I spørger, jeg svarer: Om børn og skærmtid

I kommentarsporet til dette indlæg, skrev Nanna:

“Jeg holder meget af din refleksion og tilgang til tingene, og kunne helt vildt godt tænke mig at høre din tilgang til skærmtid og spilletid. Jeg synes drengene i den alder (i hvertfald min dreng) er skræmmende optaget af det, og har svært ved at aktivere ham til andet”.

Jeg tror, at lige præcis det med overvejelser omkring skærmforbrug er den mest konstante variabel i hele min forældreskabsligning. Jeg tænker over det hver eneste dag, og nogle dage synes jeg, at jeg har fat i den lange ende, mens jeg andre dage føler mig som én stor falliterklæring. 

Sagen er, at jeg synes, at der er så mange del-elementer i den problemstilling, at det er umuligt at finde Den Gode Løsning på. 

Til gengæld er det et område, som alle har en holdning til, og som er sovset ind i mor-skam og praktiske hensyn, og som det derfor er umuligt – i hvert fald for mig – at se nøgternt på.

For der er en masse faktorer og følelser, der spiller ind, som egentlig ikke som sådan har noget med skærme at gøre. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, giver skærme jo en pause til de voksne, og jeg tror, at det for virkelig mange af os føles som den lidt-for-lette løsning. For selvom vi alle sammen er enige om, at vi også skal være her, og at vores behov også tæller, så tror jeg, at der – særlig i vores segment – er et ønske og en bevidsthed om nærvær, værdier og God Opdragelse. Og lige i dén sammenhæng føles skærme og spil som noget, der hænger mere sammen med Kaare Sand end med Lola Jensen.

Somme tider giver skærme også arbejdsro, og her føles det lidt mere ok at give efter – for ulvetime og aftensmad, og vi ved jo godt, at børn skal inddrages og deltage, og at vi skal forebygge kræsenhed og fremme sansemotorisk nysgerrighed ved at lade dem skrælle gulerødder og røre i gryder – men det må sgu lige blive i morgen, hvor ulven ikke har helt så skarpe tænder som i dag.

Og oveni alt det står, at vi er den generation, der skal navigere i forbrug af noget, der ikke var tilgængeligt, da vi var børn; jeg har ikke en egen-erfaring med, hvor meget, jeg som 8-årig måtte have en iPad, og hvad det gjorde ved mig, at spille min forælder-holdning op ad. 

Der er simpelthen noget her, der er så fast forankret i, hvad vi føler er rigtigt og forkert, at WHO i foråret meldte ud, at de ikke anbefalede, at børn kiggede på en skærm over 60 minutter om dagen – til trods for at der ikke var/er et forskningsmæssigt grundlag at konkludere dette på.

Jeg gætter på, at det har en helt del at gøre med, at vi stadig har et glansbillede af, hvad en god barndom er, og at de mennesker, der er gamle nok til at sidde tungt på diverse poster i f.eks. WHO, *heller* ikke er vokset op med skærme. Måske kommer de derfor til at tillægge de undersøgelser, de intuitivt er mest enige med, mere vægt, end dem, der peger på, at der faktisk kan være meget godt gemt her, men at det kræver en holdningsændring, en dybere forståelse for teknologien og dens muligheder og begrænsninger og et knap så snævert syn at få øje på det. 

Men betyder det så, at jeg bare synes, at der bare skal være fri skærm til alle børn? Nej. Både fordi det (når man kun spiller mod sig selv) er en meget isolerende aktivitet, men også ud fra det helt indlysende sandhed, at stillesiddende aktivitet ikke er ret hensigtsmæssigt ift. at forebygge overvægt.

Så hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvordan vi griber det an herhjemme, vil jeg starte med at sige, at der er stor forskel på mine børn. Frida, som er langt mere klar på at kaste sig over verden – også efter en dag i børnehave – fravælger iPad’en oftere og hurtigere end Anton, for hvem den mere fungerer som en måde at skabe en lille, overskuelig verden på.

De bruger den også forskelligt: Frida kigger på den, indtil hun keder sig, mens Anton har den stående på gulvet og brumme, mens han sidder ved siden af og bygger Lego og Beyblades på livet løs.

Min oplevelse er, at Anton bruger den, som jeg brugte bøger, da jeg var barn; som en måde at skabe ro i hovedet og lukke verden ude på. Fordi det for ham er et ægte og reelt behov, får han også lidt længere snor (ledning?) end Frida.

Vi kører ikke med faste regler, men jeg prøver selv at gå forrest med det gode eksempel. Jeg sidder stort set aldrig med min computer, når børnene er oppe, og min telefon er altid på lydløs og ligger med ryggen opad på køkkenbordet. Jeg tjekker den, når jeg laver kaffe osv. men det er meget, meget sjældent, at mine børn ser mig sidde med den. Det lyder måske lidt helligt, men det hører jo også med til historien, at jeg er alene. Det betyder, at jeg, når børnene er i seng, har tiden til at samle op, besvare og deltage, fordi jeg ikke skal høre om, hvordan min mands chef har opført sig i dag.

Nogle dage oplever jeg, at børnene bliver vrisne og irritable af at sidde med en skærm, og til de dage har jeg købt et stopur til hver dem. Jeg sætter så uret til X antal minutter, og begge børn afleverer pænt iPad’en, når det ringer. For os har det fjernet en del konflikter, at det er uret, der “bestemmer”, hvornår man klapper iPad’en sammen, og ikke mig.

Når man læser ovenstående, lyder det måske som om, jeg har gjort mig alle overvejelserne og har fundet den gyldne mellemvej – men sådan føles det ikke. I hvert fald ikke altid. 

