For et par indlæg siden spurgte Lone i kommentarfeltet, om ikke jeg kunne skrive lidt om børn, opdragelse og konfliktløsning; noget, man nok meget naturligt er lidt mere optaget af her i ferien, hvor der er mere af det hele. *modstår-lysten-til-at-lave-en-smiley*
Jeg vil gerne prøve. Spørgsmålet er bredt, og derfor bliver mit svar det også, så jeg håber, jeg rammer ned i noget af det, der ligger til grund for spørgsmålet.
Inden jeg kaster mig over selve indlægget, vil jeg gerne starte med verdens største disclaimer. For selvom jeg føler, at jeg er god til at holde fast i de store linjer, som er vigtige for mig ift. opdragelse, (f.eks. at vi herhjemme behandler hinanden med respekt, hvilket blandt mange andre ting indebærer, at vi taler ordentligt til hinanden, at alles følelser tages lige alvorligt, og at man altid har ret til at have det, som man har det). (- hvilket ikke er det samme som, at man må tvangsinddrage andre i sit dårlige humør) så skal jeg være den første til at indrømme, at hverdagsdetaljerne i at holde det her tog på skinnerne dagligt giver mig lyst til at flytte til et land, hvor opiater i håndkøb er underlagt en mere lempelig lovgivning end her.
Men noget af det, jeg tænker meget over, er at huske at opdrage de børn, jeg har, og ikke et sæt fiktive standardbørn. Det lyder meget indlysende, men det kan i perioder være ret svært at give sig selv lov at holde fast i, for når man er omkring andre mennesker med børn, eller læser artikler og hører eksperter udtale sig, så synes jeg nemt, at det kan komme til at lyde som om, alle børn er helt blanke lærreder, som man kan male på, med lige præcis de farver, man ønsker. At alle børn kan opdrages til at elske at hjælpe til i køkkenet. At der ikke findes kræsne børn, men kun eftergivende forældre. At det bare er et spørgsmål om at være konsekvent nok at lære dem at sove, lege selv eller ikke at afbryde. Det er ikke min erfaring. Jeg synes ikke, at man bare skal trække på skulderen eller undlade at forsøge, men når jeg har øjeblikke, hvor jeg føler, jeg fejler, fordi jeg ikke formår at installere trafiksikkerhed eller interesse for bøger og bladselleri i mine børn, minder jeg mig selv om, at hvis man har fået udleveret en reol, så kan den ikke laves om til en cykel. Den kan slibes, males og tapeseres, man kan pynte den med lyskæder og man kan være omhyggelig med, hvad man fylder i den – men hverken cykel eller reol er tjent med at blive sammenlignet, for de hverken kan eller skal være ens. Og det kan bare være virkelig fint at huske de dage, man føler, at man er ved at gøre sig fortjent til en sidsteplads i VM For Forældre
Jeg tror egentlig, at det er en erkendelse, der er kommet efter at mine børn er blevet større, fordi det også har givet lidt sundt perspektiv på, at alle forældre kæmper med noget – og det gør de fleste af os mere ydmyge over tid. For hende, der i mødregruppen havde utrolig travlt med at belære os alle sammen om, hvordan det var hendes formidable indsats alene, der gjorde, at hendes børn spiste alt, har nu fået et barn, der ikke vil have andet end kiks. Og som bider. Og hvor jeg har al sympati i verden for forældre, der kæmper, så skal jeg også være ærlig og indrømme, at jeg aldrig er ked af at se skråsikkerhed blive sat på prøve.
Og jeg ved godt, at jeg risikerer, at nogen bliver sure på mig nu, men jeg diskuterer også primært opdragelse med mennesker, der har børn, som er på alder med eller ældre end mine, når der er noget, jeg bøvler med; mest fordi jeg ikke gider høre mig selv sige “bare vent til xxx”. Men det er jo ofte sådan, det er. For mange af de kampe, man har med dem, når de er spæde og små, er kampe på instinkt, mens de fleste af dem, man får med dem, når de bliver større, handler om vilje og personlighed. Det er gratis at være tolerant, når ens søn på 2,5 år år vil have kjole på i børnehave. Det er gratis at være 100% sikker på, at han aldrig kommer til at sige til “Jeg gider ikke være din ven”, aldrig kommer til at plage i Bilka og altid vil elske at dele sit legetøj. Så længe de sover i lift, er de fleste af os også sikre på, at vi altid vil være fulde af tålmodighed og lytte til alt, hvad de har at fortælle – fordi man på det tidspunk ikke har måtte erkende, at medfødt forståelse af turtagning ikke er en ting.
