man lidt svært ved at få taget hul på det, som jeg hører Julie har, kan den personlige fortælling måske være et sted at starte. Det var her vi fik defineret, at vi fx bruger termen biomor og får sat nogle ord på, hvordan vi tror det måske kan føles at have netop sådan en historie. Det hjalp os, at vi til at starte med kunne øve os i at sætte ord på ved blot at læse op, og vi startede så tidligt, at det aldrig er blevet oplevet som en hemmlighed. Siden hen har disse “standardformuleringer” fra bogen været et sted at starte, når vi har stået i en situation, hvor der var en lejlighed, og så har vi løbende bygget på ift alder og spørgelyst. Og sidenhen har vi også oplevet at vores datter har grebet til bog-formuleringerne, når hun selv er blevet spurgt. Det kan være et sted at starte?
Jeg er meget på linje med Lotte.
Min mand og jeg er forældre til et barn der er lavet med donorsæd. Min kreative svigerinde lavede/tegnede en bog til os da vores søn var helt lille, som er i stil med den som kan ses på Fyrsten og Fruen. Den er suppleret med scannings-, graviditets- og babybilleder for at gøre den helt nærværende for ham.
Da vi startede på det at læse godnathistorier, måske ved 1,5 år, var det meget længe kun den historie vi læste. Tanken var nemlig også her, at ordene lagde sig ind som nogle grundbegreber/standardformuleringer, som dermed havde været en del af ordene i familien ‘altid’, så det ikke på et tidspunkt blev introduceret som noget nyt. Vi læser den stadig fra tid til anden, og vi nævner det også helt casual, hvis talen falder på noget med at lave børn. I den forbindelse kan man med fordel blive enige om hvilke ord man bruger. Vi bruger ‘far’ om ja – hans far, og så bruger vi ‘donor’, om ham der har leveret sæd. For donor er netop ikke FAR.
Vi har også fra start været helt åbne i forhold til familie, venner, kolleger mv. i forhold til hans tilblivelseshistorier, og så meget desto mere skal han vokse op med den viden fra os fra start, så det ikke pludselig kommer ham for øre fra andre.
Han er for lille endnu til at jeg kan sige noget om hvorvidt det så har ‘virket’ at gøre det på den måde, men for os var det vigtigt at ordene blev en del af dagligdagen fra han var helt lille.
Begge mine børn er ICSI. Så os selv, men med meget hjælp. Så det er selvfølgelig ikke det samme som med donor-børn. Processen med at få dem var ikke nem, og det ved vores søn godt. Og da han fandt ud af, hvordan “man får børn”, fortalte jeg ham om de dygtige læger og bioanalytikere, der tog det fineste æg og den fineste sædcelle, og at det blev til ham – så at han var ganske, ganske særlig. Jeg hørte ham, genfortælle det til sin søster – ordret. Jeg tror faktisk, han er lidt stolt af processen.
Kære alle og især Linda,
Tusind tak for de fine refleksioner. Vi er en familie, som læser enormt meget så ideen om en ‘tilblivelsesbog’ er virkelig god og brugbar. Samtidig sætter jeg også stor pris på, at I anerkender at nuancerne er vigtige i alle disse ‘nye’ familie konstellationer. Jeg tror, at ‘alle’ føler at netop deres historie er særlig, men det giver samtidig en ro og styrke at vi er mange derude med lidt anderledes tilblivelser end de klassiske. Jeg sætter stor pris på Lindas refleksioner over hverdagens samtaler med børn og hvordan man undgår Den Store Snak, som måske vil føles forceret og unaturlig. Samtidig har jeg – lige siden jeg skrev til Linda første gang – lænet mig op af, at vi ikke behøver alle svarerne på forhånd. Ligesom alle andre forældre, så tager vi valg og beslutninger på vores datters vegne, som nogle gange er helt rigtige og andre gange rammer skævt. Jeg tror, at vi vil forsøge at se dette som en ude af mange beslutninger vi tog på hendes vegne og tale om den med så stor naturlighed som vi ville gøre om en flytning, valg af vuggestue, hus/lejlighed osv. Så tusind tak alle sammen.
Søde Julie.
Tak fordi vi måtte få lov at give vores besyv med.
Jeg er glad for, at der kom lidt ind, som du føler, du kan tage med videre.
Alt det bedste til jer.
Kærlig hilsen
Linda
Jeg har oplevet det lidt som en kombi, for nogle børn eeelsker bare bøger og læsning så højt, at to timer uden kan opleves som det højtidelige, og så kan meget snak blive med bøger som referencepunkt on the fly: “og så blev han væk, sådan som Peter Pedal på chokoladefabrikken”, “Rasmus Klumps mor er altid med, men hvor er hans far? Det er ligesom Alex i børnehaven”.
Derudover er jeg helt enig i indlæg og mange gode kommentarer om at tage det, når der er små anledninger og uden højtidelighed – børn kan være virkelig cool og både tænksomme, konkrete og videre nærmest i samme splitsekund.
Som måltider, hvor man først taler om fx børnehave, hvad hvem har sagt og gjort, dernæst: “Hvornår dør du, mor?”, og man måske svarer, at det forhåbentlig først er om lang tid, men at man ikke kan vide det helt, og voksentænker, at det er en voldsom ting at gå og tænke over, men bliver afbrudt af barnet: “Må jeg godt være X til fastelavn?”.
Og tillykke til Julie og alle os andre med vores børn – uanset, hvem der har stået for hvilke dele af tilblivelsen – jeg tror på, de bliver en generation med stor åbenhed og forståelse for mange måder at være (blevet) til på, fordi de møder mange forskellige konstellationer/muligheder <3
(Fx fortalte jeg min ene datter som treårig, at vi fik besøg af en ven og hans kæreste, og hun spurgte derefter som det naturligste, om kæresten var en dreng eller en pige)
Det er en god generation, der er på vej. De har væsentlig mere vidvinkel på, end vi selv voksede op med, og det bliver så fint.