Jeg tænker dagligt over, om mine børn har deres iPads for meget, om jeg burde fjerne skærme helt, om deres hjerner tager skade, om de bliver asociale, om jeg er doven, om jeg er en dårlig mor, om jeg skærer hjørner og tæer og klipper kanter og hæle, om der burde være mere samtale osv. osv. osv. osv.

Det er nogle dage meget enerverende at bo i mit hoved. 

Og fordi jeg kan høre i min omgangskreds, at det ikke kun er mig, tænker jeg somme tider på, at det næsten har et isæt af katolicisme: At jeg og vi køber aflad for børnenes skærmtid ved at martre os selv for det.  

Men virkeligheden er, at jeg er alene med mine børn, og at der derfor VIL være tidspunkter, hvor jeg ikke er tilgængelig. Et godt eksempel er, når jeg skal lave lektier med Anton. Og hvor jeg kunne ønske, at Frida så var sådan et barn, der bare blev helt opslugt af leg, mens vi øvede staveord, så er det ikke den model, jeg har fået. (Og inden nogen skriver, at det bare handler om tid og om at lade dem kede sig: Nej).

Egentlig tror jeg, at det – trods alt – er fint, at skærmforbrug niver lidt i samvittigheden, fordi det betyder, at man ikke bare slipper sine overvejelser og (rodede, usammenhængende) principper helt. For selvom jeg gerne så, at skam- og skyld-elementet blev reduceret, så er det måske fint nok, at det ikke forsvinder helt, fordi jeg trods alt er realist nok til at erkende, at det så med stor sandsynlighed ville blive på bekostning af nær- og samværet. 

Lige nu giver skærmene mig mulighed for engang imellem at være sammen med mine børn, uden at det kræver noget af mig, og når vi sidder under tæppet i sofaen, som høns på en pind, og jeg kigger op på dem, så får jeg næsten den samme følelse, som når jeg sidder på sengekanten om aftenen og kigger på dem, når de sover. For jeg elsker dem jo altid, lige meget og lige højt – men kærligheden er så nem at mærke; så ren og lysende og ukompliceret, når man ikke er i gang med en konflikt om, hvorvidt slikkepinde er aftensmad, eller om man må have badedragt på i børnehave.

Så jeg har ikke engang et bud på et svar eller en løsning. Jeg ville ønske, jeg havde, for så vidste jeg også, hvad jeg selv stilede efter, og det ville være nemmere at vide, hvornår jeg havde levet op til mine egne idealer.

Men for mig er det springende punkt nok, at de stadig kan begejstres af andet. At de stadig ved, hvad de skal stille op med sig selv, når vi tager i skoven eller på legepladsen – men jeg kan også godt se, at jeg kæmper lidt imod tiden, for punktet, hvor det ikke længere er mig, der bestemmer, hvad vi fylder i fritiden, nærmer sig i horisonten.

Og når vi engang får svaret på, hvad der gjorde skade, og hvad der gjorde gavn, så er det, for vores vedkommende, for sent.

Med disse ord slår jeg dørene til kommentarfeltet op.

Husk at være gode ved hinanden.

Published by

48 Replies to “I spørger, jeg svarer: Om børn og skærmtid

  1. Jeg tror meget på det individuelle. Hvad der virker for mig, virker ikke for min nabo. Plus det faktum at børns alder spilder meget ind. Som mor til en 18-årig og en 14-årig kan jeg sagtens differentiere, hvad der er værd at slås over. Min 18-årige er mere reflekterende (voksen) og kan se min pointe, når jeg påpeger, at mobilen er ved at vokse ind i hans hånd. Den 14-årige er til gengæld ikke helt så nem. Han viser mig dog plusserne ved skærmen – det sociale aspekt og hvordan de (også) bruger det til gruppearbejde/projektarbejde mv. om aftenen. Vi nyder stadig at se en film sammen fredag eller lørdag. Helt old-school foran tv’et og der prøver jeg at håndhæve, at mobilen ikke hører hjemme. Den er heller ikke til stede, når vi spiser eller kører bil (jeg er ikke deres taxi, så den er bandlyst, når jeg er chauffør). Kh. Birgitte

    1. Det er nogle fine og fornuftige regler. Din kommentar fik mig til at tænke lidt over, at der måske også er mere sammenligning af regler i hjemmet, når børnene er små, end når de bliver større? At man på en eller anden måde tager med i ligningen, at det måske ikke kun er forældrenes ansvar, hvordan børnene bruger nettet, når de først bliver teenagere?

      Da min venindes dreng blev konfirmeret, ønskede han sig diverse ting til at spille med, fordi han nu var blevet “gamer”, som min veninde sagde, og dengang tyggede jeg også lidt på, at der bare med det ord sker et skifte i, hvordan vi ser på internetforbrug. At der er forskel på at sige: “Min dreng kigger på sin iPad 3 timer om dagen” og “min dreng er gamer”. For hvor det første nærmest lugter af omsorgssvigt, så bliver det sidste med ordet ‘gamer’ pludselig forvandlet til en mere legal fritidsaktivitet.

      Åh, der er så meget at tænke over..!