Der er bare typisk lidt flere nuancer i andre menneskers holdninger, når de *har* været kaldt til samtale, fordi Alexander har slået Petra med en pind, og de pludselig har været tvunget til alt muligt besværligt, som f.eks. konsekvensanalyse og overvejelser omkring hvor meget børnene selv forstår, når de som en pludselig indskydelse kommer og gerne vil have pink sko med glimmer på i skole, når de er 8*.
Til mit forsvar skal siges, at jeg har fuld forståelse for, at mennesker med teenagere heller ikke sidder yderst på stolen med tilbageholdt åndedræt for at høre mine guldkorn om de udfordringer, der knytter sig til dén alder.
Man kan sige, at hvad andre gør, siger og mener ikke har nogen reel betydning for, hvad vi vælger at gøre ift. opdragelse af vores børn, og det er der også megen sandhed i. Det gør f.eks. hverken fra eller til for mig og mine værdier, at jeg ser børnehave-Mathildes forældre gribe deres opdragelse anderledes an, end jeg gør. Når jeg alligevel lader det fylde relativt meget i dette indlæg, er det fordi, det er min erfaring, at vi oftest bliver i tvivl om vores egen opdragelse, når vi er pressede og pludselig synes, at alle andre ser ud til at tackle opgaven bedre, end vi selv formår. Og derfor synes jeg, at det er ret vigtigt at have gjort sig nogle overvejelser omkring hvor meget, man ønsker at invitere andre forældre ind i sine tanker – og hvorfor (ikke). Her spiller det helt sikkert ind, at Anton ikke har været helt som alle andre børn, og at jeg derfor har været tvunget til at finde min egen vej, som er rigtig for os herhjemme, samtidig med, at vi er plantet midt i en gruppe af mennesker, der griber tingene anderledes an. Men at opdrage børn forekommer mig at være en evig balance mellem at gøre sit allerbedste og samtidig acceptere, at det allerbedste stadig ikke er perfekt.
I forhold til konflikter er der vist desværre ingen gylden løsning, og jeg synes, at det er noget, der bevæger sig i bølger. Vi har lige haft et par måneder, hvor børnene har skændtes om A.L.T. Hvor ingen kan gøre noget rigtigt, og hvor alt, den anden gør, er irriterende. De perioder er seje, uanset om man holder ferie eller tæsker afsted i hamsterhjulet, og det menneske, der knækker koden til at løse dét problemet, kommer aldrig til at arbejde et minut mere i sit liv.
Mine forsøg på at komme *ned* ad konflikttrappen indebærer nogle ret konkrete tiltag, som somme tider hjælper, og andre gange forslår som små, overoptimistiske skræddere i helvede. De er svære at skrive sammen til noget sammenhængende, så I får dem i punktform i stedet:
1. Kan børnene afledes? Kan jeg tilbyde en aktivitet, jeg selv kan holde ud/et stykke frugt/et alternativ til det, de ikke kan leve uden, som betyder, at jeg ikke bare siger “Nej!”?
2. Lug ud i det, der skaber konflikter. For skal børn have lov at bestemme, om man kan tage på café og hygge med veninderne? I princippet nej. Men min egen erfaring er bare, at hvis man ikke er en af de mødre, der er så heldig at have et barn, der kan underholde sig selv i to timer med en legoklods og en saltstang, så tager man derfra, revet over i to. Tre, faktisk. For man synes ikke, man har været nok for sin veninde, man synes ikke, man har været nok for sit barn, OG man har dårlig samvittighed over at være vred over, at man selv føler, man har fået for lidt fyldt på. Så her vil jeg bare slå et slag for, at man overvejer, om det er kampen og konflikterne værd. Uanset om ‘det’ er juletræsfester, sommerafslutning i SFO’en eller arrangementer, der primært er for én selv.
3. Husk, at hele pakken er en del af aktiviteten. Den her har været ret afgørende for mig, for i lang tid syntes jeg, at når jeg tog børnene med i svømmehallen, så var det svømmedelen, der var Aktiviteten. Men omklædningen, både før og efter, er også noget, vi tager ud og gør, og som bryder hverdagsmonotonien, og derfor minder jeg mig selv om, at det ikke er noget, der bare er træls eller skal overstås. Det er en del af aktiviteten – og der ville have været konflikter, uanset hvor vi havde været. Fordi: Børn.
4. Kan kompromiser ift. tilbagevendende problemer italesættes? Anton er ikke et krammebarn – men det er Frida. Hvilket gør det ret svært at finde et niveau, hvor hun får lov at udtrykke sin kærlighed uden at overskride hans grænser. Men jeg prøver at snakke med dem om, at for Frida er knus en måde at vise kærlighed og omsorg på, mens det hos Anton ikke er en afvisning af kærligheden, når han ikke vil have have 8 knus i timen. Og forstår de det nu? Nej. Men jeg tror faktisk, at der ligger noget ret vigtig læring for dem begge to ift. grænser og forståelse og accept af, at disse kan ligge forskellige steder, som de forhåbentlig fanger på et tidspunkt.
Jeg sidder lige nu og spekulerer på, om jeg overhovedet har sagt noget, der giver mening for andre end mig selv? Eller om jeg bare har fyldt to hele tider med floskler og selvfølgeligheder. Det håber jeg ikke. Min hjerne er ved at være lidt medtaget af på 3. uge at agere tivoli fra klokken 5 til klokken 20. Men uanset hvad, er alle mere end velkomne til at byde ind med alt, hvad de føler for i kommentarfeltet.
Rigtig god dag derude.
*Her henviser jeg lige til det her indlæg, for ellers bliver det her for langt.
Jeg vil hermed gerne nominere dig i kategorien “Mest betimelige blog-indlæg ever”.
Den sommerferie vi alle her i familien sådan har set frem til, har indtil videre udviklet sig til ren Conflict Central med søskendeskænderier i en grad, jeg næsten ikke har kunnet være i – og faktisk synes det er er meget svært at navigere og være den voksne i (jeg er selv enebarn så hele den der søskende love-hate dynamik bliver ved med at komme bag på mig). Så dette indlæg faldt på en knastør plet – tak! Især var det godt at blive mindet om det der med “Hver alder sine udfordringer” – og at man nok bare aldrig rigtig får helt fod på det der forældreskab, fordi børn er forskellige og hele tiden flytter sig.
Ift. tiltag 4 om italesættelse, synes jeg heldigvis det mere og mere er vejen frem jo større og mere fornufts-modtagelige ungerne bliver (mine er 8 og 10 nu). Til gengæld bliver jeg ind i mellem sat ret meget til vægs, fordi de også med alderen bliver bedre og bedre til at argumentere deres sag, og at italesættelse for mit vedkommende nogle gange kommer til at lægge lidt for meget op til debat og demokrati, hvor der egentlig er tale om enevælde.
Egentlig ville jeg bare sige: TAK for en vidunderlig og altid tankevækkende blog!
Åh, Pernille: det er lige nøjagtig den feriesituation vi også er havnet i – mine er 7 og 10! Jeg har tre søstre, så jeg er bestemt ikke uvant med situationen. Alligevel kommer det skam også jævnligt bag på mig, at den tid, der skulle fyldes med idyl, nærvær og sænkede skuldre i stedet giver spændte kæber og lidt for meget voksen-råberi; deterenfasedeterenfasedeterenfase.
God karma og overskud din vej!
Linda, tusinde tak – endnu engang forlader jeg domænet med kloge tanker at tygge på.
Tak, NH – det er faktisk rigtig dejligt at høre.Ja, jeg må messe deterenfasedeterenfasedeterenfase:-D Rigtig god sommer til dig og dine!
@Pernille og @NH:
Jeg tror måske også, at man lægger ekstra mærke til det, fordi man har en forventning om noget andet? Fordi man er handikappet af, at man husker sine egne ferier som barn som lange oaser af fryd, solskin og is? Jeg har en lillesøster, og jeg har virkelig mange gange spurgt mig selv, om vi skændtes ligeså meget, som mine børn gør – for jeg husker det ikke sådan. Og så bliver erindring/forventning og oplevet virkelighed to meget forskellige ting.