  2. Det er virkelig en interessant debat, som alle forældre jo er nødt til at forholde sig til. Herhjemme har vi en pige på 4,3 år og en dreng på 6 mdr. og indtil videre har vi valgt at det ikke er noget vi bruger. Vores pige har prøvet en iPad andre steder og set tegnefilm på sin onkels telefon, hvilket er helt iorden, men herhjemme er det ikke en mulighed. Tilgengæld ser vi nok mere tv sammen, end gennemsnittet, fordi vi gerne vil være sammen om skærmtid og afslapning. Og hun må også gerne se tv alene i ulvetimen og lignende.
    Du rammer helt sikkert sømmet på hovedet, vi er ikke vokset op med det og for mig virker det som noget pjat, der ikke er værd at bruge tid på og jeg forstår det ikke.
    I vores kommune får alle elever en iPad når de starter i skole og det er tidligt nok for os – for nu. Men det kan sagtens ændre sig hen af vejen.
    Tak fordi du gav mig noget at tænke over.

    1. Jeg tror, at der for mange (selvfølgelig ikke alle) sker et skifte, når børnene starter i skole. Fordi de der for første gang bliver udsat for relativt ufiltrerede input fra andre børn, og fordi de pludselig i langt højere grad end i børnehaven, hører sammen med en bestemt flok i en klasse. Så bliver der pludselig nogle fælles referencer, der bliver mere vigtige, end de tidligere har været.

      Og så kan jeg, for mit vedkommende, også mærke, at der på min side af bordet, er blevet mere behov for, at det ene barn kan gøre noget selv, mens jeg er ‘på’ det andet barn, i takt med, at jeg har fået to større børn. Fordi der pludselig er to, der skal alt muligt mellem himmel og jord, og som har ønsker og evner og krav, og hvor jeg derfor løber tør for arme. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er i undertal, men min egen oplevelse har været, at det var nemmere at være restriktiv omkring alting, da Frida var helt lille, end det er nu.

      Eller også bliver man som mor mere løs i leddene, når man bliver ældre? Jeg ved det ikke – men ih, hvor det fylder.

  3. Med fare for at stille et dumt spørgsmål (som iøvrigt også er helt uden for kontekst..). Hvor gammel er man, når man er 4,3 år? Jeg har set flere skrive alder på denne måde, men har aldrig været helt overbevist om at jeg forstår.. Er det 4 år og 3 mdr? Eller 4 plus 1/3 år (altså 4 år og 4 mdr)?

    1. Det har jeg også altid undret mig over, her er der dog tale om at min datter er 4 1/2 år gammel og jeg ville have trykket 4,5 år, men ramte forkert 🙈 og til det kan man jo passende stille samme spørgsmål, men jeg tænker ikke at 4,5 kan læses som andet end 4 1/2 🤣😂

    2. Jeg har tænkt på det samme:-D For 4,5 ville jeg, hånden på hjertet, også være i tvivl om, om var 4 1/2, eller 4 år og 5 måneder:-D

  4. “Det er nogle dage meget enerverende at bo i mit hoved.” HAHAHA! Sådan tror jeg, vi er der mange der har det med vores hoveder.

    Vi har fuldstændig firkantede rammer vedr. skærm for vores ældste på 8 er fuldstændig hooked og bliver suget ned i den virtuelle verden i en grad hvor vi kan tale om ham mens han sidder lige ved siden af, og han opfatter intet. Hvis han fik lov, ville han spille døgnet rundt. Så på hverdage hedder det kl 17-18 og i weekender er det kl 07-09 og når lillesøster sover lur. Er det for meget? I don’t know, men de faste aftaler (og det er ikke en skid aftaler, det er de voksne, der har bestemt at sådan er det) sparer os for helt vildt mange konflikter og plagerier.

    Dog er jeg nogle gange fristet til at smide alle iPads til storskrald, for det fylder alligevel mere og mere og jeg kan simpelthen ikke holde ud, at min 8-årige til hver en tid ville vælge den fremfor at alt andet. Vitterligt. Og på et eller andet tidspunkt får knægten jo sin egen telefon, og så kan jeg simpelthen ikke se hvordan jeg skal få ham til at forstå at der også er andet i verden end det der foregår på den. Det bekymrer mig, måske unødigt, men ikke desto mindre. Samtidig kan jeg også spekulere på, om det at skærmtiden er så reguleret gør problemet værre og overvejer om interessen ville blive mindre, hvis der bare var fri skærm, altså en art mætningseffekt a la når man spiser chips. Så du kan nok se, at det mange dage også er meget enerverende at bo i mit hoved.

    Og jeg tror virkelig, at det er rigtigt, at noget af det, der gør det svært er, at vi ikke kan trække på egne erfaringer her. Min mand købte en computer som 11-årig-ish, og sad foran den i timer i årevis, lige indtil han begyndte at drikke øl, virker det til. Han er socialt og arbejdsmæssigt velfungerende og han synes helt klart, at jeg bekymrer mig for meget. Vi havde også en computer fra jeg var ca 10, men selvom vi nogle gange spillede på den, er det aldrig noget, der har fanget mig. Jeg bruger min telefon til alt, når jeg er hjemme og åbner kun min computer, når jeg skal arbejde. De fleste bøger jeg læser, læser jeg på telefonen.

    Så jeg ved bestemt heller ikke, hvad der er den gode løsning, men giver dig sådan set ret i alle dine betragtninger omend det heller ikke gør os meget klogere.

    1. Måske vi skulle bytte, bare lige et par dage, for at få lov at opleve nogle andre, enerverende tanker?

      Jeres iPad politik lyder gennemtænkt og god, og som om, den tager højde for de værste fælder. Jeg tror sgu bare, at man er nødt til at gå med sin fornemmelse, og så, som du siger, trække kontra, når man synes, det bliver for meget. Men jeg genkender din storskraldstrang; jeg kan blive helt hidsig, når Anton tror, han skal stå med sin iPad, mens han ohIdontknow børster tænder. STOP!! Og løsriv dig! Tak. På de tidspunkter bliver den inddraget med øjeblikkelig virkning.