Jeg læste et sted, at jo mere søskende skændes, des tættere bliver deres bånd. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men i hvert fald tænker jeg, at det giver dem mulighed for at lære dem ikke at være bange for følelser nogen steder på spektret, og jeg gør mig virkelig umage for at prøve at lære dem, hvordan man kommer ud af konflikten igen.
Altså, når jeg ikke bare brøler: “SÅ STOPPER I FANDEME!!!”
Skål i kaffe til jer begge to – vi er mange i den her båd <3
Jeg har lidt børn så nogenlunde på samme alder som dig Linda og jeg tror altså også det er noget i minderne forskyder sig. Men også det at vi er sammen meget længere tid af gangen og mere intenst. Vi startede vores ferie med en putning der gik helt op i hat og briller fordi pigerne var for spændte, glædede sig og slet ikke kunne finde ro. Og så skulle de dele seng..jamen for hulans en ballade. Jeg sendte en sms til min mor som skrev:d”minder mig om da vi var på ferie den og den gang” og så kunne jeg faktisk godt huske at min mor var blevet skide sur en gang min lillebror og jeg skulle dele dyne på den ferie. Og det trøstede mig fordi jeg husker ferien som virkelig dejlig. Og når jeg ved aftentid disse dage har spurgt hvad ungerne har synes var godt i dag har svaret været…alt. Så jeg tror altså også der er noget i perspektiv og forventninger. Og så tager jeg også lige de med at hele aktiviteten er en samlet pakke for det glemmer jeg også tit.
Præcis! Vi havde en biograftur, som jeg virkelig bare syntes var én lang konflikt, og jeg svedte af frustration, da vi kørte derfra. Jeg følte, at jeg havde smidt 450 kr (what. The. Fuck. Sker der for biopriser!?) ud af vinduet – indtil jeg kon til at høre ordentligt efter, hvad børne sagde til hinanden. De havde haft en fest. Så jeg tror, du har 100% ret i, at deres fokus bare er et andet sted💚
Som altid spændende at læse med – selvom jeg ikke har børn endnu, arbejder jeg med mennesker, hvor de neurologiske skader, psykiske sygdomme og kognitive udfordringer kræver konflikt håndtering, og her genkender jeg mig selv, særligt hvad angår afledning 😁 Åh altså, det er den fineste kunst og klart mit fornemmeste træk til konfliktnedtrapning – det og så “inception”, altså at plante en idé diskret i deres hoved, de tror er deres egen, som så løser tingene. Når det kan lade sig gøre, vinder alle!
A
Jeg vil gerne lære det der inception! Kan du give et eksempel. Linda, det der med at hele pakken er aktiviteten er en øjenåbner for mig,
@B: Det er virkelig en af de få enkelt-tanker, der har sænket mit stressniveau mest effektivt. Jeg kan sådan huske, hvordan jeg stod i omklædningsrummet og følte, at alle de konflikter, der hørte omklædningsdelen til, ødelagde selve Oplevelsen. Lige indtil det gik op for mig, at vi jo også havde haft konflikter, hvis vi havde været hjemme, og at jeg, når jeg husker tilbage, selv følte, at oplevelsen startede, når vi satte os ud i bilen. Jeg elsker, når man får de der åbenbaringer, som man kan hive frem igen og igen. De gør virkelig livet nemmere.
@A: Når det virker, er det fantastisk!! Og hvor er det fedt at høre, at der også er lidt at hente i børneindlæggene for dem, der ikke lige er dér i livet; tak for det <3
Jeg har ikke selv børn, men er pædagog i en børnehave og det du skriver giver for mig rigtig rigtig god mening. Især det med at man ikke “opdrager børn” men opdrager de her to børn er også noget jeg virkelig forsøger at praktisere i mit job. At hvert barn er “sig selv” med deres personlighed og dermed er det det der skal tages udgangspunkt i når vi er sammen mer barnet og når det skal hjælpes videre i livet. Hvad er denne persons udgangspunkt og hvor giver det mening at det skal hen. Kort fortalt.
Det er det BEDSTE, når man møder fagfolk, der prøver at se ens barn som et enkeltindivid, og komme dem i møde, der hvor de er. Jeg havde to af slagsen, som var omkring Anton, da han gik i børnehave, og dem sender jeg stadig kærlige tanker dagligt. Som mor/forældre er det bare virkelig værdifuldt at kunne sparre med en professionel, som ser det samme, men som kan byde ind med andre vinkler. Tak for dig! <3
For f***** hvor skriver du bare fantastisk, altså! Igen rammer du hovedet på mit søm og selvom alt i indlægget ikke passer på den situation jeg står i så er det bare en fornøjelse at læse dine velskrevne tanker på et yderst relevant emne for mig. Tak🙏
Enig med Nina! Og så er jeg altid glad for påmindelsen om at HELE turen er aktiviteten og ikke fx selve svømmeturen – jeg tror det er dig der sagde det først og jeg bliver glad for påmindelsen hver gang 🙃
@Nina/@Cecilie:
Tusind tak!! Hvor er det fantastiske ord at få med, når man selv er lidt i tvivl om, om det giver mening, hvad man har lagt op. Tak fordi I tager jer tiden til at melde tilbage <3<3
Jeg har – bl. a. – en teenager og tænkte netop, at der nok ikke var de store guldkorn for mig, men det var der!
Hvor du skriver om Frida, som gerne vil kramme og Anton, som ikke vil. Her er det mellemstorebror på 8, der altid gerne er fysisk med bl.a. kram(og dunk/slag mm), mens lillesøster på 4 HADER enhver fysisk berøring, hun ikke selv er initiativtager til.
Så mange TAK for din vinkel; den vil jeg tage til mig 🙂
NEJ, hvor fedt at høre! Det er faktisk noget af det, jeg tænker over; at jeg gerne vil, at så mange som muligt vil føle, at det giver mening at læse, hvad jeg lægger op, men engang i mellem er der emner, der bare er så smalle, at jeg godt på forhånd ved, at det ikke vil være alle, der kan hente noget i det. Det her er ét af dem, og derfor bliver jeg ekstra glad for din kommentar. Tak.
Jeg har slet ikke børn. Men du skriver så helt urimeligt lækkert at jeg sjældent finder et indlæg fra din hånd, jeg ikke gider. Og ofte kan jeg faktisk bruge dine input på et mere overordnet plan.
Det var en dejlig kompliment at få, Rikke. Tusind tak for det!
Ja! det har du (sagt noget som giver mening for andre end dig selv). Også selv om jeg sidder i Frankrig med mine henholdsvis præ-og ægte teenagebørn. Du er skøn at høre på.
Åh, søde Line. Tak for evig hep og opmuntring. Du er den bedste. Nyd ferien <3
Dejligt indlæg – især i denne ferietid, hvor man drømmer om fred & familie-idyl 😁
Når søskende-konflikterne raser, kan det hjælpe mig at tænke “jeg skal ikke være dommer – og de må gerne skændes”. Det er mega træls at høre på, men det kan hjælpe mig, hvis jeg ser mig selv som stående udenfor og ikke som en del af konflikten.
Selvfølgelig træder jeg ind, hvis nogen begynder at tampe løs på hinanden 🙈
Dejligt, konkret tip! Og meget meningsfyldt. Tak for det, Maria.
Som altid vækker dit skriv enorm genklang i hele kommentarfeltet og ferielandet! 😊 tak for grundigt svar og altid interessante overvejelser. Her to uger inde i ferien tænker jeg, at ferie er udfordrende fordi vi alle skal vænne os til at være sammen konstant, og at der står HYGGE med store bogstaver udover det hele, selvom det måske er ret forskelligt for os alle, hvad det faktisk er.
Og ift. dét med at ikke-sammenligne, så synes jeg også feriens mange sociale aktiviteter bliver et unfair spejl, hvor man føler sig bedømt af andre på den mislykkede opdragelse af standardbørn, og ikke de relative succeser trods ballade med egne, specifikke børn.
Og så vil jeg minde mig selv om “det er en fase”, for det er som om jeg glemmer at se sådan på det efterhånden som de bliver større, og i stedet tænker meget kategorisk ‘jeg er en dårlig mor’ eller ‘de vil hade hinanden resten af livet’!
Emnet er komplekst, nu føler jeg som dig, at jeg har skrevet langt og uden rød tråd… men ihf tak for endnu et skriv til det vigtige arkiv!
Selv tak, Lone. Og hvor er det en fin vinkel, at hygge faktisk kan være noget forskelligt fra person til person.