      Men lige i forhold til telefon: Jeg havde præcis de samme bekymringer som dig; at når først han fik en telefon, så ville han aldrig kigge op igen. Han har nu haft den i et par måneder, og jeg tror, at han sammenlagt har kigget på den i en time. Det hører med til historien, at jeg har købt et abonnement, hvor der er begrænsning på data, men både her og hos mine forældre kører han på det trådløse, men han bruger den stort set ikke. Jeg aner ikke hvorfor. Faktisk glemmer han den 9 ud af 10 dage, når han tager i skole. (Vores skole er mobilfri, så det kan selvfølgelig også hænge sammen med det). Men altså. Bare lige for at sige, at det kan udvikle sig meget anderledes, end man forventer.

  5. En af de ting, der slog mig, da jeg så serien “Tilbage til 50’erne, 60’erne og 70’erne”, var at både børnene og teenagerne generelt fungerede væsentligt bedre i et skærmløst miljø end de “voksne”.
    Og det, syntes jeg, var værd at tænke over.

    1. Jeg oplever også, at den ældre generation generelt er væsentlig mere “uopdragne” i deres skærmvaner, end de fleste børn og unge, jeg kender. Fra min alder og ned, lader der til efterhånden at være relativ konsensus om, at man ikke behøver at tage telefonen, HVER gang, den ringer, at man godt kan tage tasteklik af, og at det er mest høfligt, at den er på lydløs. Det halter, oplever jeg, hos mine forældres generation.

      1. Det er simpelthen så rigtigt! Lydløs? Mine forældre har altid skruet sindssygt højt op for lyden, og de tager ALTID deres telefon. Selv når den ringer midt i alt muligt andet. Og de bliver mega fornærmede, når jeg tillader mig at sætte den på lydløs i en time om eftermidaggen.

        1. Ja, hvordan pokker er det lykkes dem at have en ekstra indstilling på lydstyrken, der hedder “Byggeplads”??!

          1. Min svigermor bliver altid så forarget over at vi ikke altid tager telefonen. Hun tager den jo ALTID! Nå nå..

            Da jeg var højgravid sidste år tog vi i skoven uden telefoner og hun kunne derfor ikke få fat i os. Så hun ringede til min mor, bare for at høre om jeg havde født. Jeg blev så træt.

      2. Min mor tager telefonen, selv om hun er i bad. Måske kun når det er familien, der ringer, men alligevel… tænk at hun gider.

  6. Jeg har virkelig heller ikke de vise sten og jeg synes, det er vildt svært at navigere i noget, som ikke har været en del af egen barndom, som du og andre også skriver. For mit vedkommende er devisen: jo mindre, jo bedre. Der er næsten aldrig skærm når jeg er hjemme. Til gengæld er far lidt mere loose. Jeg tænker tit, at jeg er for streng, og at det eksploderer den dag, vores datter får sin egen telefon. Det hænger måske også sammen med at jeg ikke helt oplever, at hun frivilligt forlader skærmen. Jo, hvis jeg siger, hun skal, men hun kan ikke gå til og fra det, som det lyder som om at Frida kan. Hun bliver suget ind i det og kan blive ved og ved. Og det er kun det, hun laver. Men er det så fordi, hun ikke så tit får lov, eller er det bare sådan, hun er? Det er sgu ikke let.
    Desuden har jeg virkelig også svært ved at se meningen med at sidde med den skærm. Jeg gør det heller ikke selv, når vores datter er vågen, og bliver så træt af mig selv, hvis jeg har brugt for lang tid en aften på at sidde og tæske rundt på fx instagram. Så jeg er bare også mere gammeldags en gennemsnittet, tror jeg!

    1. Jeg tror sgu også, at der under det hele er en form for frygt, fordi vi ikke helt forstår, hvad det er, børnene bliver så tiltrukket af. At det er som en slags slik, vi ikke helt kan finde ud af, om i virkeligheden er narko. Netop fordi vi ikke har prøvet det selv, eller har en erfaring med, at man f.eks. godt kan være skærmhooked, mens man er lille, for så at blive helt ligeglad, når man fylder 10.

      Jeg startede også med at være ‘så lidt som muligt’, men efter mange samtaler med sundhedsplejersker og ressourcepædagoger, løsnede jeg jerngrebet lidt, fordi det – i vores tilfælde – gik op for mig, at det også handlede meget om, hvordan jeg syntes, jeg blev opfattet som mor, når jeg gav Anton lov at sidde med en iPad. At det faktisk blev mit behov for at fremstå som Den Gode Mor, der kom til at trumfe hans behov for at skabe sig en lille, virtuel hule, hvor han ikke skulle bøvle med at formulere sig, eller skulle tage en masse indtryk ind.

      Det er svært, og det udvikler sig helehelehelehele tiden. Man kan godt blive lidt forpustet.

      1. Ja, kan godt genkende det, du skriver, og elsker analogien med slik vs. narko – det er jo præcist sådan, det er! Omvendt kan jeg jo se, at ingen skærm så gør, at hun fordyber sig i bøger, tegning eller lydbøger, hvor jeg lidt tænker, at hun får den samme pause og ikke behøver hele tiden at skulle forholde sig til omverden. Og det gør mig sgu mere forvirret; for hun kan godt uden skærm, men den trækker alligevel som det narko, jeg frygter den er (for hende. andre børn kan bedre styre det og gå til og fra det, kan jeg jo se).