Og jeg forstår sagtens, hvad du mener: At det, at rutiner og vaner brydes, også hiver børnene så meget ud af deres vante gænge, at de reagerer mere, end de normalt gør, og dermed kan man meget hurtigt komme til at føle, at man hele tiden står med børn, der reagerer. Men det har faktisk også været en vigtig erkendelse for mig, at de gange, hvor vi tager hjem fra noget, og jeg synes, at der har været mange konflikter, der lader det til, at det for børnene stadig har været en fin og skøn dag. Det fylder mere for os end for dem.
Jeg håber, resten af ferien bliver fyldt med fred og idyl;-)
Kh
Linda
Nu du er igang med at drysse visdom ud over os, så ville et indlæg om søvn og putning også være aldeles velkomment. Skulle spørge fra en ven, hvordan aftenerne bliver dine, for hos vennen sker det, at dagene er børnenes og aftnerne er (slettet af censuren)
Hahaha – åh, lige søvn er jeg nok den sidste, der kan sige noget kvalificeret om, for begge mine børn lider af søvnallergi.
Men jeg tror, at det, der trods alt har hjulpet mig, har været at skille tingene ad. For jeg kan ikke bestemme, at de skal sove. Men jeg kan bestemme, at de skal blive i deres senge, når de er lagt. Faktisk falder begge børn oftest nemmest i søvn, hvis jeg har besøg, fordi de kan høre, jeg er der. De aftener, jeg er alene, er der jo bare helt stille, og det lader til at inspirere mere til ideer til, hvad jeg kan gøre for dem…
Men jeg bruger et trick, som jeg faktisk ikke kan huske, hvor jeg har samlet op henne: Jeg fortæller dem, inden følelserne løber af med mig, at hvis de kalder/står op igen, så følger jeg dem tilbage i seng, men vi skal ikke snakke mere i dag. Står de så op (mest Frida nu), tager jeg dem i hånden, og går tilbage til værelset med dem, uden at sige et ord, og den løsning har virket godt på dem begge to. Det er bare ikke så interessant at stå op, hvis mor bare er stille. Og samtidig virker det virkelig godt for mig, fordi jeg ikke kommer til at skælde ud; det giver bare overall en mere rolig aften. For med min hjerne forstår jeg jo godt, at de ikke kan gøre for, at de ikke kan sove. Jeg ville også gerne selv være fri for at have skæld ud over, at jeg ikke kunne sove – men når man har været på en hel dag, så trænger man bare så meget til en pause, at det kan være svært at lade være. Men ‘venlig stilhed’ ( i mangel af bedre ord) hjælper de fleste aftener her.
Vil du sende svaret videre til din ven?:-D
Tak det vil jeg
Venlig stilhed
Venlig stilhed
Venlig stilhed
Wauw.
<3
Hov – og så har jeg for længst erkendt, at de skal puttes forskudt. Frida sover, før jeg putter Anton – alt andet ville føre til harakiri.
Årh, den ville mine drenge DØ af! Hvis den ene fik lov til at være oppe så meget som ét minut mere end den anden ville det føre til øjeblikkeligt mytteri. Lillesøster bliver lagt først, derefter godnathistorie og så putning.
Her på ferien, hvor de sover i samme seng bliver den ene lagt i deres seng og den anden i vores og så flyttet senere. Efter godnathistorie ligger jeg et par minutter med først den ene og så den anden og snakker lidt om dagen. Hvad laver faren så, spørger du? Han sidder i mørket inde hos den halvandet-årige, som åbenbart har glemt, at hun er Verdens Nemmeste Barn og nu hyler og skriger i en time når hun skal sove og gerne gentager forestillingen en gang eller to i løbet af natten. What.the.FUCK! Jeg troede fandeme, det der show var slut og at vi havde vundet i tumlingelotto. Ja, undskyld. Det løb lige lidt af sporet, men det er så TRÆLS!
Det er fine betragtninger i indlægget og jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, at ens unger er forskellige. Det kan nogle gange være svært at huske, synes jeg, for mine drenge er tætte i alder, men de er som nat og dag, og det der er vigtigt for den ene er helt ligegyldigt for den anden (fx flippede den 5-årige totalt ud da en agurk faldt ud af hans burger hvorimod den 7-årige ikke kunne rystes af at hans burger disintegrerede) og de skal håndteres forskelligt for at blive behandlet ens, hvis det giver mening.