  7. Jeg synes den er SÅ svær, primært fordi jeg (alle?) simpelthen mangler viden om hvad der er for meget og for lidt mht. skærm. Indtil videre justerer det lidt sig selv herhjemme med en pige på snart 8 og en dreng på 4 1/2. I perioder bruger de iPad ekstra meget og andre gange ligger enheden ubrugt hen i flere uger i træk. På pressede dage er det klart en gavnlig løsning for os alle, så når de er helt baldrede af træthed og indtryk efter skole og børnehave får de lov til at ligge i sofaen med iPad/film som de vil. Der er jo også dage hvor jeg simpelthen ikke order at hakke løg og rive gulerødder og lave sund og nærende mad fra bunden mens vi small-talker i køkkenet. Der satser jeg i stedet benhårdt på frysermad der er hurtigt, nemt og af tvivlsom kvalitet. Simpelthen fordi jeg er træt og hverken gider madlavning eller samtaler(/konflikter), og sådanne dage har børnene jo selvfølgelig også.

    Men! Og det er måske vigtigt at tage med. Vores iPad er offline og kan derfor kun bruges til at spille spil på apps, som vi har downloadet ud fra en indlærings-tankegang. Vi har intet tv men kun en analog projektor hvor vi kan se dvd-film fra et ret begrænset udvalg. Vi har tidligere haft begge dele koblet til Netflix men det løb simpelthen af sporet, så i forbindelse med en flytning besluttede vi at alt skulle offline. Det har fungeret godt og ungerne har uden mukken accepteret at “internettet ikke fungerer”. Derudover er det kun mig, der er på sociale medier, og det kun i form af Instagram på min computer, så telefonen er gemt væk når vi er med børnene. Ish. Vores datter har ingen telefon og går på en skole med en stram telefon-politik, så den forventer jeg ikke at skulle forholde mig til før om et par år.

    Jeg er, hånden på hjertet, heller ikke så skræmt over computerspil som jeg var før i tiden, hvor mediebilledet klart var at alle bang-bang-spil gjorde dit barn til en asocial og ufungerende teenager. Til dels fordi min mand er oldschool-computer nørd og hans tilgang til spil derfor er ret anderledes end min. Han stresser af med computerspil som jeg gør med en bog. Og til dels fordi jeg har set den ret fine miniserie om counterstrike-holdet Astralis, der jo om nogen har spillet voldelige computerspil “mere end hvad godt er”. Klart værd at se, om ikke andet så for at få syn for at der er flere aspekter af sagen.

    Men puh det er svært og jeg forventer klart at skulle revurdere og ændre regler og guidelines i takt med at de bliver større. Det er så fint at læse kommentarsporet (som altid) og få idéer og føle at vi alle er i samme båd!

    1. Da vi flyttede ind herude, fravalgte jeg også, at vi skulle have tv-kanaler, og jeg har med vilje ikke koblet mine streamingtjenester op på vores tv. som kun bruges til at se dvd-film på. Men jeg kan mærke, at jeg hælder til, snart at købe kanaler igen, fordi jeg faktisk synes, at en film eller lidt ramasjang er mere inkluderende, fordi vi alle sammen ser det samme. Og fordi jeg også kan mærke, at der er nogle emner, mine børn (særlig Anton) ikke aner noget om, fordi jeg ikke tænker på at præsentere ham for det, og hans nysgerrighed ikke bliver vakt ved f.eks. at se en Sebastian Klein produktion om hajer eller klamme dyr. Så lige her begynder jeg at hælde til, at det måske – nu – giver flere ulemper end fordele, at vi ikke har tv-kanaler.

      Vores skole har er også mobilfri zone, og det ELSKER jeg. Det fjerner en distraktion, som jeg personligt synes, at de er for små til at kunne ignorere, fordi de stadig er så behovsdrevne, at de til enhver tid vil vælge nem underholdning over udfordrende opgaver og udvikling af sociale kompetencer, som jo også kræver kræfter og kan være skidehårdt.

      Jeg er super, super glad for, at så mange har lyst til at melde ind her, og også, at de og I bruger tid på at skrive en ordentlig, gennemarbejdet kommentar, der rent faktisk kan bruges. Det kan internettet heldigvis også <3

      1. Ønsk dig en Chromecast til jul! Så kan du streame fra DR appen, både live og en uendelig række F for får. Og så er det dig der styrer, hvilket er smart hvis det skulle vise sig at Nogen skændes om fjernbetjeningen (frit opfundet eksempel, naTURligvis hæhæ….suk)

        1. Enig! Med cromecast kan du få ramasjang på tv’et (og evt. film fra Netflix eller andre streamingstjenester) – i stedet for at betale for en kanalpakke.

        2. Jeg har lige brugt en eftermiddag på at lede efter en fjernbetjening, som alle samstemmende hævdede var blevet “magisk og gået sin vej, mor!” #WhenHarryPotterBackfires Så jeg er lige nu meget modtagelig overfor forslag, der i oplægget indeholder sætningen “dig, der styrer”….

      2. Hånden på hjertet: hvis jeg kunne tilvælge en TV-pakke med Ramasjang, så ville jeg gøre det! Ungerne elsker det når de ser det hos mormor og morfar, og som forælder er jeg vild med hele universet. Men. I Sverige er børne-kanalen lig med Nickelodeon eller Disney Channel, og det vil jeg ærligt talt hellere være foruden, så (fra)valget af tv er uhørt nemt i mit tilfælde!

      3. Hvis du har en stueantenne, kan du få alle DR-kanalerne gratis. Vi har ingen tv-pakke (betaler kun for TV2). Så når min datter vil se fjernsyn, er det det der er på ramasjang.. jeg oplever at det er nemmere at slukke/miste interessen/se forskellige ting, når vi er “analoge” – ellers ville hun bare se gurli gris på repeat og så ville jeg blive sindssyg.. En gang i mellem ser hun Dora på IPad – men jeg kan bedst lide flowtv (eller i hvert fald tanken om det) Men hun er den ældste og hun er kun 3 1/2, så jeg ved jo godt, at det med skærmene kommer mere og mere…

        1. Det er en god pointe – og jeg synes, at det er fint, at man justerer sine holdninger og regler i takt med, at børnene bliver større <3

          Jeg havde faktisk stueantenne, da jeg flyttede til Aarhus. Jeg boede på Randersvej, og hver gang en lastbil kørte forbi vandtårnet på toppen af bakken, røg signalet:-D

  8. Igen, Linda… Jeg elsker dine reflektioner!
    Mine unger, Jonathan på 8 og Sarah på 5, lyder langt hen ad vejen som Anton og Frida. Jonathan opsluges i langt højere grad af Ipaden end Sarah. Sarah vil til hver en tid hellere lave noget andet – og helst med mig. På den måde er det jo ikke så svært at begrænse, når hun mestendels gør det selv. Jonathan, derimod, har Ipaden som første valg i stort set alle situationer. Han vil dog allerhelst spille sammen med Sarah, og når de gør det og gør det uden konflikter, kan jeg høre, at det virker ligesom deres lege uden Ipad. De bruger det samme legesprog ‘så sagde vi gerne’, og derfor kan jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt det ikke i den situation er at sidestille med leg. Omvendt kan jeg også meget tydeligt mærke på Jonathan, at hvis han har siddet for længe med Ipaden, bliver han irriteret og har svært ved at sætte sig selv i gang med andre aktiviteter… Og så peger pilen jo på mig som igangsætter, så han ikke bare begynder at være irriterende storebror. Jeg ville ønske, at jeg var mere stringent omkring det, men jeg synes virkelig, at det er en svær balancegang.

    1. Jeg er så utrolig enig med dig! At ønsket om at være helt stram og skarp hele tiden er til stede i baghovedet; for mig er det en kæmpe stressfaktor.

      Jeg læste på et tidspunkt et interview med Christian Bitz, som blev spurgt til skærmvaner hos ham. Hans svar var (gengivet frit fra hukommelsen), at de ikke havde regler. At han havde et job, hvor han somme tider var nødt til at sidde med sin skærm en hel eftermiddag, og så synes han ikke, at det gav mening at sige, at børnene ikke måtte. Til gengæld sørgede han så for, at der også var masser af dage med udeaktiviteter osv. som modvægt til skærmen. Den tilgang kan jeg faktisk meget godt lide, fordi den også tager højde for det, flere nævner, nemlig at børnene somme tider bare er flade, og gerne vil have lov at koble ud, mens de andre dage måske mere tilvælger skærmen af “dovenskab”.

      Uanset hvad, så er det virkelig rart med gode input her i kommentarfeltet, så tak for dit, og fordi du skrev herinde, når nu jeg fuldstændig kom fra at svare dig på fb <3

  9. Jeg tror det er en af de ting jeg skifter lidt med hele tiden. På den ene side bliver det nemlig let “den for lette løsning” her er det dog fælles tv da vi ikke har en iPad. Til gengæld får ungerne ind i mellem lov at spille på en af vores telefoner eller på computeren(skal hilse og sige det er svært at lære at bruge mus i forhold til iPad).
    Jeg synes det er sværest når der handler om at det er også. Os de ser noget..altså på den måde at det er fordi vi laver mad, ikke har tid..eller har brug for ro (shit det er træls at skrive).

    Men samtidig ved jeg også at de ind i mellem kobler godt af med det og har brug for det for lige at lande. For mig er det vigtigst at de kan noget andet og ikke kun ser tv/spiller. Og jeg tror det værste for mig ved skærmtiden er det med at de så ikke bruger sig selv fysisk.

    Og andre gange, som i dag er der frit tv da den ældste er hjemme med opkast (vi kører 2. Runde da lillesøster var ramt i weekenden) og jeg er mega træt ovenpå flere håbløse nætter med under der kaster op, vil have vand osv… Men når det nu skal være så kan det altså også noget at se en film sammen

    1. Jeg er 100% bag dig i alt, hvad du skriver. Både i, at det river alle de forkerte steder, når man køber sig til ro, man ikke synes, man burde behøve, ved at stikke en skærm i ansigtet på dem, og i, at det bare også somme tider kan være den bedste af en håndfuld tvivlsomme løsninger.

      Frida og jeg har lige brugt en halv time på at se Harry Potter sammen, og jeg har så optur over det. Det er fantastisk at have noget, som begge parter synes er lige sjovt og hyggeligt at lave, og som giver nogle faktisk overraskende kvalificerede samtaler.

      Jeg har for nyligt lært hende at spille sorteper, og (uden sammenhæng i øvrigt), så er det faktisk også noget af det, jeg glæder mig over, hver gang, vi spiller: At hun og de er ved at være så stor(e), at vi kan mødes om nogle ting, hvor vi deltager på relativt lige vilkår.

      Men for mig er det også noget, jeg skifter standpunkt i 3 gange dagligt, og hvor min holdning nok også er præget af, hvordan virkeligheden har set ud den seneste tid. Hvis de har haft den mere end de plejer, bliver det MEGET vigtigt for mig at trække kontra. Men jeg kan godt mærke, at der ligger mange følelser og forklaringer, der ikke nødvendigvis bunder i fornuft, til grund for mine tanker.