“Hej!” fra hende, der nu pludselig har TO børn tilbage i dobbeltsengen fuldstændig-udtværet-smiley
Hvorfor bliver børn bimse med tilbagevirkende kraft, bare fordi de har fri?? Men bortset fra det, så er jeg 100% enig i, at den største kunst, man som forældre skal mestre, er at huske, at ens børn er individer, og sørge for, at man – med de vilkår, man har i hverdagen – giver dem så meget af det, de har brug for for at vokse, som fællesskabet og overskuddet tillader<3
Knækket sovehjerte-emoji
Kaffe-kaffe-vin repeat.
Jeg ved det ikke. Her, 17 dage inde i ferien begynder det at gå bedre, men så er det jo godt, at vi tager hjem om fire dage og at drengene skal alene op til farmor og farfar og lillesøster skal være alene hjemme med sin far, mens jeg begynder at arbejde igen (halleluja!). Jeg tror sgu, at hverdagen er nemmere for dem at forholde sig til – ro, regelmæssighed og (relativ) renlighed. Vi er ret bevidste om, at det er for de voksnes skyld, at vi tager på ferie i udlandet og at børnene ville være mindst lige så tilfredse med bare at besøge farmor og farfar. Det afholder os ikke fra at tage afsted, men vi tager mange af rutinerne med, jeg tror det hjælper os alle. Vores mellemste har på maaaange ferier spurgt dagligt hvor mange dage, der er til han skal i børnehave igen. Men nu skal han aldrig i børnehave mere, og selvom han glæder sig til at begynde i skole er det ret forvirrende for ham.
Vi gør præcis det samme. For Aarhus var også for 90% vedkommende for min skyld – men alt andet lige bliver man også bare federe at være sammen med, og mere overskudsagtig i de konflikter, der måtte opstå, når man har udsigt til lidt andre vægge. Og mon ikke også, at børn, trods alt, har godt af kontrasten? Selvom samlebåndet kører mest gnidningsfrit, når det hele er, som det plejer, så er det i hvert fald her, tydeligt at høre, at det er det, der ligger uden for de normale rammer, der sætter sig fast, og som de fortæller om længe efter.
Skål til dig, Astrid. Og tak for, som altid, at gøre kommentarfeltet til et sjovere sted at være.
Kære Linda. Min første kommentar herinde trods mange års følge, men ligesom mange andre bliver jeg ramt af indlægget og kan nikke genkendende til problematikken. Jeg har netop haft en personlig øjenåbner, som har har stor indvirkning på min adfærd og indgriben. Min datter på 3 og dreng på 4 er utrolig fysiske over for hinanden. De tumler og er generelt “vilde”. Når jeg synes, det bliver for meget stopper jeg dem ofte, hvilket kan være svært, da de er i deres egen verden. Her i ferien har jeg dig prøvet at lade dem “gå linen ud” og kan konstatere, at tumleriet i 9 ud af 10 tilfælde har en lykkelig udgang!! Så jeg øver mig på at blande mig mindre og står så klar, hvis det er brug for det.
Tak for den bedste blog 🙏
Jeg har hele dagen haft din kommentar i baghovedet, for jeg synes, det er sådan en fin betragtning. Jeg kan se, at der hos mine nok er lidt for stor aldersforskel (og dermed fysisk forskel) til at lade dem løbe linen ud, men jeg vil gerne blive bedre til at huske at træde et skridt tilbage, når de bare tumler verbalt. Tak for en vigtig påmindelse – og for din kommentar. Og fordi du læser med.
Kh
Linda
Jeg vil gerne rose dig for din åbne og meget berigende blog. Er alenemor til en lille søn og nyder at læse dine indlæg i de stille aftenstunder. Så mange gode betragtninger. Livet går op og ned. Den lille har lige haft ringorm som jeg fik konstateret efter jeg tjekkede ringorm.dk og så billederne der desværre matchede symptomerne. Heldigvis burde det nemt kunne behandles. I dag har været en dejlig dag. Vi har leget på legeplads og så givende at opleve den glæde ens børn har af små simple aktiviteter. Det får mig til at opleve nuet og være mere nærværende. Igen tak for din gode blog.
Hej Camilla.
Tusind tak for din søde kommentar. Jeg er rigtig glad for, at du føler, du kan bruge alle mine skriverier til noget <3 Det gør det meget sjovere at skrive.
God weekend til dig og din lille søn.
Kh
Linda