      1. Vi elsker at spille herhjemme og det er nemlig så skønt at de begynder at få en alder hvor det rent faktisk også er sjovt for de voksne at spille med(og ikke bare fordi samvær er rart.)
        Og skønt med den gode Harry. Da jeg så film med min datter sidst var jeg overrasket over sej hun er blevet til at regne tingene ud og se sammenhængene.

  10. Bogen “Digital demens” af hjerneforskeren Manfred Spitzer handler netop om (forskningsbaseret) viden om (bi)virkningerne af skærmbrug for børn, særligt i forholdt til læring. Hvis bare en brøkdel af det passer, er det skræmmende læsning.

    Mine børn (på 5 og 9) har en times “spilletid” dagligt, men jeg oplever, at onlinespil betyder rigtig meget for den store på ni, og det får også stigende social betydning for ham. Så vi kommer nok til at give mere los hen ad vejen. Men der er (og kommer) ingen devices i soveværelset, ½ time inden sengetid, ved spisebordet osv. (og det gælder hele familien).

    1. Lige Manfred Spitzer har jeg lidt forbehold imod. Jeg er ikke forsker (surprise!), men ud fra, hvad jeg har læst om ham og hans teser, så bygger hele hans teori på andres undersøgelser; han har altså ikke selv forsket i emnet, blot konkluderet på andre undersøgelser, hvoraf flere har været temmelig enøjede. Det er mit ene problem med ham.

      Det andet er, at som jeg læser ham, så er hans argument hele tiden, at hjernen, når den får krykker, ikke ‘udnytter sit fulde potentiale’ – men jeg hører ham ikke forholde sig til, at hjernen med den digitale udvikling jo også udvikler sig. Hvad hvis der ligger et større og langt mere vidtrækkende potentiale derude, som vi ikke når, hvis vi ikke dykker ned i det her? For mig lyder han lidt som en mand, der er fortaler for salmevers og udenadslære. Og det er rigtigt: Jeg kan ikke min kongerække, og jeg skal altid læse op på salmerne, når jeg skal tolke i kirken. Men er det det samme som, at min hjerne ikke har nået sit fulde potentiale? Eller bare, at jeg bruger den på en anden måde?

      Anton klarer sig ualmindelig godt i engelsk; det lader til at falde ham nemmere end det danske, og jeg bruger meget tid på at lege/øve med ham på engelsk. Men der er ingen tvivl om, at det er blevet grundlagt, fordi han er blevet præsenteret for det via sin iPad. Og hvis vi for sjov siger, at han niveaumæssigt ligger et klassetrin højere, end det, han egentlig går på, i engelsk – er det så en dårligere kvalifikation, fordi den er grundlagt/delvist tilegnet digitalt?

      Jeg håber ikke, at jeg lyder stram; jeg er bare altid lidt på vagt, når der bliver konkluderet meget skråsikkert på noget, vi faktisk ikke har mulighed for at kende langtidskonsekvenserne af. Det betyder ikke, at jeg synes, vi skal storme frem med hænderne for øjnene og al fornuft i bakspejlet. Men jeg synes heller ikke, at vi skal diskvalificere udviklingen, blot fordi vi ikke lige nu kan se, hvor det tager os hen.

  11. Et hurtigt indspark: min kusine med to børn i start-skolealderen indførte “en opladning Per uge” på IPads. Børnene blev faktisk overraskende gode til at styre det selv – og til at være sammen om at se noget fælles på een tablet. 🙂 jeg synes, det er en fed måde at give frihed under ansvar på. Man kan sagtens spille hele søndagen – men så er der til gengæld ikke noget resten af ugen. Når mine bliver gamle nok til at få en, håber jeg, at vi kan praktisere samme model.

    1. Det er virkelig også en fin løsning – den har jeg ikke hørt om før, men den giver rigtig god mening.

  12. Hos os må børnene (9 og 13) se tv efter kl. 17 og frem til aftensmad, hvis de er færdige med lektier. Ofte er de optaget af noget andet, og derfor er det slet ikke altid, det overhovedet bliver tændt. I weekenden må de se tv, når de står op (ved 8-9-tiden) og indtil, vi står op (ved 9.30-tiden). Fredag er der ikke tv før efter maden, og da er det en fælles film eller serie.
    Computer bruger de i skolen (dagligt i 7. klasse og også til mange lektier – i 3. kl. kun et par timer om fredagen og sjældent til lektier). Mobil og iPad er ikke tilladt i skolen, men dog i skolebussen, hvor de af og til ser med hos en kammerat.
    IPad og smartphones har vores børn ikke (vi har ingen tablets i huset, men både min mand og jeg har smartphones til arbejdsbrug). Den ældste har en helt alm. NOKIA liggende i skuffen, som de bruger til at ringe fra, når de kommer hjem med bussen før os.
    Vi oplever ikke efterspørgsel af mere skærm fra dem. De spiller ikke computer, men af og til spiller de et spil på playstation med min mand.
    Når de ser tv, vælger de oftest noget i retning af Øen, Nak og Æd, Bonderøven eller en tegnefilm. De elsker Harry Potter og andre eventyrfilm.

    Vi gør dem muligvis en bjørnetjeneste, men jeg tror det ikke 🙂

    Kh Anne F.

    1. Det tror jeg bestemt heller ikke, at I gør. Jeg tror da, at det for rigtig mange er idealet at regulere det, som I gør, så bare kæmpe applaus herfra 😀

  13. Hvordan den store skærmtids-kage skal skæres, er kilde til en never-ending række af aftaler, regler og formaninger (i den rækkefølge) her i huset, indtil en voksen får et flip og kører totalt kontra. Og så starter det hele forfra igen.

    Vi har haft stor succes med at købe en router, der har forældrekontrol. Det betyder, at vi kan slukke for internettet på bestemte enheder på de tidspunkter vi ønsker det. Så internettet på min telefon fungerer fint, selvom de ikke kan spille computer 🙂 Elsker også idéen om EN opladning pr uge, og den ville jeg klart have taget til mig hvis vi havde ipads.

    Lige nu er vi på en times skærm (computer, tv, telefon) fra 16-17 til hverdag, og i weekenden efter aftale. De må dog gerne se tv udover det, hvis det er en fælles ting og de kan blive enige om hvad de skal se fra DRs kanaler. Og kun live tv. Jeg orker ikke børnetv eller youtube i stuen når den lille er puttet, så hvis de vil se tv efter kl. 19 må de se det samme som de voksne. Jeg synes også årstiden har meget at sige, for det er bare nemmere at håndhæve mindre skærm når det er sommer udenfor. Heldigvis starter skøjtebanesæsonen snart, så bliver der lidt at lave udendørs igen!

    Som andre har nævnt, er det selvfølgelig okay at have en off-day hvor man har brug for at slappe af og være i fred. Så længe deres primære underholdning er deres fysiske venner, og de normalt hellere vil ud og lege (okay, hænge ud hedder det vel for en 12-årig) end at sidde alene og se youtube. De to store bliver bare suget ind i det hvis vi ikke styrer det lidt. De bliver ugidelige og irritable at være i nærheden af hvis de har set for meget tv. Ingenting er godt nok, og det eneste de vil er at sidde lidt længere med en skærm foran ansigtet. Så er det jeg synes det bliver problematisk.

    Jeg så selvfølgelig også fjernsyn og spillede computer da jeg var barn. Jeg mindes ikke der var regler for hvor meget og hvor lidt. Jeg tror bare der opstod en kedsomhed hvad angår tv, da der ikke blev sendt børnetv 24/7, og man ikke bare lige kunne tage et afsnit mere af en eller anden serie. På et tidspunkt var Snurre Snups Søndagsklub jo slut, og så var der faktisk ikke mere spændende at se den søndag. Så måtte man jo finde på noget andet at lave. Det kunne være interessant at have en snak med mine forældre om, hvilke bekymringer de havde om skærme dengang, og hvordan de håndterede det. Nogen der har har talt med deres forældre om det?

    1. Dit første afsnit kunne være skrevet om denne husstand; det er MEGET genkendeligt.

      Jeg har snakket med mine forældre om, hvad de gjorde sig af overvejelser, men som de husker det, blev det – som du selv er inde på – reguleret af, at der reelt ikke var ret meget børne-tv. Da jeg var lille-lille, var der faktisk kun Sesam Strasse, som jeg ikke engang tror blev sendt dagligt.

      Dog kan jeg huske, at mine forældre (i en helt anden sammenhæng) har fortalt om nogle venner, de havde, som konsekvent brugte at sætte deres børn i en skråstol foran pausefiskene på skærmen, og det – kunne jeg høre – havde forarget mine forældre en del. Så selvom udbuddet i dag er langt vildere, og der er mange flere timers tv og underholdning at navigere i, så har der måske alligevel altid været konsensus om, at skærm var noget, man har en holdning til?

      1. Jeg tror altid de voksne har været forundret og forarget over børn og unges tilgang til ny kultur og formidlingen af det. Det være sig musik, film, tv og sågar tegneserier. Som med alt andet i livet (chokolade – jeg kigger på dig!), gælder det vel om at forsøge at gøre alt med måde.

        Hvis man nu havde børn, der elskede at fordybe sig i en bog, aldrig så sine venner, ikke var til at drive ud af biblioteket og blev mega fornærmet når man bad dem om at stoppe med at læse – ville man så lave samme restriktioner som vi nu er igang med at gøre med skærmene? Eller er det fordi det er det store farlige ukendte, at vi prøver at begrænse skærme så ihærdigt? Når jeg tænker over det, virker det nærmest latterligt at sige “Du må kun læse en time til hverdag, resten af tiden må du finde på noget andet at lave!”

        1. PræCIS! Det der er en af mine kæpheste, fordi det så fint illustrerer, at der er et udskamningselement, der ikke har noget med den reelle aktivitet at gøre. For prøv at forestille dig et barn, der brækker benet på legepladsen, fordi hans mor ikke så, at han kravlede op på gyngestativet, fordi hun sad med næsten i en bog eller en avis. Forestil dig nu det samme, men udskift avisen med en mobil. Jeg garanterer dig, at forargelsen vil være 20 gange voldsommere i det sidste eksempel. Og hvorfor? For uopmærksomheden og resultatet af den er det samme i begge eksempler, så der er et eller andet på spil, som ikke kan forklares med fornuft.

          Da jeg var barn og ung, sad jeg altid og læste, når vi spiste morgenmad i weekenden, mens mine forældre sad med avisen. Det er et af mine yndlingsminder fra min barndom, og jeg har aldrig opfattet det som mangel på interesse eller følt, at mine forældre fravalgte samtalen med min søster og jeg.

    1. Jeg er virkelig både heldig og priviligeret ift. læsere, der har lyst til at byde ind og gør det med gode, gennemforklarede pointer, og altid i en ordentlig og fin tone. Det er meget afgørende for lysten til at blive ved:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.